GENERELT
Jeg skriver dette paa trods af, at min opfattelse klart nu er, at det paa alle felter er haabloest at opnaa vaestentlige forbedringer rettidigt. Hvad, der hidtil er sket og kan ske, er for lidt, alt for sent.
Det eneste, der maaske kan goere et mirakel muligt, er at russernes mistro til amerikanerne kan vaere saa dyb, at selv ikke Trumps ord og handlinger kan fjerne troen paa, at USA stadig vil lede Vesten og derfor kan finde paa at optraede solidarisk overfor de af sine europaeiske allierede, som man stadig forventer optraeder som klienter.
KERNEVAABENAFSKRAEKKELSEN
Alle europaeiske lande burde for laenge siden have svaret på de russiske trusler om at anvende kernevaaben i og mod Europa med at opsige medlemskabet af NPT (Ikkespredningsaftalen). Men en diskussion muligheden er ikke saa meget som indledt.
Men netop kernevaabenomraadet synes umuligt at haandtere for de europaeiske regeringer, hvor regeringspartier som store dele af vaelgerskarerne er lammet af den sikre (men ubegrundede) opfattelse, at saadanne vaaben aldrig vil blive anvendte, selv naar dette kunne ske uden risiko.
Da der for næsten alle lande heller ikke er realistiske muligheder for at opnaa selv den mest rudimentaere kernevaabenafskraekkelse, ignoreres problemet.
Deres befolkning og politikere kan aabenbart ikke goeres klar til at konfrontere dette problem og som minimum beslutte en medfinansiering af de franske styrker (de britiske er ikke fuldt uafhaengige af USA).
Kun de nuværende kernevaabenmagter er anderledes, men de er laaste i deres eksisterende opfattelse af deres vaabens begraensede rolle. Diskussionen burde i UK og Frankrig og lede til en udbygning af de to landes kernevaabenstyrker, hvor dette kan ske hurtigt (dvs. på alt undtagen missilundervandsbaadene), herunder med hensyn til de flybaarne kernevaabenstyrker, hvor eskadriller burde deployere til Østeuropa og her gennemføre hurtige baseskift. Denne udbygning kunne med fordel af andre europæiske NATO-medlemslande.
Europæiske lande med muligheden herfor (med kernekraftprogrammer) kunne samtidig erklaere deres ambitioner om at opbygge en basal kernevaabenevne.
Alt skal begrundes med de russiske trusler, der herefter ville blive intensiveret.
Samtligec europaeiske landes undervandsbaade kunne bevaebnes med kernevåbenarmeredekrydsermissiler i torpedoroererne for at udsprede afskraekkelsen..
EU maatte ogsaa skabe en beskyttet politisk kerne med formel myndighed til at ivaerksaette svaranvendelse af kernevaaben.
Grundlaeggende russisk paranoia vil bidrage til at give elementet en smule trovaerdighed.
VAERNEPLIGTEN FOR STYRKE, BRED FAGLIGHED OG UDHOLDENHED
Et andet centralt problem er den manglende vilje til at konfrontere det problem, at konventionelle storkrige – og dennes afskraekkelse – kraever styrkemaessig masse, evnen til at taale og erstatte store tab i lang tid, samt evnen til at inddrage og anvende civilt uddannede fra sundhedspersonale, ingenioerer og arkitekter til matematikere til kodebrydertjeneste.
Der er saaledes behov for omfattende adgang til personelresurser efter fuld aktivering af vaernepligten. Den “kvalitet”, der bygges paa smaa hvervede enheders rutine er helt utilstrækkelig til at dække behovet for styrker, udholdenhed og ekspertiseraadighed i storkrige som den Ukraine nu udkaemper og som truer Europa nu.
Grundene til, at man ikke goer det noedvendige, er mangfoldige. For det foerste viger regeringspolitikere i de fleste lande tilbage for at goere noget saa upopulaert at tvinge ungdommen til noget, de ikke synes om. Politikerne mener jo også selv, at de unge boer holdes erhvervsaktive i den civile oekonomi.
