Rigsarkivarens foreløbige reaktion – fra Statens Arkivers hjemmeside

26. marts 2008
Foreløbige oplysninger om bevaring og kassation i Forsvarets arkiver

Fremkomsten af fhv. (den korrekte betegnelse er ‘pensioneret’ det er ikke usædvanligt at anvende en forsøgt elegant derogativ, når man bliver kritiseret, DIIS-udrederne gjorde det samme, da jeg kritiserede dem) brigadegeneral Michael H. Clemmesens kritik i Weekendavisen har bevirket, at Statens Arkiver nu skriver en særskilt redegørelse for kassationer i Forsvarets arkiver. (som naturligvis må medføre en tænkepause)

Det sker med henblik på orientering af kulturministeren og offentligheden. Det er vores synspunkt, at debat om bevaring og kassation er et gode, og vi bidrager gerne til diskussionen. Når redegørelsen er færdig, er det vores agt at offentliggøre den på hjemmesiden her. I første omgang meddeler vi derfor blot nogle få foreløbige oplysninger.

Efter Statens Arkivers vurdering bevares der et meget fyldigt materiale til Forsvarets historie under den kolde krig. Det er uden for al tvivl, at det vigtigste materiale er bevaret i de centrale myndigheders arkiver. Dette gælder selvfølgelig også, når det drejer sig om de enkelte dele af landet, herunder Bornholm. Det bemærkes i den forbindelse, at da ingen enheder kom i kamp under den kolde krig, er deres egenartede historie af mindre interesse, fordi uddannelse, indsatsplanlægning og øvelsesaktivitet udgik fra centrale beslutninger.

(Opfattelsen, at det må være krigshistorien, der er den afgørende del af militærhistorien, er i det internationale, moderne historikermiljø forsvundet for 30-40 år siden. Den svarer da også til at skrive en patienthistorie på grundlag af obduktionsrapporten. Hvem er kilden til Rigsarkivarens mildest talt specielle opfattelse?

Hvem har endvidere givet Rigsarkivaren det indtryk, at man man kan skrive dansk militærhistorie under den kolde krig alene på grundlag af den centrale, nationale hensigt. Både doktrin, procedurer og forsvarsforberedelsee fandt sted i et dynamisk netværk mellem niveauerne, hvor allieredes indflydelse konkurrerede med den nationale, og den nationale styring ofte havde en meget generel karakter. Dette var ikke mindst tilfældet i hæren, uanset der var tale om indsats i Danmark, i regionernes totalforsvarsramme, eller i Holsten.)

Hvis Rigsarkivet har modtaget militærhistorisk rådgivning, synes dets opfattelse at gøre det klart:
1) At den er snæver marinehistorisk (på grund af den afledte ringe interesse for det lokale forsvar og totalforsvaret (hæren og flyvevåbnet opererer i eller fra samfundet), og på grund af troen på, at logistik er noget, der er samlet på hjembasen)
2) At den marinehistorisk har sin rod i en tidligere tid, hvor flåderne blev forudsat indsat samlet, hvor Danmark ikke var allianceintegreret og hvor arkivbestemmelserne – i modsætning til nu – tillod, at man bevarede sager fra de underlagte myndigheder.

Hvis man kun skulle rekonstruere flådens forhold under eksempelvis 1. Verdenskrig (hvilket er en del af mit igangværede forskningsprojekt), ville Rigsarkivets opfattelse være forståelig og rimelig. I forhold til Forsvarets samlede historie efter 2. Verdenskrig er den anakronistisk.

Michael H. Clemmesen har ikke omtalt, at der er udstedt bestemmelse om bevaring af størstedelen af arkiverne fra

* Forsvarsministeriet (ministeriets primære rolle var at etablere rammerne for strukturens størrelse og kvalitet, eller i det hele taget at danne broen til de nationale politiske beslutningstagere)
* Forsvarskommandoen (hovedrollen var i beredskabsopbygningen, overdragelsen af den operative kommandomyndighed til NATO-hovedkvarterer samt derefter støtte danske militære enheder logistisk)
* Hærens Operative Kommando (irrelevant for den kolde krig, hvor kommandoen ikke eksisterede, de to korpshovedkvarterer, ‘Østre’ og ‘Vestre Landsselskommando’ havde deres meget forskellige hovedroller, heldigvis skal de bevares)
* Søværnets Operative Kommando (havde kun den centrale rolle under beredskabsopbygningen og minelægningen)
* Flyvertaktisk Kommando (havde sin rolle i beredskabsopbygningen og specielt med hensyn til ren luftforsvarsindsats)
* Forsvarets Materieltjeneste (med forgængerinstitutioner) (for hærens vedkommende havde ikke Hærens Materielkommando, men parkområderne den centrale rolle)
* Forsvarets repræsentanter ved internationale organisationer (herunder NATO)
* Danske enheder i internationale operationer (dog ikke de danske ældste officerers/chefers arkiver)

Det er rigtigt, at der er udstedt bestemmelser om kassation af underordnede myndigheders arkiver, herunder regimenternes. Det er besluttet efter undersøgelser, som har vist, at indholdet her som hovedregel ikke retfærdiggør bevaringsomkostningerne. Det skyldes (1) Forsvarets tradition for arkivdannelse, (2) Forsvarets destruktion af klassificeret materiale efter særskilte bestemmelser herom og (3) Forsvarets opgavefordeling mellem centrale og lokale myndigheder.

(Det er en meget væsentlig misforståelse, at man kan skrive holdbar historie ud fra de direktiver og hensigter, som er de centrale myndigheders opgave sammen med tildelingen af resurser fra centrale puljer – lokale resurser kom fra det lokale forsvar. Der er – og var – en meget betydelig vej fra hensigt til realitet. Det, som faktisk skete, hvad der blev udført, er det centrale element i historien)

Der er ikke desto mindre bevaret arkiver fra flere underordnede myndigheder. Michael H. Clemmesen beklager tabet af arkivalier fra Jyske Division, Den Kongelige Livgarde, Danske Livregiment og Bornholms Værn. Det kan imidlertid konstateres, at brigadegeneralens oplysninger herom er falske. I Rigsarkivets samlinger indgår et omfattende materiale fra alle de nævnte enheder, fra Bornholms Værn dog kun til 1969.

(Hvis Rigsarkivaren – eller de hjælpere, der skulle formulere præmisserne for hans forudmeddelte dom – havde gjort sig selv den tjeneste at læse artiklen, i stedet for at have reageret rent Pavlovsk, ville de have set, at den skelnede mellem, hvad der var bestemt for kassation, hvilke af disse arkiver, som med meget stor sikkerhed var gået tabt, samt, hvad der under vores eftersøgning allerede nu var konstateret intakt – i modstrid med bestemmelserne.)

De fleste dele af Rigsarkivets samlinger kan slås op i databasen Daisy, som tilgås fra www.sa.dk.

(Det må også jeg anbefale. Her vil man se, at ingen centrale dele af de myndighedsarkiver, der skulle kasseres og blev vurderet sandsynligvis tabtgået, findes i Rigsarkivet.)

Bevarings- og kassationsbestemmelser for Forsvarets arkivalier kan ses på: http://oldwww.sa.dk/statslige_myndigheder/stat/bkbestem/alfindex.htm.

Johan Peter Noack
Rigsarkivar

Artikel IX: Et tilbageblik.

‘… i det hele fik jeg under min tjeneste i geleddet i de år … det indtryk, at befalingsmændenes ansvarsfølelse var ringere, end jeg var vant til. Såsnart tjenesten var tilende, havde enhver travlt med at passe sit lille ben og interessen for tjenesten trådte tilbage for interessen for de private forhold.

… navnlig forekom det mig, at stillingen var vanskelig og indskrænket for kompagnicheferne, som foruden bryderiet med mandskabet måtte se deres selvstændighed indskrænket ovenfra. Ved … Regiment(et) (i Ålborg) havde vi i Oberst … tid følelsen af, at der var en fast hånd, som ledede det hele, men lod os arbejde i frihed – men under ansvar. … når vi loyalt gjorde vort bedste for at arbejde i chefens ånd, kunne vi stole på, at vi havde ham i ryggen og at ingen fik lov at genere os.

Men ved … Regiment(et) (i København) var det anderledes, nu skulle hæren gøres populær. … selvfølgelig skal soldaterne behandles godt og tiltales som mennesker, som jeg mener selv at have gjort al min tid, og alle misligheder påtales og eventuelt straffes. Men skal vi have en hær, må vi have mulighed for at uddanne soldater og ikke næsvise og ugidelige skoledrenge.

Mine bataljons- og regimentschefer i de år var for størstedelen folk, der i hovedsagen havde gjort tjeneste ved hoffet og på kontorer, men kun var lidet fortrolige med geledtjenesten og navnlig ude af stand til at ordne tjenestegangen således, at kompagnichefernes selvstændighed blev respekteret. Deres gode menneskelige egenskaber ufortalt, til chefer egnede de sig ikke. Ængstelige, som de var, fik kompagnierne det ene pålæg eller forbud efter det andet, kompagnicheferne skulle altid være personlig ved kompagniet, og der var en evindelig og yderst smålig rettelse af de mest ligegyldige bagateller, så jeg som kompagnichef langt fra havde samme selvstændighed, som jeg havde haft som ganske ung løjtnant. Der var ikke tale om tillid. Hvor pålidelig og pligtopfyldende man end var, var det umuligt at gøre disse folk tilpas.’

Johan Clemmesen, kaptajn i hæren, R.D.: Erindringer 1868-1939. KBH 1985 om tiden i hæren 1907-13

Arkivlovens formål og dens undergravning i Statens Arkivers bevarings- og kassationsbestemmelser for Hærens myndigheder

Mine indledningsvise bemærkninger:
Hermed kan læseren selv bedømme substansen i Rigsarkivarens emails konstatering til sin afdelings efterfølgende argumentation – uden noget fagligt grundlag – at min artikel var misvisende.

