I sommeren 2005 udkom Dansk Institut for Internationale Studiers redegørelse om Danmark under den kolde krig. I efteråret efter udgivelsen kritiserede jeg bl.a. rapporten for uden et grundlag af kildestudier og analyse at konkludere, at Danmark var velforsvaret i afgørende dele af perioden mellem 1949 og 1989. Der måtte gennemføres et arbejde, der kunne underbygge, supplere og evt. justere dette billede på grundlag af arkivstudier og interviews. Hvad jeg da endnu ikke vidste, var, at Statens Arkiver tre måneder tidligere havde beordret kassation, dvs. destruktion, af hovedparten af det kildegrundlag, som var nødvendigt for at gennemføre ikke alene disse studier, men al sammenhængende militærhistorisk eller militærsociologisk forskning i hæren, søværnet og flyvevåbnet efter 1957. Der blev ikke givet begrundelser for ordren om ødelæggelse, der var ikke fremlagt de kriterier, der var lagt til grund for bestemmelserne.
Et står dog klart ved læsning af bestemmelserne, nemlig, at Statens Arkiver finder, at myndigheder, der ikke findes i den fremtidige forsvarsorganisation, skal fjernes fra historien. Det kræver åbenbart ikke argumenter at beslutte, at militærhistorien fra den kolde krig er uden interesse.
For det primære danske bidrag til det fælles NATO-forsvar af den jyske halvø, Jyske Divisions, vedkommende skulle væsentlige dele af arkivalierne kasseres, snarest belejligt. Dette gjaldt bl.a. ingeniørarkivet, divisionens artilleri, signalopklaringsenheden samt hele hærens flyvetjenestes arkiv.
Militærregionernes og alle regimenternes arkiver skal kasseres. Indtil 1960’erne havde militærregionerne og regimenterne været de ansvarlige operative myndigheder. Derefter havde regionerne haft en afgørende rolle i klargøringen af hærens myndigheder til krig, samtidig med at de var ansvarlige for den militære del af totalforsvaret af Danmark. Region IV (Fyn) og specielt Bornholms Region var fortsat samtidig operative hovedkvarterer, der var ansvarlige for forsvaret den pågældende ø. Regimenterne var ansvarlige for den praktiske mobilisering af hæren til krig, men derudover var regimenterne reelt dengang selve hæren, den afgørende ramme for personellets indsats.
For søværnets vedkommende skal bl.a. alt vedrørende eskadrerene kasseres.
I flyvevåbnets arkiv forsvinder eksempelvis alt vedrørende raketluftforsvaret.
Alt om Bornholms forsvar skal ødelægges, det gælder både for det landmilitære og maritime forsvar. For en så historisk selvbevidst gruppe som bornholmerne ville dette være et overgreb, der reelt var en forbrydelse. Befolkningen på øen har og husker andre gode historiske grunde til at føle sig ignoreret af København.
I 1980’erne kom en stadig større del af dansk landforsvar til at hvile på de såkaldte ’kampgrupper’. Det var reelt infanteribrigader, som havde ansvar for mindre krævende, normalt stedbundne, forsvarsopgaver. De fik nøgleroller i landets forsvar. To blev to placeret i kystforsvar i Køge henholdsvis Fakse Bugt, én skulle dække broerne til Lolland-Falster-Møn og den fjerde skulle forsvare øerne syd for Smålandshavet. Disse myndigheders arkiver er beordret kasseret, og det samme er tilfældet for arkivet for ’Jyske Kampgruppe’, der var mobil reserveenhed for hele området vest for Storebælt. Forsvaret ABC-centrals arkiv, der kan anvendes til at rekonstruere Forsvarets forberedelser til at støtte landet, hvis det blev ramt at atomvåben eller gasangreb, skal ’kasseres’. Det samme gælder bl.a. arkivet fra ’Militærdistrikt Storkøbenhavn’, den myndighed, der bl.a. have ansvaret for at sikre de centrale danske statsmyndigheder i Københavnsområdet under krise og krig.
