I disse måneder, hvor regeringspartierne har problemer med at finde fælles grundlag på alle andre områder, er man inspireret fra det normale kor af modedrevne eksperter faldet tilbage til den afrustningspolitik, som den daværende regering af samme farve partier forlod for 80 år siden. Da man må afvise konspiration og ved, at både politikere og eksperter er fuldstændig ahistoriske, er det klart at der er tale om tilfældigheder, ikke velovervejet ond hensigt.
Denne korte blogartikel har til formål at blotlægge motiver og konsekvenser med henblik på debat.
Holdningerne til værnepligt – med kommentarer:
Ideologisk bevidste liberale har altid været grundlæggende skeptiske til værnepligten. Der var jo tale om statstvang over for individet. Hertil kommer nu en afvisning af, at en statslig organisation som Forsvaret gives hvad liberale må se som urimelige fordele ved rekrutteringen af sit personel. Alt skal foregå på markedsvilkår. Afskaffelsen af værnepligtstjenesten gør, at unge mennesker ikke længere skal spilde deres tid. Hvis det ikke er muligt at skaffe sig eller fastholde en kvantitet eller kvalitet der gør, at organisationen kan varetage sine opgaver, er det bare trist.
Kommentar: Ignorerer, at staten, fællesskabet, stiller det specielle krav til de ansatte, at de skal sætte liv, mental stabilitet og lemmer på spil for dette fællesskab, loyalt, og uden at stille krav om logik eller forklaringer.
Radikale liberale supplerer de generelle liberale opfattelser med en tradition af skepsis over for til de negative, autoritære, virkninger af tjenesten på individet plus en grundlæggende kritisk holdning til alt militært og nødvendigheden af militære organisationer.
Kommentar: Vel tvivlsomt, om de nuværende medlemmer af Det Radikale Venstre har den historiske bevidsthed, som er den forudsætning for, at dette er et bevidst motiv.
Socialister af alle afskygninger har normalt været uklare i deres holdning til værnepligten. De foretrak den fremfor hvervede styrker, som kunne anvendes i klassekampen af magthaverne, og hvis styrkerne anvendtes entydigt til at støtte fremskridtet, var man absolut ikke modstander af militære styrker eller værnepligten.
Kommentar: Kan vel i dag kun findes i Enhedslisten og hos gamle kustoder i SF. Hos resten er holdningerne nu som hos ideologisk liberale.
Hos militære modstandere af værnepligten er den enkelte soldats effektivitet det centrale snarere end organisationens evne til at kunne løse – og fleksibelt blive ved med at løse – sine opgaver.
Kommentar: Hos britiske officerer mødte man også lettelse, da landet i 1960’erne gik over til rent hvervede styrker. Det er hårdt arbejde, rent ud sagt træls, at uddanne værnepligtsenheder. Det samme gang på gang. At effektivitetskriteriet er svarende til, at man sammenlignede effektiviteten hos et medlem af politiets indsatsstyrke med en ordenspolitibetjent – ignorerende de to delorganisationers fundamentalt forskellige opgaver – overses bekvemt. En hærstyrkes opgave, at kontrollere et geografisk område gennem tilstedeværelse, svarer på mange felter til ordenspolitiets.
Tidens civile ”eksperter” føler grundlæggende ikke, at der er behov for begrundelser eller argumenter. De støtter sig vel, hvis dette overhovedet er bevidst, på den ideologiske liberale opfattelse, som er skitseret ovenfor. Man behøver efter deres opfattelse blot at gentage, hvad de uden argumentation finder indlysende, at værnepligten er ”ikke tidssvarende”, ”umoderne”, afspejler industrisamfundet, massehærenes tid, ignorerer individets behov for at realisere sig selv. Typisk er deres – og desværre også mange professionelle militæres – opfattelse af krig, at det drejer sig om at ramme noget eller nogen præcist, som et computerspil.
Kommentar: ”Eksperterne” ignorerer i deres arrogance og intellektuelle dovenskab, at krig i sin essens drejer sig om konflikter mellem grupper af mennesker og at kunne beskytte eller kontrollere de områder, mennesker lever i – dvs. på nogle områder som en politistyrke. De ved bekvemt ikke, at Danmark aldrig har anvendt værnepligten til at opstille en massehær. De to gange, hvor man har udskrevet alle egnede værnepligtige, har der altid været et andet formål. Første gang var under 1. Verdenskrig. Da gik man på trods af hærordningen til indkaldelse af alle for at få fordelt belastningen af Sikringsstyrken på så mange, og så unge, skuldre som muligt. Anden gang var under de første 25 år af den Kolde Krig. Her var formålet – billigst muligt – at opretholde den umiddelbare forsvarsstyrke (”Dækningsstyrken”), som NATO da så som det korrekte svar på truslen fra Sovjetunionen. At få mest muligt goodwill hos allierede for den lavest mulige udgift har været formålet med Danmarks anvendelse af værnepligten i hele perioden efter 1945.
