Author: Michael Clemmesen

Fordi kernevåben kun blev brugt de to gange af USA i august 1945, synes det at være blevet et fastlåst dogme, at det ikke kan ske igen. Det er groft uforsvarligt.

Dette virker mildest talt besynderligt, når man sammenligner opfattelsen med situationen i begyndelsen af 1980’erne: Dengang var dominerede truslen om kernevåbenkrig helt den danske (og resten af Vest-europas) diskurs.

Medvirkende til den helt nu ændrede opfattelse er nok, at risikoen for en gensidig, altødelæggende kernevåbenkrig ganske vist bragte Verden gennem nogle af de mest risikable kriser under Den Kolde Krig, herunder mest kendt Cubakrisen i efteråret 1962. Men der skete jo intet. Klimaforandringer er blevet den afløsende eksistentielle trussel.

Efter krisen i 1962 indledte USA og Sovjetunionen forhandlinger for at nedbygge/regulere våbnenes antal og rolle samt dæmme op for nye kernevåbenmagter.

Men fra midten af 1970’erne til midt i 1980’erne fulgte en ny bølge af kernevåbenoprustning. Herunder opstod der i begyndelsen af 1980’erne en intern krise i Europa, da NATO besluttede af svare på opstillingen af nye sovjetiske mellemdistancemissiler med deployeringen af nogenlunde tilsvarende amerikanske våben i et antal europæiske medlemslande.

Den folkelige danske modstand blev for mig rammen for fem års konstant tæt samliv med kernevåben-problemerne, da jeg påtog mig rollen at forklare og forsvare NATOs beslutning, herunder som medlem af bestyrelsen (”Formandskabet”) af et regeringsudvalg: Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (“SNU”).

Efter denne periode virker nutidens skråsikre opfattelse af, at våbnene ikke igen vil blive anvendt både dum og uansvarlig.

Lige nu drejer en af de igangværende krige om forhåndsforebyggelse af en iransk kernevåbentrussel mod Israel. Det er en trussel, der også omfatter Europa, hvilket har fremkaldt deployering af kontroversielle amerikanske antimissilbatterier til Rumænien og Polen.

Nutidens optimister bygger deres opfattelse på to observationer.

Den første er opfattelsen, at alle ved at alle ved, med teorien om Mutual Assured Destruction (forkortet MAD), at én parts kernevåbenbrug vil udløse en fuld gengældelse, der vil ødelægge modparten og verden. Man overser den afgørende forudsætning, at begge parter har betydelige sikre ”andenslagsstyrker”, med langtrækkende missiler, der befinder sig på neddykkede kernevåbendrevne ubåde – på konstant patrulje.

Den anden er en teori om, at spredning af kernevåden til nye lande er en fordel, fordi den vil skabe nye ”terrorbalancer” og fremme tilbageholdenhed. ”Beviset” for denne teori er forløbet af de sidste årtiers konflikter mellem arvefjenderne Indien og Pakistan.

Endelig eksisterer en tro på, at verdensopinionen samt (og specielt) Kina bliver så varigt vred/sur, at det kan virke afskrækkende. Det må jeg som gammel. kynisk historier afvise som mildest talt usandsynligt.

Den optimistiske opfattelse bliver så overført til det forhold, at Nordkorea har skaffet sig en stærk kernevåbenstyrke og har udviklet så langtrækkende missiler, at man kan true USA, samt nu Irans indsats for at skaffe sig kernevåben til landets missiler, der både kan række Israel og Europa.

Der er flere gode grunde til at afvise optimismen som letsindig. For det første de overskuelige konsekvenser af de sidste årtiers fremskridt i udviklingen af både forsvaret mod missilangreb og i udviklingen af våben, der kan gennemtrænge dette forsvar.

Eksempler er hypersoniske og manøvrerende missiler og våben samt langtrækkende kernevåbenbærende undervandsdroner til ødelæggelse af storbyer ved havet. Et mindre land som Israel (eller Danmark) vil blive ødelagt at blot ét termonukleart våben (en ”brintbombe”), der slipper gennem forsvaret, som i disse dage i Ukraine og Israel, at nogle russiske oh iranske missiler gør.

Den automatiske, viden- og analysefrie optimisme ignorerer ud over de senere årtiers våbenkapløb mellem forsvars- og angrebssystemer følgende afgørende forhold.

For det første at afbalanceringen af Rusland kernevåben for det meste af Europa helt har været afhængig af amerikanske kernevåben, dvs. af den russiske tro på, at der er en risiko for, at den siddende amerikanske præsident vil ofre sin og USA’s fremtid for Europa. Tilsvarende gælder for Sydkorea og Japan i Østasien i forhold til Nordkorea. Den russiske opfattelse af risikoen er i bedste fald under nedbygning.
Vi skal fokusere på, at den eneste hidtidige kernevåbenbrug skete i en situation, hvor den for det første blev opfattet som den eneste vej til at afslutte krigen, da man ikke bedømte, at de forventede tab ved en invasion af Japan var acceptable. For det andet – og ikke mindst – var en anvendelse af kernevåbnene helt risikofri. På grund af Trump er denne situation nu igen ved at eksistere både i Europa og Asien.

Endelig bygger tesen om, at kernevåbenmagter bliver mere forsigtige og fornuftige på et meget spinkelt at atypisk eksempelgrundlag, hvor ingen af de involverede så landets og egen overlevelse afhængig af kernevåbenbrug.

Det var både tilfældet under Den Kolde Krig i forholdet USA-USSR og Indien-Pakistan.