Arkivloven af 2002, Kapitel 2, §4 – og tolkning af bestemmelsernes logik:

§ 4. Statens Arkiver har til formål

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov,

3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, herunder til forskningsformål,

4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,

5) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

Som det fremgår er det førstnævnte formål i 1) at sikre arkivalier af historisk værdi – dvs. sikre grundlaget for forskning, i 3) at støtte myndigheders og borgeres forskning samt i 5) selv at gennemføre forskning.

Den høje prioritering af forskning i loven er imidlertid ikke afspejlet i bestemmelserne. At man først og fremmest bevarer arkiver fra myndigheder, der fortsat findes i Forsvarets organisation, understreger, at man ser bestemmelsernes primære formål som det også i 1) nævnte at sikre ‘dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder’. Dette bekræftes af, at netop kun retlige og forvaltningsmæssige formål i bestemmelsernes generelle del angives som legitim grund til midlertidigt at bevare arkivalier, som jf. bilaget skal kasseres.

Bestemmelserne for Hærens myndigheder:

1. Stamkort m.v.
Stamkort for al personel og personelbedømmelser for alle officerer bevares.

2. Arkivalier før 1957
Alle arkivalier bevares.

3. Arkivalier efter 1957

Hærens Operative Kommando 5010 B
Vestre Landsdelskommando 0201-058 B
Hærprovsten 0201-126 B
Landsdelssignalofficer 0250-017 B
Hærens Flyvetjeneste 0280-173 K
Østre Landkommando 0201-057 B
Signalopklaringskompagn/ELK 0201-013 K
Områdetelegrafkompagni/Hæren 0201-019 K
Garnisonskommandanten i Ringsted 0201-027 K
Garnisonskommandanten i Roskilde 0201-028 K
Østre Landsdelskommando 0201-063 B (delvis afleveret til Rigsarkivet, delvis ved HOK)
6. Division (af 1951) 0201-067 B
Kasernearkiv Ringsted Kaserne 0201-084 K
1. Sjællandske Brigade 0201-094 B (de væsentlige dele synes bevaret i Antvorskov)
Området/GKMP/hæren 0250-019 K
Militærregion I 0201-105 K (sandsynligvis destrueret)
Militærregion II 0201-106 K (sandsynligvis destrueret)
Militærregion IV 0201-108 K (sandsynligvis destrueret)
Militærregion VI 0201-110 K (er aflevet til Rigsarkivet, destrueres det her?)
Hærens Artilleriskole 0290-069 K
Militærdistrikt Storkøbenhavn 0201-115 K (sandsynligvis destrueret)
Bornholms Værn/Lokalforsvarsregion Bornholms Værn 0201-064 K (centrale dele reddet på Almegårdens Kaserne)
Militærregion Sydjylland og Fyn 0201-130 K
Danske Division 0201-201 B
Jyske Division 0201-065 B (de centrale dele bevaret)
Divisionsingeniørofficeren/JDIV/DI0 0240-040 K
1. Jyske Brigade 0201-091 B (de centrale dele ved HOK)
3. Jyske Brigade 0201-093 B (de centrale dele på Haderslev Kaserne)
Divisionssignalofficeren/DSO 0250-018 K

Den Kongelige Livgarde 0210-029 B
I/Den Kongelige Livgarde 0210-030 K
1. Sjællandske Kampgruppe (LG) 0201-121 K (LG meldt – men ikke dokumenteret – aflevering til HOK, hvor der ikke er fundet spor af det)
Kommandantskabet Høvelte Telegrafkaserne 0280-063 K
3. Sjællandske Kampgruppe 0201-123 K (afleveret af Vordingborg til LG, der har meldt aflevering – men ikke dokumenteret – aflevering til HOK, hvor der ikke er fundet spor af det)
Gardehusarregimentet 0220-023 B
Militærregion V 0201-109 K (på Antvorskov Kaserne)
2. Sjællandske Kampgruppe 0201-122 K (på Antvorskov Kaserne)
4. Sjællandske Kampgruppe 0201-124 K
(på Antvorskov Kaserne)
Sjællandske Livregiment 0210-048 B
I/Sjællandske Livregiment 0210-049 K
II/Sjællandske Livregiment 0210-050 K
III/Sjællandske Livregiment 0210-051 K
Uddannelsesbataljonen 0210-054 K
4. Stabskompagni/Brigade 0210-056 K
Stabskompagni/Region V 0210-152 K
2. Vedligeholdelseskompagni/ELK 0270-040 K
Garnisonskommandanten i Slagelse 0280-030 K
Kommandantskabet Antvorskov Kaserne 0280-045 K
Prinsens Livregiment/MILRGN II 0210-045 K (sandsynligvis destrueret)
Dronningens Livregiment 0210-072 K
Garnisonskommandanten i Haderslev 0280-016 K
Kommandantskabet Haderslev Kaserne 0280-059 K
Aalborg Kaserne, Kommandantskabet 0280-101 K
Kommandantskabet i Hevringlejren 0280-205 K
Aalborg Kaserne, Kaserneeelement 0280-213 K
Jydske Dragonregiment 0220-013 K
Jyske Kampgruppe (JDR) 0201-120 K (på Holstebro Kaserne)
III/Jydske Dragonregiment 0220-016 K
IV/Jydske Dragonregiment 0220-017 K
Uddannelsesbataljonen 0220-018 K
1. Opklaringseskadron/JDR 0220-019 K
2. Opklaringseskadron/JDR 0220-020 K
3. Opklaringseskadron/JDR 0220-021 K
Garnisonseskadron/JDR 0220-022 K
Gamisonskommandanten i Holstebro 0280-020 K
Kommandantskabet Holstebro Kaserne 0280-049 K
Kongens Artilleriregiment 0230-006 K
16. Artilleriafdeling 0230-029 K
Sjællandske Landsdelsartilleri 0230-007 K
1. Vedligeholdelseskompagni/ELK 0270-039 K
Garnisonskommandanten Høvelte/Sandholm/Sjælsmark Kaserner
0280-022 K
Dronningens Artilleriregiment 0230-213 K
2. Jyske Brigade 0201-092 B (afleveret til Rigsarkivet)
Militærdistrikt Vestjylland 0201-125 K (på Varde Kaserne)
STKMP/2. Jyske Brigade 0210-158 K
Nørrejyske Artilleriregiment 0230-010 K
Jyske DIV-artilleri 0230-011 K
Sønderjyske Artilleriregiment 0230-013 K
3. Artilleriafdeling 0230-018 K
6. Artilleriafdeling 0230-021 K
10. Artilleriafdeling 0230-025 K
11. Artilleriafdeling 0230-026 K
24. Artilleriafdeling 0230-033 K
Uddannelsesafdelingen 0230-037 K
14. Luftværnsafdeling 0230-040 K
Kommandantskabet på Skive Kaserne 0280-088 K
Ingeniørregimentet 0240-045 K
Forsvarets ABC-Central 0180-028 K
Militærdistrikt Nordsjælland 0201-113 K
(sandsynligvis destrueret)
Jyske Ingeniørregiment 0240-035 K
Landsdelsingeniørofficer 0240-039 K
Sjællandske Ingeniørregiment 0240-041 K
Landsdelsingeniørofficer/ELK 0240-044 K
Garnisonskommandanten i Farum 0280-014 K
Garnisonskommandanten i Randers 0280-026 K
Kommandantskabet Farum Kaserne 0280-050 K
Forsvarets Sløringsudvalg 1055-072 K
Forsvarets udvalg vedr. dækningsmateriel/sløring 1055-073 K
Telegrafregimentet 0250-002 K
Militærregion III 0201-107 K (på Haderslev Kaserne)
Slesvigske Fodregiment 0210-041 K
Jyske Telegrafregiment 0250-001 K
Sjællandske Telegrafregiment 0250-008 K
2. Telegrafbataljon 0250-003 K
1. Telegrafbataljon 0250-009 K
Elektronisk Krigsføringskompagni/JDIV 0250-020 K
Garnisonskommandanten i Tønder 0280-032 K
Slesvigske Fodregiments Musikkorps 1060-003 B
Trænregimentet 0260-010 K
Jyske Trænregiment 0260-001 K
Sjællandske Trænregiment 0260-011 K
Logistik Støttegruppen 0260-019 K
Hærens Logistikskole 0290-074 K
Den Danske Internationale Brigade 0201-127 B
Det Danske Internationale Logistik Center 0210-039 K
2. Sjællandske Brigade 0201-095 B (fordelt mellem Antvorskov og Vordingborg Kaserner)
Militærdistrikt Vordingborg 0201-116 K
Danske Livregiment 0210-034 B
I/Danske Livregiment 0210-035 K
II/Danske Livregiment 0210-036 K
Uddannelsesbataljonen, Danske Livregiment 0210-040 K
Falsterske Fodregiment 0210-057 B
I/Falsterske Fodregiment 0210-058 K
II/Falsterske Fodregiment 0210-059 K
III/Falsterske Fodregiment 0210-060 K
United Nations Force in Cyprus (DANCON/UNFICYP) 0280-167 B
United Nations Transition Assistance Group (DANCON/
UNTAG)
0280-209 B
Task Force Fox (TFF) 0280-229 B
International Security Assistance Force (ISAF) 0280-230 B
Task Group Ferret (TG FERRET) 0280-231 B
United Nations Missions to Ethiopia and Eritrea (UNMEE) 0280-232 B
DANCON/UNICOM 0280-210 B
DANCON/UNPROFOR 0280-212 B
FN-Afdelingen 0280-161 B
Ældste Danske Officer/UNMOGIP 0280-214 K
Ældste Danske Officer/UNTSO 0280-215 K
Ældste Danske Officer/UNIKOM 0280-216 K
Ældste Danske Repræsentant/UNOMIG 0280-217 K
Ældste Danske Repræsentant/UNMOP 0280-218 K
Ældste Danske Repræsentant/UNAMSIL 0280-219 K
Ældste Danske Repræsentant/UNTAEK 0280-220 K
Ældste Danske Repræsentant/UNMIK (Kosovo) 0280-221 K
Ældste Danske Repræsentant/MONUC (Congo) 0280-222 K
Ældste Danske Officer/EUMN EC-Monitoring Mission 0280-223 K
Ældste Danske Officer/HQ SFOR (Sarajevo) 0280-224 K
Ældste Danske Officer/HQ MNB-N/KFOR (Kosovo) 0280-225 K
Ældste Danske Officer/HQ KFOR (Kosovo) 0280-226 K
Chefen for DANBN/MNB-N/KFOR 0280-227 K
Chefen for DANCON/NPBG/SFOR (Bosnien-Hercegovina) 0280-228 K
DANCON/IRAK 0280-233 B
Hærens Materielkommando 5009 B
Nordjyske Parkområde 0270-007 K
Sydjyske Parkområde 0270-008 K

