Dansk Forsvar er i disse år underkastet store forandringer. Efter en vis tøven i de første femten år efter afslutningen af den kolde krig besluttede politikerne helt at nedbygge Forsvarets evne til at forsvare dansk område mod invasion og massive luftangreb.
Herefter skulle man ikke længere have et Forsvar, der var forsøgt dimensioneret og indrettet som svar på konkrete millitære trusler. Det skulle i stedet være som en værktøjskasse med nogle af de instrumenter – ‘kapabiliteter’ – som et lille land som Danmark kunne stille til rådighed som vores bidrag til international indsats for at løse nogle af verdens problemer.
Samtidig fortsætter Forsvaret en indre – forvaltningsmæssig – udvikling, der dels tager konsekvensen af de reduktioner, som nedbygningen af mobiliseringsforsvaret muliggjorde, men som først og fremmest er et resultat af den generelle “udvikling” i den danske offentlige sektor. Den sidste udvikling er reelt et forfald, der har ført til et ødelæggende skift væk fra substans til proces i fokus, resurseanvendelse og aktiviteter og til en stadig svagere kobling mellem ansvar og myndighed, dvs. til Pavlovsk ansvarsfralæggelse, som Forsvaret pinligt demonstrerede i Hommelsagen og DR’s direktør gennem øvelse har gjort til en kunst. En udvikling, der i sin konsekvens har været at tilføje et nyt kapitel i Parkinson’s Lov om et offentligt bureaukratis naturgivne vækst, et sidste kapitel, som den gamle englænder kun kunne drømme om, ikke beskrive.
Straks efter, at de omfattende strukturændringer blev sat i gang, kom Forsvaret – hæren – i krig. I Irak blev forløbet ikke som forventet, og derefter måtte man tilbage til Afghanistan, i bedste fald for de to næste forligsperioder. I værste fald er vi ude hurtigt som følge af NATOs nederlag. At hæren kom i krig førte kun til mindre justeringer i Forsvarets indre liv og resurseanvendelse. Hvad rent faktisk skete, var et resultat af, at Forsvarsministeren lytter og har hjertet på rette sted, og at han offentligt havde lovet forbedringer.
Sagen er nu i sin ubehagelige enkelthed, at Danmark har væbnede styrker, der sidder dybt og fast placeret i den danske offentlige forvaltningskulturs kviksand. Det er styrker hvis struktur (snarere end sjæl) samtidig er under transformation til en militær værktøjskasse til generel anvendelse, men hvor hæren er nødlidende, fordi den rent faktisk er i krig, og i smertelig grad mangler de meget væsentlige ekstra resurser til uddannelse, personelreformer, reorganisering og materiel. Hæren er taget op af den teoretiske værktøjskasse, den er i brug (for lidt mere generelt om behovet: se min behandling af Afghanistan på www.clemmesen.org) . Men dette akutte behov påvirker reelt ikke “forligsimplementeringen”.
Det er ikke mærkeligt, at hærens yngre nøglepersonel forlader skuden i kviksandet, når der er fast grund og velbetalt, ligeså meningsfult arbejde i lokalområdet.
Lande i krig tilpasser normalt de militære styrker til det ‘klare og tilstedeværende’ behov.
Det er nødvendigt, at der nu sker på alle områder sker en – desværre drastisk – tilpasning til behovet på alle områder. Dette dog kun, hvis man ikke mener, at Forsvarets primære fremtidige opgave er at forberede Galatea IV og opretholde Livgardens Blå Vagt. Det er ikke ansvarligt at vente til til næste forlig.
You (Tinget) talk the talk, but can you walk the walk?
Det grundlæggende problem er vel at Forsvaret politisk bliver pålagt opgaver, uden FSV tildeles de nødvendige ressourcer. Dog kunne der utvivlsomt foretages rationaliseringer og intern omfordeling med henblik på at styrke (det nuværende) kerneområde; aktivistisk udenrigspolitik.
Disse, for struktur rationaliseringernes vedkommende modarbejdes dog også af politikernes hensyntagen til regionalpolitiske forhold.
Dertil insistere politikerne på at anvende “værktøjerne” fra en “værktøjskasse” der endnu ikke eksistere, men først ved udgangen af forsvarsforliget skulle være online. Det minder lidt om Hitler anno 1945 der udstede ordrer til ikke-eksisterende divisioner.
Men det mest presserende problem er vel personalemangelen.
I den forbindelse ihu kommer man det såkaldt ‘selektivt’ ansættelsesstop for stampersonel i forrige forligsperiode (Efter en budgetoverskridelse på en milliard), mens der nu i indeværende forsvarsforlig er voldsom personalemangel. Et eksempel på ringe strategiske planlægningsevner?
