Artikel I: De døves samtale i næsten 100 år: Det politisk-militære samspil om Danmark i en fremtidig krig

Danmark har i de senere år haft soldater som fredspoliti eller konfliktdeltagere i fjerne krige. Dette er normalt sket, uden at der synes at være gennemført en grundig og realistisk politisk-militær – for slet ikke at tale om en offentlig – dialog om disse konflikters sandsynlige forløb. Det har gjort, at vore
muligheder og risici kun er blevet klarlagt i den helt lokale sammenhæng i operationsområdet. Det har betydet, at vi ikke har haft mulighed for at deltage kvalificeret i organisationens eller koalitionens policy-diskussioner.

Danmark har derigennem fået ansvar for forløb, som vi ikke har søgt forståelse af eller indflydelse på. Hvis man skal være venlig, betyder dette, at danske soldaters uegennyttige og farlige arbejde kun har skullet være et symbol på, hvad landet satser på er rigtigt. Hvis man er mindre venlig, er der altid en risiko for, at soldaterne på grund af vore og deres lederes forsømmelighed uforvarende bliver medskyldig kanonføde.

Denne tumlen fremad mod en fremtid uden en grundig og bred drøftelse mellem landets politiske og militære ledelse er desværre ikke ny. Den har været normalbilledet i næsten 100 år.

Grundlaget

I den sidste del af Vestens filosofiske hovedværk ‘Om krig’ beskrev Carl von Clausewitz det nødvendige tætte samspil mellem regeringens kerne og statens ansvarlige militære ledere: Hvis man vil sikre, at staten ikke glider ind i en truende eller besluttet krig med skyklapper eller bind for øjnene, må der – i tide – gennemføres en brutalt ærlig dialog mellem de to sider.

Den militære ledelse må bringes til at forstå og acceptere de politiske ønsker og rammer. Den politiske ledelse må på den anden side indse, hvad det under den truende konflikt vil være muligt at opnå med egne og allierede militære styrker og justere de politiske målsætninger og om muligt landets rolle under krigen derefter. Dialogen stiller høje krav til begge siders åbenhed, tillid samt kommunikations- og tilpasningsevne. Denne stiller store krav til den militære ledelses professionalismes bredde og dybde. Regeringen skal have både interesse i og magt til at kræve kvalitetsbidrag fra den militære side.

Da kriges forløb er uforudseelige, må denne ‘strategiske’ dialog opretholdes som rutine indtil konfliktens afslutning, således at det undgås, at staten ender i uføre, når situationens udvikling ændrer grundlaget for tidligere beslutninger

Sidste gang var i november 1912

Den sidste gang, hvor man i Danmark havde en ‘clausewiziansk’ dialog mellem landets politiske ledelse og hær- og flådeledelserne var i efterår-vinter 1912-13 under indtryk af Balkankrigene.

Konseilspræsident og forsvarsminister Klaus Berntsen støttet af nøgleministrene drøftede i november (samt på senere møder under krisen) med værnenes ledende officerer, hvordan hær og flåde, der var under udvikling på grundlag af 1909-forsvarslovene, kunne klargøres og anvendes til at hævde landets neutralitet og håndhæve de neutralitetsforanstaltninger, der efter forhandlinger med de andre nordiske lande fik deres faste form i december 1912.

Ud over gensidig forståelse førte krisemøderne til fokuserede investeringer i værnene med henblik på dækning af fremlagte alvorlige mangler. Den parallelle forsvarspolitiske debat fremkaldte en opfattende privat indsamling, der supplerede statens indsats med penge til bl.a. pigtråd og beton til befæstninger, fly og udrustning til felthæren og undervandsbåden ‘2den April’ til flåden .

Derefter kontrol med de militæres skadelige forsvarsvilje

I sommeren 1913 fik Danmark en radikal mindretalsregering, der ganske vist ville forvalte værnene efter forsvarslovene, men kun, indtil man efter grundlovsreformen havde fået skabt et nyt grundlag. Regeringen var overbevist om, at værnenes opfattelser af deres rolle var grundfalsk og farlig, den var – med Hørups ord – ‘militaristisk’ fordi den byggede på, at danskerne kunne forbedre deres sikkerhed gennem forsvarsforberedelser.

