For det første skal man i fredstid have de stående nationale kapaciteter, der muliggør løsning af afvisnings- og andre normale opgaver. Det skal selvfølgeligt ske med fly, der koster mindst muligt i flyvetimer og anden drift.
For det andet skal der i fællesskab skabes de afbalancerede flystyrker, som USAF indtil nu havde, øvede og deployerede til Europas forsvar.
De skal indeholde kampfly med forskellige egenskaber, bevæbning, sensorer og specialiseret uddannelse. Herunder fly, der er specialiseret i elektronisk og fysisk bekæmpelse af fjendtlige radar- og luftforsvarsstyrker. Disse FÆLLES, blandede flystyrker skal kunne støttes af tankningsfly, radarovervågnings- og kommandofly samt fly og andre styrker med evnen til at elektronisk krigsførelse.
Disse fælles styrker, som også vores flyvevåben SOM SIN MEST KRÆVENDE HOVEDOPGAVE må bidrage til, må som USAF løbende gennemføre realistiske fælles øvelser.
Alle disse fælles flyvestyrker må kunne operere fra flest muligt flyvepladser, herunder mobilisable reservefaciliteter skabt ved civile flyvepladser med shelters og anden infrastruktur. Ved hver sådan plads skal der være kommandomoduler, alle typer logistikelementer, en mobilisabel basereparationsenhed samt sikrings- og forsvarselementer mod både luftangreb og angreb med land- og dronestyrker. Store dele af disse mobiliseringsenheder til spredningsbaser må skabes gennem værnepligtige, herunder blandt de mest krævende (såsom flymekanikere) gennem attraktive reservekontrakter.
Da russernes flystyrkers kendte svaghed er den manglende eller utilstrækkelige samvirkeuddannelse, er det for afskrækkelse og relativ forsvarsevne afgørende, at alle dele af de fælles flystyrker stadig øver.