Jyske Parkområde 0270-009 K
Sjællandske Parkområde 5011 K
Garnisonskommandanten i Hjørring 0280-018 K
Hærens Forsyningstjeneste 0270-048 K
Hærens Hovedværksted 0270-049 K
Hærens Parkområde 0270-050 K
Hærens Tekniske Tjeneste 0270-047 K
Ammunitionsarsenalet 0270-032 K
Hærens Ammunitionsarsenal 0270-015 K
Garnisonskommandanten i Odense 0280-025 K
Fynske Livregiment 0210-063 K
I/Fynske Livregiment 0210-064 K
II/Fynske Livregiment 0210-065 K
III/Fynske Livregiment 0210-066 K
Kommandantskabet Odense Kaserne 0280-080 K
Garnisonskommandanten i Vordingborg 0280-036 K
Kommandantskabet i Kastellet 0280-065 K
Kommandantskabet Vordingborg Kaserne 0280-098 K
Borrislejren 0280-106 K
Jægersprislejren 0280-115 K
Kommandantskabet i Melbylejren 0280-119 K
Oksbøllejren 0280-121 K
Jægerkorpset 0280-160 B
Hærens Officersskole 5022 B
Hærens Officersskole, Elevopgaver 5022 B
Hærens Sergentskole 0290-023 K
Gamisonskommandanten i Sønderborg 0280-031 K
Søgårdlejren 0280-126 K
Sergentskolen på Fyn 0290-072 K
Hærens Kampskole 0290-024 K
Panserskolen 0290-027 K

Hærens Ingeniør- og ABC-skole 0290-032 K
Militær Geografisk Tegningsarkiv 1080-016 K
Hærens Artilleriskole 0290-069 K
Hærens Signalskole 0290-034 K

Kommandantskabet i Avedørelejren 0280-103 K
HMAK skole 0290-039 K
Hærens Materiel- og Færdselsskole 0290-042 K
Hærens Træn- og Militærpolitiskole 0290-071 K
Det Kongelige Garnisonsbibliotek 0280-174 K
… (oplysninger om, hvad altid skal kasseres, selv fra myndigheder, der bevares).

Artikel VIII: Den beordrede ødelæggelse af centrale arkivalier til dansk koldkrigsmilitærhistorie (version 26_03_08).

I sommeren 2005 udkom Dansk Institut for Internationale Studiers redegørelse om Danmark under den kolde krig. I efteråret efter udgivelsen kritiserede jeg bl.a. rapporten for uden et grundlag af kildestudier og analyse at konkludere, at Danmark var velforsvaret i afgørende dele af perioden mellem 1949 og 1989. Der måtte gennemføres et arbejde, der kunne underbygge, supplere og evt. justere dette billede på grundlag af arkivstudier og interviews. Hvad jeg da endnu ikke vidste, var, at Statens Arkiver tre måneder tidligere havde beordret kassation, dvs. destruktion, af hovedparten af det kildegrundlag, som var nødvendigt for at gennemføre ikke alene disse studier, men al sammenhængende militærhistorisk eller militærsociologisk forskning i hæren, søværnet og flyvevåbnet efter 1957. Der blev ikke givet begrundelser for ordren om ødelæggelse, der var ikke fremlagt de kriterier, der var lagt til grund for bestemmelserne.

Et står dog klart ved læsning af bestemmelserne, nemlig, at Statens Arkiver finder, at myndigheder, der ikke findes i den fremtidige forsvarsorganisation, skal fjernes fra historien. Det kræver åbenbart ikke argumenter at beslutte, at militærhistorien fra den kolde krig er uden interesse.

For det primære danske bidrag til det fælles NATO-forsvar af den jyske halvø, Jyske Divisions, vedkommende skulle væsentlige dele af arkivalierne kasseres, snarest belejligt. Dette gjaldt bl.a. ingeniørarkivet, divisionens artilleri, signalopklaringsenheden samt hele hærens flyvetjenestes arkiv.

Militærregionernes og alle regimenternes arkiver skal kasseres. Indtil 1960’erne havde militærregionerne og regimenterne været de ansvarlige operative myndigheder. Derefter havde regionerne haft en afgørende rolle i klargøringen af hærens myndigheder til krig, samtidig med at de var ansvarlige for den militære del af totalforsvaret af Danmark. Region IV (Fyn) og specielt Bornholms Region var fortsat samtidig operative hovedkvarterer, der var ansvarlige for forsvaret den pågældende ø. Regimenterne var ansvarlige for den praktiske mobilisering af hæren til krig, men derudover var regimenterne reelt dengang selve hæren, den afgørende ramme for personellets indsats.

For søværnets vedkommende skal bl.a. alt vedrørende eskadrerene kasseres.

I flyvevåbnets arkiv forsvinder eksempelvis alt vedrørende raketluftforsvaret.

Alt om Bornholms forsvar skal ødelægges, det gælder både for det landmilitære og maritime forsvar. For en så historisk selvbevidst gruppe som bornholmerne ville dette være et overgreb, der reelt var en forbrydelse. Befolkningen på øen har og husker andre gode historiske grunde til at føle sig ignoreret af København.

I 1980’erne kom en stadig større del af dansk landforsvar til at hvile på de såkaldte ’kampgrupper’. Det var reelt infanteribrigader, som havde ansvar for mindre krævende, normalt stedbundne, forsvarsopgaver. De fik nøgleroller i landets forsvar. To blev to placeret i kystforsvar i Køge henholdsvis Fakse Bugt, én skulle dække broerne til Lolland-Falster-Møn og den fjerde skulle forsvare øerne syd for Smålandshavet. Disse myndigheders arkiver er beordret kasseret, og det samme er tilfældet for arkivet for ’Jyske Kampgruppe’, der var mobil reserveenhed for hele området vest for Storebælt. Forsvaret ABC-centrals arkiv, der kan anvendes til at rekonstruere Forsvarets forberedelser til at støtte landet, hvis det blev ramt at atomvåben eller gasangreb, skal ’kasseres’. Det samme gælder bl.a. arkivet fra ’Militærdistrikt Storkøbenhavn’, den myndighed, der bl.a. have ansvaret for at sikre de centrale danske statsmyndigheder i Københavnsområdet under krise og krig.

Alt, hvad der ville gøre det muligt at beskrive livet i hæren, søværnet og flyvevåbnet i den sidste halvdel af det tyvende århundrede skal snarest kasseres/ødelægges. Det samme gælder for centrale dele af grundlaget for at give en dækkende beskrivelse af danske forsvarsforberedelser i perioden. Forsvarets historie er efter Statens Arkivers opfattelse åbenbart ikke en del af landets historiske ’kanon’.

I 1980’erne gennemførte jeg et militærhistorisk forskningprojekt, der skulle rekonstruere hærens forsvarsplanlægning i mellemkrigstiden. Det var vanskeligt, fordi hærens myndigheder efter 9. april havde ødelagt alt, de kunne finde, der var ’rettet mod syd’. Regeringen eller hærledelsen havde åbenbart besluttet, at forsvarsforberedelser mod det land, der rent faktisk overfaldt Danmark, var for kontroversielle til at bevare, for ‘uneutrale’. Ved udnyttelse af sekundære kilder, der ikke var ødelagt, lykkedes rekonstruktionen imidlertid til en vis grad både for mig og for en ung historiker, der fortsatte projektet med et nyt geografisk fokus.

April 2005-Direktivet fra Statens Arkiver er langt mere dybtgående end panikudlugningen i 1940. Dets virkning er med bureakratisk, velovervejet grundighed at fjerne enhver mulighed for en dækkende historieskrivning, fordi alle arkivalier fra den pågældende myndighed, også de sekundære, skal ødelægges. Direktivet skaber potentielt en uoprettelig katastrofe. Det beordrer en systematisk ødelæggelse af dansk militærhistorie fra 1957 til 2003. Baggrunden og logikken – ud over applikeret tåbelighed og arrogance – kan jeg på nuværende tidspunkt kun gætte på.

Den kongelige Livgarde har nu angiveligt afleveret de planer for to kampgrupper, der fandtes ved regimentet, til Hærens Operative Kommandos arkiv, men her findes de ikke. Planerne for forsvaret af Køge Bugt og fra det nedlagte Danske Livregiment overførte planer for forsvaret af broerne i Smålandsfarvandet er derfor sandsynligvis gået tabt for altid. Jeg håber, at de involverede kan bringes til at skamme sig. Andre myndigheder, der skulle nedlægges eller flyttes i forbindelse med gennemførelsen af det nuværende forsvarsforlig, kan måske bedre undskyldes for at have fulgt direktivet og lavet uoprettelig ødelæggelse af hærens og dansk historie.

Ikke alt, der skulle ødelægges, er destrueret på nuværende tidspunkt. De arkiver, der var nået til Hærens Operative Kommando i Karup eller til Varde, Haderslev, Holstebro og Antvorskov Kaserner synes bevaret, måske oven i købet som resultat af en bevidst beslutning om at ignorere direktivet. De bornholmske hærarkivalier har heldigvis overlevet i et beskyttet hjørne at Almegårdens Kaserne ved Rønne. Det er blevet afklaret i løbet af de seneste otte måneder ved hjælp fra et par andre pensionerede officerer.

Det er derimod ikke klart, hvad der er sket af ødelæggelser i søværnets og flyvevåbnets arkiver i løbet af de sidste tre år.