Den dygtige, altid venlige, kølige forsvarsminister Peter Munch satte sig for at forsøge at pacificere de efter hans opfattelse farligt anakronistisk tænkende ledende officerer. Efter krigsudbruddet i august 1914, blev hans forvaltning vital, men samtidig særdeles vanskelig, da regeringen og oppositionen af hensyn til udlandet måtte undgå en indenrigspolitisk strid om sagen. Munch accepterede og realiserede bl.a. derfor et forslag fra flådechefen om daglige situations- og beslutningsmøder med værnsledelserne, hvor andre ministre, normalt udenrigsminister Scavenius, deltog, når relevant. Møderne kunne lette kontrollen med værnene, så deres ’militaristiske’ forsvarssyn ikke ledte til en katastrofe for landet. Officernes – i regeringens optik – følelsesdrevne, anakronistiske æresbegreber kunne i værste fald kaste værnene ind i et egentligt forsvar af neutralitet og for selvstændighed, som Munch og regeringen så som helt uden chance for succes og derfor nyttesløst samt potentielt katastrofalt for nationen.

Med sin ligevægtighed, tålmodighed, målrettethed, flid og dygtighed lykkedes det Peter Munch gradvis at opnå en så effektiv kontrol over værnene, at de ikke ville kunne sætte sig til modværge ved et overgreb, og dermed ikke bringe landet i ulykke ved et eksistensforsvar.

I mellemkrigstidens skygge

Den grundopfattelse, som prægede den radikale regering fra 1913 til 1920, kom i løbet af de følgende 20 år til at præge alle de væsentlige partier – De Radikale, De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet – om end i forskellig grad. Danmarks ansås for at være for lille til, at dets stadig mindre styrker kunne yde et effektivt forsvar ved et stormagtsangreb på landet.

Skillelinien lå nu mellem dem, primært De Konservative, der mente, at man skulle yde en symbolsk, selvopofrende indsats for landets ‘ære’, og dem, der var overbevist om, at ‘æren’ ikke kunne retfærdiggøre de mulige tab og ødelæggelser, hvorfor det var bedst at gøre landet militært og politisk usynligt.

Under konflikter kunne hensynet til udlandet medføre, at værnene blev pålagt opgaver, der i deres øjne have en forsvarsmæssig substans, og som derfor umiddelbart set skulle medføre, at man opnåede en politisk-militær enighed om deres formål og virkninger. En sådan opgave var minespærringen af bælterne under 1. Verdenskrig. Set fra radikal side var det, der skete med minelægningen i 1914, at man blot måtte følge et udtrykt ønske fra den stormagt, Tyskland, som vi skulle tage mest hensyn til. Det kunne heldigvis ske uden en farlig reaktion fra engelsk side. I modsætning til flådens ledelse mente regeringen ikke, at handlingen havde reel militær virkning, medens udenrigsministeren dog kunne se den politiske nytte i Tyskland af flådechefens faste vilje til at forsvare spærringen i Storebælt. Men da regeringen ikke kunne acceptere, at dansk militær indsats kunne have andet end en symbolsk virkning, var det ikke nødvendigt, og potentielt direkte skadeligt, at søge en fælles forståelse. Forsøget ville blot klarlægge uenighed

De substansløse drøftelser i september 1938

Under Sudeterkrisen i efteråret 1938 tog regeringen Stauning skridt til konsultationer om supplerende forsvarsforanstaltninger. Men det meget lave udgangspunkt mht. styrkeniveau, modsætninger mellem værnene samt uforenelige forsvarsparadigmer hos værn og politikerne gjorde møderne igen til en ‘dialog mellem døve’. Ingen i Danmark uden for Hæren (og måske det danske nazistparti, der markerede sig som dansk-nationalistisk gennem et forslag om en helt urealistisk massiv oprustning) troede i 1940, at man med et stærkt militær kunne ‘afskrække’ et angreb. Efter Hørup, Munch og efterfølgeres indsats var Danmark forsvarspolitisk fjernt fra Holland, Sverige og især Finland. I disse lande troede regeringer og forsvar at et effektivt forsvar ville gøre en forskel, kun for danskerne ” kunne det ikke nytte”, så en politisk-militær dialog om substans var meningsløs.

Som ved mineudlægningen under 1. Verdenskrig krævede også situationen under 2. Verdenskrig, at regeringen så det nødvendigt at tilpasse sig tyske ønsker ved militære skridt, som man opfattede som rent politisk-symbolske. Denne gang afleverede man skibe fra flåden og gav officiel velsignelse til opstillingen af Frikorps Danmark. Det var symbolske venligt-solidariske politiske handlinger, en forsigtig satsning på den part, man mente farligst eller som man troede, ville vinde. At det nu kostede danske menneskeliv var blot beklageligt.