Kære Lars Hansen
Det er muligt, at Forsvaret, ….
* når vi har tænkt os godt om og har lært af andre, langt mere professionelle væbnede styrker,
* når vi har prioriteret løsningen af faktiske operative opgaver på bekostning af andre og
* når vi refokuseret organisationen, så ikke langt over halvdelen af de ansattes resurser går med at forvalte resurser efter rigide, uhensigtsmæssige regler uden delegeret myndighed …
viser sig have behov for ekstra resurser og evnen til anvende disse fornuftigt.
I så tilfælde er grundlaget for at bede om disse midler også noget bedre end tilfældet er for i den nuværende skrupforvirrede, gennembureaukratiserede civile organisation for udsendelse af hastigt forsamlede, delvis uddannede uniformerede, vi nu kalder Forsvaret.
Først skal vi gøre os klart, at det ikke længere “er for sjov” og at Forsvaret ikke eksisterer for at være en loyal prøveklud for Finansdepartementets managementluner og “newspeak” samt malkeko for McKinsey og andre – på dette felt uprofessionelle – konsulentforetagender.
Michael Clemmesen
Som De dog kan sige det!
Jeg er naturligvis enig i Deres betragtninger, men ser det som helt umuligt at Forsvaret skulle friholdes for unødigt og skadeligt bureaukrati, særligt med Forsvarets samfundsmæssige stilling som en ikke-velfærds producerende organisation med den deraf følgende manglende offentlige og folkelige interesse.
Staten vil fortsat kræve Forsvaret underlagt kafka-byzantinsk bureaukrati, og vil med henvisning til en række sager (Tårnfalke-projektet, DeMars, FBT ifm. vedligeholdelsesefterslæb osv.) nok implementere yderligere forvaltningsmæssige “optimeringer”.
Derfor, om Forsvaret underlægges fordyrende og produktions dræbende bureaukrati må budgettet være af en sådan størelse at det efterlader, bare et lille, råderum til den operative del af Forsvaret.
Argumentet kunne være at få forsvarsbudgettet op NATO-gennemsnittet, eller blot EU-gennemsnittet.
Folketingets partier (over en bred kam) har siden dansk indtrædelse i NATO, betragtet Dansk Forsvar som et område i finansloven, der skulle afsættes mindst mulige midler til uden NATO-garantierne kom i reel fare.
Desuden skulle Forsvaret indrettes således, at dets virke ikke måtte belaste, vække anstød eller være til ulejlighed for det øvrige samfund – når dette var i modstrid med Forsvarets ultimative formål (at kunne kæmpe) måtte Forsvaret vige for en række forskellige hensyn, det var jo alligevel de øvrige NATO-landes tropper, der i givet fald skulle forsvare Danmark, vi selv skulle højst hjælpe lidt til.
Og sådan gik det så fint i godt 60 år, Danmark lå i NATO-bunden med hensyn til forsvarsudgifter mens vi nød godt af sikkerhedsgarantierne fra NATO-medlemskabet. Forsvaret, under hensyntagen til ‘følelserne’ i det omliggende samfund, produceret ikke kampduelige enheder. Alt var fryd og gammen. Og nu var den kolde krig slut – nu skulle der rigtigt spares på forsvarsbudgettet, så tænkt, så gjort.
Men nu skal Danmark lige pludselig til at gøre for andre, hvad vi i 60 år skamløst har forventet andre skulle gøre for os: Kæmpe for andres frihed og sikkerhed, og kun få utak som løn.
Det kræver noget tilvending i befolkningen.
Men det værd at bemærke, at samtlige forsvarspartier ikke er helt afvisende overfor budgetforøgelser, ja selv det tidligere så pacifistiske RV er nu kommet til den slutning, at et passivt og svagt dansk forsvar ikke harmonerer med et humanistisk menneskesyn, ja Helveg begynder såmænd at lyde helt ‘krigsliderlige’ i sin retorik når talen falder på evt. dansk indsat i Darfur.
Ærbødigst
Lars Hansen
Kære Lars Hansen
Der er absolut ikke nogen mulighed for et øget forsvarsbudget. Det er klart fra udtalelser fra politikere, herunder Statsministeren. Der er, som det nyligt blev klart, heller ikke forståelse i opinionen for dette.
Finansministeren – enhver dansk finansminister – vil med effektiv støtte fra det ministeriums embedsmænd kunne hindre enhver reel forøgelse.
De eksempler, du nævner som motiver for bureakratiseringen, er rent faktisk begge tegn på den svigtende professionelle substans og ledelse af Forsvaret, der har ført til, at organisationen har fået en ledende position i nedbygningen af den offentlige sektors effektivitet.
