1. Hovedprincippet er ‘GODT NOK’: Vælg en konstruktion, som lever op til de grundlæggende, højest prioriterede krav og som har fungeret for andre forsvar. Driftsikkerhed og evnen til at tilbygge elektronik prioriteres over frontteknologi, idet Forsvaret er og fortsat kan forvente at være i krig og krævende missioner.
2. Samarbejd og lær af de lande, der allerede har det pågældende materiel. Har vi ringere driftsstatus end de, kan forklaringen kun være dysfunktion og manglende fokus hos os.
3. Projektchefens helhedsansvar og -myndighed: Ledelsen af gennemførelses-fasen af et stort bygge- eller materielprojekt skal ske ved en helt entydig udpegning af en projektchef med helhedsansvar og nødvendig fuld myndighed på tværs af linieorganisationen, herunder specielt over de centrale personelforvaltende myndigheder. Kun sådan sikres at hans professionalisme ikke må vige for bureaukratiske hensyn, der uvægerligt kompromitterer projektets gennemførelse, og at han har rådighed over en af ham selvvalgt, fuldt ud engageret og ansvarlig stab i hele projektperioden.
4. Projektchefens arbejde skal moniteres, i Forsvaret af Chefen for Forsvarets Materieltjeneste og Forsvarschefen., for den overordnede projektstyring er også et chefsansvar. Projektchefens senere karriere skal være afhængig ikke af hans iderigdom og igangsætningsevne, men af fuldstændig, succesfuld implementering.
5. Projektpakken skal omfatte alt, dvs. bl.a. reservedele, uddannelse, vedligeholdelses-infrastruktur og supplerende elektronikpakker for de første år. Udelader man dele af pakken fra starten, er det reelt manipulation af det fremtidige investeringsbudget, en uvane det er Forsvarskommandoens ansvar at stoppe.
6. Gennemført offentlighed om processen fra starten (dog undtaget forhandlings-fasen med flere leverandører). Dette skal ske for at beskytte skatteborgerne og fremme ansvarlighed i organisationen. Hvis Forsvarets ledelse kræver offentlighed for at gennemtvinge ansvar, kan hverken embedsmænd eller politikere nægte dette, uanset hvor meget de måtte frygte konsekvenserne af åbenhed.
Ad 1. Ikke som TÃ¥rnfalken, DACCIS, IC4, DR koncertsal, EH-101
Ad 2. Er det korrekt, at canadierne opererer EH-101 med 80% flyrådighed? Var det rigtigt, at australske flyselskaber opererer Bombardier Q400 uden fejl i modsætning til SAS?.I givet fald har Forsvaret og SAS ikke et materielproblem.
Ad 3. Både Operaen og Skuespilhuset i København blev bygget inden for tid og budget ud fra en succesrig efterlevelse af dette princip. Ledelsen af et kompliceret projekt er ikke noget, der kan gennemføres succesrigt med rutinearrangementer inden for 37 eller 50 timer om ugen. Der skal et bemyndiget team af engagerede og professionelle mennesker til at holde det på sporet.
Ad. 5. Dvs. ikke at underbudgetteret som Flyvevåbnet og Søværnet så ofte har, og som Hæren angiveligt nu gør det med sit nye Infanterikampkøretøj.