Jeg finder ikke, at denne tilbageholdenhed er sikret i forhold til Kim Jong Un ved en konflikt med et Sydkorea, som USA har rømmet; hos et Ayatollah-regime afskyet af egen befolkning; eller hos en Benyamin Netanyahu, der ser en målrettet forhåndsslags-kernevåbenanvendelse som Israels (og egen) eneste vej til overlevelse.

Jeg vil indledningsvis meddele, at jeg er for langt væk fra Hærens dagligdag til at vide, hvad og hvor meget af dette, der sker.

For det første skal der iværksættes krævende feltøvelser med så store enheder som muligt, gerne en hel brigade suppleret med reservepersonel. Øvelserne skal være så lange og intensive, at alt personel udmattes og begynder at lave fejl og materiellet bryder sammen. Der skal samtidig sikres et spil, der belaster alle dele af logistikken og sanitetstjenesten belastes kraftigt.

For det andet skal det være fremmede, udlændinge, helst ukrainske veteraner, der fastlægger øvelsens drejebog og fører “fjende”-partiet, og momenter og fjendeparti skal (med udgangspunkt i, hvordan russerne opererer) med droner, elektronisk krigsførelse samt andre midler søge at undergrave den danske styrkes planlægning og operationer. Al indsats af begge sider skal dokumenteres ved elektronisk monitering og droneoptagelser.

Med læring fra optagelserne og eventuelt afløsning af klart uegnede kadrer og operatører gentages øvelsen efter nogle uger.

Optagelserne udnyttes til korte kurser og generelle uddannelser ved enheder, Hærens Officerskursus og Forsvarsakademiet.

Læsere er velkomne til at bekræfte, korrigere og supplere mine erindringer.

Billedet er fra en mobiliseringsøvelse ved det svenske panserregiment P4 i Halland.

Konstante foranstaltninger
På vegne af landsdelskommandoerne opretholdt de opstillende regimenter lister over alt personel i hver underafdeling (kompagni, eskadron, batteri), der ajourførte den enkeltes civile baggrund og militære funktionsuddannelser. Ved mønstringer eller mobilisering indkaldtes for at eneden skulle starte som fuldtallig 10 % ekstra (benævnt ”dekrementet”).

Den enkelte soldat havde udleveret en ”indkaldelsesordre”, der angav, hvor han skulle ved mønstring eller mobilisering (som kunne være generel med meddelelse i medierne eller under delvis mobilisering ved indkaldelse med specielt brev).

Det opstillende regiment opretholdt et mobiliseringsdepot for hver enhed (bataljon/afdeling eller underafdeling) klargjort til direkte udlevering til hver enkelt mand med uniform, standardudrustning og funktionsudrustning inklusive våben.

Dette blev konstant forberedt af tjenestestedets bemanding af depotarbejdere, der ved mønstring/mobilisering stod for udlevering. Depotet indeholdt også de ”stam”-køretøjer, som hæren rådede over.

Resten af køretøjerne var ”udskrevne” civile køretøjer, der var godkendt som egnede af en motorteknisk

kommission fra regimentet. Ved mobilisering skulle ejeren aflevere køretøjet om modtog betaling for det. Derefter blev det malet og klargjort til enhedens brug med installation af bl.a. radio.

Der var udarbejdet en ”mobiliseringsplan” (M-plan) for hver enhed. Heri var angivet var angivet et mobiliseringsområde (MSO), hvortil enheden rykkede til for at fortætte klargøringen efter at have forladt mobiliseringsdepotet. Her modtog man enhedens ”kupammunition”, der var oplagt separat på et af regimentets ammunitionsmagasiner.

Planerne blev øvet ved ”mønstinger”. Der var to typer: ”Alarmeringsmønstinger”, der prøvede/øvede mobiliseringsplanen, og ”uddannelsesmønstinger”, der skulle sikre evnen til at anvende nyt materiel/ny udrustning.

Mobiliseringsenhedernes chefer og andre nøglepersoner (personel af reserven eller fast personel i funktioner, der ikke var planlagt bemandet i krig) blev forberedt på forskellig måde. De lærte deres kolleger og foresatte at kende ved deltagelse i aktiviteter som planrekognosceringer, instruktionsøvelser samt stabs- og signaløvelser. De blev anvendt som kampdommere.
De forventedes at holde sig professionelt forberedt til deres mobiliseringsfunktion.

Da jeg var chef for en mobiliseringsbataljon (VI. Panserjagerbataljon, Jyske Dragonregiment) gennemførtes et par instruktionsøvelser årligt med alt personel, der var tjenstgørende eller på rådighedskontrakt, og bataljonen deltog i 3. Jyske Brigades stabs- og signaløvelser. Vi havde fået en krigsopgave i denne brigade i Holsten.

Forløbet ved mobilisering
Den indkaldte mødte ved det beordrede mødested. Hvis dette ikke var enhedens mobiliseringsdepot, blev han transporteret hertil og fik udleveret sin udrustning.

Herefter overtog enhedens officerer og befalingsmænd kommandoen, og man blev flyttet til enhedens MSO.
Her kunne gennemføres supplerende uddannelse, modtagelse af kupammunitionen, evt. skydning, overtagelse af udskrevne køretøjer.

Når enheden var meldt klar, overførtes kommandoen fra opstillende regiment til operativ enhed som eksempel en brigade.

Bemærkning:

Det er min vurdering, at den største udfordring ved retablering af danske mobiliseringshær er genskabelsen af bemandede mobiliseringsdepoter, med udrustning pakket til hver enkelt soldat i enheden, så den meget sårbare udlevering som dengang kan afsluttes på 1-2 timer.