Det er derfor konklusionen af analysen her, at den aktuelle begrundelse for at afskaffe værnepligtstjenesten – og måske blot bevare ”værneretten” som en vej til at holde udgiften til Forsvarets støtte til Kongehuset nede på et overkommeligt niveau – ikke er de liberale argumenter eller de bekvemme synspunkter, man henter hos civile ”eksperter”. Det uudtalte formål er, uanset hvad konsekvenserne i øvrigt måtte blive – i forskrækkelse over de menneskelige opkostninger og juridiske ubehag ved mødet med virkeligheden – at fjerne mulighederne for at fremtidige regeringer kan involvere Danmark på landjorden i konflikter som i Irak eller Afghanistan.
Kommentar: Det er den fortsatte rekruttering af frivillige soldater gennem værnepligten til korttidskontrakter, der har muliggjort, at Danmark har kunnet bevare en andet end ineffektiv, rent symbolsk, tilstedeværelse i de stadig mere krævende missionsområder i Kroatien, Bosnien, Kosova, Sydirak og Helmandprovinsen. Uden friskningen gennem værnepligtige ville hæren meget hurtigt være brudt sammen under belastningen.
Konsekvenserne:
Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ud over at hjælpe grønlænderne, når isen smelter, så længe de ønsker hjælpen? Indebærer vores interesser ikke længere, at vi skal kunne bidrage meningsfuldt til stabiliseringsoperationer som på Balkan? Er NATO relevant også efter, at vi har mistet generalsekretærposten, herunder så relevant, at vi har interesse i at kunne markere Artikel 5, når eller hvis Rusland føler det relevant at skabe og udnytte en krise i et NATO-naboland, som man gjorde i Georgien?
Det, som det koster af fleksibilitet og muligheder at suspendere værnepligten, er klart. Danmark frasiger sig enhver mulighed for at kunne bidrage meningsfuldt til fredsbevarende operationer sammen med eksempelvis de nordiske lande, og mulighederne for at hjælpe med at vise NATO-solidaritet i alliancens periferilande. Det vil regeringen benægte med spin, men det bliver realiteten.
Forsvaret vil blive endnu mere lukket og afsondret fra samfundet, om muligt endnu mindre præget af fornyelse. Værnepligten sikrer en bred berøringsflade og rekruttering og mulighed for strukturel fornyelse.
I fremtiden vil Danmarks militære muligheder i bedste fald være reduceret til scenarier som i Libyen, hvor vi bidrager til en krig uden reelle muligheder for at følge indsatsen op med andet end krydsede fingre og positive ord. Det er dog mere sandsynligt at modellen bliver den, som nu demonstreres af borgerkrigen i Syrien: Skamfuld gentagelse af de rigtige meninger og hjælpeløshed.
Synd for danskerne og synd for omverdenen.
I indlægget fortolkes hovedmotivet bag afskaffelsen af værnepligten som værende en erkendt mulighed for at forhindre Danmark i igen at udsende militære styrker ud over små symbolske korttidsbidrag.
Jeg er enig i at udsendelseskapaciteten reduceres markant hvis værnepligten suspenderes (forlængede værnepligtige har i peioder udgjort 70 % af de 30.000 udsendte efter Den Kolde Krig). Jeg tror bare ikke nogen har regnet det ud. De samme planlæggere, der troede at nedlæggelsen af mobiliseringsforsvaret i 2004 ville frigøre milliarder, har nu på samme måde følt at suspensionen af værnepligten på magisk vis vil frigøre op til 700 en fantasilioner per år.
Den hidtil eneste kendte måde en forsvarsstyrke uden værnepligt kan opretholde en udsendelseskapacitet er ved intensiv opstilling og anvendelse af en stor Reserve. For tiden er Danmark dog sammen med Italien og Estland de NATO-lande, der har de mindste reserver, og det kan tage et årti eller mere at rette op på dette.
Hvad er grundlaget for at tro, at motivet for suspensionen af værnepligten er et bevidst ønske om at reducere Forsvarets udsendelesevne?
Danmark har en tradition for at opstille hær-enheder til udsendelse i internationale missioner. Men det er altid som et marginalt bidrag til den samlede sammensatte styrke. I nogle tilfælde kunne bidraget lige så godt have været fly – men andre har taget sig af dén side, og høstet gevinsten i form af mere erfarent langtidsansat flypersonel til den kapitalintensive del af deres forsvar.
Danske hærenheder har meget høje lønomkostninger i forhold til mange andre lande. Der er ingen vej uden om en økonomisk prioritering. Det giver simpelthen bedre mening at satse på luftvåbnet, som er en kapacitet, det tager længere tid at opstille, er mere slagkraftig, fleksibel og absolut nødvendig (i det mindste på NATO-plan), giver mere sikkerhed for pengene, er hurtigere at deployere, kan lave dybe angreb på lange afstande og bestemt vil gøre os bedre i stand til hurtigt at bidrage i markering af NATO-solidariteten på en overbevisende måde.
