Artiklen skal skitsere den meget betydelige udvikling på land og i luften i Ukrainekrigen. Målgruppen er almindelige læsere uden faglig baggrund.
Artiklen var gennemredigeret til POV.international, og jeg vidste at ingen andre der kunne skrive den. Men som alle andre danske medier synes også redaktionen på det netmedie, at det hele er for sjovt, at der ikke kommer nogen krig. Jeg lider ikke af denne danske optimisme og valgte derfor at trække mig som bidragyder til mediet.
BAGGRUNDEN FOR FØRSTE DEL.
Rusland invaderede med metoder fra sovjettidens vellykkede strategiske kup i Prag 1968 og Kabul 1979. Her kombinerede man luftlanding af specialstyrker ved hovedstaden med en massiv invasion over grænserne.
Russerne var hæmmet at, at invasionen nu skete med styrker, der efter 2013 var opbygget til andre typer af krigsindsats end generel krig.
Ukrainerne forsvarede sig med stor effekt med felthærsbrigader og lokalforsvarsstyrker. Infanteriet var hurtigt udrustet med lette vestlige missilvåben mod kampvogne og fly.
Ukraines kadrer var siden 2014 blevet rutineret under krigen i Donbas.
Ukrainerne indsatte med stor virkning straks bevæbnede droner som de, der havde sikret Azerbaijan sejren over Armenien i 2020-krigen.
Denne første fase af krigen sluttede med den ukrainske tilbageerobring af områderne i nord mellem Kyiv og grænsen til Rusland og Belarus.
I denne første periode modtog Ukraine meget tungt materiel fra Vesten.
VESTLIGE METODER OG TEKNIK PRØVES … OG FEJLER
Den næste periode af krigen varede fra sommeren 2022 til foråret 2025.
I sommer-eftersommer 2022 lykkedes de ukrainske modoffensiver vest for Dniprofloden ved Kherson og senere nord for Kharhiv. Kampene var præget af manøvrekrig i bedste vestlige skole. Samtidig udnyttede ukrainerne vestlige præcisionsvåben til at ramme og ødelægge russiske punktmål.
Russerne reagerede på fire områder.
For det første etablerede de russiske ingeniørtroppers store maskinpark omfattende og dybe linjer af kampstillinger og mineringer. De dækkede de erobrede områder i syd og øst.
Disse forsvarslinjer viste sig at være uigennemtrængelige for alle ukrainske forsøg på at opnå gennembrud og igen gennemføre vestlig type manøvrekrig. De kritiske vestlige eksperter glemte, at deres doktrin og organisation havde haft som forudsætning, at man havde herredømmet i luften og udnyttede det.
For det andet udbyggede russerne deres altid veludviklede evne til elektronisk krigsførelse. Specielt de vestlige GPS-styrede præcisionsvåben blev snydt og ineffektive.
For det tredje startede russerne en bombeoffensiv mod den ukrainske civilbefolkning. De anvendte ballistiske missiler, krydsermissiler og droner. Målene var el- og vandinfrastrukturen, og der skete også terrorangreb direkte mod civilbefolkningen.
Denne bombardementsoffensiv blev mødt af en kombination af ukrainske improviserede midler og donerede våben.
Krydsermissilerne kunne nedskydes med egne og vestlige klassiske luftværnsvåben. Men truslen fra de ballistiske missiler krævede anvendelsen af de relativt få, meget kapable, amerikanske PATRIOT anti-missilsystemer.
Endelig, for det fjerde, gennemførte de russiske landstyrker en konstant nedslidningsoffensiv mod den ukrainske hærs forsvarslinjer. De udnyttede ikke mindst den russiske overlegenhed i artilleri og granater. Ukrainerne måtte langsomt trække sig tilbage.
De konstante angreb gav både russerne og ukrainerne store tab, og ukrainerne prioriterede nu bekæmpelsen af russernes artilleri. Selv gik ukrainerne over til at satse på sværme af våbenbærende droner.
