Krigens forløb i Ukraine
Krigen går i det store og det rimeligt godt i Ukraine. Ukraine har åbenbart fundet et taktisk-teknisk svar på de konstante russiske nedslidningsoffensiver i Øst, der i 2024 gav større personeltab end Ukraine i længden kunne erstatte og som derfor betød en langsom, men sikker russisk erobring af terræn.
Dette var ikke mindst tydeligt ved Prokovsk i den fortsat ukrainsk kontrollerede del af Donetsk Oblast.
Russerne angriber fortsat i menneskebølger, dvs. på samme måde, som de anvendte til at nedslide den tyske hær under 2. Verdenskrig, men ukrainerne synes nu at have fundet en taktisk-teknisk kombination, der har stabiliseret situationen.
Denne ukrainske kombination synes for det første at være etableringen af så stærke og dybe/udstrakte forsvarsystemer, at de kan holdes med så små styrker, at man ikke risikerer meget store tab i den russiske ildforberedelse før de mange angreb.
For det andet bygger forsvaret på en masse af angrebsdroner, der tidligt påbegynder angreb på de angribende russiske styrker. Ved masseproduktion af droner og en hurtig og fleksibel ændring i anvendelse af disse kompenseres effektivt for russernes langsommere udvikling af modmidler.
Den allerede effektive ukrainske våben- og ammunitionsindustri støttes nu af europæerne, hvis egen produktion og leverancer nu også konstant øges.
Kun mht. de mest sofistikerede landangrebs- og luftværnsmissiler er Ukraine stadig afhængig af leverancer fra USA. Dog bliver leverancerne nok nu i stigende grad afhængig af amerikanernes vilje til at sælge dem til ukrainerne direkte eller via Europa.
Dvs. at Rusland nu må erkende, at en sejr i Ukraine i stigende grad er blevet afhængig af, at Europa tvinges til at stande sin støtte.
Dette kunne naturligt for Rusland ske med militære midler, enten konventionelle våben, der udspares fra krigen i Ukraine, eller anvendelsen af kernevåben.
Den underforsvarede grænse
Der er to kilder til, at Europa er meget sårbart overfor russisk angreb. For det første er det mest oplagte mål for aggression, de tre tidligere Sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen dramatisk underforsvaret. De har med deres meget lange grænser og små befolkninger og økonomier ingen muligheder for at forsvare sig selv, og de har med Estlands og Letlands store russisktalende minoriteter og Litauens rolle som transitområde til Kaliningrad Oblast problemer, som Rusland kan og vil anvende som påskud for aggression.
At også Polen er underforsvaret skyldtes de polske politikeres lange tøven med at aktivere værnepligten, den eneste vej til at skabe et dækkende og udholdende grænseforsvar.
For det andet har vesteuropæiske lande, herunder også de tre tidligere stormagter Storbritannien, Frankrig og Tyskland – ligesom mindre lande som Danmark – reduceret og bureaukratiseret deres militære styrker så dramatisk, at deres stående og reservestyrker er for små til at kunne bidrage væsentligt til fællesskabets grænseforsvar.
Reduktionerne i antallet af enheder er meget større, end det ledsagende skema angiver, fordi støttestrukturer bevares og nu fylder relativt mere.
De stående elementer er nu på kun ca. 10 % af, hvad behovet er alene ved de baltiske grænser, og reserveelementerne giver ikke mulighed for at opretholde eller afløse mere end denne styrke. Sammen med landenes egne styrker kunne man kun danne en ”snubletråd” for en amerikansk solidarisk indblanden, hvis sandsynlighed og troværdighed nu er punkteret af Trump. Specielt i de gamle kontinentalmagter Tyskland og Frankrig er situationen som i Polen. Der er en manglende vilje til at konfrontere behovet for at genskabe store og udholdende styrker gennem udnyttelsen af værnepligten.
De tidligere vesteuropæiske stormagters hybris
Den helt svigtende forståelse af det eksisterende styrkebehov og egne begrænsninger er blevet illustreret under de seneste måneders diskussion af muligheden af en sikkerhedsskabende styrke efter en fredsaftale i Ukraine. Samme tidligere stormagter er blevet enige om at anvende deres i forvejen for små og lidet udholdende styrker i Ukraine, mange hundrede kilometer væk fra Europas i forvejen underforsvarede østgrænser.
De ikke berørte problemer
Her har jeg undladt at diskutere to meget forskellige ekstra problemer.
Før det første den indenrigspolitiske og EU-interne trussel fra russiskvenlige, antidemokratiske politiske kræfter og lande i Østeuropa.
For det andet truslen fra de omfattende russiske kernevåbenstyrker.