Tårnfalken viste samme type uprofessionel jagt på det bedste og svigtende helhedsprojektstyring, som altid følger af middelmådig ledelse uden faglig indsigt og personligt helhedssvar, som også har kendetegnet DR’s byggeprojekt og DSB’s IC4-katastrofe.
DeMap/DeMars var en måske teoretisk godt idé, set ud fra det Finansdepartement, der gennem konstant pres for detailindsigt gennem standardisering og centralisering har drevet ødelæggelsen af den danske offentlige sektor. Det måde, som Forsvarets ledelse loyalt implementerede systemet viste både svigtende millitær professionel forståelse og manglende civilcourage. Det slugte straks meget store resurser, det skabte et newspeak, der bidrog til at mindske officerskorpsets forståelse for professionens substans, samt placerede derefter med sine følgeprojekter næsten alle i en arbejdssituation, der undergravede denne profession yderligere.
Desværre har processen været så lang tid undervejs, også før DeMap/DeMars, at det hjemlige Forsvar er blevet som hoffet i ‘Kejserens nye klæder’. Og for dem der kommer hjem fra virkeligheden i Kosovo, Irak eller Afghanistan er der intet alternativ til at arbejde indenfor systemet, på trods af, det fungerer som en kviksandssump.
Når denne virkelighed kombineres med tjenestedernes nuværende karakter, er det ikke så mærkeligt, at gode folk forsvinder.
Det er en trist kendsgerning, at øgede resurstildeling ikke skaber større effektivitet. Det gør øget forvaltningspres heller ikke. Dansk forsvars problemer er ikke af indenrigspolitisk karakter. Det er ansvarsforflygtende rygmarvsreaktion at skylde skylden på andre end os selv – og måske på ideologerne i Finansministeriet.
Problemerne i dansk Forsvar er af ledelses-, holdnings- og professionel karakter. Det er på tide, at yngre officerer intensiverer den åbne kritik af de dårlige og stadig mere professionsfjerne arbejdsvilkår, de gives af de hjemlige myndigheder.
Din Michael Clemmesen
“Det er på tide, at yngre officerer intensiverer den åbne kritik af de dårlige og stadig mere professionsfjerne arbejdsvilkår, de gives af de hjemlige myndigheder”
Var det ikke det Sebastian Mernild prøvede på? Så vidt jeg husker blev han mere eller mindre åbenlyst slagtet. Først og fremmest af sine egne kolleger indenfor “systemet”.
Kære Iversen
Mernild er reserveofficer, dvs. ikke professionel. Han blev således ikke ‘slagtet’, det kan man jo ikke gøre med en civil.
Han protesterede med rette over en total idiotisk og uprofessionel disposition. Han fandt det uhensigtsmæssigt, at man uden væsentlig forberedelse var blevet udsendt som fører af en deployeret militær enhed i en krigszone. Han var ikke uddannet med enheden, og han var i øvrigt ikke professionel, men deltidssoldat.
Han konstaterede på stedet, som det var klart for samtidige hjemlige observatører af situationen i Afghanistan, at den danske hær ikke på forhånd havde sikret sig – eller måske kun ikke accepteret og viderebragt – et realistisk billede af situationen i Helmand- og Kandahar-provinserne til de danske enheder på vej.
Udsendelsen var en disposition, der desværre kun er alt for typisk for den mekanistiske forvaltning, som Forsvaret i dag har henvist sig selv til. Det er mig lidt uklart, om man er endt hovsa-beslutninger som denne af akut dumhed i det involverede forvaltningsled, eller fordi man helt har mistet sin militære snøvs under presset fra den selvskabte overvældende centraliserede forvaltning. Personlige oplevelser får mig til at læne mest til den sidste forklaring.
Din Michael Clemmesen
Kommentar til brevene mellem R.H. Iversen og M. Clemmesen.
Undertegnede blev i høj grad slagtet – endda for åbent tæppe. Det har absolut intet at gøre med, hvorvidt man er reserveofficer eller linieofficer. Jeg ramte ‘hovedet på sømmet’, med min kritik. I stedet for at gå konstruktivt ind i debatten og erkende problemerne, ja, så valgte forsvaret, herunder egne kolleger indenfor “systemet”, at gøre undertegnede utroværdig. Man undres! For alle fremtidige udsendte soldater er vel tjent med bedre forhold, inklusiv de officerer som skal lede styrkerne.
Bedste hilsner
Sebastian Mernild
Kære Sebastian Mernild
Tak for korrektionen.
Jeg nærmer mig problemet med den svigtende professionalisme i forberedelserne i den serie af artikler og Forsvarets problemer, jeg er i gang med, klemt ind mellem andet, mere opløftende, arbejde.
Din Michael Clemmesen