Under Den Kolde Krig udviklede forventningerne sig gennem flere faser: I de første år efter 1947 forventede man, at krigen ville blive som en forlængelse af 1945, hvor USA dog også ville atombombe nogle sovjetiske byer.
1954-1976
Fra slutningen af 1950’erne blev forventningen på begge sider, at krigen ville blive kort (uger), ekstremt voldsom og helt domineret af kernevåbenbrug fra begge sider.
Igennem 1960’erne havde man erkendt den civilisations-ødelæggende karakter med gensidig kernevåbenkrig. Man forventede snart efter Cuba-krisen, at begge parter ville søge at holde krige i Europa begrænsede. Mens man kæmpede åbent andre sider i Verden – som i Vietnam.
Man afskrækkede hinanden i Europa og måtte samarbejde, hvilket kulminerede i Helsinki-aftalerne i midten af 1970’erne.
1976-1991
Samarbejdet holdt kun indtil slutningen af 1970’erne, hvor Vesten under præsidenterne først Carter og derefter Reagan konstaterede, at Sovjetunionen havde anvendt de foregående 15 år til en omfattende oprustning på alle områder og nu åbent udfordrede Vesten udenfor Europa, herunder i Afrika og Afghanistan.
USA indledte nu en modsatrettet generel oprustning og prøvede at få de allierede til at følge med.
I 1980-erne var forventningen til en eventuel kommende krig, at Sovjetunionen med klienterne i Warszawapagten ville søge at vinde igennem en lynoffensiv mod vest i Europa, der skulle nå Kanalen og Atlanterhavet på et par uger. NATO ville under en spændingsperiode før krigsudbruddet opbygge sit forsvar ved at mobilisere europæiske reservestyrker og sende amerikanske, britiske og canadiske hær- og flystyrker til Vesteuropa. Vi viste ikke, at russerne planlagde at underløbe denne opbygning ved at angribe allerede tidligt i en kriseperiode.
Hvis NATOs konventionelle forsvar af Vesteuropa truede med at bryde sammen planlagde NATO at anvende kernevåben for at signalere risikoen for, at en fortsat konflikt kunne udvikle sig til den gensidige katastrofe.
Russernes modsvar var at jagte de kortere rækkende kernevåben for at slå dem ud, før de kunne anvendes.
NATOs forberedelser var i 1980’erne dels at holde en størst mulig styrke bemandet med stampersonel og tjenstgørende værnepligtige, dels at kunne mobilisere enheder med hjemsendte værnepligtige, tidligere stampersonel og “nationalgarde”-frivillige. Man skulle teoretisk have ammunition til tres dages forbrug og kunne i teorien erstatte personeltab, men kun USA havde store reserver af hovedmateriel som kampvogne og jagerfly. Lande som Danmark havde ikke skabt de krævede ammunitionsmængder og havde reelt kun (maksimalt) hovedmateriel til de primære enheder.
Alle medlemslandene havde et beredskab til beskyttelse og støtte af civilbefolkningen, og NATO koordinerede opbygningen af beskyttelsen og støtten i krisetid.
SNART
Forventningerne til en kommende krig i Europa mod invaderende russiske enheder er præget af et stærkt selektivt og optimistisk optimistisk opfattelse af Ukraines nu treårige eksistenskamp.
Man fokuserer på dronernes rolle, og overser både den nu enorme ukrainske hær, som bruger dette våben, som er skabt og opretholdt ved en kraftanstrengelse gennem værnepligt og frivillige på trods af konstante, massive tab af soldater, officerer, alle typer materiel og stadigt ammunitionsforbrug.
Bortset fra nok Finland har vi slet ikke set, hvilken indsats og organisation af NATOs europæiske forsvar, der skal stabes og konstant opretholdes, hvis vores forsvar ikke hurtigt kollapser pga. manglende evne til at dække og forsvare Alliancens mange tusinde kilometer lange, truede østgrænse fra Barents- til Sortehavet.
Under Den Kolde Krig forstod alle, at Atlantpagtens Artikel 5 skulle gives et konkret indhold ved, at baglandsmedlemmer sendte styrker til forsvaret af truede grænser. Dette var afspejlet i den fælles kommandostruktur og i planlægningen. Nu er den første nedlagt og den anden del bygget mere på håb end styrker.
Når politikerne i et land som Danmark beslutter “køb, køb, køb”, er det ikke materiel og ammunition til en opbygget krigsstyrke indsat i en langvarig forsvarskrig som i Ukraine. Det er til den lille fredsstyrke, der ikke er defineret efter en krigsopgave og som kun har en arbitrært fastsat indledningsvis ammunitionsbeholdning. Efter denne ammunition er forbrugt, er problemet nogle andres. Hvem dette er, forbliver uklart, specielt når Trump og andre gør klart, at det ikke er amerikanerne.
Det er klart fra Ukraine, at selv en konventionel konflikt vil omfatte angreb på byer og disses afgørende infrastruktur med ballistiske missiler, krydsermissiler og droner. Det er også klart fra Ukraine, hvilke ubarmhjertige krav, dette stiller til alle dele af civilforsvaret. Dette ignoreres helt som for vanskeligt. Det var ikke tilfældet indtil 1991. I Danmark er Beredskabet noget, som borgere og kommuner må klare … selv.
Under Den Kolde Krig gjorde man en del for at opbygge militær og civilforsvar, men den robuste amerikanske kernevåbenparaply gjorde, at alt blev halvhjertet. Ingen ansvarlige troede rigtigt på, at krigen kunne komme. Som senere general Kjeld Hillingsø konstaterede, opfattede selv uniformerede kolleger indsatsen som “for sjovt”.
Halvhjertetheden var rammen om alt det, vi trods alt gjorde. Og danskerne troede slet ikke på, at Sovjetunionen bevidst ville turde at bruge kernevåben. Hvis krigen alligevel kom, ville dette ske pga. fejltagelser og misforståelser.
Man Ukraine kom som en bevidst handling, og rest-NATO i Europa står som næste. Hvad nu?
Et problem fsva. den russiske hær er, at der med sikkerhed er sket en hærdning og forbedring af de nu tjenstgørende enhedschefer, der på europæisk side vil møde et i nogle lande forvaltningsfokuseret officerskorps. For det andet vil russerne være langt mere droneminded end vores styrker, der først nu er blevet fokuseret på at lære af ukrainerne.