“He (Obama) must prepare the US and the world for the fact that the present level of US, allied, Afghan, and Pakistani casualties will almost certainly double and probably more than tripled before something approaching victory is won. He must be honest about the long-term financial cost of both the fight and the aftermath. The US and its allies will need to provide aid and advisors years after the peak periods of combat are over – if we win.” (Anthony Cordesman, 1/11/2009: http://csis.org/publication/afghan-decision).
Vestens indsats i Afghanistan er nået til den ’kulminations’-fase, som Hitlertyskland oplevede på Østfronten i 1942-43. I begge tilfælde var og er problemet en urealistisk og svigtende strategisk ledelse af krigsførelsen, men hvor Tyskland og landets allierede fra 1943 reelt manglede resurserne til at sejre, har kilden til kalamiteterne for Vesten været amerikansk tåbelighed og en europæisk indsats, der svingede mellem halvhjertet og symbolsk.
Resultatet ser nu ud til at blive, at vi om få år oplever kombinationsvirkningerne af en islamistisk sejrseufori i islamiske lande samt hjemme hos os selv og et støvende kollaps af den endeligt svækkede, korruptionsforgiftede statsmagt i det atombevæbnede Pakistan.
I Pakistan kommer det sandsynligvis ikke til at vare længe, før den nuværende offensiv i Waziristan viser sig frugtesløs og kontraproduktiv. Hærens bedste kampenheder (Frontier Force- og Baloch-regimenterne) er rekrutteret i de oprørsramte nordvestlige grænseprovinser og Baluchistan. De af dens officerer, som nu er bataljons- og brigadechefer, og hvoraf mange kommer fra samme områder, blev som yngre under tidligere hærchefer bevidst islamistisk radikaliseret for kampen mod Indien. De bliver kun fastholdt i tvivlsom loyalitet af de privilegier, de nyder på befolkningens bekostning. Den for enhver hær afgørende kaptajnsgruppe, som udfører disse chefers ordrer, må vurderes som labil og vred.
En af vor tids bedste og mest produktive skribenter om krig, briten Colin S. Gray, skrev for nogle år siden, at strategi (forstået som ’broen’ mellem den politiske hensigt og de militære styrker) har et betydeligt antal ’dimensioner’, som må tillægges forskellig vægt i forskellige konflikter. En dimension er dog altid af central betydning, det er ’Tiden’. Det er særdeles vanskeligt eller umuligt at kompensere for mistet tid.
Det er imidlertid netop den mistede tids situation, som trojkaen Bush-Cheney-Rumsfeld bragte Vesten i efter den lette sejr i Afghanistan i 2002. De mere eller mindre overlod landet til sig selv for at afskaffe Saddam Hussein, et i øvrigt prisværdigt projekt, som de derefter, inkompetente, også tabte på gulvet, så det næsten ikke kunne reddes. I Afghanistan var den resterende amerikanske militære tilstedeværelse og den helt utilstrækkelige anden vestlige militære og økonomiske indsats ikke nok til at sikre et nyt folkeligt støttegrundlag til en medbragt, tam pasthun, som den krigs- og Taliban-trætte afghanske befolkning valgte til præsident i 2004. Hamid Khazai var henvist til at sikre sin magt gennem traditionelle økonomisk-politiske ydelser (dvs. korruption, her baseret på opiumeksport) samt samarbejde med de krigsherrer, som i de foregående år havde medvirket til at ødelægge landet.
Danmark var med tidligt, først med specialstyrker, hvor regeringen måtte ignorere de folkeretlige forpligtelser knyttet til muligheden af at tage fanger (noget man gentog ved Irak-styrken og som førte til forsøget på symbolofring af Annemette Hommel og andre). Vi bidrog dernæst ved forsøget på at sikre Khazai’s hovedstad med en international styrke, som amerikanerne følte hævet sig over at deltage i.