Nu håber jeg, at det lykkes for vores historisk bevidste forsvarchef at få standset denne uforklarlige og uforklarede historieødelæggelse, om nødvendigt med støtte af ansvarlige politikere, der forhåbentligt vil kræve en hurtig og fyldestgørende forklaring fra de involverede myndigheder. En undskyldning til eftertiden ville heller ikke være af vejen.

Det er ikke kun i Blekingegadebandesagen, at Danmark har et problem med forsvundne nøglearkivalier. Som historiker – og én af de mange titusinder, der under den kolde krig arbejdede under vanskelige forhold på at forberede forsvaret af det danske ansvarsområde i alliancen – må man se det bestemte som landsskadelig virksomhed.

Artikel VII: Projektkontrollens seks bud

1. Hovedprincippet er ‘GODT NOK’: Vælg en konstruktion, som lever op til de grundlæggende, højest prioriterede krav og som har fungeret for andre forsvar. Driftsikkerhed og evnen til at tilbygge elektronik prioriteres over frontteknologi, idet Forsvaret er og fortsat kan forvente at være i krig og krævende missioner.

2. Samarbejd og lær af de lande, der allerede har det pågældende materiel. Har vi ringere driftsstatus end de, kan forklaringen kun være dysfunktion og manglende fokus hos os.

3. Projektchefens helhedsansvar og -myndighed: Ledelsen af gennemførelses-fasen af et stort bygge- eller materielprojekt skal ske ved en helt entydig udpegning af en projektchef med helhedsansvar og nødvendig fuld myndighed på tværs af linieorganisationen, herunder specielt over de centrale personelforvaltende myndigheder. Kun sådan sikres at hans professionalisme ikke må vige for bureaukratiske hensyn, der uvægerligt kompromitterer projektets gennemførelse, og at han har rådighed over en af ham selvvalgt, fuldt ud engageret og ansvarlig stab i hele projektperioden.

4. Projektchefens arbejde skal moniteres, i Forsvaret af Chefen for Forsvarets Materieltjeneste og Forsvarschefen., for den overordnede projektstyring er også et chefsansvar. Projektchefens senere karriere skal være afhængig ikke af hans iderigdom og igangsætningsevne, men af fuldstændig, succesfuld implementering.

5. Projektpakken skal omfatte alt, dvs. bl.a. reservedele, uddannelse, vedligeholdelses-infrastruktur og supplerende elektronikpakker for de første år. Udelader man dele af pakken fra starten, er det reelt manipulation af det fremtidige investeringsbudget, en uvane det er Forsvarskommandoens ansvar at stoppe.

6. Gennemført offentlighed om processen fra starten (dog undtaget forhandlings-fasen med flere leverandører). Dette skal ske for at beskytte skatteborgerne og fremme ansvarlighed i organisationen. Hvis Forsvarets ledelse kræver offentlighed for at gennemtvinge ansvar, kan hverken embedsmænd eller politikere nægte dette, uanset hvor meget de måtte frygte konsekvenserne af åbenhed.

Ad 1. Ikke som Tårnfalken, DACCIS, IC4, DR koncertsal, EH-101

Ad 2. Er det korrekt, at canadierne opererer EH-101 med 80% flyrådighed? Var det rigtigt, at australske flyselskaber opererer Bombardier Q400 uden fejl i modsætning til SAS?.I givet fald har Forsvaret og SAS ikke et materielproblem.

Ad 3. Både Operaen og Skuespilhuset i København blev bygget inden for tid og budget ud fra en succesrig efterlevelse af dette princip. Ledelsen af et kompliceret projekt er ikke noget, der kan gennemføres succesrigt med rutinearrangementer inden for 37 eller 50 timer om ugen. Der skal et bemyndiget team af engagerede og professionelle mennesker til at holde det på sporet.

Ad. 5. Dvs. ikke at underbudgetteret som Flyvevåbnet og Søværnet så ofte har, og som Hæren angiveligt nu gør det med sit nye Infanterikampkøretøj.

Artikel VI: Tænk, hvis Forsvarskommissionen følte ansvar.

Regeringen har nedsat en ny forsvarskommission. Man søger bred enighed om anskaffelse af nye jagerfly til erstatning for F-16. Intet i de involveredes offentlige udtalelser tyder på, at de vil beskæftige sig med de for Forsvarets fremtid langt mere alvorlige spørgsmål: Hærens hurtige tab af nøglepersonel og problemerne forbundet med rekruttering til krævende international tjeneste. Det er en katastrofal udvikling, der kun kan løses ved væsentlige ændringer af den nuværende forsvarsordning.

Der er gode grunde til at hærens bedste yngre personel forlader tjenesten. Ikke alene er de udsat for alle de organisatoriske og forvaltningsmæssige stressfaktorer, som alle i Forsvaret belastes af på grund af menneskefjern centralisme og bureaukratisme. De har nu i snart fem år også skullet fungere i, hvad der uanset alle juridiske spidsfindigheder er krig, en fra modstandernes side brutal, regelløs krig.

I Afghanistan må vi se i øjnene, at en fiasko vil skabe en omfattende base for øget og farligere terrorisme – gennemført af med god grund opmuntrede terrorister. Det allerede svækkede NATO vil reelt kollapse og trække det gryende europæiske forsvarssamarbejdes med ned. Det rammer selvfølgelig også os. Det er årsagen til, at et politisk flertal hidtil har ignoreret danskernes historiske tilbøjelighed til i skinhellig selvtilfredshed at lade andre tage den fulde byrde af at løse vore sikkerhedspolitiske problemer.

Men samme politiske flertal har ikke forstået at sikre hærens evne til at vedligeholde et robust militært bidrag i udlandet. Inden for deres forståelse af realiteter og muligheder har de politikere og officerer, der reelt føler et ansvar, søgt at gøre det bedst mulige for de udsendte soldater. De har gjort, hvad de kan, men desværre kun indenfor rammen af ´business as usual´. Ved sidste forsvarsforlig reformeredes Forsvarets opgaver og mobiliseringsstrukturen blev sparet væk, men den forsvarspolitiske og organisatoriske kultur, der er mindst ligeså vigtig, er stadig uforandret.

Det betaler vi nu for. Det er derfor, hæren forbløder. Resultatet af den velmenende, men utilstrækkelige indsats er, at hærens pulje af uddannet, operativt personel melder fra, ude af stand til at klare det kombinerede pres fra familien, bureaukratismen og krigen. De yngre forlader os. Der findes en alt for stor og eksplosivt voksende andel af hærens lidt ældre faste ansatte, der ikke har frisk og relevant operativ erfaring. De er henfaldet til at være uniformerede forvaltere. Deres bånd til og interesse for professionens substans blev hurtigt forsvindende, men da de har trygge, faste stillinger i stabene og servicemyndigheder, forlader de os ikke. For hærens vedkommende danner de samtidig en selvsikker blokering for den accelererede udnævnelse af de bedste chefer med relevant, ny missionserfaring, der kunne drive den nødvendige reform af professionel kultur og organisation.
Vi burde øjeblikkeligt lade vores tætteste allierede, der har Europas bedste væbnede styrker, gennemføre en kritisk gennemgang og vurdering af dansk forsvar. Briterne kunne på en professionel måde kulegrave vor struktur, prioriteringer og alle aktiviteter. Mange af problemerne kender briterne hjemmefra, og en dansk storvask med britisk lud kunne inspirere dem til klarhed for senere at kunne opnå tilsvarende forbedringer hjemme.

Desværre har Forsvaret i de seneste mange år lidt af en professionel identitetskrise. Man har anvendt formuer på at lade civile konsulentfirmaer endevende organisationen ud fra den tragiske – tragikomiske – misforståelse, at en militær organisation skal ligne en privat produktionsvirksomhed mest muligt. Resultatet af den indsats blev en tungt, trægt, ansvars- og myndighedsdræbende, konsensussøgende, endeløst mødende organisatorisk sump. Ansatte i andre dele af den offentlige sektor kan nikke genkendende til resultatet af kombinationen af centralisme, detailkontrol af alle målelige faktorer, pseudomedinddragelse, byzantiske overenskomster og arbejdstidsregler. Men unikt er det, at Forsvaret gået hele vejen til den fuldstændige centralistiske rationalisme, der er effektiv i teorien, ligesom Sovjetunionenvar det. Efter den kolde krigs afslutning, blev Forsvaret en demonstrationsmodel for Finansministeriets DJØF-managementspositivister.

Lad os nu antage, at det væsentligste mål for hærens indsats rent faktisk var at give enheder, der skulle udsendes til et konfliktsområde, de bedste vilkår for at kunne løse deres opgaver effektivt, med færrest mulige dræbte, sårede og psykisk skadede. Enhederne skulle så samlet, med alt deres personel og en rigelig reservepulje i de korrekte funktioner, have gennemgået et flere måneder langt realistisk og krævende uddannelsesforløb med rådighed over alt materiel og de nødvendige projektansatte, dvs. ikke timelønnede, instruktører. Det kunne skabe det nødvendige tætte sammenhængende team af kammerater, hvor førere og specialister har velbegrundet tillid til hinanden og til deres materiel. Folk, der ikke passer ind, og som ikke nyder tillid, skulle ved slutningen af uddannelsen være frasorteret. Enheder skal være som vagthold på en storbys brandstation eller et arbejdssjak i en dyb og usikker kulmine.

Ikke kun den militære ramme bør styrkes, men også den kritisk vigtige menneskelige: Enhedernes folk skal i størst mulig udstrækning kende hinandens familier, så disse kan støtte hinanden under udsendelsen. Cheferne bør gives ansvar for og midler til at udbygge et tæt gensidigt støttenetværk. Systemet skal nærme sig det, familierne i flådens faste personel havde i Nyboder, og som familierne fra de lette opklaringseskadroner fra Bornholm i betydelig udstrækning stadig har. Selv om de ansatte nu ikke længere vil eller kan bo tæt fysisk samlet, skal der opbygges andre former for støttende fællesaktiviteter og netværk. Et tæt kammeratskab er en forudsætning for, at enheden kan løse sin opgave med ingen eller få frameldinger før og under udsendelsen. Familiernes gensidige støtte mindsker risikoen for psykiske problemer, og fastholder flere af de soldater, der nu af en frygtsom eller desillusioneret familie presses til at forlade Forsvaret. Det er også Forsvaret, lokalt, der skal sikre, at vores folk får den hjælp fra andre offentlige myndigheder, som de har ret til. Det er enhedens chefs ansvar, og hvis vi ikke har et system, der sikrer dette, må systemet laves om.

