For 110 år siden blev det klart for den danske regering, at amerikanerne var parate til at købe de Dansk-Vestindiske Øer. Amerikanerne havde afsluttet byggeriet af Panamakanalen. Den åbnede i 1914. Ved at erhverve sig øerne kunne USA undgå, at en uvenlig stormagt etablerede baser her for at blokere den amerikanske flådes anvendelse af kanalen. Man havde 10 år tidligere opdaget, at den tyske flådeledelse interesserede sig for Caribien.
For Danmark var øerne en underskudsforretning, så man solgte gerne. Afsløringen af planerne skabte meget alvorlig indenrigspolitisk uro med påstande om regeringen førte Rigsdagen bag lyset. Dette medførte, at tyskerne blev bange for, at den radikale regering med udenrigsminister Erik Scavenius ville falde, og blive afløst af et engelskvenligt ministerium.
Som en reaktion på en sådan mulighed begyndte de centrale militære myndigheder i Berlin i efteråret 1916 krigsforberedelser mod Danmark. I begyndelsen af 1917 blev det snart klart, at USA ville træde ind i krigen mod Tyskland, og i Berlin frygtede man nu, at dette ville betyde, at også Norge ville blive tvunget med og blive allieret baseområde. Som reaktion på denne mulighed blev den tyske planlægning mod Danmark udvidet til at omfatte en erobring af større dele af landet, herunder hele Jylland. Baser i halvøens nordlige dele skulle anvendes mod de allierede i Norge.
Kulminationen af de tyske overvejelser og planer faldt i foråret 1917. Det var tilfældigvis på det tidspunkt, hvor Danmark overdrog øerne i Caribien til USA … og øernes beboere til en fremtid som amerikanere uden politisk magt.
Som et element i de tyske forberedelser mod Danmark, gennemførte Scavenius forhandlinger med den tyske gesandt. De to skulle opnå enighed om, hvordan danskerne ville reagere, hvis Tyskland måtte invadere og besætte Jylland for at kunne føre krigen mod de allierede i Norge. En tysk besættelse af Jylland skulle også hindre, at England kunne angribe Nordtyskland efter en landsætning i Jylland eller trængte igennem Storebælt ind i Østersøen.
De efterladte jyders vilkår var ikke et emne i forhandlingerne mellem Scavenius og gesandten.
Da tyskerne rent faktisk kom 23 år senere for at løse den suverænitets- og neutralitetsforsvarsopgave mod englænderne, som dansk militær indlysende var for svagt til at kunne klare, var det mest overraskende for danskerne, at angrebet ikke fulgte efter et ultimatum med krav om overgivelse, som man havde aftalt med Scavenius i 1917. Det skyldes sandsynligvis, at et ultimatum var uforeneligt med overraskelse i hovedoperationen mod Norge.
At operationen mod Danmark også omfattede Sjælland overraskede nok også i København. Men at Sjælland også blev besat var nok godt for det senere forhold til jyderne. Vi kan se på de tyske planlægningsdokumenter, at de tyske stabsofficerer og efterretningsfolk blev overrasket over, at Sjælland skulle tages.
Nu står den danske regering der så igen, naivt overrasket. En stormagt, nu USA, konstaterer, igen med ond hensigt, det åbenbart korrekte, at Danmark reelt intet har gjort for at sikre en del af riget bedre militært, nu Grønland. Forsømmelsen er sket på trods af, at udviklingen omkring øen med den smeltende is hurtigt vil gøre den stadig mere interessant. Forsømmelsen er fortsat på trods af, at USA for få år siden erklærede sin interesse for Grønland.
Men situationen USA-Danmark nu er som udgangspunkt endnu mere håbløs end situationen Tyskland-Danmark i 1940. Det amerikanske militær er allerede med årtiers dansk velsignelse på plads i området.
Hvis Trump meddeler, at USA pga dansk svigt helt overtager det sikkerhedspolitiske ansvar for øen, sidder amerikanerne derefter direkte overfor den grønlandske regering. Derefter kan man som tyskerne i Danmark efter april 1940 i direkte forhandlinger presse udviklingen mod Trumps mål. Man er på slisken uden stop.
USA har nu et konsulat i Nuuk, hvorfra man som allieret frit kan øve efterretningsvirksomhed. Som folkene fra det tyske gesandtskab i København kunne i foråret 1940.
Og amerikanske statsborgere, der kan have en nøglerolle i en magtovertagelse, kan bosætte sig, som tyskere kunne dengang.
Nu genlærer danskerne på den hårde måde de vilkår som gælder for småstater i de ulvetider, som dominerer verdenshistorien. Det samme sker for grønlænderne.
Begge vil herunder også lære, at sympati fra de lande, vi så som venner, nok kun vil få form af ord. De mest kritiske reaktioner, om nogen, kan komme fra Kina, som vi opfatter som fælles fjende.
De grønlændere, der efter den annoncerede komplette amerikansk anneksion ikke migrerer til Danmark, kan nok se frem til at dele den tilværelse som amerikanske andenklassesborgere uden reel indflydelse, som de eks-danske Jomfruøers befolkninger har oplevet i 108 år.