I årtierne efter nederlaget i 1864 var det klart selv for Hæren, at der måtte opbygges et robust korps af veluddannede og fast ansatte officerer, der kunne uddanne og administrere styrkerne i fredstid og føre dem efter mobilisering i forsvaret af landet.
Det havde Flåden erkendt og gjort langt tidligere.
Det blev et par årtier senere klart, at det – som i udlandet – var nødvendigt at videreuddanne de demonstreret bedste hærofficerer til at udvikle styrkerne målrettet i fred, føre dem effektivt i krig og rådgive regeringen ud fra denne viden.
Det blev den tidligere hollandske søkadet, Peter Nieuvenhuisen, der efter frivillig tjeneste i det danske artilleri i 1864-krigen blev i den danske hær, der i 1880’erne moderniserede den danske “generalstabslinjes” uddannelse på Hærens Officersskole til kunne løse denne opgave. (billedet fra Rigsarkivet viser Nieuvenhuis (høj, sort uniform, foran træet) med sin afløser, kaptajn Arnold Kühnel i 1892)
At der med Nieuvenhuis’ kursus var sket noget epokegørende rygtedes, og mange af tidens bedste søofficerer (herunder den senere viceadmiral Henri Wenck) fik efter ansøgning lov til at følge uddannelsen.
Denne blev udviklet løbende igennem de næste firs år, indtil man næsten et århundrede senere, i slutningen af 1970’erne besluttede at dele nu 1½ år lange forløb nogenlunde på midten.
Herefter gennemførtes et kursus for operativ uddannelse af de bedste hærofficerer og et andet kursus – Stabskursus – hvor man også uddannede søværnets og flyvevåbnets karriereofficerer. Eleverne fra det operative hærkursus fortsatte på det værnsfælles stabskursus.
Jeg deltog som elev på det andet tokursusforløb i 1978-79. Lederen af hærkurset var Jørgen Lyng, den senere Forsvarschef. Jeg blev i 1991-94 leder af det værnsfælles stabskursus og tilpassede det til kravene efter Den Kolde Krig.
For hele Hærens officerskorps skete der allerede i 1908 det væsentlige, at den daværende forsvarsminister, venstremanden Jens Christian (“IC”) Christensen skabte en “Grundlov” for udtagelsen af Hærens fremtidige fastansatte officer (“linjeofficerer”).
Før de blev optaget på Hærens Officersskole, skulle kandidaterne ikke mindst demonstrere som værnepligtig befalingsmand, at de kunne lede soldater. Hvis egnede kandidater ikke havde den nødvendige civile uddannelse (Matematisk-Fysisk Studentereksamen, der skulle sikre niveau of civil anseelse), blev denne uddannelse givet på officersskolen ved kurser, før officersuddannelsen startede.
Efter afslutningen af officersuddannelsen blev personen tjenestemandsansat, dvs. til én livsvarende, professionel ansættelse og tjenesteloyalitet indtil en pensionering, hvor alderen bestemtes af opnået grad.
Dette system bevaredes uændret indtil ca. 1970, men ICs krav om at en kommende officer skulle demonstrere lederegenskaber som befalingsmand samt den livskarrierevarende, faste professionelle ansættelse fortsatte indtil for godt ti år siden, ved Forsvarsforlig 2013-17.
Nu tog man konsekvensen af, at man ventede den evige fred, hvor officererne så smertefrit som muligt skulle kunne afskediges. De skulle ikke længere demonstrere praktisk brugbarhed som befalingsmænd, og mange blev rekrutteret udenom tidligere militær baggrund.
Flest muligt skulle ankomme med en civil batchelorgrad, som de kunne anvende, når de valgte at forlade Hæren for noget bedre betalt, eller når de ved den evige fred blev fritstillet.
De unge officerer skulle heller ikke længere fokusere på at opnå og opdatere den specielle landmilitære profession.
Det mest mærkelige er, at vi på trods af disse naive og idiotiske skridt ved forsvarsforliget for ca. 12 år siden stadig har et antal motiverede unge officerer at genopbygge på.
Samtidig blev det værnsfælles stabskursus nedlagt, der da stadig havde til mål at sikre, at karriereofficerer havde en uddannelse, der skulle sikre overblik over både de militære, administrative og politiske faktorer og alle tre værn.
Stabskurset var ved nedlæggelsen gennem godt ti år blevet professionelt svækket, først af kravene om en civil akademisk akkreditering og derefter af K-notatets fravalg af store dele af værnenes kapabiliteter (såsom luftværn), men nu afvikledes kurset og dermed helt dets mål om et militært, professionelt overblik hos karriereofficerer.
Hvad der for tolv år siden skete på uddannelses- og ansættelsesområderne var uansvarligt og idiotisk naivt.
Forløbet gør nu, at genopbygning af enhederne og senere forsvarsforberedelser er hæmmet eller helt blokeret af fravalgt og så mistet militær professionalisme.