Da moden for halvhjertet opbygningsindsats efter 2003 ændrede sig til at være centreret om kombineret militær-civile genopbygningshold i den afghanske provins, bidrog vi så mange steder som muligt. Vi førte symbolsk venskabspolitik over for vore gamle og nye samarbejdspartnere ved at bidrage til de svenske, tyske og litauiske hold.
Der synes selv ikke på dette tidspunkt fra dansk side at være gennemført en selvstændig analyse af situationen i Afghanistan og nabolandet Pakistan, der kunne danne grundlag for beslutningen om at landet bidrog med militære og andre midler i konflikten. Man fordelte blot de småbidrag, som man havde til rådighed på de militære fredstidsrutinehylder, efter ønsket om politisk synlighed. Det eneste, som sandsynligvis konstant skete, var at Forsvarets Efterretningstjeneste nøgternt vurderede det akutte risikoniveau.
Denne optræden var ikke blevet væsentligt ændret, da Vesten i 2006 erkendte, at man var tvunget til at hjælpe Khazai med at fratage Taliban kontrollen over de sydlige provinser Kandahar og Helmand. Man fandt så en missionsgarvet let bornholmsk opklaringseskadron på hylden og sendte den af sted med et anakronistisk mandat. Dette skete på trods af, at briterne, i hvis styrke enheden skulle indgå, havde erkendt, at opgaven ville blive traditionel, krævende oprørsbekæmpelse. Der fandtes på det tidspunkt endnu ikke nogen forståelse af oprørskrigens vilkår og behov i dansk forsvar, nok fordi en sådan ville have krævet løbende professionelle dybdestudier, noget som ikke havde været forventet af danske officerer i de foregående 15 år. Kun kombinationen af bornholmernes rutine og dygtighed, rådigheden over mørkekampsmateriel samt svineheld hindrede, at det endte i en katastrofe (læs Lars Uslev Johannesen: De danske tigre fra sidste år, hvis du er i tvivl).
De vestlige regeringer erkendte selv ikke efter de meget hårde kampe i 2006 og 2007, hvad sagen drejede sig om. Styrkerne i Afghanistan gennemførte både målrettede og andre ’seach-and-destroy’-operationer, og anvendte så meget ildkraft, at man med sikkerhed bidrog mere til fremtidig modstand, end man undergravede denne.
Fredstidsrutineforvaltning af personel og enheder fortsatte for de europæiske landes vedkommende, på trods af den uprofessionelle idioti, som dette repræsenterede. Nøglepersonel i militære stabe blev kun udsendt i 6 måneder. Når de endeligt var ved at forstå forholdene, blev selv de officerer hjemsendt, som var åbne og begavede nok til at lære og forstå, hvad sagen drejede sig om. De nyankomne chefer og stabsofficerer var amatører i krig, endnu mere i oprørsundergravende indsats, og havde kun overfladisk forberedelse i afghanske forhold. Medens de udsendte enheder løbende blev stadigt bedre udrustet og forberedte, hindrede den hurtige rotation af nøglepersonellet, at operationens ledelse kunne blive professionel og opbygge det netværk af lokale kontakter, der er helt afgørende i indsatsen mod et oprør.
Indsats i krig kan i øvrigt kun bringes over amatørstadiet, hvis organisationen anvender situationen til at fjerne de officerer og befalingsmænd, der viser sig mindre egnede, og kun, og hurtigt, udnævne dem, som i praksis viser, at de forstår og kan deres profession.
Dette sker selvfølgelig ikke for de danske enheders vedkommende. Medens vore soldater slås og dør, betragter politikerne, forsvarsledelsen og pressen sig som i fred, hvor man hos en forsvarschef primært lægger vægt på hans evne til at klare et Klement Kjærsgaard talkshow. Forsvarschefen evne til professionel rådgivning er ligegyldig. Forsvaret er jo kun prestige- og indenrigspolitik.
Hjemvendte fra krigen må nikke genkendende til bemærkningen David H. Ucko’s kritiske analyse i ‘The New Counterinsurgency Era. Transforming the U.S. Military for Modern Wars‘ fra i år, hvor han konstaterer med citat (p. 87), at “frequent complaints (made) off the record, by officers home from Iraq, that visiting the Pentagon can be like visiting a distant planet where the war is just a speck in the sky“.
