Sket er sket, USAs nye præsident har valgt at forlade Vesten og optræde som en imperialistisk kejserrige fra slutningen af 18-hundredetallet.
Resten af Vesten står forpjusket tilbage, spredt på resten af Nord- og Sydamerika, på Asien og ikke mindst i Europa.
Det er et Europa, der er i de indledende faser af en konflikt med det russiske imperium, der kan udvikle sig til en åben krig om Ruslands og Europas fremtid.
Der er en voksende erkendelse af, at det er nødvendigt at udvikle de europæiske landes kernevåbendækning hurtigst og mest muligt.
Rusland må indse, at anvendelse af kernevåben i en krig mod Europa indebærer en risiko for optrapning til en gensidig katastrofe, der som minimum indebærer, at landet står dramatisk svækket i forhold til Kina, USA og resten af verden.
En varieret og sikker europæisk kernevåbenstyrke vil også understrege risikoen for, at selv en konventionel konflikt vil kunne komme ud af kontrol.
***
Dette er politiske tiltag som beslutninger om at øge produktionen af våben, ammunition og militær udrustning. Men for at dette skulle lede til militær effekt, skulle det drives af et dynamisk, internationalt broderskab af militære sagkyndige.
Hvis en sådan ad hoc Euro-militærkomité skulle eksistere allerede i dag, arbejder den i dyb hemmelighed. Udefra virker det, som om USA har lammet aktiviteter i alle NATOs myndigheder og stabe, og at andre medlemslandes officerer trykker sig og venter på et udspil fra deres nationale politikere.
I det efterfølgende “leger vi” imidlertid, at det dynamiske netværk af europæiske fagfolk er eller er på vej til at blive aktivt, og at det skal gennemføre de beskrevne projekter.
For hver forudsættes at eksistere en gruppe europæiske officerer med direkte adgang til ukrainske kolleger med nyeste erfaring på området.
Projekt 1: Østfrontens dækning med konventionelt forsvar
Det er det ene af to områder, hvor Ukrainekrigen kan give et direkte relevant grundlag, for hvordan skabes og opretholdes forsvaret af meget lange forsvarslinjer, hvor truslen og aktiviteten varierer stærkt fordi angriberen pga. egen reseursemangel et tvunget til at koncentrere sin indsats, hvor den lettest kan støttes af vej- og jernbanenettet. Det er i et samspil mellem den europæiske (primært finske) og nye ukrainske erfaring, at Europa kan forberede sig på frontkrigen. Fra begge disse erfaringskilder kan læres, at det er helt afgørende at kunne etablere, fortsat bemande samt udruste og senere genopstille et meget stort antal hærbrigader og lokalforsvarsenheder. Dette kan kun ske gennem en omfattende produktion af værnepligts- og frivilligenheder og en stadig omfarende udvikling af kadrer til disse.
Dette hastende og omfattende projekt kan kun ledes og udvikles fra Finland med repræsentater fra alle andre landes forsvarschefer for at sikre hurtig og effektiv implementering.
Projekt 2: Luftoverlegenhed
Det andet projekt er mindst ligeså krævende. Det er at skabe et fælles europæisk luftvåben, der fra store baseområder kan sikre luftherredømmet mod Rusland i frontområdet og over baglandet. Det kræver en udbygning med kapaciteter, som hidtil kun det amerikanske flyvevåben har. Det kræver en forøgelse af antallet af fly langt over det nuværende antal gennem anskaffelse af europæisk producerede fly, som f.eks. en udbygning af den danske del af de europæiske flystyrker med europæiskbyggede jagerfly. Det kræver en afløsning af amerikanske dele af disse fly, herunder af motorer, hurtigst muligt. Endeligt må der skabes logistik sikrede baseområder i en optimal afstand fra østfrontsområdet (herunder fsva. Baltikum i Syd- og Midtsverige). Da briterne af europæerne er nærmest på at have afbalancerede flystyrker er det naturligt at give Storbritannien ledelsen af dette projekt.
Projekt 3: Baglandet
Sikringen af baglandet omfatter, som vi ser klart demonstreret i Ukraine, en robust territoriedækkende luftvarsling, et stærkt luftforsvar mod alt fra ballistiske missler til forsvar.selvmordsdroner. Men derudover kræves et robust og alsidigt civilforsvar af både den civile befolkning med en veludbygget evne til at retablere kritisk infrastruktur i byerne. Desværre er der ikke et oplagt projektlederkandidatsland mht. luftforsvaret. Arbejdet vil være særdeles afhængigt af ukrainsk viden. Fsva. civilforsvaret er det igen Finland, der er naturlig leder.
Projekt 4: Søforbindelserne og den maritime infrastruktur
Forsåvidt sikringen af søtransport og handelsforbindelser er det naturligt at overlade analysen til briterne, der har århundreder af års erfaring at trække på.
De har også erfaringer med at samle og lede maritime enheder fra forskellige nationale styrker. Med hensyn til at beskytte og kunne retablere infrastruktur på havbunden er det mit indtryk, at det er nødvendigt at samle al rådig teknologisk og folkeretlig viden i en kontinuerlig brainstorming for at nå til anvendelige løsninger og justere disse, når truslen udvikler sig.
Projekt 5: Sydeuropa
Det er en realitet i EU som det er i NATO, at de sydeuropæiske medlemslande opfatter truslen fra syd og sydøst, dvs. migrantbølgetruslen, som mere akut end den militære trussel fra Rusland. Dette gør det nødvendigt, at de europæiske myndigheder også søger løsninger på dette problem, hvilket gør det naturligt at Italien leder og udvikler dette projekt, mens hovedparten af anstrengelserne rettes mod at møde og håndtere truslerne fra Rusland.