Rødderne til problemet er lange. Det konservative Folkeparti, der blev dannet under 1. Verdenskrig omfattede ud over den gamle landoverklasses repræsentanter også De Frikonservative, der som det britiske konservative parti var placeret i midten af det politiske spektrum.
Denne anden del af det nye parti var typisk repræsentanter for byernes elite og erhvervsliv, der som de radikale venstrefolk så sociale reformer som nødvendige for at hindre revolutionære tilstande, men i modsætning til disse – som højrefolkene – var Forsvarsvenner og uden ideologisk baserede visioner for fremtiden.
Idealisme var OK, men ideologi det ikke. Man var pragmatiske, hverken socialister eller liberalister. Forandring skulle ske som tilpasning, styret at sund fornuft og bygget på erfaringer.
Herudover stod de frikonservative og deres arvtagere for, hvad man kan kalde borgerlig anstændighed, retfærdighedssans og fairness. Den pragmatiske tilgang til politik var en god basis for den succes, partiet fik i lokalpolitik og forvaltning i flere dele af landet helt op til nu.
I landspolitikken kom de frikonservative og partiets pragmatikerne til at dominere det meste af de første 90 år, hvor man dog med Knud Bro som initiativtager og pionér adopterede bevarelse af miljøet som en del af partiets politik, en linje der kulminerede med Connie Hedegaards indsats i først dansk og senere EU-politik.
Problemerne startede i 1980’erne med Margaret Thatchers erobring af det britiske konservative parti og ændring af dette til fra et pragmatisk, social-konservativt parti til et ideologisk liberalistisk højreparti, der reelt overtog den højreplads i landets politik, som i begyndelsen af århundredet havde været fyldt af det traditionelle liberale parti. Det var før det parti, som nu kaldes liberalt sammen med Arbejderpartiets højrefløj gik samme vej som de danske radikale.
Thatchers linje blev og bliver efterabet af det danske konservative partis højrefløj, der ikke fattede og fatter, at det at være konservativ var at være cool og kritisk i forhold til ideologisk baserede – og derfor altid groft forsimplede – løsninger. Løsninger, der bliver alt andet end pragmatiske og hvor det afvises at afvente erfaringer.
For en ideologisk styret politiker, rådgivet af en teoretisk funderet “generalist”, dvs. en akademiker uden saglig eller praktisk indsigt i andet end økonomiske teoretiske faktorer og managementteori, er der ingen grund til forsigtighed eller forsøg … løsningens succes er jo selvindlysende.
Kopieringen af det ”konservative” britiske parti har nu også fået højredelen af partiet til at adoptere storebroderens nationalkonservative anti-EU-utopisme.
Problemerne fortsatte fra slutningen af 1990’erne, hvor Dansk Folkeparti fik lov til at erobre placeringen som forsvarere af Gud, Fædreland, Monarki – og her slutteligt også af Forsvarssagen. At dette parti i øvrigt valgte en fleksibel, opportunistisk taktisk linje og søgte en indvandrerpolitik, der placerede sig på linje med den konservative højrefløj, bedst markeret af Erik Ninn-Hansen – men i konflikt med en borgerlig anstændig linje – gjorde ikke situationen lettere.
Det konservative partis problem er ikke kun, at det siden den pragmatisk-brutale Hans Engell ramte betonklodsen har været uden effektiv ledelse. Sagen er, at store dele af landspartiet ikke forstår, at der er rigeligt med fundamentalistiske liberale partier i Danmark.
Der er derimod akut behov for politikere, som er aideologiske, reformskeptiske, erfaringssøgende, styrede af moden sund fornuft. Mennesker, der afviser centralistiske løsninger og som er villige til at delegere myndighed og ansvar til lokale embedsmænd og derefter effektivt forsvare deres valg overfor medierne.
Et sådant parti kunne modvirke den udvikling, der nu i næsten tyve år er blevet drevet af kombinationen af socialistisk planøkonomisk tænkning, embedsværkets teoretisk ideale og reelt ikke-prøvede management-idéer, og den liberale mistro til at offentlige ansatte kan motiveres positivt.
Et ikke-ideologisk, dvs. reelt konservativt, pragmatisk skeptisk parti – kritisk over for ideologisk og teoretisk motiverede reformer uden forsøg – kunne måske skabe sig en fremtid i dansk politik. Det ville i hvert fald udfylde et landspolitisk hul og tiltrække vælgere med livserfaring.