Den største skade, der skete ved det nuværende forlig, var, at forvaltningen af hærens personel blev placeret i én central myndighed. Flåden og flyvevåbnet havde allerede tidligere en centraliseret forvaltning af kadrene, og da hærens generaler åbenbart havde glemt, hvorfor værnet havde en delegeret personelforvaltning, blev der ikke argumenteret effektivt mod ensretningen. Hærens alt for mange små tjenestesteder havde på grund af tåbeligt komplicerede overenskomster og arbejdstidsregler opbygget oppustede forvaltninger. Der skulle rationaliseres. Forsvaret overså imidlertid, at søværnets enheders sammenhæng uanset forvaltningsmåde var sikret af skibsførerens myndighed og ansvar samt af det forhold, at besætningen blev fastholdt i enheden af skibsskroget og havet udenfor. Disse vilkår har hæren ikke. Men glemte også, at flyvevåbnets operative indsats ikke medfører samme langvarige pres på alle i enheden, som tilfældet kunne være i hæren. Hærens enheders effektivitet og personellets evne til at udholde langvarig ekstrem belastning afhænger af enhedens interne sammenhængskraft, der hviler på en velbegrundet gensidig tillid opbygget gennem lang tid. Det var derfor, at værnepligtige, der var uddannet sammen, blev holdt sammen de efterfølgende år i mobiliseringsstyrken. Forsvarets valg kastede barnet ud med badevandet. Man skulle i stedet have valgt større tjenestesteder og gennemført en drastisk overenskomstsanering. Det system, vi har nu, svarer til, at der under Beredskabsstyrelsen fandtes en ‘tjeneste’, der sammensatte vagtholdene på alle landets kommunale brandstationer ud fra brandmændenes papirmæssige ‘kompetencer’.

For den enkelte må tjenesten placeres og organiseres, så den i mindre grad end nu belaster familierne med flyttepres. Ansvaret for personellet må straks flyttes tilbage til lokale chefer, som gives omfattende myndighed til individuelt at fastlægge tjenestevilkår, uden snævre begrænsninger og i direkte personlig kontakt. Mennesker er ikke materielgenstande, og må ikke, som nu, centraliseret forvaltes som sådanne. At udsende folk til krig og hjemtage dem på ordentlig menneskelig måde, er ikke foreneligt med produktionsvirksomhedens ´business as usual´. Systemets medmenneskelighed vil mindske behovet for psykologer og psykiatri under og efter udsendelsen. At indrette sig professionelt til den nye tid på alle måder, vil kunne give de fastansatte og deres familier en holdbar grund til at have tillid til Forsvaret. Det har de klart ikke nu.

Desværre er der af mange gode grunde lang vej til en robust stabilitet, der sikres ved en kombination af gulerod (en stor bonussum for deltagelse i de farligste funktioner i de mest risikable missioner) og sele (meget snævre muligheder for at slippe ud af en med enheden indgået kontrakt).

På grund af forsvarspolitikeres vælgerjagt i kredsene i Nord- og Sønderjylland er hæren stadig spredt på alt for mange små garnisoner. Enhederne må derfor i alt for stor udstrækning sammensættes ad hoc før udsendelsen. Der burde ved sidste forlig kun være bevaret en ganisonsgruppe i hver af de to hovedlandsdele. Det kunne være garnisonerne Antvorskov-Ringsted-Vordingborg på Sjælland og Varde-Oksbøl-Holstebro-Skive i Jylland. En løsning som tilgodeser rekrutteringsbehovet og giver minimal flytning for den enkelte fastansatte i hæren, og fremmer opbygningen af de støttende lokale netværk. Større garnisonsgrupper fremmer et højt aktivitetsniveau, der er forudsætningen for opbygningen af et dynamisk professionelt samspil mellem de ansatte. Når sådanne grupper er på plads, vil det være muligt at delegere myndighed og ansvar, så de store, operations- og menneskefjerne, centrale bureaukratier kan nedbygges, og beslutninger tages tæt på enheden. Tillid skabes gennem reel indflydelse, dvs. direkte adgang til en chef med ansvar og myndighed.

Forvaltningsbelastningen bør bevidst og hårdt nedbygges gennem en drastisk omlægning og forenkling af ansættelsesformer og arbejdstid. Det forudsætter et idé-drevet, politisk støttet tæt samarbejde med Forsvarets fagforeninger, som vil være den væsentligste udfordring for den kommende Forsvarsledelse. Kun ved at gøre op med de facto timeansættelsen af alle professionelle militære, ved at lade dem projektansætte som deres kolleger i udenlandske, kvalificerede militære styrker, kan man frigøre resurser fra detailforvaltningen. Det vil give færre og højere aflønnede. Som det er nu, må den lille operative del af hærens personel bære omkostningerne ved den meget store forvaltningsdel, der samtidig gennem drømmen om at skabe effektivitet gennem centralisme hæmmer det daglige arbejde.

Situationen for de udsendte enheder er gennem en medfølende kraftanstrengelse – fra ikke mindst Forsvarsministerens og nøgleofficerers side – blevet stadig bedre i de sidste tre år. Men hæren mister nu sit bedste personel på grund af en struktur og forvaltning, der ikke afspejler, at man med det eksisterende forsvarsforlig ville skabe et ekspeditionskorpsforsvar, og at en del af dette kom i krig.
Inspirér Forsvaret til at bede om britisk professionel rådgivning, og til at følge den, hurtigt, selv om det gør ondt og der senere må ske justeringer, fordi modellen ikke passer helt til danske forhold. Den passer med sikkerhed langt bedre end konsulenternes virksomhedsmodeller. Kopier den pinligt sene, med dog nu indledte afbureaukratiseringsoffensiv i undervisningssektoren.

Den hær, som statsministeren roste i sin nytårstale, mister lige nu sit hjerteblod og sin fremtid, og hvis de ansvarlige ved hvad de skal gøre, giver de ikke udtryk for denne indsigt. Måske ved de, hvad der burde gøres, men tør ikke gennemføre de ændringer, der er nødvendige for at afhjælpe situationen. Hjælp dem med at samle indsigt og beslutsomhed. Samme statsminister krævede ved sidste forsvarsforlig, at hæren skulle kunne holde 1.500 soldater ude i krævende missioner. Hvis han, hans regering og Forsvarskommissionen ikke får taget sig sammen til straks at reformere og fokusere Forsvaret på næsten alle væsentlige områder, vil vi ikke kunne komme op på mere end halvdelen af dette tal. Selv om de udsendtes missionsuddannelse nu er så god, som vilkårene gør det muligt, vil situationen stadig forværres.

11/6/07: Putin’s Russia: The Regressed Cuckoo in the European Nest

“We have been taken up with the Americans on the war on terror while rather glibly assuming that postcold war settlement in eastern Europe remained in place. We have rather forgotten that Russia has never accepted that settlement.” Jonathan Eyal, director of studies at the British Royal United Services Institute to TIMESONLINE 10/6/07

Putin’s Russia is creating maximum mischief and damage to the surrounding liberal-democratic world. Our world that arrogantly believed that history had ended and that we only had to deal with the remaining problems and issues like islamic terrorism, global warming and African misgovernment and poverty on the way to general human race happiness. It is done to feel good and prop-up the wounded national ego by rolling-back history, and get the ‘respect‘ demanded by a mafia boss. In order to reinvent an identity, Russia has chosen to regress to the good time-spirit and international style of the autocratic Aleksandr III, the last really successful Russian leader. The later most successful leader of Russian expansion – the Georgian Stalin – is treated again with proper respect.

We should remember that the Russians have tried to use any window of internal Western trouble to advance their positions or do dirty work in own backyard. World-views that aren’t based on geo-strategic ‘reality’ are naïve and dangerous nonsense to the Russian leadership. As the Russians know from repeated experience that their instruments are crude as well as the likely detrimental effects of failure, their opportunism is normally deliberate, limiting risks. If met by similarly actions that ‘speak their language’, they reconsider their actions.

From summer 1939 to summer 1940 they used the inter-European war and French defeat to move the geo-strategic borders in the West to those of the Russian Empire. Only Finland spoke their language by a determined defence – that had to be repeated in 1944.

In 1956 Western trouble in the Middle-East covered the disciplining of Hungary. Later general generational confrontation in the West and the domestic results of the Tet-offensive in the U.S. sheltered similar actions in Czechoslovakia in 1968.

American doubts and soul-searching after the Vietnam defeat and immature Western European fascination with a ‘third way’ utopia created a rather un-Russian optimistic strategic grab for world power to feed the inherent national inferiority complex. When the Americans reacted with a revitalised challenge, the Soviet system had to reform to meet that challenge. The attempts removed the supports of the rotten system, and it collapsed. The Russian Empire in Europe, lost during the defeat to Germany in 1918 and the ‘Revolution’, but partly regained during the Civil War and fully in 1940-45, disappeared again. In a final attempt to keep the Empire, the Russians used the cover of the Gulf War in 1991 in a half-hearted and clumsy attempt to discipline the Lithuanians and Latvians.

The cover of the ‘War on Terror’ after September 2001 has been used to remove Western criticism of a barbaric 19th Century type colonial campaign to keep control of North Caucasus, a part of the empire that had resisted the Russian presence from its start.

Thereafter the situation has created an ever widening gap of opportunity for deliberate Russian geo-strategic engineering. We are only beginning to see the political and military effects of the American unnecessary defeat in Iraq. It is doubtful if a soul-searching U.S. will use the future military freedom of action to follow the British example and ‘surge’ in Afghanistan, thereby enhancing NATO’s diminishing chances of success in its half-hearted ‘too little – too late’ state building and counter-insurgency campaign.

At the same time the Putin Clique has advanced quickly in a campaign to get control over Russia by means that totally reject all elements of the liberal democratic project – that is presented as alien to the simple Russian Soul.