Det kræver, at al udrustning findes, at depotarbejderne er motiverede, og alt alt jævnligt øves.

Bemærkning om dronetruslen

Dengang var truslen fra mobiliseringen, der forudsattes gennemført før krigsudbrud, truet af danske illoyale og måske spesnaz (dvs. jægerpatruljer). Derfor skulle mobiliseringen sikres af den forstærkede kasernevagt og udenfor hegnet af Hjemmeværnet.

Nu må denne sikring også omfatte droneværn. I øvrigt betyder den nye trussel, 1) at spredningen af depoter er endnu mere væsentligt, 2) at det er endnu mere væsentligt, at mobiliseringen sker hurtigt, samt 3) at den mobiliserede enhed allerede i mobiliseringsområdet skal have deployeret det droneværn, som alle underafdelinger (kompagnier) i fremtiden må have.

(billedet er fra et ukrainsk taktisk hovedkvarter på Kharhiv-fronten)

Udgangspunktet for denne gamle professionelle pensionists observationer er følgende:

I: At hærens brigader og bataljoners (regimenters) aktiviteter siden 2017 ikke har været at skulle lede operationer i krig mod en ligeværdig modstander, men fredsforvaltning. Dette har naturligt været medvirkende til at skabe eller konsolidere så store stabe, at de kunne varetage denne opgave. Også den danskledede Multinationale Division i Letland har en meget stor stab.

II: At en opgave for den danske hær herefter bliver deltagelsen i forsvaret af Alliancens frontlinje, herunder ikke mindst Baltikums (sandsynligvis Letlands) østgrænse mod Rusland og Belarus. Som ved fronten i Ukraine vil indsatsen her blive præget af lav troppetæthed, dvs. meget store ansvarsområder for brigader og behov for en meget selvstændig indsats fra brigaders kampbataljoners side.

III: At alle hovedkvarterer/føringsstabe (fra division over brigade til bataljon) skal kunne læse deres opgaver ekstremt diskret pga. af truslen fra angrebsdroner, artilleriild ledet af overvågningsdroner, cyber- og andre elektroniske angreb samt eventuelt fra specialoperationsstyrker.

IV: At indsatte frontenheder som i Ukraine må forventes at blive udsat for konstante angreb fra både russiske kampenheder og fra kampdroner og artilleri, dvs. et man skal forberede sig på kraftig nedslidning og behov for løbende erstatning af både materiel og personel.

HANDLING PÅ GRUNDLAG AF I:-III:.
Det første er naturligvis at indhente de relevante erfaringer i Kyiv og fra hovedkvarterer på brigade- og frontbataljonsniveauerne ved de aktive fronter (samt ved artilleri- luftværns- og logistikenheder).
Det næste er at konsultere allierede styrker for evt. at kunne supplere med deres læring og erfaringer.
Det sidste er en opstilling af alternative muligheder og gennemføre en intensiv forsøgs- og øvelsesaktivitet under kontrol af droner samtidig under elektronisk overvågning samt jamming samt under angreb af jægerpatruljer.

HANDLING PÅ GRUNDLAG AF IV:.
Dette er en langt mere krævende opgave. Der skal bag indsatte brigade(r) ved fronten opbygges og stadig opretholdes en erstatningsstruktur, der kan erstatte tab af enhver art ved frontenhederne, personel med alle funktioner over droneoperatør, sygehjælper og kampvognsskytte til officerer med forskellige våbenspecialer eller kirurger til felthospitaler. Man skal være i stand til at afløse nedslidte eller ødelagte enheder af kompagnistørrelse – både som rutineforanstaltning og ved en akut nødsituation.

Erstatningspersonellet skal konstant uddannes af den hjemlige uddannelsesstruktur, der således skal kunne levere alle funktions- og kadreuddannelser med størst produktion til den type enheder (som infanterienheder ved fronten), der erfaringsmæssigt får de største tab. Erstatningsstrukturen skal også optage sårede, der efter rekonvalescens vender tilbage til enheden.

Proceduren for afløsning af personer og mindre enheder skal løbende øves for at sikre rutinerne i forvaltningen af de forventelige store og konstante tab.

Personelerstatningen skal knyttes til erstatningen med alle typer materiel og udrustning, fra pansrede og andre køretøjer af alle typer til uniformer. Der skal således i samme område, hvor erstatningspersonelstrukturen er etableret, findes depoter med oplægninger af materiel- og udrustningsreserver.

Disse skal forudses og kunne suppleret fra en stærk logistisk struktur i og bag indsatte brigader sikrer bjærgning, tilbagetransport og feltmæssig eller hjemlig reparation af kampskadet eller sammenbrudt materiel.

Også dette skal konstant øves for at sikre forvaltningsrutiner.

Friheden efter undertrykkelse er kun begyndelsen til at kunne høste frugterne. Det kan være let eller meget krævende. Det er det efter at være en del af eller blot under Rusland.

Rusland har altid manglet penge i forvaltningen af sit enorme imperium. Det skyldes ikke mindst, at første prioritet var berigelsen af regenterne, fra Zaren til Putin, og at anden-prioriteten gik til at skabe og opretholde en militær magt, der kan skræmme imperiets naboer.

Det lave prioritering af imperiets civilsamfund har ført til, at kontrollen og forvaltningen af imperiets koloniområder er blevet givet en helt speciel karakter.

Det gælder fra Baltikum til Mongoliet og langs hele sydgrænsen fra Kaukasus igennem Centralasien.