Deres militære raadgivere har ikke selv en tjenesteerfaring med at skabe vaernepligtsenheder gennem fremadskridende uddannelse fra basis- og funktionsuddannelser til kraevende kadre- og enhedsuddannelser, og slet ikke viden om eller tro paa, at man kan mobilisere saadanne enheder og udruste dem fra depoter med gode resultater.
Uvidenheden forstaerkes af den faste personels fagforeningers selvtjenende indsats. Man har glemt egne tidligere systemer og erfaringer og afviser at laere af lande som Finland.
Man har ingen egne erfaringen, der goer, at man kan opbygge strukturer til erstatning af personelmassetab eller til at sikre logistisk udholdenhed. Ogsaa her kunne man laere af egne tidligere erfaringer og/eller Finland.
SAMFUNDET I KRIG
Fra 1930’erne blev samfundet forberedt til en – lang – kommende krig paa to maader. I Danmark forventede man en gentagelse af vilkaarerne som neutralt land under en storkrig som under 1. Verdenskrig.
Forberedelserne omfattede to områder.
For det foerste overlevelsen af oekonomien, herunder med de manglende eller staerkt reducerede vareforsyninger. I 1930’erne skete det under udnyttelse af den erfaring og tilpasning af de strukturer, der havde virket under de foregaaende aars oekonomiske krise.
For det andet beskyttelsen af civilbefolkningen under de luftbombardementer, som truede under en fremtidig krig – som demonstreret af aartiets krige i Kina og Spanien.
Ogsaa under Den Kolde Krig forberedtes en indsats på begge omraader. Nu var forudsaetningen imidlertid forventningen en ret kort, voldsom konflikt, hvor forsyningsproblemer nok ville blive periodiske og kortvarige, da Danmark var en del af Vesten.
Beskyttelsen af civilbefolkningen og regeringerne var derimod et problem, da konflikten forventedes at omfatte anvendelsen af kernevåben.
For så vidt angaaende beskyttelsen af civilbefolkningen må der tages udgangspunkt i de angreb på infrastrukturen, som har praeget de sidste tre aar af krigen i Ukraine. Der måske igennem indkoeb af reserveelementer, skabelse af forbindelser, der mindsker saarbarheden for sammenbrud ved praecisionsangreb, samt konstante, realistiske oevelser i nedskydning af droner og afhjaelpning. Der skal udpeges og forberedes beskyttelsesrum ved alle beboelser, stoerre arbejdspladser og forlystelsessteder.
Det naesten overskudelige problem er at sikre en forsyningssikkerhed, der daekke det omfattende og meget diverse forsyningsbehov i en laengere konflikt. Opfordringen til borgerne om at daekke eget behov til nogle faa dage er latterligt og uansvarligt. I de andre situationer, hvor man forudsaa en laengere konflikt, eksisterede stadig en national produktion af forbrugsvarer, der kunne udnyttes og omstilles til erstatningsproduktion.
Denne lokale kapacietet er nu for længst forsvundet, foerst i Europa og saa ved globaliseringen, og nu må alle loesninger som minimum findes og oganiseres paa EU-niveau som en overnational funktion.
TILPASNING TIL ERFARING OG TEKNOLOGI
Den haer, der bygges op ved materielanskaffelser og rekruttering, er som de fleste andre europaeiske landstyrkerudviklet uden bevidst sammenhaeng med op opgaver ved alliancens oestgraense og nuvaerende bagland. Den mangler reserver, noedvendig styrke og udholdenhed.
Men det er ikke det eneste problem. Den er organiseret paa en maade, der ignorerer de sidste ti aars udvikling af en afgoerende rolle, som forskellige typer droner og dronevaern, integreret i kampen paa alle niveauer nu har paa kampresultater. Det er som 1915-16 angreb med taette for formationer af rytteri og infanteri mod maskingevaerer.
For at forstaa og laere, burde alle enheder sendes paa langvarige feltoevelser, hvor oevelsesmodstanderen have mulighed for at nedslide og smadre egne styrker, der ikke anvendte alle typer droner og netvaerkskommunikationer maksimalt.