In parallel campaigns the media have been disciplined and the decisive energy sector harnessed to state control. Assassination of independent journalists has been allowed – to reach quick results. Critical Western journalists are denied visa.

The Institute for Military History of the Ministry of Defence has been given two missions. Firstly to create the material used in the nationalistic education and brainwashing of Russian school children. Secondly to write historical misinformation to be used to smear critical neighbour states (the information is from a recent briefing by the leader of the institute during a visit to Denmark).

Nearly 60% of Putin’s present leadership cadre has its background in the claustrophobic and tunnel vision world view of the Soviet military. From reforming to meet terrorist threats, the Russian military is now again focusing on fighting or confronting states, NATO-states.

Critical voices among the Russian community abroad are silenced by pressure, if necessary by allowing assassination, legitimate under new Russian legislation.

The confusion and naivety of the West is used to the maximum. The ‘informed‘ West European public opinion is always without any historical perspective, always ‘understanding’ the other side – it must be tough to loose an empire – of course you have to find your national identity in your own way. In Western Europe you always trust the other side to be basically a well-meaning liberal wishing ‘peace in our time’.

All means of influence are used by the Russian leadership to bully and influence the former parts of the empire: By ‘sponsoring’ corrupt members of the elite, by mobilising the Russian speaking ethnic groups using the fact that they only watch Russian state controlled TV, by Russian state controlled investment in strategic economic areas of the neighbours like energy, by vilifying the neighbours and confusing the historically illiterate West European public opinion, by applying the energy and trade weapons, by using military threats in attempted coercion.

Ukraine is probably lost and Georgia is under siege. The Baltic State’s future full independence and security is presently depending on a self-serving divided EU and a NATO mired in Afghanistan. Thank God for Angela Merkel’s understanding of the issues.

Arms Control instruments that are basically anachronistic in their substance are used to tease and split a Western strategic community only capable of analysing with its vintage memory. The Russian use of the venerable CFE-treaty deliberately ignores the most important development: NATO has forced all new members to drastically reduce their self-defence forces to a level where they cannot defend themselves against even the weakest intimidation or attack. The members bordering Russia, Belarus and Ukraine had to concentrate on small expeditionary forces to become members, and most West European states have followed or are on the same path.

It might be a good idea for NATO to conduct all the future combined training for Afghanistan in Eastern Europe, thus discretely marking the continued relevance of Article V of the Washington Treaty. It would be seen as comforting by the East Europeans, it might awaken some West Europeans to the continuation of history, and it will be registered by the closely observing Russians. The Russian military knows that ready, deployable forces created for overseas operations are also capable of crisis management deterrent deployment to a front-line sector, especially if that deployment is exercised regularly.

The problem will not disappear next year. The Russians agree that the next president should be Putin’s controlled puppet, probably Ivanov, and that the master puppeteer should return to the center stage in 2012 for another two terms.

29/4/07: The real roots of the Tallinn mayhem

The Monument next to the Tallinn ‘Freedom Square’ and the City Hall would equal having a memorial close to the entrance to Tivoli in Copenhagen with a mourning Wehrmacht soldier to highlight the German sacrifices for ‘Neuropa‘ during the occupation of Denmark.

To move the bronze monument to the armed forces’ cemetary now instead of having it blown up in 1991 immediately after the end of the Soviet occupation was and is a sign of political maturity and real consideration for those who fought bravely for Stalin against Hitler, those who sacrificed themselves to replace one evil empire with a different, more robust, evil empire.

In most of Continental Europe, the Second World War became a civil war, where small and large nations were drafted, enticed or forced by lack of other options to fight for both totalitarian systems. No matter how courageously they fought for their comrades, their effort must be remembered as deeply tragic, as the Estonian have wisely chosen to do at the bloody ‘Blue Hills’ 1944 battlefield West of Narva.

Fighting for a totalitarian system must not be celebrated, but mourned.

Unfortunately the Russian leadership is far from realising or accepting this.

We in Western Europe could be grateful for the sacrifices made by the Russians fighting on the Eastern Front. They made it possible for the U.S. and Great Britain to invade the continent and liberate a space where we would get time to further develop liberal democracy. The Estonians and other East Europeans had nothing to be grateful for. They had to wait until the surviving rotting carcass of Stalin’s evil empire collapsed under the weight of its self-serving corrupt bureaucracy. They had their societies and individuals polluted for 50 years.

***********************************************************************************

Europe is facing several problems, all of these related to the tendency to ignore those problems and thereafter reacting with a combination of civilized optimistic patience and appeasement.

The development in Russia the last 10 years is one such problem, a serious one for our common European future.

Instead of using the decade to move and develop into the 21st Century, picking up the Western political civilization of the post Second World War period, the Russian political leadership has chosen to regress 100 years to the ways of the pre First World War period.

The attitude of Russia to the World and especially to its neighbours is presently close to that of the general great power attitudes of that earlier period. It is built on a demand for ‘respect‘ for the country because of its size. Is it rooted in the geo-strategic and geopolitical attitudes tainted with Social-Darwinism that dominated the conservative elites of all other major European states of the period.

During the period 1905-14 the Russian elite separated itself from the European main stream by being more concerned with domestic reform than external matters and prestige. However, today’s Russia seems to try to compensate for the ‘failing‘ of that otherwise distant period.

The concern for its position in Kosovo is a pure regression into romantic Pan-Slavism. The Finnish role in that process ensures that any logical and legitimate Russian concerns are addressed.

The respect demanded from the small – and thus contemptible and ridiculous – states on the borders is similar in type to that demanded by a mafia ‘capo‘. Presently the focus is Georgia and Estonia.

As then everywhere, the writing of history in Russia today does not seek to present a balanced truth. Russian official history under Putin and Ivanov is written to reinforce the ‘Potemkin‘ image of greatness, to enhance the ego and self-confidence of Russians.

If necessary that is done by deliberate rejection or distortion of known truth and used as a tool of disinformation and propaganda domestically, among Russians in the near and far abroad and to confuse or misguide the increasingly historically illiterate European leaders and populations.

A necessary element in this is a total rejection of the fact that Communism and especially Stalinism was a criminal political and cultural disease similar in most ways to Nazism. Stalin must now be seen and respected as one of the Great Russian leaders. The massive crimes against his own people as well as the – in Russian eyes – second rate nations like Poles and the ridiculously small Baltic nations are seen and presented as justified and necessary.

The facts in relation to Estonia, partly or fully distorted by Russian as previously Soviet historians are fairly straightforward.

The Soviets:
* got freedom of action through the Molotov-Ribbentrop deal
* used the framework of the deal to force the Estonians to accept massive Soviet controlled bases in the North and West of the country in the autumn of 1939
* used the newly established air bases (in formally neutral Estonia) in their air campaign – including the terror bombardment of Helsinki – during the unprovoked invasion of Finland in the Winter War, the act worsened by the Finns being the brother nation of Estonians
* used the strategic clarity created by the German victories in the West to invade and fully occupy Estonia in the late spring of 1940
* organised a fully Soviet controlled and rigged election to create a ‘popular wish’ to be able to justify annexation
* removed the leadership of the Estonian nation by deportation and physical destruction of the political, official and cultural elites – a process that drastically culminated in the massive, well-planned deportations just prior to the surprise German invasion of the Soviet Union
* carried out of a massive forced draft of young Estonian men in Northern Estonia for the Soviet Army and thereafter forced the mostly reluctant conscripts to fight, when they had no chance to desert from their hostage takers
* employed these Estonians at the end of the campaign in Estonia in 1944 to fight against, get killed by and kill other Estonians that had joined the German forces (the Waffen SS was the only organisation open to foreigners) during the previous year to defend against a renewed Soviet invasion – visit the soldiers’ cemetaries from the final fighting on the Sõrve peninsular on the island of Saaremaa (Ösel)
* carried out an extended campaign of terror and massive deportations to destroy the remaining resistance of the ‘Forrest Brothers’ and destroy the Estonian rural society by collectivisation
* colonised Estonia from other parts of the Union thus changing the ethnic balance of the country and especially the urban areas of the North

It took a few decades for Germany to move into the future by facing the ugly past. Japan and Turkey are finally in the process of moving. In Russia, the leadership has deliberately chosen a full return to ‘the big lie‘ and to a totally anachronistic view of the world.

Russia is no longer like an Upper Volta with nuclear weapons – and surplus natural resources. She has now regressed to become an early 20th Century spotwise economically developing authoritarian state with nuclear weapons and the surplus natural resources.

The states bordering Russia realise all too well what they see and are justly concerned. In Western Europe we are just worried about the energy supply and ready to appease and ignore to have a loaded promise and a share of the growing Russian marked.

Depressing and challenging.

Nationalistic self-brainwashing based on historical disinformation was the source of tragedies in Ireland, former Yugoslavia and the Caucasus.

When does this irresponsible nonsense stop?

Artikel V: Svindsoten – historien om dansk Forsvars landmilitære professionalisme (ver. 23-4-07)

‘Ja, og der på Deres borde står så alle reglementerne. Dem kan De selv læse. Det er jo derfor, De har studentereksamen, når De træder ind på officersskolen. Det er ikke fordi vi skal bruge reglementerne ret meget, men fordi det er vigtigt at vide, hvad der står i dem. For det første, fordi man ellers ikke ved, hvad det er, man afviger fra, når det er nødvendigt. For det andet, fordi man ellers ikke ved, hvad det er, der skal skrives om. Og det er jo det, der bliver d’Herrers fornemste opgave i fremtiden: at finde ud af, hvornår det, der står i reglementerne er så forkert, at det skal skrives om samt, at finde ud af, hvad der så skal stå i stedet.’ (Taktik- og hovedlærer major Helge Kroon til kadetterne i klasse ‘Hedemann‘ på Hærens Officersskole i maj 1962)

Dette citat illustrerer med provokerende klarhed, hvad militær professionalisme indebærer, nemlig at officeren aldrig primært må blive forvalter af et bestemmelseskompleks, men at han skal opbygge indsigten og evnen til hele tiden at udfordre dette, så organisationen kan forblive fleksibel og fokuseret. Desværre var og er Kroon en ener, der udfordrede udviklingen. Han glemte ‘at tage sig daglige Hold Kæft pille’, som han senere udtrykte det, da han var blevet krigshistorielærer i klasse ‘Rye’ små fire år senere. Han blev pensioneret som oberstløjtnant, bl.a. fordi han irriterede den personligt dygtige hærchef general Vegger, der desværre samlede på jasigere.

