Hvornår?
Når man som Finland kun har en lille befolkning og en meget lang truet grænse er der reelt kun et alternativ til en maksimal anvendelse af værnepligten, det er at opretholde en sikret kernevåbenslagstyrke og en automatisk udløsning af et svar med denne, hvis landet angribes. Dvs. automatisk selvmord som afskrækkelse.
Når man som Ukraine og Rusland nu er involveret en langvarig krig, der kræver meget store troppestyrker og indebærer konstante meget store tab, der skal erstattes, er alternativet til opfattende udskrivning af værnepligtige at acceptere nederlag (eller for kernevåbenmagter at optrappe til kernevåben med risiko for selvmord, hvis i krig mod anden kernevåbenmagt).
Under Verdenskrigene var selv Storbritannien og USA tvunget til at udskrive borgerne som værnepligtige pga de meget store styrkebehov og konstante tab.
Behovet er også klart, når man kan forudse en eller begge af de to situationer og ønsker at afskrække krig og invasion gennem rigelige forsvarsstyrker. Det er Europas situation nu i rammen og forlængelsen af Rusland-Ukraine-krigen. Alternativet er at lade Rusland bestemme Europas fremtid, som Danmark lod Tyskland bestemme sin på forskellig måde i både 1914-18 og 1939 samt på anden mere direkte måde fra 1940-45.
Hvornår ikke?
For det første, hvis regering og befolkning er så hårdt mod tvang til militærtjeneste, at man hellere opgiver at forsvare sig eller hellere vil satse helt på kernevåbnene.
For det andet, hvis man er en så heldig situation, at man ret frit kan vælge, hvilken militære opgaver, man vil løse. Det var situationen for Europa fra Den Kolde Krigs første halvleg og indtil 2014,
Omkostninger og effektivitet?
Konstant at uddanne værnepligtige, der derefter hjemsendes, er umiddelbart set kun rationelt, hvis målet – som i Finland og i større lande under storkrig – er at skabe store reservestyrker for at kunne løse omfattende opgaver eller sikre enheders effektivitet under store tab.
Men denne umiddelbare opfattelse indebærer under mange forhold en grov forsimpling.
Dette ignoreres både af liberale politiske modstandere af værnepligten og i Danmark af Hærens menige stampersonels personelorganisation.
For det første indebærer værnepligten adgang til folk med civile uddannelser og forudsætninger. Det er folk, det vil være vanskeligt eller meget dyrt at få til at søge militær kontraktansættelse i det meget store omfang, som er og forbliver nødvendigt i en generel krig.
For det andet er den kontraktansattes opbyggede større militære rutiner kun direkte anvendelige, hvis uddannelsen og tjenesten har haft til formål at forberede til den definerende konfliktform, dvs. ikke fredsstøtteindsats eller garnisonstjeneste i fredstid.
For det tredje er det centrale behov ikke knyttet til den enkeltes effektivitet, men til effektiviteten i samarbejdede besætninger og i de grundlæggende enheder. Her har værnepligtsuddannede enheder den fordel, at uddannelsesforløbet kulminerer med skabelsen af sådanne samarbejdede enheder, der derefter kan holdes samlet i reserven igennem flere år.
En hurtig personeludskiftning i kontraktbemandede enheder betyder, at et antal af deres hold, besætninger og basisenheder ikke kan holdes fuldt samarbejdede. De kræver supplerende, intensiv uddannelse før indsættelse.
Kvindelige værnepligtige?
En skarp kritiker af kvindelige værnepligtige er den israelske. kritiske militærkommentator Martin van Crefeld. Han argumenterer først og fremmest mod anvendelse af kvinder i kampenheder ved fronten. Han anfægter ikke den israelske anvendelse af kvindelige værnepligtige i militære støtteroller.
Hans primære argumenter mod anvendelse af kvinder i kampenheder er dels, at de er for svage, gennemsnitligt svagere og mindre robuste end mænd, dels, at deres tilstedeværelse undergraver kampkraften hos deres mandlige kolleger, der ikke kan undgå at vise særlige hensyn, eksempelvis over for sårede kvindelige soldater.
Til det første argument er der kun at bemærke, at dette er en kendsgerning, men at man allerede nu fordeler soldater på forskellige enheder og funktioner efter deres fysik og andre egenskaber. Heller ikke alle mænd er fysisk og psykisk kvalificerede til at indgå i eksempelvis Sirius-patruljen eller specialoperationsstyrkerne.
Så det er blot at fastholde samme krav til bemanding af en given funktion uanset køn. Det er ikke noget nyt i den danske hær, da dette har været gældende, fra man i 1980’erne begyndte at anvende kvindelige konstabler i enhederne. I øvrigt kan det bemærkes, at man tidligere kun bemandede kampenheder med unge mænd, men man har i Ukraine ser, hvordan ældre og dermed fysisk svagere mænd danner kernen i kampenhederne.
Der findes mig bekendt ikke undersøgelser af, hvordan kvindelige soldaters tilstedeværelse i kampenheder påvirker enhedens moral og optræden. Rent teoretisk kunne man argumentere for, at risikoen for at kvindelige kammerater blev fanget og udsat for alle typer mishandling af en bestialsk modstander ville få hele enheden til at kæmpe endnu hårdere og målrettet end det modsatte.
Selvfølgelig vil soldaters optræden blive påvirket af kærlighedsforhold mellem soldaterne, men som bekendt findes der også sådanne forhold mellem soldater af samme køn.