Det gør det nuværende historie- og hovedløse parti ikke.
Et af de afgørende argumenter for liberalisme er netop at frihed giver mulighed for en erfaringsbaseret udvikling med decentral eksperimenteren. Den offentlige sektor mangler bare nogle afgørende forudsætninger for at kunne levere en motivationsstruktur der svarer til den man finder på frie markeder.
Managementteori er et ekstremt vidt begreb – ofte er det netop erfaringsbaseret ‘best practice’ valgt ud fra konkurrerende modeller.
Det lyder fint, men er ikke realiteten som den illustreres af den offentige sektors udvikling igennem de sidste små tyve år. Den er sket under indtrykket af “New Public Management”-ideerne, som aldrig, i praksis, har demonstreret deres evne til at levere en både bedre og resurseøkonomisk hensigtsmæssig udvikling. Typisk for hele området er der tale om en ren smart teoribaseret udvikling pakket ind i 1984-agtigt new-speak som “Servicecenter“, “HR” og “businesscase” for reduktion og centralisering af service, formalisering af behandlingen af medarbejdere samt afprofessionalisering af projektetablering.
Resultatet har der været tale om massiv bureaukratisk opbygning centralt og og lokalt samt om regelstyring på standardiserede opfattelser og prioteringer, der har undergravet sagkundskabens indflydelse og derigennem også mulighederne for relevant innovation. En dygtig manager-generalistisk leder kan reducere en markedskonkurrerende virksomheds (som SAS eller DONG) omkostninger og undgå umiddelbar konkurs, men kun den specialsagkyndige har en baggrund for at skabe den innovation, der kan gøre organisationen relevant i fremtiden. Det gælder i endnu højere grad for de specialiserede offentlige aktiviteter, som har udviklet sig igennem de seneste tusinder år i civiliserede samfund.
Statskundskabsteori har et for ofte overfladisk forhold til erfaring, dvs. historisk erfaring, for at, der er sket, er historisk. Managementteoris forhold til erfaring – som jeg har oplevet den gennem 25 år som leder af professionelle chefsuddannelser – har sjældent noget dokumenteret forhold til erfaringen. Det er snarere som modebølger af kun umiddelbart set sund fornuft. Sjældent alvorligt skadelige, men altid mere velklingende facade end substans. Mere placebo end virksom medicin.
Liberalismens, dvs. kapitalismens, opfattelse af behovet for økonomisk motivation er et nødvendigt element i at hindre hensygning af offentlige strukturer, men det er kun én af de ting, der motiverer den professionelle offentlige ansatte – som lægen, officeren, læreren, forskeren, politimanden, dommeren eller socialarbejderen. Ud over et vist grundniveau, der sikrer en borgerlig livsstil og vaccinerer mod korruptionsfristelsen, er det sjældent den væsentlige motivation.
Al teori kan hjælpe til indsigt, al ideologi kan motivere hensigtsmæssig optræden, men den menneskelige virkelighed er for kompleks til at passe ind i en forenklende spændetrøje uden at blive skadet.
Derfor er der behov for en grundlæggende, aideologisk konservativ skepsis. Det er den eneste vej bort fra Kejserens Nye Klæder.
Michael Clemmesen
@ Koordt
Helt enig i at den offentlige sektor mangler “nogle afgørende forudsætninger for at kunne levere en motivationsstruktur der svarer til den man finder på frie markeder.” Et fåtal har som du forstået, at den offentlige sektor netop ikke er og aldrig kan blive et marked.
De seneste 20 års erfaring med at få den offentlige sektor til at ligne et marked har blot opnået at fjerne politisk styring og leder- og chefansvarlighed. Det har medført et produktivitetsfald på skønnet 1 procent per år og dermed en forringelse af ydelserne. (Derfor tror borgere og ansatte, at der er tale om betydelige besparelser uanset at det offentlige forbrug har været stigende i det meste af perioden).
Hvad gør vi ved det? Erfaringsfjerne DJØFere og politikere forøger i flok dosis af den samme giftige medicin, mere markedsliggørelse af noget der aldrig har været eller bliver et marked.
Når erkendelsen heraf indtræffer, er vejen fremad reprofessionalisering og farvel til generalisterne til fordel for praktisk erfarne og sagligt kompetente ledere/chefer, der ikke blot har terpet pop-teori, men reelt har bevist og fortsat beviser deres værd i praksis.
mvh Jeppe Trautner