Den daglige kontrol blev derfor givet til lokale, som de tysk-baltiske adelige i zartiden og i sovjettiden de lokale kommunistiske ledere. De lokale Moskvaloyale blev givet statusmæssige og økonomiske privilegier, og de opnåede en pseudooptagelse i den russiske elite.

Specielt dygtige og brutale personer fra kolonierne som georgierne Ioseb Besarionos dze Djughashvili (Stalin) og Lavrentij Berija kunne endda manøvrere sig til magten i imperiet. Men de ændrede intet ved det centralistiske og korrumperende system, som nu virkede til deres fordel.

Alle de lokale quislinger blev givet mulighed for økonomisk at udnytte befolkningerne i de russiske kolonier. Deres lokale embedsmænd og politiet blev givet en kun lav løn. De måtte derfor klare sig via korruption samt ved at spille på etniske modsætninger. Begge dele forgiftede og ødelagde civilsamfundene yderligere og skabte via ulighed og uretfærdighed frustration, had og oprørstrang.

Når undertrykkerne i deres korruption slappede af eller når samfundene belastedes yderligere ved krig, udbrød folkelige oprør. De blev derefter slået ned med ekstrem voldsanvendelse.

Når det det undertrykkende og uretfærdige system bryder sammen ved folkelige oprør, slås det ned med ekstremt brutal vold.

Det skete ved de revolutionære oprør mod både system og etniske minoritetseliter i 1905 efter nederlaget i zarens krig for at udvide imperiet i Østasien. Efter 1918-21 skete det i rammen af den borgerkrig, der i alt væsentligt opretholdt imperiet med en ny elite, og det skete igen efter 1991, hvor volden i Kaukasus kulminerede i Tjetjenien, Abkhasien samt Syd-Ossetien og omkring Nagorno-Karabakh. Fra 2015 til nu fulgte invasionen af Ukraine. I Belarus klaredes oprøret af den lokale prokonsul, i Kasakhstan var kun russiske småstyrker nødvendige til at stabilisere situationen.

Det er, når det lykkedes dele af det russiske imperium at opnå frihed fra det russiske styre, som det skete i 1919 og 1991, at dets karakters ødelæggelse af civilsamfundet rammer og skaber voldsomt udfordrende problemer for fremskridt.

Man må nok konstatere, at de store, europæiske, maritime imperier – Englands og Franskrigs – undergravede deres egen overlevelsesmuligheder ved fra slutningen af 18-hundredetallet i modsætning til Rusland også søgte humanistiske mål og selvstændighed blandt de mest udviklede.

Det er ikke de relative småproblemer, som Danmark fik, da vi i maj 1945 genvandt friheden efter fem års relativt mild besættelse. I tidligere russiske kolonier står man med delte og fra top til bund korrumperede og brutaliserede samfund.

Det så jeg i Baltikum i 1990’erne og senere i Ukraine, var samfund forgiftet af den særlige russiske imperiale styreform. I Baltikum var problemerne størst i det hårdt koloniserede Letland, hvor man som i Rusland så en privatisering af statens ejendomme til oligarker fra den tidligere partielite. I Estland overtog projekter med den bedste forretningsplan, i Litauen gik man via folkeaktier. Men i alle tre baltiske lande skabte international hjælp, ”rådgivning” med hårde reformkrav samt muligheden af opnåelse af EU-rammen og NATO-medlemskabet langt bedre muligheder for at overvinde problemerne og konsolidere friheden end i Ukraine.

At de baltiske lande er små, overskuelige projekter, hjalp også. Dette skal vi huske, når vi stadig bebrejder Ukraine, der i europæisk sammenhæng er et stort land, der blot på grund af sin udstrækning og befolkningsstørrelse har langt større udfordringer med at overvinde de meget store hindringer, som er skabt af den russiske koloniserings karakter. At Ukraine i modsætning til balterne ikke kan referere til erindringerne om en frihedsperiode i mellemkrigstiden, skaber også problemer.

Alt dette skal vi tage højde for, når vi diskuterer den russiske trussel mod vores frihed. Anvend disse historiker- og personlige observationer i diskussion med den voksende gruppe af Ruslandsforståere. De vil have træls vanskeligt ved at svare.

I årtierne efter nederlaget i 1864 var det klart selv for Hæren, at der måtte opbygges et robust korps af veluddannede og fast ansatte officerer, der kunne uddanne og administrere styrkerne i fredstid og føre dem efter mobilisering i forsvaret af landet.

Det havde Flåden erkendt og gjort langt tidligere.

Det blev et par årtier senere klart, at det – som i udlandet – var nødvendigt at videreuddanne de demonstreret bedste hærofficerer til at udvikle styrkerne målrettet i fred, føre dem effektivt i krig og rådgive regeringen ud fra denne viden.

Det blev den tidligere hollandske søkadet, Peter Nieuvenhuisen, der efter frivillig tjeneste i det danske artilleri i 1864-krigen blev i den danske hær, der i 1880’erne moderniserede den danske “generalstabslinjes” uddannelse på Hærens Officersskole til kunne løse denne opgave. (billedet fra Rigsarkivet viser Nieuvenhuis (høj, sort uniform, foran træet) med sin afløser, kaptajn Arnold Kühnel i 1892)

At der med Nieuvenhuis’ kursus var sket noget epokegørende rygtedes, og mange af tidens bedste søofficerer (herunder den senere viceadmiral Henri Wenck) fik efter ansøgning lov til at følge uddannelsen.

Denne blev udviklet løbende igennem de næste firs år, indtil man næsten et århundrede senere, i slutningen af 1970’erne besluttede at dele nu 1½ år lange forløb nogenlunde på midten.