Samfundet og politikerne stiller rutinemæssigt betydelige resurser til rådighed for Forsvaret. Man må tro, at de går ud fra, at organisationen er i stand altid at bevare den militære professionalisme, der afgør, om organisationen er og forbliver i stand til at løse sine skiftende opgaver rimeligt effektivt.

Samfund og politikere går vel ud fra, at professionalisme kunne bevares upåvirket af det danske samfunds og de danske politikeres mildest talt ambivalente holdning til dansk militær gennem det sidste århundrede, og at den kan forblive uberørt af den voldsomt stigende forvaltningsbelastning, som har præget hele den danske offentlige sektor i de seneste 20-30 år, og som allerede er beskrevet her på bloggen. Dette er selvfølgelig ikke tilfældet.

Denne blog-artikel skitserer, hvordan og af hvad professionalismen blev nedslidt, blev tuberkuløs. For at få et klart billede, er det nødvendigt at betragte en lang periode. De officerer, der havde hovedrollen startede deres tjeneste i mellemkrigstiden og den kolde krigs første to årtier.

Søværnets professionelle henfald er begrænset af naturens, havets, hårdt disciplinerende korrektion. Flyvevåbnets professionalisme har, af naturlige grunde, altid haft et meget snævert fokus. Det er krævende at flyve sikkert. Derfor vil denne artikel først og fremmest dreje sig om udviklingen i hæren, det største værn.

Forholdet mellem de tre værn i den nuværende situation og i fremtiden vil blive dækket af en senere artikel.
Den debat, der forhåbentlig følger, bør dreje sig om, hvad der kan gøres for at vende den deprimerende udvikling. Hvis dette ikke sker, bør butikken lukkes, og vi bør udlicitere de mere krævende militære sager til andre, der fortsat kan klare dem.

Hvordan det burde være
Karakteren af en militær organisation gør, at den professionelle forståelse og de professionelle færdigheder kun kan udvikles fuldt over en ret lang årrække, vel normalt i fredstid over 20-30 år. I krig er læreprocessen hurtigere.

Når der har været tale om et hensigtsmæssigt forløb, kan den ledende gruppe af officerer og deres primære hjælpere:
* I dybden forstå karakteren af enhver slags krig eller konflikt, staten kan blive involveret i, også sådanne, som politikerne offentligt meddeler, man aldrig vil deltage i. Den skal herunder have udviklet en akut og sikker fornemmelse for alle typer af militære styrkers muligheder og begrænsninger i hver slags konflikt, både generelt og medhensyn til egen stats styrker.
* På dette grundlag give kompetent, dvs. også selvkritisk rådgivning til regeringen om militære styrkers muligheder henholdsvis manglende muligheder, alene eller sammen med andre typer af indsats i enhver type krig eller konflikt overalt i verden.
* Forstå, at det ikke alene er regeringens ansvar at søge en effektiv dialog. Sådan virker demokratiet og statsmagten ikke. Det skal gøres entydigt klart for politikerne, at Danmark ikke igen skal tumle optimistisk og uforberedt ind i konflikter – som i 1863-64 og desværre et par gange for nyligt (Kroon udgav sidste år en lille bog, der bl.a. følger virkninger af den utilstrækkelige dialog i 1864).
* Kompetent og fleksibelt fremme en effektiv dialog og debat om den fremtidige organisation og de fremtidige væbnede styrker.
* I dybden forstå, hvorledes man rekrutterer til, organiserer, uddanner og bevarer militære enheder og støttestrukturer, der er så robuste og motiverede, at de kan fungere effektivt og disciplineret i enhver situation på trods af tab og momentvise problemer med opinionen i indsatsområdet eller hjemme. Herunder forstå, hvad der gør, at individet og familien fastholder ønsket om tilknytning.
* Effektivt lede og motivere meget komplekse organisationer under et ekstremt stress, frygt og arbejdspres, organisationer, der er sammensat af en mangfoldighed af fra gode over middelmådige til dårlige specialister. Skal kunne lede sådanne styrker med en følelse af ansvarlighed, der gør, at enhver chef altid er klar til at handle på eget ansvar, og tage konsekvenserne, hvis situationen byder dette. Der kan ikke være en garanteret jobsikkerhed i denne branche.
* Uddanne og udvikle den næste generation af militære professionelle, så disse både kan virke i de eksisterende opgaver og effektivt inspirere en robust tilpasning mod fremtiden.

Hvis den professionelle gruppe er fra den en småstat som Danmark, er kravene til overlegen kompetence endnu mere absolut, fordi hver enkelt officer i internationalt samarbejde skal være så indlysende professionelt kompetent, at han/hun bliver hørt og respekteret af stormagternes professionelle. Fra personlig erfaring ved jeg, at det er vanskeligt, men dog muligt.

Grundproblemet og løsningen
I modsætning til lægerne, den anden profession, hvor dygtighed forudsætter en blanding af stadig ajourført viden, erfaring og stadig opdaterede færdigheder, er det i den militære profession sjældent, at man kan få praktisk erfaring, og når dette sker, er det ofte under så specielle vilkår, at erfaringernes relevans i fremtidige situationer er usikker.

Professionel kvalitet må derfor sikres gennem systematiske og kritiske analyser af andres erfaringer. På dette grundlag må der laves så realistiske og krævende øvelser, at den ‘opvoksende’ professionelle kan lære af personlig fiasko og succes i situationer, hvor dette ikke i unødvendig grad kræver egne soldaters eller uskyldige civilpersoners liv eller medfører ulykker for staten.

Man kan sige, at den militære professionelle er som en svømmer, der ved, at han på et tidspunkt kan blive kastet overbord under en storm i det nordlige Atlanterhav eller få til opgave at passere Niagara-floden lige oven for faldene. Desværre kan han kun øve svømning på land samt et par gange hvert femte år i den lave ende af et svømmebassin.

I denne situation er det ikke så vanskeligt at forstå, at de militære professionelle aktiviteter – styrkeopbygning, kadreuddannelse, øvelser, planlægning og formuleringer af bestemmelser – ofte bliver domineret af fra forenklede til grundfalske idéer. At det kan ramme selv de dygtigste og mest professionelle har amerikanerne fra 2003 demonstreret i Irak og det israelske flyvevåben i 2006 vist i Sydlibanon.

For på trods af disse faldgruber og sumpe at udvikle militære professionelle af en rimelig kvalitet, indeholdt og indeholder karriereofficerens tjeneste altid nogenlunde samme elementer.

Først og fremmest en grundlæggende officersuddannelse. Før denne indledes, prøves kandidatens praktiske lederegenskaber. I Danmark er dette normalt sket gennem praktisk tjeneste som underofficer eller reserveofficer samt en formel optagelsesprøve.

Uddannelsen giver for det første kadetten forståelse for professionens ramme, herunder statskundskab, lidt om kriges og konflikters karakter, almendannende krigshistorie samt oplysninger om de andre værn og specialiteter. Derudover forberedes kadetten funktionelt og holdningsmæssigt til sin første tjeneste ved at lære optræden som officer, tjenesteforhold og forvaltningsregler, retorik, jura, enheders taktiske optræden samt at føre og lede enheder, herunder gives kadetten den nødvendige pædagogiske, psykologiske og sociologiske viden. Endelig suppleres tidligere uddannelse eventuel med undervisning i sprog, matematik, fysik, teknik og topografi.

Derefter følger i virkeligheden den mest afgørende periode i personens professionelle udvikling, de første 5-8 års tjeneste som ung officer. Karakteren af denne samt holdningspåvirkningerne og kravene under den bestemmer reelt, om officeren udvikles til en militær professionel eller en meget begrænset anvendelig funktionær i uniform.

På grundlaget af den individuelle udvikling i denne første og senere perioder med praktisk tjeneste har karriereofficeren så perioder med formel videregående uddannelse af fra 6 til 22 måneders varighed. Afhængigt af, hvilket land, der tales om, vil en officer før udnævnelsen til general eller admiral have gennemført 2 eller 3 sådanne generelle videregående kurser.

Under disse uddannelser vil officerens forståelse af den professionelle ramme blive udbygget, horisonten udvidet, forudfattede meninger demoleret. Det er nødvendigt, fordi tjenesten på højere niveau kræver en dybere teoretisk forståelse, mere viden om andre dele af staten samt om de internationale organisationer og sammenhænge, officeren skal virke i. Herudover forberedes officeren funktionelt til at kunne forvalte og anvende stadig større og mere sammensatte militære organisationer. Der kan endvidere ske en udbygning af officerens generelle uddannelse, herunder ikke mindst i sprog.

I den professionelt bevidste militære organisation vil man anvende nogle af de absolut bedste og generelt anerkendte officerer som lærere i både denne generelle uddannelsesstruktur og på de mere specialiserede skoler. Dette sker dels for at sikre mulighed for professionel fordybelse hos disse. Det er altid lærerne, der lærer mest i et uddannelsessamspil. Man udnytter også det afgørende potentiale, som disse officerer har for at blive rollemodeller for deres yngre kolleger. Endelig får lærergrupperne så en naturlig og bredt accepteret rolle som dynamo og katalysator i organisationens stadige fornyelse, som kommandomyndigheder uanset formelt ansvar må prioritere lavere end forvaltnings- og planlægningsopgaver.

Som andre sunde professioner kendetegnes også en sund militær profession af uenighed og en intensiv kritisk professionel debat på tjenestestederne og i de forskellige faglige publikationer. Uenighed og debat drives af, at en betydelig del af officerskorpset aktivt dels følger den professionelle udvikling i udlandet, dels studerer og dybdeanalyserer den nyeste og anden relevant professionel erfaring, dvs. krigshistorien. Denne debats argumenter inspirerer organisationens udvikling og er en effektiv garanti mod professionelt henfald.

