I valgkrige, som Vestens interventionskrige i Irak, Afghanistan og Libyen, vælger staterne at belaste deres befolkninger mindst muligt.
De indsatte styrker satser på teknologisk overlegenhed (i Libyen indsattes derfor kun flystyrker). Når der indsættes landstyrker, anvendes kun en del af de rådige enheder. De afløses så regelmæssigt af andre enheder.
Man forventer kun begrænsede tab, men der sendes kun soldater, der frivillig har forpligtet sig ved kontrakt.
I ”fuldskalakrige”, som Ukraines nuværende eksistenskamp mod Rusland og som det finske forsvar forbereder at skulle indsætte ved en ny russisk invasion, er det helt urealistisk at basere forsvaret på det antal soldater, som det muligt at få til at tegne kontrakt og forblive i de væbnede styrker, når højere lønninger i den civile økonomi trækker og familieforpligtelser vokser. Truslen om en fuldskalakrig med Rusland har derfor fået en modstræbende polsk regering til at indføre almindelig værnepligt, så fredstidshæren kan øges fra 200.000 til 500.000.
Som i Ukraine og Finland ved man, at der ikke alene skal findes så store hærstyrker, at de kan dække lange grænser samt specielt varigt forsvare de sektorer, hvor angriberen – russerne – vælger at indsætte sine styrker. Billedet viser et par ukrainske værnepligtige. Angriberen skal standses, nedslides og presses tilbage. Da Rusland reelt er uendeligt stort, kan krigen kun vindes ved at nedkæmpe den russiske hær.
I sådanne krige er tabene forventeligt så store og konstante, at der ikke alene er behov for kontant at kunne hjælpe enhederne med erstatning af dræbte og sårede officerer, befalingsmænd, tekniske specialister og soldater af elle funktioner. Der er også behov for at afløse hele nedslidte brigader med friske, nyetablerede og nyudrustede enheder. Det skal man forberede at kunne fortsætte med at gøre i måneder og måske år, hvilket betyder, at militæret gennem værnepligten skal gives adgang til en stor del af det civile baglands specialister og talent.
Danske erfaringer fra 1970 til 1990
Under Den Kolde Krig kom den danske værnepligt tæt på sammenbrud og måtte reelt gennemreformeres for at kunne levere en bemanding af Forsvarets krigsstyrke. Problemet var dels, at arrogante chefer ikke tilpassede pædagogik og ledelsesform til datidens indkaldtes krav og forventninger, dels at specielt Hæren holdt de værnepligtige betydeligt længere inde end man kunne beskæftige og dermed motivere dem. Der var også det problem, at for mange af værnepligtsenhedernes instruktører var unge, værnepligtige sergenter og reserveofficerer. Mange af disse havde behov for at kunne lære af ældre, mere modne kolleger.
Forsvarets ledelse reagerede ved at dele Hæren i to dele. Fredsstyrken med stampersonel var fra 1973 bærere af beredskabet, mens krigsstyrken af værnepligtige kun fik 9 måneders første uddannelse samt senere korte ”mønstringer” til opdatering af uddannelsen. 9 måneder var den tid, Hæren satsede på at fylde meningsfuldt med uddannelse og øvelser. Efter ti år blev tjenestetiden differentieret, så nogle værnepligtige fik 12 måneders uddannelse, mens andre beholdt 9 måneder og andre igen fik mindre end 9 måneder.
Hvis jeg brutalt skal uddrage læringen fra den periode, er det følgende:
Værnepligtsenhedernes kadrer bør være en kombination af faste officerer og stampersonelinstruktører med langtidserfaring og unge værnepligtige befalingsmænd og reserveofficerer, der danner bro til de værnepligtige i enheden.
Alle kadrer skal have en ansættelse uden tidsbegrænsning, så de helt fokuserer på at de værnepligtige skal beskæftiges meningsfuldt.
Alt relevant materiel, udrustning, ammunition, uddannelsesfaciliteter og støttepersonel (herunder til administration, vagttjeneste og kørere) skal være til stede fra starten af uddannelsen henholdsvis rettidigt, så de værnepligtige ikke oplever spildtid. [Det er min vurdering, at dette i dag forudsætter delegering til og personligt ansvar hos tjenestestedschefen til at udsætte en ikke gennemforberedt indkaldelse.]
I 1977 blev militær staffe- og retsplejelov reformeret for at undgå fremtidigt magtmisbrug. Loven blev igen justeret i 2005 for at tilpasse den til datidens behov. Det er nødvendigt at være åben for et muligt behov for at justere igen. Dette også efter at have indhentet udlandets (nordiske) erfaringer for at kunne støtte den mere belastende værnepligt og muligheden af indsættelser i ”fuldskalakrig”. Derfor bør juridisk uddannet militært personel fra starten være knyttet til værnepligtsenheders ledelse.
Andre erfaringer
Den Kolde Krig sluttede for 35 år, dvs. en generation siden. En fornyet anvendelse af værnepligten til at skabe og opretholde krigsstyrken under en ”fuldskalakrig” skal være tilpasset den generation, der nu skal bære værnepligtsbyrden. Dette er ikke kun helt nødvendigt, når også Danmark fra næste år iværksætter kvindelig værnepligt. Der skal tages højde for de værnepligtiges behov for et ændret fysisk træningsforløb, og der skal højde for det langt større antal værnepligtige med ”diagnoser”.
Erfaringer fra kønsblandede enheder kan både hentes fra Norge og Sverige og specielt de tjenestesteder i Danmark med mest relevant erfaring, også fra lidt længere uddannelse af værnepligtige, herunder både Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentet.
Slutbemærkning
Grundmodstanden mod værnepligten bygger nok på konstateringen af, at den professionelle soldat er meget bedre end den værnepligtige, der er tvunget til tjeneste. Dette synspunkt er bekræftet af hundreder eller tusinder af angelsaksiske film, der viser, hvordan en lille gruppe professionelle soldater vinder krige. At en film eller bog må fokusere på et lille antal mennesker, er naturligt. Ellers ville historien blive uoverskuelig.
Men specielt fuldskalakrige afgøres ikke gennem smarte handlinger af et par atletiske og svineheldige mænd eller kvinder. Militær kapacitet skabes gennem et rutineret samvirke mellem et stort antal enheder, sammensat af mange, mange samarbejdede små hold af soldater, som er uddannet og trænet sammen (som besætninger på pansrede køretøjer), og som derefter er samuddannet i stadig større og mere komplicerede enheder.
Selv den geniale, unge civile, værnepligtige dronepilot eller hacker indgår som et element i en større sammenhæng.
At fortsætte med små stående hære i Europa betyder, at vi fortsat specialiserer os i de krige, som Rusland i 2014 besluttede at placere på historiens mødding. Der høres hære som den danske nu også hjemme.