Den hjemlige debat er næsten uden forståelse for karakteren af Rusland aktuelle krig direkte mod Ukraine og indirekte mod Vesten med det formål at fjerne ydmygelsen fra 1989.
Som tidligere i historien har modstanderne ikke forstået Ruslands anderledes vej til at søge sejren og har derfor gjort denne mere sandsynlig.
Den bedste illustration af det russiske krigsproblem er kort at skitsere landets krigshistorie i de sidste godt 200 år.
Det faste element er russernes erkendelse af, at den eneste vej til at sejre på trods af teknisk underlegenhed og systemiske korruptionsproblemer er at satse på fordelen af landets uhyre geografiske størrelse, som ofte demoraliserer fjenden, samt en kontrolleret, undertrykt, hjernevasket stor befolknings kombination af patriotisme og en unik evne til at udholde afsavn og lidelser længere end modstanderen.
De konflikter, hvor Rusland har lidt nederlag, er for det første dem, hvor enten underudviklet russiske infrastruktur ikke har kunnet støtte operationerne. De bedste eksempler i Krimkrigen 1853-56 og Den Russisk-Japanske Krig 1904-05. Derudover er det konflikter, hvor Ruslands ledelse taber kontrollen over egen befolkning, så “hjemmefrontens” modstandsevne undergraves før modstandernes. Eksemplerne på dette er Ruslands 1. Verdenskrig 1914-17 og Den Kolde Krigs sidste fase 1977-89.
Under krigen mod Ukraine og Vesten viser Putins handlinger før og under denne, at han er akut bevidst om begge problemer. Krigen udkæmpes med støtte fra den vestlige Ruslands veludviklede infrastruktur, og den gamle KGB-officer har genskabt or opretholder en totalitær kontrol med “hjemmefronten”, der dog moniteres tæt for ikke at overbelaste opinionen.
Det sidste er gjort helt klart af anvendelsen af soldater fra de fjerne provinser, kriminelle og udlændinge (senest nordkoreanere) snarere end at mobilisere i de større byer.
Der er mange eksempler på at den russiske metode med nedslidning af overlegne modstandernes hære og deres vilje til at fortsætte krigen, virker efter hensigten. Det skete med succes i storkrige som Fædrelandskrigen mod Frankrig i 1812-13 og mod Tyskland i 1941-45. Det skete hurtigt ved erobringen af Finland fra Sverige i 1808-09 og ved opslidningen af finsk modstand i vinteren 1939-40. Det skete mod Det Osmanniske Rige i felttog på Balkan og i Kaukasus i 1828-29 og 1877-78 og under grænsekonflikten mod Japan i 1938.
Det er nu også sket i den åbne konflikt med Ukraine og Vesten fra begyndelsen af 2022. Den teknisk og bedre motiverede ukrainske hær er nedslidt, og den samlede vestlige opinion har aldrig været villig til at se i øjnene, hvor militært svag man havde valgt at blive, og imødegåelsen af det russiske mål krævede en genopbygget solidarisk inddæmning, som man i 1990’erne optimistisk afviklede.
Også vigtigt at forstå, at Rusland tænker i et tidsperspektiv, der er meget længere end øvrige Europas. I et geopolitisk/-strategisk perspektiv ser Rusland sig selv som det store magtfulde kerneland med fuld kontrol over et stort antal randstater. Rusland ønsker dette randområde frigjort fra USA’ indflydelse og NATO’s positioner rykket tilbage mod vest for dermed at stå tilbage som den dominerende magt i hele Europa. Det har vi vidst længe, bl.a. fra Primakov-doktrinen. Et fremtidens NATO, som det tegner sig lige nu, hvor USA mere eller mindre trækker sig ud af Europa og et EU uden fornøden styrke, har givet Rusland troen på mulighederne i at kæmpe den hybridkrig, som allerede er i gang.
Rusland har forstået hybridkrigens muligheder bedre end os. Som GERASIMOV har udtrykt det: “Det handler om at skabe et miljø, hvor alle andre end Rusland føler sig utrygge og usikre”. Og “ Det er svært for vores fjender at kæmpe mod en fjende, de ikke rigtig er helt sikre på eksisterer – og hvor”
At placere sig selv som et af 3-4 af verdens store magt-poler er Ruslands raison d’être.
Med dette raison d’être og det nævnte lange tidsperspektiv, er de menneskelige og materielle tab i Ukraine ikke et historisk problem – kun et forbigående logistisk.
En våbenhvile eller fredsaftale vil derfor alene være en pause til genopbygning , hvorefter de genoptager kampen., som anses som retfærdig. Og dermed er rå magt også acceptabel.
Sådan har Rusland altid tænkt. Derfor var det en geostrategisk betydelig fejl af alle Europas lande (minus Finland og Polen) ikke at forstå og medtænke de historiske kendsgerninger, du nævner i dit indlæg.
Vi har heller ikke i tide forstået udviklingen i USA. Som Lykketoft har udtrykt det: “ Manglende velfærd i USA kan blive et sikkerhedsproblem”. Derfor vinder tanker som “US frist” frem. Derfor oplevede englænderne deres land som en af EU’s malkekøer og trak sig ud. Og derfor står vi nu med det sikkerhedspolitiske hår i postkassen
Ja