Herefter gennemførtes et kursus for operativ uddannelse af de bedste hærofficerer og et andet kursus – Stabskursus – hvor man også uddannede søværnets og flyvevåbnets karriereofficerer. Eleverne fra det operative hærkursus fortsatte på det værnsfælles stabskursus.

Jeg deltog som elev på det andet tokursusforløb i 1978-79. Lederen af hærkurset var Jørgen Lyng, den senere Forsvarschef. Jeg blev i 1991-94 leder af det værnsfælles stabskursus og tilpassede det til kravene efter Den Kolde Krig.

For hele Hærens officerskorps skete der allerede i 1908 det væsentlige, at den daværende forsvarsminister, venstremanden Jens Christian (“IC”) Christensen skabte en “Grundlov” for udtagelsen af Hærens fremtidige fastansatte officer (“linjeofficerer”).

Før de blev optaget på Hærens Officersskole, skulle kandidaterne ikke mindst demonstrere som værnepligtig befalingsmand, at de kunne lede soldater. Hvis egnede kandidater ikke havde den nødvendige civile uddannelse (Matematisk-Fysisk Studentereksamen, der skulle sikre niveau of civil anseelse), blev denne uddannelse givet på officersskolen ved kurser, før officersuddannelsen startede.

Efter afslutningen af officersuddannelsen blev personen tjenestemandsansat, dvs. til én livsvarende, professionel ansættelse og tjenesteloyalitet indtil en pensionering, hvor alderen bestemtes af opnået grad.

Dette system bevaredes uændret indtil ca. 1970, men ICs krav om at en kommende officer skulle demonstrere lederegenskaber som befalingsmand samt den livskarrierevarende, faste professionelle ansættelse fortsatte indtil for godt ti år siden, ved Forsvarsforlig 2013-17.

Nu tog man konsekvensen af, at man ventede den evige fred, hvor officererne så smertefrit som muligt skulle kunne afskediges. De skulle ikke længere demonstrere praktisk brugbarhed som befalingsmænd, og mange blev rekrutteret udenom tidligere militær baggrund.

Flest muligt skulle ankomme med en civil batchelorgrad, som de kunne anvende, når de valgte at forlade Hæren for noget bedre betalt, eller når de ved den evige fred blev fritstillet.

De unge officerer skulle heller ikke længere fokusere på at opnå og opdatere den specielle landmilitære profession.

Det mest mærkelige er, at vi på trods af disse naive og idiotiske skridt ved forsvarsforliget for ca. 12 år siden stadig har et antal motiverede unge officerer at genopbygge på.

Samtidig blev det værnsfælles stabskursus nedlagt, der da stadig havde til mål at sikre, at karriereofficerer havde en uddannelse, der skulle sikre overblik over både de militære, administrative og politiske faktorer og alle tre værn.

Stabskurset var ved nedlæggelsen gennem godt ti år blevet professionelt svækket, først af kravene om en civil akademisk akkreditering og derefter af K-notatets fravalg af store dele af værnenes kapabiliteter (såsom luftværn), men nu afvikledes kurset og dermed helt dets mål om et militært, professionelt overblik hos karriereofficerer.

Hvad der for tolv år siden skete på uddannelses- og ansættelsesområderne var uansvarligt og idiotisk naivt.

Forløbet gør nu, at genopbygning af enhederne og senere forsvarsforberedelser er hæmmet eller helt blokeret af fravalgt og så mistet militær professionalisme.

Krigens forløb i Ukraine
Krigen går nu i det store og det rimeligt godt i Ukraine. Meget snævert set.

Det skyldes at Ukraine åbenbart har fundet et anvendeligt taktisk-teknisk svar på de konstante russiske nedslidningsoffensiver i Øst, der i 2024 dræbte flere soldater end Ukraine i længden kunne erstatte. Dengang sås en langsom, men sikker russisk erobring af terræn.

Forblødningen og terræntabet var ikke mindst tydeligt ved Prokovsk i den fortsat ukrainsk kontrollerede del af Donetsk Oblast.

Russernes udmattelseskrig er dog uændret. De bomber civilbefolkningen, lyver om det og bliver “troet” af naive og de kommende forrædere hos os.

Ved fronten angriber russerne fortsat langs meget af fronten. Det sker i menneskebølger, dvs. på samme måde, som de anvendte til at nedslide den tyske hær under 2. Verdenskrig.

Men ukrainerne synes nu at have fundet en kombination, der har stabiliseret situationen.

Denne synes for det første at være etableringen af meget stærke og dybe/udstrakte forsvarsstillingssystemer. Stillingerne holdes åbenbart med så små styrker, at man ikke risikerer meget store tab i den russiske ildforberedelse, som indleder menneskebølge-angrebene.

Det er samme fremgangsmåde, som tyskerne anvendte under 1. Verdenskrig anvendte for at mindske tab. Det skete fra 1916 og igen på Østfronten fra 1944.

Men det nye er, at Ukrainerne for det andet nu bygger forsvaret på en masseanvendelse af angrebsdroner. Ukrainerne påbegynder allerede langt fra fronten angreb på de russiske styrker på vej frem.

Ved masseproduktion af droner og en hurtig og fleksibel ændring i anvendelse af disse kompenseres effektivt for russernes centraliserede og derfor langsommere udvikling af modmidler.

Den allerede effektive ukrainske våben- og ammunitionsindustri støttes nu af europæerne, hvis egen produktion og leverancer nu også konstant øges i den langsomme og forvaltningstunge takt, som præger vores handlinger, fordi vi har afskaffet evnen til rettidigt hastværk.

Kun mht. de mest sofistikerede landangrebs- og luftværnsmissiler er Ukraine stadig afhængig af leverancer fra USA.