Om politikerne forstår at de ikke kan både blæse og have mel i munden, er en anden sag. De kan meget vel, hurtigt komme til at realisere nogle af de negative konsekvenser du peger på. Men af dine tidligere artikler fremgår, at du ikke ønsker at soldater skal forsøge at forudsige politkeres ønsker alt for meget. Og den politisk, økonomiske, sociale og teknologiske udvikling i verden de næste 10-20 år kan vi jo kun gisne om. Så spørgsmålet om hvad der giver os den bedste forsikringspolice for pengene må stadig veje en del i denne usikre verden.
Spørgsmålet bliver hvad vi sidst kan undvære, hvad vi helst skal have overlegenhed på og hvad den industrielle kapacitets fordeling nødvendiggør af forudseendhed. I alle tre tilfælde bliver det den mandskabstunge hær der må tage huggene i budgetfordelingen – naturligvis afpasset efter vores allieredes styrkesammensætning.
Dit grundproblem er, at du ignorerer, at militær indsats ikke drejer sig om primært drejer sig våbenvirkning, men om tilstedeværelse med offensivt, stabiliserende eller beskyttende formål. Det sted, hvor problemerne opstår, er hvor mennesker bor, dvs. på landjorden. Her hjælper og støtter teknik, man antal kombineret med personellets totale kvalitet er afgørende. I nogle situationer er tilstedeværelse på havet være af central betydning, men indsats fra luften kan aldrig være tilstedeværelse.
Det, man burde gøre med den usikkerhed mht. fremtiden, som lige nu alsolut ikke er mindsket, er ikke at have enheder klar på hylderne, men opretholde den størst mulige fleksibilitet mht. hurtigt at kunne udvikle et bredt spektrum af “kapaciteter”, herunder også evnen til varigt at kunne løse en antals krævende solidaritets-tilstedeværelsesopgave ved NATOs østgrænse, der på grund af alliancens eget pres mod landedene dér ikke er dækket.
Finland har bevaret sin territorialforsvar, ikke pga. at de er dumme eller paranoide russerhadere, men pga. at de forstår, at Rusland fortsat har en anakronistisk og for omverdenen (som Georgien) risikabelt syn på militær magt.
Balterne forventer, at vi som siden 1991 fortsat kan støtte dem, hvis nødvendigt. Og når terrænet er 40 % skove og problemerne ligger i relativt tæt befolkede områder som ved Narva-Kotla Järve og Daugavpils, er højkvalitet ikke en tilstrækkelig løsning.
At komme, når krisen er en realitet, er for sent. Det skal sikres en rutinemæssig tilstedeværelse.
Hvis andre NATO-lande gik en helt anden ven end Danmark, ville der ikke være problemer, men alle satser på miljøkaserner og smarte elementer, som ikke kan løse problemer i den verden, vi lever i.
Både dit lille indlæg og CMS-ord og luftrige rapport er uden det grundlag af scenarieanalyse, som er det centrale element i al militær struktur og doktrinanalyse.
Selvfølgelig skal prioriteringer i forsvarets styrkesammensætning ske på grundlag af grundig gennemgang af en mængde af de uendeligt mange mulige fremtidsscenarier og hvad de betyder for Danmarks sikkerhed. Tilstedeværelse vil afgjort være vigtig i mange af de scenarier. Helt afgørende vil det være, om der indenfor NATO eller EU kan opnås en arbejdsdeling, så den samlede kapacitet bliver afbalanceret. De høje danske lønninger er ikke ligegyldige i den forbindelse.
Når vi står i en situation med faldende forsvarsbudgetter der, som du påpeger, kan minde om 1920’erne, er min påstand at det bliver mere og mere påtrængende at prioritere til fordel for flyvevåbnet, jo lavere budgettet bliver. Ellers risikerer vi at sjatte midlerne væk hist og her, uden at kunne løse nogen af opgaverne tilfredsstillende.
Du nævner de baltiske lande, hvor ‘Air Policing’ har været en meget synlig demontration af tilstedeværelse. Luftherredømme vil under alle omstændigheder være afgørende i en konflikt mellem nationer. Luftvåbnets seneste successer fremkom, ganske rigtigt, på ulige vilkår. Men overfor mere avancerede modstandere vil overlegenheden i luften kun blive så meget mere kritisk.
Om Forsvaret skal løse større opgaver på jorden i etniske konflikter, borgerkrige o.l. er en politisk beslutning. Indtil dét besluttes må det, som du siger, handle om at opretholde muligheden for at kunne udvikle kapaciteter. Men de er ikke alle lige kritiske og tager lige lang tid at anskaffe.