De nationale problemer med at hæve sig over fredstidsoptræden forstærkes af, at forholdet mellem NATO-landene helt domineres af normal diplomatisk, effektivitetsundergravende høflighed og hensyntagen. Chefer og stabsofficerer, der viser sig som dumme, uprofessionelle eller uden samarbejdsevne får i normalitetens og konfliktskyhedens navn lov til at fortsætte. Det er jo – i stabene – blot for sjov, det varer kun et par måneder, før vi slipper af med det trælse kvaj. (læs Thomas Larsen: Dagbog fra Afghanistan fra sidste år for eksempler). Fejltagelser går jo kun ud over soldaterne og civile Afghanere og fremmer mulighederne for nederlag.
Den effektivitetsødelæggende høflighed gælder også den helt afgørende civile genopbygningsindsats. Et af de allerstørste problemer er kombinationen af proletarisering, korruption og uduelighed i det afghanske politi. Det har været klart fra starten, at tyskerne, der havde påtaget sig opbygningsopgaven på dette område, kun gennemførte aktiviteter, som med venlighed kunne siges at være relevante for langtidsopbygningen af en demokratisk politiledelse i en større østtysk provinsby. Det skulle være stoppet straks, og relevant indsats startet.
På trods af, at det lokale politi er helt afgørende for missionens succes, og, som det ved drabet på de fem britiske soldater tragisk blev demonstreret, er der ikke tegn på, at de internationale styrker binder dem til sig ved at betale deres løn og gøre dette efter demonstreret effektivitet og på et niveau, så de frigøres fra afhængighed af lokale magtforhold og korruption.
Selv i forhold til genopbygningshjælpen fra eget land er man helt uvillig til at sikre koordination af al indsats ved at oprette en civil-militær enhedsledelse i form af én bemyndiget repræsentant for den danske stat, der kunne samarbejde med tilsvarende fra totalbemyndigede personer fra allierede og de afghanske myndigheder. For ikke at opleve en ubehagelig placering under en embedsmand fra en anden del af statsmagten har man opfundet begrebet ’samtænkning’, en eufemisme for halvhjertet og ansvarsløst samvirke.
Så meddelte et par af forsvarets personelorganisationer, at de gerne vil hjem fra Afghanistan. Det er både forståeligt, pinligt og irrelevant. Krigstjeneste er ikke frivillig ekstremidræt, men en opgave som de ansatte i Forsvaret har valgt som profession, og hvor de må gå ud fra, at den konkrete indsats er besluttet på et solidt grundlag af landets demokratisk baserede regering.
De pressefolk og politikere, der synes, at udtalelserne er interessante, burde for længe siden have sikret, at den hjemlige håndtering af Vestens indsats og Danmarks bidrag blev bygget på en grundig og åben analyse af situationen, muligheder, behov og virkninger af alternativer og af et nederlag.
De ansvarlige burde og bør sikre, at landet ikke sætter vor tids danske soldaters og andre udsendtes liv på spil i noget, der er som deres bedstefædres indsats var den 9. april 1940 og 29. august 1943: Blot en bekvem symbolsk statsning af nogle – andre – landsmænds liv, fordi man var og er for halvhjertet til at gøre det nødvendige, og derefter fortsat optræder som en struds, der med hovedet i busken afventer et ufortjent mirakel.
De første nationale skridt i et sidste forsøg på padle væk fra vandfaldet ville være:
1) Udpegning af en statslig befuldmægtiget for al – civil og militær – dansk indsats i Afghanistan med placering i Kabul og en stedfortræder i Kandahar. Den pågældende refererer direkte til stats-,udenrigs- og forsvarsministerierne.