Orkestret på græsplænen

1945-49 blev intet afgørende brud på synet på forsvaret som et symbolsk snarere end substansbidrag. Besættelsen betød blot, at det nu kun var De Radikale, der mente, at man heller ikke næste gang burde kæmpe lidt for Danmark. Under den kolde krig var de danske politikere – i modsætning til NATO-partnerne og potentielle fjender – dybt overbeviste om, at Danmark ikke selv kunne yde et meningsfuldt bidrag til landets forsvar. Da det mulige danske forsvarsbidrag ikke kunne være af militær betydning for os selv eller andre, skulle det blot udgøre det symbolske ‘hornorkester på Det hvide Hus græsplæne’ som sammen med rådigheden over Grønland – lige akkurat – kunne gøre USA tilfreds.

Værnene havde først i årene 1936-40 forstået, hvad de danske politikere mente, men accepterede det dengang ikke. Efter besættelsen regnede man med, at situationen var ændret, men valgte samtidig – specielt i hæren og flyvevåbnet – af pragmatiske årsager normalt ikke at tænke selv, men blot at nærme sig NATOs moderetningerne så meget, som de forsat små midler tillod.

Da Forsvaret i 1970-erne endelig næsten accepterede den politiske realitet i Danmark, valgte man at gøre livet under kernevåbenparaplyen så behageligt som mulig, hvilket ikke blev anfægtet fra politisk side. Så militæret tilnærmede sig begejstret det civile samfunds offentlige sektors arbejdsvilkår og ledelsesformer, og levede op til finansministeriets skiftende managementluner på fineste vis. Dette udtyndede desværre gradvis den militære professionalisme så meget, at man næppe ville være i stand til at levere et kvalificeret modspil, hvis politikerne en dag have ønsket dette. Kombinationen af mødebelastning, 37-timers ugen, funktionærånd, forvaltningssystemer, risikoangst, og hensyn til familien blev en dræbende systemgift. Der eksisterer i dag ikke længere det professionelt, kritiske militære studie- og diskussionsmiljø, som er en nødvendig forudsætning for at udvikle militær professionalisme ud over enkeltmands og i særligt heldige tilfælde delingsniveau.

At denne situation i Danmark ikke blev anfægtet af civile akademikere eller mediefolk, der søgte så meget viden, at de kunne fremprovokere en opvågning, var nok en medvirkende faktor.

Bidraget til sikkerheden i verden

Heller ikke 1989 blev et skel på anden måde, end, at de radikales dilemma forsvandt sammen med invasionstruslen. Også deltagelsen i de for det yngre personel stadig mere krævende internationale operationer blev opfattet som symbolske ofringer af penge og soldatermandår til store venner eller noble principper. De udsendte skulle blot opføre sig afdæmpet og anstændigt, og passe godt på sig selv, så deltagelse krævede ikke en ‘Clausewitziansk’ strategisk politisk-militær dialog om muligheder og risici. 1912-13 var fortsat sidste gang i Danmarkshistorien, hvor politikerne så en mulig politisk nytte af militære aktiviteter, og derfor aktivt deltog i en generel diskussion af de militære muligheder og militær-politiske afvejninger.

I hele perioden efter 1913 blev det eneste udenrigspolitiske element hensynet til de magter og idealistiske hensyn, man mente, at man skulle tilgodese. Den politiske skillelinie blev nu mellem hvem, man vil hjælpe med små symbolske bidrag.
Under regeringerne Nyrup og Fogh har statsministeren trådt i karakter i den forstand, at det er han snarere end Forsvarsministeren, der har den direkte kontrol med anvendelsen af landets militære styrker. Fagministeren støtter kun beslutningsimplementering.

Det er nu uden nogen tvivl statsministeren, der er nøglepersonen i alvorlige beslutningssituationer som krigsdeltagelse. Derfor må beslutningsforløbet også indebære hans direkte og ansvarlige forhandling med forsvarsledelsen med henblik på at opnå en fælles og realistisk forståelse af konfliktens karakter, danske militære muligheder og begrænsninger og en afklaring af, hvordan vore soldater og enheder må forberedes til indsættelsen, som det senest skete i november 1912.

Som dengang må resultatet gives styrende indflydelse på anvendelsen af ressourcer, dvs. på forligsimplementeringen, og om nødvendigt lede til kursændringer og supplerende indsats. Krigsdeltagelse ‘lite’ og et eufemistisk spin hvor krigsdeltagelse benævnes ‘operationer’, er et svigt over for de udsendte, deres pårørende, vore allierede – og ikke mindst lokalbefolkningen i operationsområderne.