Her bliver leverancerne nok nu i stigende grad afhængige af amerikanernes vilje til at sælge dem til ukrainerne direkte eller via Europa. Her balanceres mellem Trumps tilbøjelighed til selvpromovering og amerikanske våbenindustriinteresser.

Rusland må nu erkende, at en sejr i Ukraine i stigende grad er blevet afhængig af, at Europa tvinges til at stande sin støtte.

Denne tvang kunne for Rusland naturligt ske med militære midler, enten konventionelle våben, der udspares fra krigen i Ukraine og bevæbner nyopstillede divisioner, eller kernevåben, hvis man tør satse på amerikansk passivitet.

Europas underforsvarede østgrænse
Der er to kilder til, at Europa er meget sårbart overfor det russiske angreb, som kan ske med samme logik, som anvendtes i februar 2022.

For det første er det mest oplagte mål for russisk aggression de tre tidligere Sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen. De tre lande er (i modsætning til Ukraine i februar 2022) dramatisk underforsvaret. De har med deres meget lange grænser og små befolkninger og økonomier ingen muligheder for at forsvare sig selv. De har med Estlands og Letlands store russisktalende minoriteter og Litauens rolle som transitområde til Kaliningrad Oblast problemer, som Rusland kan og vil anvende som påskud for aggression.

Deres militære svaghed skyldtes også en tyrkertro på, at de med NATO-medlemskab kom under USAs beskyttelse.  

At også Polen er underforsvaret på trods af massive materielinvesteringer skyldtes de demokratiske polske politikeres lange tøven med at aktivere værnepligten, den upopulære, men eneste vej til at skabe et dækkende og udholdende grænseforsvar.

For det andet har vesteuropæiske baglandsmedlemmer, herunder også de tre tidligere stormagter Storbritannien, Frankrig og Tyskland – ligesom mindre lande som Danmark – reduceret og bureaukratiseret deres militære styrker så dramatisk, at deres stående og reservestyrker er for små til at kunne bidrage væsentligt til fællesskabets grænseforsvar. 

Reduktionerne i antallet af vesteuropæiske enheder og disses kampevne er meget større, end det ledsagende skema angiver, fordi støttestrukturer bevares og nu fylder relativt mere.

De samlede stående elementer i europæiske NATO-medlemmers militære styrker er nu på kun ca. 10 % af, hvad behovet er alene ved de baltiske grænser, som jeg personligt har besøgt fra nord til syd.

Hverken fronlinjestaternes eller vesteuropæernes styrkers reserveelementer giver mulighed for at opretholde eller afløse mere end de eksisterende for små styrker.  Ingen synes at have lært af ukrainernes erfaringer med konstant at skulle opfylde og afløse frontenheder.

Sammen med grænselandenes egne styrker kunne “baglandsstaterne” kun danne en ”snubletråd” for en amerikansk solidarisk indblanden. Men en sådan indblandings sandsynlighed og troværdighed nu er punkteret af Trump.

Specielt i de gamle fastlandsmagter Tyskland og Frankrig er værnepligtssituationen som i Polen, blot politisk endnu mere fastlåst. Der er i begge lande en manglende vilje til at konfrontere behovet for at genskabe store og udholdende styrker, for der sker jo ikke noget.

De tidligere vesteuropæiske stormagters hybris

Den helt svigtende forståelse af det eksisterende styrkebehov og egne begrænsninger er blevet grotest illustreret under de seneste måneders diskussion af muligheden af en sikkerhedsskabende styrke efter en fredsaftale i Ukraine. Her blev de militært selvkastrerede tidligere stormagter enige om at sende deres i forvejen for små og lidet udholdende styrker i Ukraine, mange hundrede kilometer væk fra Europas i forvejen underforsvarede østgrænser.

De ikke berørte problemer

Her har jeg undladt at diskutere to meget forskellige ekstra problemer.

Før det første den indenrigspolitiske og EU-interne trussel fra russisk- og Trumpvenlige, antiliberale og antidemokratiske politiske kræfter og lande i Østeuropa.

For det andet truslen fra de omfattende russiske kernevåbenstyrker.  

Vi har igennem mange måneder fået at vide, at Rusland opbygger nye store enheder. Vi hører også, at dette er muligt, fordi den russiske krigsproduktion er så meget oppe i gear, at de meget store materieltab i Ukrainekrigen kan erstattes.

Ukrainerne har konstateret opbygningen og har i måneder forventet, at de nye, tungt udrustede enheder ville blive indsat i nye offensiver imod Sumy og Kharhiv Oblaster i nordøst. Men dette er ikke sket. Russerne angriber stadig fra øst med store tab i infanterienheder, der kun gives motorcykler eller golfvogne til angrebene.

At russerne optræder sådan er ikke noget nyt. Selv da man i 1942 var ved at miste kontrollen Stalingrad, forstærkede man ikke forsvaret her. Man satsede på at opbygge de nye store enheder, der skulle gennemføre de efterfølgende, afgørende modoffensiver.

Den logiske forklaring nu, er, at russerne nu er ved at opstille, klargøre og træne de styrker, der i næste fase skal indsættes mod Europa. Det er her, ikke i Ukraine, den strategiske afgørelse kan opnås.

Under Den Kolde Krig udviklede forventningerne sig gennem flere faser: I de første år efter 1947 forventede man, at krigen ville blive som en forlængelse af 1945, hvor USA dog også ville atombombe nogle sovjetiske byer.