I august 2024 angreb ukrainske styrker ind over grænsen til den russiske Kursk Oblast. Det må ses som et forsøg på at mindske presset i øst. Men i marts 2025 havde russerne reelt tilbageerobret det tabte terræn og havde startet erobring af terræn på den ukrainske side, der skulle virke som en buffer for eventuelle fremtidige ukrainske offensiver.
UKRAINSK TILPASNING
Det ukrainske problem ved fronten var dobbelt:
For de første skulle man give russerne så store tab, at angrebene gik i stå, før de nåede de ukrainske stillinger. For det andet skulle man begrænse de ukrainske tab til et så lavt niveau, at de kunne erstattes.
Dette var kun muligt ved at begrænse antallet af soldater i de forreste dele af fæstningssystemet. Men dette gjorde det endnu mere afgørende at standse russiske angreb før de nåede de nu svagt besatte stillinger.
Den ukrainske løsning blev et forsvar, der byggedes på tusinder af droner, der dræbte russiske soldater og ødelagde eventuelle køretøjer. Dronen kastede en granat eller virkede som selvmordsdrone. Russerne skulle ikke nå frem, selv ikke, når de fik udleveret lette motorcykler.
RUSSISK LÆRING OG KONSEKVENSER
Russerne har desværre nu fundet et svar på ukrainernes tiltag.
Ved fronten er dette sket ved at kopiere den ukrainske fremgangsmåde med at anvende droner i masse, men med to anderledes elementer. For det første har mange af de russiske droner nu længere rækkevidde end de ukrainske, angiveligt 20-25 km.
Dette betyder, at ukrainske bevægelser fra og til fronten (af sårede, forsyninger og forstærkninger) angribes. Al tilstedeværelse i denne zone bag fronten er stadig mere risikabel, selv om natten.
Dvs. at ukrainernes mulighed nu konstant mindskes for at hindre og reagere rettidigt på et gennembrud.
For det andet har russerne valgt at holde droneoperatørerne langt tilbage, så de er bedre beskyttede mod ukrainsk bekæmpelse.
Samtidig udbygges angrebene mod det ukrainske bagland stadig til masseangreb med droner, der flyver højere og er vanskeligere at bekæmpe. Samtidig bliver missilangreb mere effektive ved at søge at forholdsbekæmpe de synlige og derfor sårbare PATRIOT-batterier med ballistiske præcisionsmissiler som ISKANDER-M.
KONSEKVENSER I UKRAINE OG FOR EUROPAS FORSVAR
I Ukraine har den russiske indsættelsen af droner området bag fronten skabt den største risiko i tre år for at en sektor af fronten nedslides til sammenbrud.
Der er teoretisk set to muligheder. for at møde truslen.
For det første kunne man, hvis man havde dem, indsætte et meget stort antal anti-drone luftforsvarssystemer på jorden i dækning af hele området bag fronten.
For det andet kan udvikle og indsætte et meget højt antal autonome anti-dronedroner, dvs. jagtdroner. De skulle anvendes direkte mod en erkendt russisk drone eller afpatruljere området bag fronten klar til at nedkæmpe bevæbnede droner og selvmordsdroner på jagt efter ukrainske mål. Indtil nu har man kun den første type.
Jagtdroner er under udvikling, herunder ved et droneprojekt i Danmark (se Jyllandsposten 11/8-25). At ukrainerne har valgt denne vej kan også skyldes, at jagtdroner kan anvendes i forsvaret af det civile bagland mod droneangreb.
Det er dog forudseeligt, at russerne med deres støttende kinesere vil udvikle og producere masser af tilsvarende autonome jagtdroner og indsætte dem til støtte for de russiske angrebsdroner.
I forsvaret af Europa er krisen ved fronten i Ukraine særdeles relevant. Men indtil nu rapporteres ikke om en aktiv udviklings- og øvelsesaktivitet med offensive droner, eksperimentelle jagtdroner samt droneforsvarssystemer på jorden. Dette på trods af, at disse systemer fra nu af er en forudsætning for at overleve og virke ved en eventuel russisk invasion af et NATO-medlem.