Når man samlet ser på Bent Jensens kildeudslip i hans anklager mod Jørgen Dragsdahl og PET-kommissionens arbejde må man sammenfatte, at problemet med at anvende PET’s arkivalier fra begyndelsen af 1980’erne knytter sig til tre sammenhængende forhold:
For det første den generelle forståelse i tjenesten af institutionens opgave og de holdninger, ethos, der i Ole Stig Andersens tid prægede samspillet mellem tjenestens ansatte på arbejdsniveau. Sådanne holdninger ville være kendt af de ansatte i kriminalpolitiet, hvorfra tjenesten skulle rekruttere sine nye medarbejdere og influere, hvem der søgte.
For det andet det heraf medfølgende kvalitets- og holdningsproblem blandt tjenestens kriminalbetjente, som klart er dokumenteret i de få direkte offentliggjorte arkivalier. Den ideelle kriminalbetjent i kontraefterretningsarbejde er et modent, kritisk, selvstændigt, intelligent menneske, der fra sin tidligere tjeneste er rutineret i efterforsknings- og overvågningsopgaver. Hvis ledelsen har et politisk tunnelsyn, er det også afgørende, at medarbejderen er i besiddelse af et betydelig moralsk mod (civil-courage). En organisation som politiet vil sjældent være overrendt af sådanne dygtige professionelle, så de generelle forventninger om tjenesten i sikkerhedstjenesten vil altid være bestemmende for, om den på gulvniveau præges og domineres af denne type eller af fastlåste middelmådigheder.
For det tredje er det klart, at alle notater og referater i PET blev skrevet i den sikre forventning, at de aldrig ville blive udsat for offentliggørelsens krav om ansvarlighed. Dette ville med stor sikkerhed også have haft indflydelse på PET’s ledende, juridiske medarbejderes håndterings- og påtegningspraksis. Der var ingen grund til at skabe dårlig stemning på den lille, danske, arbejdsplads ved på skrift at korrigere ideologiserede medarbejderes skriftlige arbejder, og dette da slet ikke, hvis man ikke havde opbakning fra tjenestens chef.
Samspillet af disse tre forhold har sammen med resurseknaphed ikke kunnet undgå at påvirke tendens og faktuel værdi i PET’s dokumentmasse fra perioden. Dette var et problem, som PET-kommissionen eksplicit burde have konfronteret, uanset at det nok i meget stor udstrækning ville have begrænset, hvad man kunne skrive, hvis man skulle holde sig inden for salig, dansk historisk kildekritiks fader, Kristian Erslevs ramme.
Tilbageholdenhed med påstande og konklusioner ville ikke mindst have været passende, når man omtalte fortsat levende personer, som ikke blev givet adgang til at forklare sammenhænge.
Hvis man havde villet tage problemet med kildernes tendens- og udsagnskraft så alvorligt, som en god historiker og samvittighedsfuld jurist ville have gjort, kunne man have anvendt forskellige metoder. For det første kunne man – for at klarlægge den grundlæggende tendens i kildemassen fra tiden – have sammenlignet tjenestens daværende opfattelse med senere, ad anden vej, velbeskrevne forhold og begivenheder.
Man kunne have kompletteret arbejdet med de skriftlige kilder med interviews med fortsat levende personer, uanset disse i visse tilfælde skulle ske under sigtedes rettigheder. Som oftest ville det kunne være sket gennem anmodning om skriftlige kommentarer til omtalen af personen i kilderne (som i nødvendig udstrækning kunne være blevet afklassificeret med dette formål). Så ville omtalte personer ikke som jeg blive overrasket af en perfid anklage, der ukritisk fra tendentiøse PET-dokumenter i halvanonymiseret form blev viderebragt af kommissionen for til slut, triumferende, at blive offentliggjort af Jyllandsposten med navns nævnelse.
Ikke mindst i betragtning af, at en af kommissionens ledende historikere, Ditlev Tamm, er vores store historiker om retsopgøret efter 2. Verdenskrig, burde denne have optrådt lidt mere ansvarligt og professionelt. Kommissionen havde i modsætning til de daværende PET-medarbejdere både medarbejderkvalitet, tid og resurser til dette.
Men middelmådigheder støttes åbenbart til alle tider.
Michael H. Clemmesen