Formålet med artiklen er at skitsere den meget betydelige udvikling på land og i luften i Ukrainekrigen for ikke-faglige interesserede.
BAGGRUNDEN FOR FØRSTE DEL.
Rusland invaderede med metoder, der afspejlede fremgangsmåderne fra sovjettidens vellykkede strategiske kup i Prag 1968 og Kabul 1979. Her kombinerede man luftlanding af specialstyrker i hovedstaden med en massiv invasion over grænserne.
Russerne var hæmmet at, at invasionen skete med styrker, der efter 2013 var reformeret til at støtte andre typer af krigsindsats end generel krig.
Ukrainerne forsvarede sig med stor effekt med blandede brigader og lokalforsvarsstyrker. Infanteriet var hurtigt bevæbnet med lette vestlige missilvåben mod kampvogne og fly.
Ukraines kadrer var hærdet og rutineret under krigen i Donbas siden 2014.
Derudover indsatte ukrainerne med stor virkning bevæbnede droner som de, der havde sikret Azerbaijan sejren over Armenien i 2020-krigen.
Denne første fase af krigen sluttede med den ukrainske tilbageerobring af områderne mellem Kyiv og grænsen til Rusland og Belarus.
I denne periode modtog Ukraine i meget tungt materiel fra Vesten.
VESTLIG METODER OG TEKNIK PRØVES … OG FEJLER
Den næste periode af krigen varede fra sommeren 2022 til foråret 2025.
I sommer-eftersommer 2022 lykkedes de ukrainske modoffensiver vest for Dniprofloden ved Kherson og nord for Kharhiv. Kampene var præget af decentraliseret manøvrekrig i bedste vestlige skole. Samtidig udnyttede ukrainerne vestlige præcisionsvåben til at ramme og ødelægge russiske punktmål.
Russerne reagerede på fire områder.
For det første etablerede de russiske ingeniørtroppers store maskinpark omfattende og dybe linjer af kampstillinger og mineringer. De dækkede de erobrede områder i syd og øst.
Disse forsvarslinjer viste sig at være uigennemtrængelige for alle ukrainske forsøg på at opnå gennembrud og igen gennemføre vestlig type manøvrekrig. De kritiske vestlige eksperter glemte, at deres doktrin og organisation forudsatte, at man havde luftherredømme og udnyttede det.
For det andet udbyggede russerne deres traditionelt veludviklede evne til elektronisk krigsførelse. Specielt de vestlige GPS-styrede præcisionsvåben blev ramt, snydt og ineffektive.
For det tredje startede russerne en bombeoffensiv mod den ukrainske civilbefolkning. De anvendte ballistiske missiler, krydsermissiler og droner. Målene var el- og vandinfrastrukturen og der skete terrorangreb direkte mod befolkningen.
Droneoffensiven blev mødt af en kombination af ukrainske improviserede midler og donerede våben.
Krydsermissilerne kunne nedskydes med egne og vestlige klassiske luftværnsvåben. Men truslen fra de ballistiske missiler krævede anvendelsen af de relativt få, meget kapable, men også sårbare, anti-missilsystemer som de sidste versioner af det amerikanske PATRIOT.
Endelig, for det fjerde, gennemførte de russiske landstyrker en konstant nedslidningsoffensiv mod de ukrainske forsvarslinjer. Men udnyttede ikke mindst den russiske overlegenhed i artilleri og granater. Ukrainerne måtte langsomt trække sig tilbage.
De konstante angreb gav både russerne og ukrainerne store tab, og man prioriterede herefter bekæmpelsen af russernes artilleri. Selv gik man over til at satse på våbenbærende droner.
I august 2024 angreb ukrainske styrker ind over grænsen i den russiske Kursk Oblast. Angrebet må ses som et forsøg på at mindske presset i øst. Men i marts 2025 havde russerne reelt tilbageerobret det tabte terræn og havde indledt erobring af terræn på den ukrainske side, der skal virke som en buffer for eventuelle fremtidige ukrainske offensiver.
UKRAINSK TILPASNING
Det ukrainske problem ved fronten var dobbelt:
For de første skulle man give russerne så store tab, at angrebene gik i stå, før de nåede de ukrainske stillinger. For det andet at begrænse de ukrainske tab til et niveau, der kunne erstattes. Dette var kun muligt ved at begrænse antallet af soldater i de forreste dele af fæstningssystemet. Men et sådant skridt gjorde det endnu mere afgørende at standse russiske angreb før de nåede stillingerne.
Den ukrainske løsning blev et forsvar med tusinder af droner, der enten dræbte russiske soldater/ødelagde eventuelle køretøjer. Dronen kastede ammunition eller virkede som selvmordsdrone. Man skulle ramme russere tidligt, på vej til de ukrainske stillinger. Russerne skulle ikke nå frem, selv ikke, når de fik udleveret lette motorcykler.
RUSSISK LÆRING OG KONSEKVENSER
Russerne har desværre nu fundet et svar på ukrainernes tiltag.
Ved fronten er det sket ved at kopiere den ukrainske fremgangsmåde med at anvende droner i masse, men med to anderledes elementer. For det første har mange af de russiske droner længere rækkevidde, angiveligt 20-25 km. Dette betyder, at ukrainske bevægelser fra og til fronten (af sårede, forsyninger og forstærkninger) angribes. Og al tilstedeværelse i denne zone bag fronten er stadig mere risikabel, selv om natten.
Dvs. at ukrainernes mulighed for at hindre og reagere rettidigt på et gennembrud konstant mindskes. For det andet har russerne valgt at holde droneoperatørerne langt tilbage, så de er bedre beskyttede mod ukrainsk bekæmpelse.
Samtidig udbygges angrebene mod det ukrainske bagland stadig til masseangreb med droner, der flyver højere og er vanskeligere at bekæmpe. Angrebene gøres mere effektive ved at søge at bekæmpe de synlige og derfor sårbare PATRIOT-batterier med ballistiske præcisionsmissiler som ISKANDER-M.
KONSEKVENSER I UKRAINE OG FOR EUROPAS FORSVAR
I Ukraine har den russiske indsættelsen af droner området bag fronten skabt den største risiko i tre år for at en sektor af fronten nedslides til sammenbrud.
Der er teoretisk set to muligheder. for at møde truslen.
For det første kunne man indsætte et meget stort antal anti-drone luftforsvarssystemer på jorden i dækning af hele området bag fronten. Hvis man havde dem. For det andet kan udvikle og indsætte et meget højt antal autonome anti-dronedroner, dvs. jagtdroner. De skulle afpatruljere området bag fronten og være klar til at nedkæmpe bevæbnede droner og selvmordsdroner på jagt efter ukrainske mål.
Det er angiveligt denne løsning, som ukrainerne har valgt at satse på. Jagtdronerne er under udvikling, herunder ved et droneprojekt i Danmark (se Jyllandsposten 11/8-25). At ukrainerne har valgt denne vej kan også skyldes, at jagtdroner kan anvendes i forsvaret af det civile bagland mod droneangreb.
Det er dog forudseeligt, at russerne med deres støttende kinesere vil udvikle og producere masser af tilsvarende autonome jagtdroner og indsætte dem til støtte for de russiske angrebsdroner.
I forsvaret af Europa er krisen ved fronten i Ukraine særdeles relevant. Men indtil nu rapporteres ikke om en aktiv udviklings- og øvelsesaktivitet med offensive droner, eksperimentelle jagtdroner samt droneforsvarssystemer i jorden. Dette på trods af, at disse systemer fra nu af er en forudsætning for at overleve og virke ved en eventuel russisk invasion af et NATO-medlem.