1954-1976
Fra slutningen af 1950’erne blev forventningen på begge sider, at krigen ville blive kort (uger), ekstremt voldsom og helt domineret af kernevåbenbrug fra begge sider.

Igennem 1960’erne havde man erkendt den civilisations-ødelæggende karakter med gensidig kernevåbenkrig. Man forventede snart efter Cuba-krisen, at begge parter ville søge at holde krige i Europa begrænsede. Mens man kæmpede åbent andre sider i Verden – som i Vietnam.

Man afskrækkede hinanden i Europa og måtte samarbejde, hvilket kulminerede i Helsinki-aftalerne i midten af 1970’erne.

1976-1991
Samarbejdet holdt kun indtil slutningen af 1970’erne, hvor Vesten under præsidenterne først Carter og derefter Reagan konstaterede, at Sovjetunionen havde anvendt de foregående 15 år til en omfattende oprustning på alle områder og nu åbent udfordrede Vesten udenfor Europa, herunder i Afrika og Afghanistan.

USA indledte nu en modsatrettet generel oprustning og prøvede at få de allierede til at følge med.

I 1980-erne var forventningen til en eventuel kommende krig, at Sovjetunionen med klienterne i Warszawapagten ville søge at vinde igennem en lynoffensiv mod vest i Europa, der skulle nå Kanalen og Atlanterhavet på et par uger. NATO ville under en spændingsperiode før krigsudbruddet opbygge sit forsvar ved at mobilisere europæiske reservestyrker og sende amerikanske, britiske og canadiske hær- og flystyrker til Vesteuropa. Vi viste ikke, at russerne planlagde at underløbe denne opbygning ved at angribe allerede tidligt i en kriseperiode.

Hvis NATOs konventionelle forsvar af Vesteuropa truede med at bryde sammen planlagde NATO at anvende kernevåben for at signalere risikoen for, at en fortsat konflikt kunne udvikle sig til den gensidige katastrofe.

Russernes modsvar var at jagte de kortere rækkende kernevåben for at slå dem ud, før de kunne anvendes.

NATOs forberedelser var i 1980’erne dels at holde en størst mulig styrke bemandet med stampersonel og tjenstgørende værnepligtige, dels at kunne mobilisere enheder med hjemsendte værnepligtige, tidligere stampersonel og “nationalgarde”-frivillige. Man skulle teoretisk have ammunition til tres dages forbrug og kunne i teorien erstatte personeltab, men kun USA havde store reserver af hovedmateriel som kampvogne og jagerfly. Lande som Danmark havde ikke skabt de krævede ammunitionsmængder og havde reelt kun (maksimalt) hovedmateriel til de primære enheder.

Alle medlemslandene havde et beredskab til beskyttelse og støtte af civilbefolkningen, og NATO koordinerede opbygningen af beskyttelsen og støtten i krisetid.

SNART

Forventningerne til en kommende krig i Europa mod invaderende russiske enheder er præget af et stærkt selektivt og optimistisk optimistisk opfattelse af Ukraines nu treårige eksistenskamp.

Man fokuserer på dronernes rolle, og overser både den nu enorme ukrainske hær, som bruger dette våben, som er skabt og opretholdt ved en kraftanstrengelse gennem værnepligt og frivillige på trods af konstante, massive tab af soldater, officerer, alle typer materiel og stadigt ammunitionsforbrug.

Bortset fra nok Finland har vi slet ikke set, hvilken indsats og organisation af NATOs europæiske forsvar, der skal stabes og konstant opretholdes, hvis vores forsvar ikke hurtigt kollapser pga. manglende evne til at dække og forsvare Alliancens mange tusinde kilometer lange, truede østgrænse fra Barents- til Sortehavet.

Under Den Kolde Krig forstod alle, at Atlantpagtens Artikel 5 skulle gives et konkret indhold ved, at baglandsmedlemmer sendte styrker til forsvaret af truede grænser. Dette var afspejlet i den fælles kommandostruktur og i planlægningen. Nu er den første nedlagt og den anden del bygget mere på håb end styrker.

Når politikerne i et land som Danmark beslutter “køb, køb, køb”, er det ikke materiel og ammunition til en opbygget krigsstyrke indsat i en langvarig forsvarskrig som i Ukraine. Det er til den lille fredsstyrke, der ikke er defineret efter en krigsopgave og som kun har en arbitrært fastsat indledningsvis ammunitionsbeholdning. Efter denne ammunition er forbrugt, er problemet nogle andres. Hvem dette er, forbliver uklart, specielt når Trump og andre gør klart, at det ikke er amerikanerne.

Det er klart fra Ukraine, at selv en konventionel konflikt vil omfatte angreb på byer og disses afgørende infrastruktur med ballistiske missiler, krydsermissiler og droner. Det er også klart fra Ukraine, hvilke ubarmhjertige krav, dette stiller til alle dele af civilforsvaret. Dette ignoreres helt som for vanskeligt. Det var ikke tilfældet indtil 1991. I Danmark er Beredskabet noget, som borgere og kommuner må klare … selv.

Under Den Kolde Krig gjorde man en del for at opbygge militær og civilforsvar, men den robuste amerikanske kernevåbenparaply gjorde, at alt blev halvhjertet. Ingen ansvarlige troede rigtigt på, at krigen kunne komme. Som senere general Kjeld Hillingsø konstaterede, opfattede selv uniformerede kolleger indsatsen som “for sjovt”.

Halvhjertetheden var rammen om alt det, vi trods alt gjorde. Og danskerne troede slet ikke på, at Sovjetunionen bevidst ville turde at bruge kernevåben. Hvis krigen alligevel kom, ville dette ske pga. fejltagelser og misforståelser.

