Den fremtrædende tyske militærhistoriker Sönke Neitzel (citeredes i Politiken):
Forhåbentlig kommer der stadig mange somre med fred. Men lige nu er min vurdering, at risikoen for en krig med Rusland – og her taler jeg ikke om en verdenskrig, men om en begrænset krig med landstyrker i de baltiske lande, Polen eller et tredje sted – er over 50 procent.
Reelt er hans vurdering lig med den fra Forsvarets Efterretningstjeneste, idet Sönke indirekte forudsætter, at USA ikke vil støtte sine europæiske NATO-allierede.
Det er også andres og min læsning af Trumps manglende vilje til at risikere en konflikt med Rusland.
Dette betyder, at det haster med at forbedre situationen, og denne forbedring skal ikke være for ambitiøs ved kun at stille et mål, der ikke kan opnås inden for 2-4 år. Man skal blot forbedre, hvor man kan, så man stadig øger styrke, beredskab samt det fælles forsvars udholdenhed fra sommer til sommer.
Jeg har i mange år ud fra årtiers studier af store krige igennem de sidste 150 år, krigsførelse i disse (herunder specielt russisk) kombineret med egne praktiske erfaring som officer beskrevet de omfattende ting, der burde ske.
Først skrev jeg i rammen af Den Kolde Krig. Derefter forudsatte jeg, at de ansvarlige havde den nødvendige lange tid, viden og vilje til rettidig og relevant handling. Dette er her opgivet som klart urealistisk.
Problemet er, at der ikke kun er gennemført styrkereduktioner for at inddrage fredsdividenden.
Den kombinerede politiske, civile og militære ledelse satsede dybt arrogant på, at man kendte fremtiden som storkrigsfri. Derefter udraderede man store dele af de erfaringsgivende professionelle aktiviteter. Det skete nok i en manglende forståelse for, at netop den militære profession hviler på praktisk erfaring. Flere af de militære kernekompetenser blev helt afskaffet i dansk forsvar og specielt Hæren, herunder:
1) Hvordan man uddanner og opretholder reserveenheder med værnepligtsmandskab.
2) Hvordan man rekognoscerer for forsvarsplaner og derefter videreudvikler dem til komplette planer med bl.a. de logistiske dele, der er en forudsætning for en langvarig indsættelse.
3) Hvordan man gennemfører praktiske øvelser, så kadrerne lærer bedst muligt, hvordan krig og kamp er i virkeligheden, ikke blot hvordan aktiviteter afvikles efter en drejebog på en teoretisk grundlag og for at lære teoretisk fastlagte procedurer.
4) Hvordan man forbereder og praktisk gennemfører mobilisering af reserveelementer.
5) Hvordan man igennem uddannelse bedst muligt forbereder de bedste officerskadrer i de højere og højeste kommandoposter og stabe i krig.
Udgangspunktet for 1) er ikke helt uden grundlag, for man kan i første omgang anvende de erfaringer, man har opretholdt i uddannelsen af grupper af stampersonel. Men ikke fuldt ud, for uddannelsen her var rettet mod at supplere eksisterende, allerede udrustede enheder. Her skal man uddanne alle funktioner, herunder kørere af alle typer køretøjer, så de er til rådighed for enhedens senere uddannelser på forskelligt niveau. Og materiel og al type udrustning skal være til rådighed, når der er behov for det. Den letteste og nødvendige vej til genskabelse er nok at sende hele hold af ledelses-, forvaltnings- og tekniske kadrer til eksempelvis Finland og derefter give dem resurser og frihed til tilpasset at implementere det lærte efter hjemkomst. Endeligt gennemfører kadrerne kurser for at udbrede læring og erfaringer til andre relevante danske myndigheder i Forsvaret.
Heller ikke for 2) behøver man at starte på nul. Som en del af officersuddannelser gennemføres til stadighed rekognosceringer for indsættelser og hver enhed ved regimenterne rekognoscerer og øver på lavt niveau indsættelser for deres enhedstyper. Det, der skal genoptages er, at rekognosceringen sker samtidig for alle enheder i rammen af en brigadeopgave i et givet terræn som det skete indtil 1992. Nu kan rekognosceringen støttes af droneindsats/-optagelser og derigennem gøres hurtigere og grundigere. Efter den opdelte rekognoscering samles alle enhedernes løsninger (også de logistiske) i et fælles plandokument. Så testes planen i krigsspil eller taktisk træner i forskellige situationer/ mod forskellige modstandermuligheder og planen tilpasses efter resultaterne af afprøvningen. Periodisk gentages hele forløbet.
Angående 3) er problemet meget stort, for i nok fyrre år har øvelsers været afholdt med andre formål end at lære officererne krigens brutale karakter. Jeg er ikke sikker på, at generalerne har opretholdt en dybdeforståelse af kampens forfærdelige karakter under deres daglige arbejde i en civil og ofte politiseret ramme. Formålene med deres indsats (når fagligt drevet) har typisk været at fremme indlæring af procedurer eller markere NATO-solidaritet. Det er derfor for Hærens vedkommende mere end en generation siden, at øvelser har haft en ramme af to partier, der i princippet frit forsøger at bekæmpe modparten. Problemet skal dog løses, og nu i en situation, hvor begge parter anvender både overvågnings- og angrebsdroner. Genetableringen kan dog ske ved, at alle lavtniveauøvelser (på kompagni- og bataljonsniveau) gennemføres mod et fjendeparti, der i princippet frit vælger fremgangsmåde. Derefter må øvelser i større ramme, dvs. med inddragelse af artilleri, ingeniørtropper og elektronisk krigsførelse samt logistisk støtte, også gennemføres med fjendepartiets handlefrihed.
Også problemet med at kompensere for 4) må man starte i det små. Man må starte med at forberede mobiliserings af mindre dele af styrkerne gennem oplægning, forvaltning og udlevering af personeludrustning, materiel og ammunition til de manglende dele af enhederne (enkeltpersoner, mindre elementer) af eksisterende enheder. Først når bemandede depoter og ammunitionsmagasiner er retableret, kan man øve mobiliseringen af hele enheder og myndigheder.
Problemet 5) med nedlæggelsen af de videregående uddannelser, der er rettet mod krigsførelsen, kan nok bedst håndteres ved at starte kortere kurser (på 6-8 ugers længde) for 10-15 de allerbedste (officers)kadrer. Uddannelsen skal fokuseres på diskussion og løsning af problemerne 1)-4): dvs. skabelsen af værnepligtsreserveenheder, krigsplansudvikling, øvelsesudnyttelse og mobiliseringsstrukturer. Indledningsvis er det sandsynligvis bedst at koncentrere kurserne om kun ét værns situation og problemer. Harmonisering af elevernes baggrund og udvælgelse kan ske ved fjernundervisning. Gennem inviterede lærerkræfter inddrages udenlandsk erfaring.
Det må bedømmes at ville tage flere år at opnå væsentlig fremgang, men selv tidligt i et sådant forløb vil man opnå begyndende forbedringer.