2) To års tjeneste for alt militært og civilt nøglepersonel (chefer of stabsmedlemmer) i missionerne. ½ års overgribning. Tilfredsstillende tjeneste i missionen forudsætning for udnævnelse til næste grad for majorer og højere grader. I det hele taget skal tilfredsstillende tjeneste belønnes med fordobling at anciennitetet, dvs. at et halvt års tjeneste skal betyde, at officeren eller befalingsmanden placeres 6 måneder før personer uden udsendelse mhp. udvælgelse til udnævnelse og adgang til attraktive kurser o.l.
3) Invitation af allierede til at kritisere dansk personels effektivitet og optræden – samtidig med at vi meddeler vore allierede og afghanerne, at vi forbeholder os samme ret og pligt over for dem (den bedste ramme for en effektiv kritik er sandsynligvis en international monitørgruppe sammensat af personer med anerkendt fremragende tjeneste i missionen).
4) Direkte og omfattende engagement i udviklingen af det lokale politi i Helmand, noget der skal knyttes sammen med en betydelig udvikling af den danske styrkes efterretningskapacitet. Også her to års tjeneste med ½ års overgribning.
Dette blot som en start – straks.
Nu foreslås så, at man skal koncentrere de for få styrker om de større byer. Formålet skal være at skaffe tid til at opbygge de afghanske sikkerhedsstyrker. Koncepten er drevet af samme logik som Hitlers frontforkortninger på Østfronten under 2. Verdenskrig (meget naturligt, når man som ovenfor nævnt har passeret et tilsvarende kulminationspunkt). Den afspejler også den sovjetiske optræden i Afghanistan før den endelige tilbagetrækning. Man vil skabe tid til et eller andet mirakel kan komme til at virke, uden at man selv behøver at ændre optræden.
Forudsætningerne for, at denne løsning ikke – som for Hitler og Sovjet – blot bliver en smertefuld lidt længere vej til det sikre nederlag, er blandt andet:
1) At der i disse byer bliver mulighed for at optage og beskytte den befolkning, der flytter med for at unddrage sig oprørernes hævn for samarbejde med regeringsstyrkerne og deres allierede. Hvis hovedparten af befolkningen bliver i de rømmede områder og ser skolerne blive sprunget i luften og pigerne sendt tilbage til middelalderen, er dette et tegn på, at strategien er forkert. Hvis de følger med som interne flygtninge, hvilket på én måde er en positiv reaktion på vor indsats, leder dette til andre problemer.
2) At disse bycentrer herefter bliver mere effektivt sikret mod Taliban-infiltration. Med erfaringerne med terroristangreb i Kabul og Peshawar syd for grænsen kan man alt andet lige stille spørgsmålstegn ved, om dette er muligt. Hvordan skal man i øvrigt sikre forsyningen til byerne, hvis vejene er for usikre? – med luftbro? Byerne og udviklingsprojekter er afhængige af el fra vandkraftsværker langt fra de tæt befolkede områder. Dette gælder som muligvis bekendt også Helmand. Hvordan vil man løse det problem?
3) At rømningen ikke bliver opfattet som et nederlag og vestligt prestigetab i den Afghanske befolkning som afgørende forgifter dens tro på regeringens sejrsmuligheder.
4) At strategien ikke undergraver mulighederne for den nødvendige yderligere rekruttering til hæren og politiet. At den ikke skaber risiko for at undergrave moral og fremtidstro i de eksisterende enheder samt fastholdelsen af den egnede del af personellet.
5) At skridtet ikke forværrer mulighederne for oprørsbekæmpelse syd for grænsen i Pakistan ved at frigive landområder nord for grænsen, der kan anvendes som baser for ‘pakistansk Taliban’s krig mod den svage pakistanske regering. Da der er tale om beslægtede pashtu-stammer nord og syd for grænselinjen, er det nødvendigt at se på hele området under et.
Der synes klart, at Vesten er ved at opgive at gøre det, som er nødvendigt, og koncentrerer sig om at gøre det utilstrækkelige, som man kan blive enige om – for derefter at sidde i rundkreds med hovedet i busken og krydsede fingre under håbefuld og positiv samtænkning.