I efteråret 2019 demonstrerede Filmskolens studerende mod en ny studieordning. Den skulle erstatte de hidtil anvendelsesorienterede og internationalt succesfulde uddannelser med teoretiseren uden forankring i filmskabelsens håndværk. Forsøget på at afløse fagligheden på Filmskolen mislykkedes, eleverne vandt, rektor gik og det ministerielle ensretningsregime, der under navnet ”akkreditering” omdanner faglige uddannelser til teoretisk varm luft, fik modstand. Anderledes gik det på de danske officersuddannelser.
Formålet med dette indlæg er at beskrive, hvad danske officerer indtil for nylig lærte, og på en måde, hvor også civile læsere forstår det. Med andre ord: Hvad den militære faglighed er. Derefter forklarer jeg hvordan den militære faglighed i Danmark blev udviklet og raffineret igennem i et godt århundrede, før den blev fravalgt.
100 ÅRS OPBYGNING
1864-krigen understregede behovet for et mere veluddannet officerskorps. I 1868 blev Hærens Officersskole oprettet som en fælles ramme for Hærens uddannelse af fastansatte officerer.
De rent militære fag som taktik (dvs. militære styrkers optræden på kamppladsen), militær forvaltning og retslære blev suppleret med civile fag som matematik, fysik og fremmedsprog.
Officersskolen havde også til opgave at videreuddanne officerer. De dygtigste og højst motiverede blev efter 10-15 års overbevisende dygtig tjeneste udtaget til stabskursus. Uddannelsen på kurset blev i 1890’erne reorganiseret efter inspiration fra udlandet. Man skabte et klart professionelt sprog, og eleverne blev gennem opgaveløsning konstant trænet i at gennemføre systematisk analyse af operative og logistiske problemer under hårdt tidspres og derefter formulere resultatet entydigt og kort. Det skete i betydelig grad i terrænet i forskellige dele af landet. Man øvede metoder for kritisk afprøvning af ideer og planer med dynamiske krigsspil.
Denne del af stabsuddannelsen var det centrale element i militær faglighed. Kombinationen af officerernes forskellige praktiske erfaring og deres konstante kritiske studier i kriges virkelighed i rammen af formaliseret kritisk analyse, var og er det centrale element, som ikke kan civilt akademisk ”akkrediteres”.
Mens hærofficererne blev videreuddannet, udvalgte det i forvejen grundigt teknisk uddannede søofficerskorps de bedste ud fra deres dygtighed til søs og i forskellige forvaltningsstillinger på land. Enkelte af de dygtigste fik på frivillig basis af marinen tilladelse til at deltage i videregående uddannelse på Hærens Officersskole.
I 1908 ønskede I.C. Christensen, Venstres regeringsleder og forsvarsminister, et demokratiseret hærofficerskorps af høj kvalitet. Den derefter brede rekruttering fra hele folket blev sikret ved, at det væsentligste krav for at kunne komme på Hærens Officersskole var, at man var en dygtig befalingsmand. Det skulle man bevise i tjenesten som værnepligtig korporal eller reserveofficersuddannet. Hvis den unge mand ikke levede op til ministerens nye krav om skoleuddannelse – en matematisk-fysisk studentereksamen – fik han uanset tidligere skoleniveau mulighed for at tage denne på officersskolen.
Med mindre justeringer fortsatte i denne grundlæggende officerersuddannelse uændret indtil midt i 1960’erne, og I,C. Christensens kvalitetssikring med studentereksamen som adgangskrav fortsatte helt indtil personelreformen i 1983. Da blev de civile uddannelseskrav til officerer blev sænket. Det ramte ikke mindst kritisk niveauet i fremmedsprog.
I.C.’s krav om, at optagelse på officersuddannelse forudsatte demonstreret praktisk lederevne, blev droppet i 2014.
30 ÅRS FORBEDRING AF DEN VIDEREGÅENDE OFFICERSUDDANNELSE
Fra midt i 1960’erne blev stabsuddannelsen tilføjet flere civile elementer så stabsofficerer bedre kunne bidrage til politiske beslutninger hjemme og i NATO. Med indsigt i nationaløkonomi, national og international politik og krisebeslutninger skulle de bedste officerer med politologen Gregory D. Forsters ordvalg bibringes en dyb forståelse for samfundsforhold (”social literacy”). Fra 1970’erne fik de bedste officerer fra alle tre værn en fælles kursusramme for at fremme værnenes samspil, og senere også en effektiv indføring i offentlig driftsøkonomisk planlægning og forvaltning.