Alt, hvad der ville gøre det muligt at beskrive livet i hæren, søværnet og flyvevåbnet i den sidste halvdel af det tyvende århundrede skal snarest kasseres/ødelægges. Det samme gælder for centrale dele af grundlaget for at give en dækkende beskrivelse af danske forsvarsforberedelser i perioden. Forsvarets historie er efter Statens Arkivers opfattelse åbenbart ikke en del af landets historiske ’kanon’.
I 1980’erne gennemførte jeg et militærhistorisk forskningprojekt, der skulle rekonstruere hærens forsvarsplanlægning i mellemkrigstiden. Det var vanskeligt, fordi hærens myndigheder efter 9. april havde ødelagt alt, de kunne finde, der var ’rettet mod syd’. Regeringen eller hærledelsen havde åbenbart besluttet, at forsvarsforberedelser mod det land, der rent faktisk overfaldt Danmark, var for kontroversielle til at bevare, for ‘uneutrale’. Ved udnyttelse af sekundære kilder, der ikke var ødelagt, lykkedes rekonstruktionen imidlertid til en vis grad både for mig og for en ung historiker, der fortsatte projektet med et nyt geografisk fokus.
April 2005-Direktivet fra Statens Arkiver er langt mere dybtgående end panikudlugningen i 1940. Dets virkning er med bureakratisk, velovervejet grundighed at fjerne enhver mulighed for en dækkende historieskrivning, fordi alle arkivalier fra den pågældende myndighed, også de sekundære, skal ødelægges. Direktivet skaber potentielt en uoprettelig katastrofe. Det beordrer en systematisk ødelæggelse af dansk militærhistorie fra 1957 til 2003. Baggrunden og logikken – ud over applikeret tåbelighed og arrogance – kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på.
Den kongelige Livgarde har nu angiveligt afleveret de planer for to kampgrupper, der fandtes ved regimentet, til Hærens Operative Kommandos arkiv, men her findes de ikke. Planerne for forsvaret af Køge Bugt og fra det nedlagte Danske Livregiment overførte planer for forsvaret af broerne i Smålandsfarvandet er derfor sandsynligvis gået tabt for altid. Jeg håber, at de involverede kan bringes til at skamme sig. Andre myndigheder, der skulle nedlægges eller flyttes i forbindelse med gennemførelsen af det nuværende forsvarsforlig, kan måske bedre undskyldes for at have fulgt direktivet og lavet uoprettelig ødelæggelse af hærens og dansk historie.
Ikke alt, der skulle ødelægges, er destrueret på nuværende tidspunkt. De arkiver, der var nået til Hærens Operative Kommando i Karup eller til Varde, Haderslev, Holstebro og Antvorskov Kaserner synes bevaret, måske oven i købet som resultat af en bevidst beslutning om at ignorere direktivet. De bornholmske hærarkivalier har heldigvis overlevet i et beskyttet hjørne at Almegårdens Kaserne ved Rønne. Det er blevet afklaret i løbet af de seneste otte måneder ved hjælp fra et par andre pensionerede officerer.
Det er derimod ikke klart, hvad der er sket af ødelæggelser i søværnets og flyvevåbnets arkiver i løbet af de sidste tre år.
Nu håber jeg, at det lykkes for vores historisk bevidste forsvarchef at få standset denne uforklarlige og uforklarede historieødelæggelse, om nødvendigt med støtte af ansvarlige politikere, der forhåbentligt vil kræve en hurtig og fyldestgørende forklaring fra de involverede myndigheder. En undskyldning til eftertiden ville heller ikke være af vejen.
Det er ikke kun i Blekingegadebandesagen, at Danmark har et problem med forsvundne nøglearkivalier. Som historiker – og én af de mange titusinder, der under den kolde krig arbejdede under vanskelige forhold på at forberede forsvaret af det danske ansvarsområde i alliancen – må man se det bestemte som landsskadelig virksomhed.