Man Ukraine kom som en bevidst handling, og rest-NATO i Europa står som næste. Hvad nu?

Et problem fsva. den russiske hær er, at der med sikkerhed er sket en hærdning og forbedring af de nu tjenstgørende enhedschefer, der på europæisk side vil møde et i nogle lande forvaltningsfokuseret officerskorps. For det andet vil russerne være langt mere droneminded end vores styrker, der først nu er blevet fokuseret på at lære af ukrainerne.

For 110 år siden blev det klart for den danske regering, at amerikanerne var parate til at købe de Dansk-Vestindiske Øer. Amerikanerne havde afsluttet byggeriet af Panamakanalen. Den åbnede i 1914. Ved at erhverve sig øerne kunne USA undgå, at en uvenlig stormagt etablerede baser her for at blokere den amerikanske flådes anvendelse af kanalen. Man havde 10 år tidligere opdaget, at den tyske flådeledelse interesserede sig for Caribien.

For Danmark var øerne en underskudsforretning, så man solgte gerne. Afsløringen af planerne skabte meget alvorlig indenrigspolitisk uro med påstande om regeringen førte Rigsdagen bag lyset. Dette medførte, at tyskerne blev bange for, at den radikale regering med udenrigsminister Erik Scavenius ville falde, og blive afløst af et engelskvenligt ministerium.

Som en reaktion på en sådan mulighed begyndte de centrale militære myndigheder i Berlin i efteråret 1916 krigsforberedelser mod Danmark. I begyndelsen af 1917 blev det snart klart, at USA ville træde ind i krigen mod Tyskland, og i Berlin frygtede man nu, at dette ville betyde, at også Norge ville blive tvunget med og blive allieret baseområde. Som reaktion på denne mulighed blev den tyske planlægning mod Danmark udvidet til at omfatte en erobring af større dele af landet, herunder hele Jylland. Baser i halvøens nordlige dele skulle anvendes mod de allierede i Norge.

Kulminationen af de tyske overvejelser og planer faldt i foråret 1917. Det var tilfældigvis på det tidspunkt, hvor Danmark overdrog øerne i Caribien til USA … og øernes beboere til en fremtid som amerikanere uden politisk magt.

Som et element i de tyske forberedelser mod Danmark, gennemførte Scavenius forhandlinger med den tyske gesandt. De to skulle opnå enighed om, hvordan danskerne ville reagere, hvis Tyskland måtte invadere og besætte Jylland for at kunne føre krigen mod de allierede i Norge. En tysk besættelse af Jylland skulle også hindre, at England kunne angribe Nordtyskland efter en landsætning i Jylland eller trængte igennem Storebælt ind i Østersøen.

De efterladte jyders vilkår var ikke et emne i forhandlingerne mellem Scavenius og gesandten.

Da tyskerne rent faktisk kom 23 år senere for at løse den suverænitets- og neutralitetsforsvarsopgave mod englænderne, som dansk militær indlysende var for svagt til at kunne klare, var det mest overraskende for danskerne, at angrebet ikke fulgte efter et ultimatum med krav om overgivelse, som man havde aftalt med Scavenius i 1917. Det skyldes sandsynligvis, at et ultimatum var uforeneligt med overraskelse i hovedoperationen mod Norge.

At operationen mod Danmark også omfattede Sjælland overraskede nok også i København. Men at Sjælland også blev besat var nok godt for det senere forhold til jyderne. Vi kan se på de tyske planlægningsdokumenter, at de tyske stabsofficerer og efterretningsfolk blev overrasket over, at Sjælland skulle tages.

Nu står den danske regering der så igen, naivt overrasket. En stormagt, nu USA, konstaterer, igen med ond hensigt, det åbenbart korrekte, at Danmark reelt intet har gjort for at sikre en del af riget bedre militært, nu Grønland. Forsømmelsen er sket på trods af, at udviklingen omkring øen med den smeltende is hurtigt vil gøre den stadig mere interessant. Forsømmelsen er fortsat på trods af, at USA for få år siden erklærede sin interesse for Grønland.

Men situationen USA-Danmark nu er som udgangspunkt endnu mere håbløs end situationen Tyskland-Danmark i 1940. Det amerikanske militær er allerede med årtiers dansk velsignelse på plads i området.

Hvis Trump meddeler, at USA pga dansk svigt helt overtager det sikkerhedspolitiske ansvar for øen, sidder amerikanerne derefter direkte overfor den grønlandske regering. Derefter kan man som tyskerne i Danmark efter april 1940 i direkte forhandlinger presse udviklingen mod Trumps mål. Man er på slisken uden stop.

USA har nu et konsulat i Nuuk, hvorfra man som allieret frit kan øve efterretningsvirksomhed. Som folkene fra det tyske gesandtskab i København kunne i foråret 1940.

Og amerikanske statsborgere, der kan have en nøglerolle i en magtovertagelse, kan bosætte sig, som tyskere kunne dengang.
Nu genlærer danskerne på den hårde måde de vilkår som gælder for småstater i de ulvetider, som dominerer verdenshistorien. Det samme sker for grønlænderne.

Begge vil herunder også lære, at sympati fra de lande, vi så som venner, nok kun vil få form af ord. De mest kritiske reaktioner, om nogen, kan komme fra Kina, som vi opfatter som fælles fjende.

De grønlændere, der efter den annoncerede komplette amerikansk anneksion ikke migrerer til Danmark, kan nok se frem til at dele den tilværelse som amerikanske andenklassesborgere uden reel indflydelse, som de eks-danske Jomfruøers befolkninger har oplevet i 108 år.