Den sidste positive udvikling af stabsuddannelsen fandt sted omkring 1990, hvor også eleverne i den værnsfælles del af stabsuddannelsen gennemførte individuelle operative analyser. Nu kunne eleverne lære alle værns enhedstypers og våbens muligheder og svagheder under forskellige typer af militære opgaver. De forberedtes til at kritisk at søge vejledning og samarbejde med eksperter i forskellige områder. Det være sig ingeniører, læger, specialiserede forvalter af økonomi, materiel eller personel, efterretningsfolk, eller kolleger fra de andre værn, danske eller udenlandske. Uddannelsen var nu så vellykket, at stabskurset på trods af det danske undervisningssprog tiltrak bl.a. norske, svenske og tyske elever.
HVAD KUN EN VELUDDANNET STABSOFFICER KAN
Den faglige kerne i officerers grunduddannelse, deres udvikling gennem krævende tjeneste og deres stabsuddannelse og konstante personlige faglige studier sikrer, at de bedste stabsuddannede officerer i de sidste 10-15 år af deres tjeneste kan følgende:
1. Vurdere muligheder og risici ved forskellig anvendelse af militære styrker i hele spektret af militære operationer fra fredsbevarende indsats over begrænset interventionskrig til storkrig sammen med allierede. På dette grundlag kan vedkommende dels give ansvarlig militær rådgivning i dialogen med civile beslutningstagere, dels lede de nationale styrkers indsats under de besluttede operationer.
2. Inden for de givne økonomiske og andre rammer opbygge og administrere militære organisationer rationelt, robust og fleksibelt på en måde så disses militære faglighed samt god, uegennyttig embedsmandsetik trives og udvikles.
3. Sikre saglig rekruttering og forfremmelse og relevante og effektive uddannelser og tjenesteforløb, der vedligeholder et fagligt vidende korps af chefer-, førere og specialister, der sikrer balancen og robustheden ved tab i en militær organisation.
3. Udvikle og administrere den dybe og slidstærke logistik- og mobiliseringsstruktur, der er fundamentet under de operative enheder uanset om det er i fjerne stabiliseringsoperationer eller lange storkrige.
4. Sikre at materiel og udrustning er egnet til krigsforhold, dvs. robust, let at vedligeholde under kamp og økonomisk muligt at anskaffe og bruge i fred og krig.
Disse idealer kan i virkelighedens verden selvfølgelig kun tilnærmes, for selv perfekt uddannede og udviklede militære fagfolk er jo kun mennesker. Men uden en indsats for at nå idealet, er et nationalt forsvar spild af penge.
STATUS
Næsten alt ovenstående er nu historie. 1990’erne og nullernes fredsoptimisme gjorde tanker om storkrig i Europa til en indiskutabel absurditet. Forsvarets formål blev fredsoperationer i rammen af FN og snart USA. Mange tusinder af soldater blev udsendt med liv og helbred som indsats, uden at Danmark følte sig kaldet til at tænke selvstændigt om formål og muligheder for succes. Nu er evnen til systematisk militærfaglig analyse fravalgt.
Fra begyndelsen af nullerne var den videregående officersuddannelse med enkelte undtagelser præget af, at lærerne ikke længere vidste hvad de gjorde, og hvorfor, og eleverne ønskede blot at slippe igennem lettest muligt. I 2014 blev resterne af det nu dysfunktionelle værnsfælles stabskursus ”akkrediteret” om til ”Master i Militære Studier”. Her var den militærfaglige kerne droppet som irrelevant for de civile akademikere, der skulle akkreditere uddannelsen.
I modsætning til på Filmskolen valgte elever og lærere på Forsvarsakademiet en fagligt set irrelevant samfundsfagsteoretisk salat af et eksamensdiplom. Forskellen på forløbet på Filmskolen, hvor eleverne kan se frem til et liv i arbejdsløshed og økonomisk armod, hvis de er uddannet til at være ”akkrediteret” inkompetente, er danske officerer sikret et behageligt liv med fast månedlig indkomst og senere måske ”resultatløn”, uanset om de er militært duelige eller ej. Det er nok derfor, at Filmskolens elever forsvarede deres faglighed.
Vi må håbe, at hverken Danmark eller officererne selv får brug for den fravalgte militære faglighed.
En genopretning er umulig uden en tilbageføring af resten af Forsvarets organisation og virksomhed inspireret af situationen for mindst 25-30 år siden. Opretningen vil i øvrigt kræve betydelig udenlandsk hjælp.