Disse udbredte professionelle studier sikrer fokus og kvalitet af taktiske bestemmelser og krigsplanlægningen. Den sikrer også, at de større og mindre øvelser, som er officerskorpsets vigtigste vej til nogenlunde realistiske, praktiske erfaringer, bliver så krævende som muligt i fredstid. Dette nøglekrav inspirerer ikke mindst, at øvelserne gennemføres i to partier med fri føring, således at officererne gives mulighed for at vise fantasi og kreativitet, at risikere noget for succes, og derved også får mulighed for at lære effektivt af egne professionelle fejltagelser. Netop sådanne øvelser var en central del af den amerikanske militære renæssance efter Vietnam-krigen.

Indledende bemærkninger
At tale om udviklingen af professionalismen i et officerskorps indebærer en næsten absurd forenkling af virkeligheden. Der vil altid være dovne, overfladiske, ubegavede, opportunistiske og snobbede medlemmer af gruppen, ligesom, der vil være dygtige, uegennyttige, søgende og effektive mennesker med naturlige lederegenskaber.

I virkeligheden defineres korpsets professionalisme reelt af de efter forskellige kriterier bedste, mest engagerede i hver årgang af de yngste og mellemste officersgrader og af den bedste halvdel af de højeste grader. Disse generelt anerkendt bedste officerers normer, interesser og optræden vil påvirke resten.

Alle, der har været i berøring med den danske hær i forskellige dele af denne lange periode har haft både gode erfaringer, gode eksempler og det modsatte. Jeg har fremhævet Helge Kroon som en personlig inspiration, og jeg vil supplere med navnet på min senere åbne og inspirerende chef Peter Jessen. Under de samtaler, jeg har haft under udviklingen af denne artikel, nævnes generalmajorerne Hieronimus Havning og Holger Denker konstant med dyb respekt. Det var de to chefer for Jyske Division, der færdigudviklede denne, hærens hovedprojekt i begyndelsen 1980’erne.

Det er imidlertid værd at bemærke, at alle disse officerer oplevede som unge officerer hærens genopbygning i begyndelsen af 1950’erne. Den periode formede dem. Med deres tjeneste blev robuste professionelle holdninger og substans båret frem til perioder, hvor henfaldet var ved at ske omkring dem.

1908-1928
De generaler og oberster, der var ledere af udviklingen af hæren fra 1949 havde de formative år som unge officerer i 1920’erne. De var den første gruppe officerer, der blev tvunget til at forstå, at hæren ikke selv, autonomt i forhold til politikerne, kunne bestemme hvordan styrkerne skulle anvendes i krig. I moderne forstand var de den første gruppe professionelle officerer.

Op til og under 1. Verdenskrig havde hærens ledelse haft den opfattelse, at man uanset de forskellige partiers varierende opfattelser, uanset den vedtagne strategiske logik bag forsvarslovene, skulle koncentrere sig om at udnytte Københavns Befæstning således, at man ved den tyske invasion kunne forsvare nationens ære længst muligt. I 1922 blev landbefæstningen nedlagt, og officerskorpset skulle finde et nyt fokus for hærens udvikling og aktiviteter. Man var for første gang siden nederlaget i 1864 tvunget til at koncentrere sig om at skabe et effektivt ‘levende værn‘, enheder der effektivt kunne gennemføre en mobil forsvarskamp.

I løbet af 1920’erne erkendte man, at den eksisterende 1922-hærordning var for stor. Kadrerne var for små og gennemsnitligt for dårligt uddannede til at sikre kvalitet i enhederne. Det var også urealistisk at skaffe moderne materiel til så store styrker. Ved udgangen af perioden søgte man derfor mod en mindre hær med en langt højere gennemsnitlig kvalitet.

Som nævnt havde hærledelsen erkendt det uholdbare i at ignorere politikerne i de reelle forsvarsforberedelser. Man måtte skabe en dialog, der gav en fælles forståelse og realistisk resurseramme for det landmilitære forsvar.

Det var imidlertid ikke ligetil. Med mindre variationer var alle danske politikere enige med salig Hørup i, at dansk forsvarsindsats ikke ‘kunne nytte‘. Uenigheden drejede sig om, hvorvidt man alligevel skulle kæmpe for landets ære eller om man måske ved en demonstreret forsvarsevne kunne få stormagterne til at overveje, om der ikke var et bedre alternativ til alvorligt at krænke dansk neutralitet.

Samme Hørup havde i den politiske kamp i 1890’erne stemplet alle dem, som fortsat mente, at værnene havde nogen som helst værdi og rolle, som ‘militarister’. Al forsvarsindsats var ‘militaristisk’. Begrebet var dengang et godt våben i kampen om kontrollen over Venstre mod dem, der mente, at militære styrker havde en væsentlig rolle i sikringen af neutraliteten, og som derfor ikke ville afruste landet helt. Forløbet og belastningen under 1. Verdenskrig gjorde, at den totalt afvisende holdning til værnene bredte sig i befolkningen, og fra 1929 sad socialdemokraterne med de radikale solidt på magten. Derefter var det kun et spørgsmål om tid før Danmark ville kunne føre en klar ‘anti-militarisk‘ afrustningspolitik.

1928-1948
Hærens ledelse søgte imidlertid i første omgang en dialog med forsvarsinteresserede politikere fra Venstre, der sammen med de konservative stadig kontrollerede Landstinget. Dette gav resultat i den forstand, at det fra 1928 til de nye forsvarslove i 1932 lykkedes at afværge admiral Rechnitzers – Direktøren i Marineministeriets – angreb, der med argumenter hentet fra de Radikale skulle reducere hæren til en grænsebevogtningsstyrke og således frigive midler til akut investeringer i nyt skibsmateriel.

1932-ordningen betød, at den nu mindre hær kunne sikres en højere kvalitet i enhederne. Den resterende del af Fæstningen, søforterne, blev overført til Søværnet, så hæren kunne koncentrere sig om at udvikle evnen til mobile operationer.

Det holdningsskift i forsvarspositiv retning i Socialdemokratiet, der skete i det første par år efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland, betød at hærchefen generalløjtnant With indledte en dialog med Stauning, der i den periode selv var forsvarsminister. Imidlertid gjorde kombinationen af forsvarskritiske socialdemokrater og holdningen i den radikale koalitionspartner, at dialogen ikke gav nogen resultater. Tiden var endnu ikke til det, og det var også begrænset, hvor langt selv de mest forsvarsvillige socialdemokrater var klar til at gå.

Dette betød, at den meget positive udvikling i den interne professionelle udvikling i både hærens og søværnets officerskorps i 1930’erne i situationen forblev forsvarspolitisk irrelevant. Dette på trods af, at den tilnærmede sig idealbilledet.

Dette betød, at de to værn i 1930?erne i indbyrdes kamp om de begrænsede resurser, som politikerne trods alt mente at kunne anvende, var organisationer, der blot overlevede som under belejring. Den brede befolknings holdning varierede fra mistillid til foragt, medens officererne trøstede sig med egne sysler og ved at se sig en del af hovedstadens og provinsbyernes bedre borgerskab.

Hæren overlevede internt ved at forberede sig professionelt til den tid, hvor politikerne ændrede mening og igen ville forsvare Danmark. I sidste halvdel af 1930’erne udviklede hæren selv realistiske taktiske metoder, der kunne skabe mulighed for effektiv modstand ved pansrede tyske styrkers indmarch i Jylland. Man fulgte og lærte af den professionelle udvikling syd for grænsen, og man gennemførte en professionel operativ planlægning for anvendelsen af de begrænsede styrker, man ville råde over ved mobilisering. Ganske vist var officererne – som tyskerne bemærkede den 9. april – ofte for gamle til deres funktioner, men teknisk professionelle var de. Den teknisk dygtige, men politisk naive, national-konservative artillerist Kryssing blev efter sin periode som chef for Frikorpset blev Waffen SS’ bedste artillerifører.

Søværnet ajourførte sin ekspertise på minekrigsområdet og øvede sig i at anvende de stadig bedre torpedobåde og undervandsbåde, man fik i slutningen af 1930’erne. Den 29. august 1943 demonstrerede man robust politisk sans og effektivitet, da man ødelagde skibene for næsen af tyskerne.

1948-1968
På nogle områder nåede Forsvaret sit professionelle højdepunkt inden for denne periode, i dennes sidste fem år.

Reaktionen efter besættelsestiden, genopbygningen og optimismen førte til rekrutteringen af en stor og særdeles dygtig gruppe personer, der derefter påvirkede Forsvaret i de efterfølgende år. De blev inspireret af de bedste af de lidt ældre officerer, der havde oplevet og overlevet krigsårene. Kroon, Havning og Denker var klassekammerater. De havde som ældre teenagere deltaget i modstandsbevægelsen. De blev officerer i 1948.

Disse unge ledere af efterkrigsofficererne var ofte engageret uenige, og denne uenighed var en katalysator i denne periodes professionelle udvikling, der bl.a. medførte, at Forsvaret i disse sidste år i perioden kom langt foran de øvrige dele af Danmark i moderne ledelsesprincipper og pædagogik. Hæren fik en enestående klar og hensigtsmæssig reform af officersuddannelsen. Organisationen af hærens primære enheder, brigaderne, kom ved en national dansk udvikling i front i NATO.

Officerer, der som disse og andre lidt yngre, der voksede op i 1950’erne, husker dog ikke kun perioden for lyspunkter af høj professionel kvalitet. Det var sandsynligvis de år, hvor der var størst forskel mellem kvaliteten af officerskorpsets top og dets bund.

Mellemkrigstidens og krigsårenes lille hærs lille officerskorps skulle nu bemande og lede en langt større organisation. Ganske vist havde man kun mistet en håndfuld i modstandskampen og en lidt større gruppe på grund af tysk krigstjeneste, men et par af de bedste, som man jo desværre altid har for få af, havde valgt østfronten. Man fyldte op med kadrer fra modstandsbevægelsen af stærkt varierende kvalitet. Resultatet var, at en al for stor del af periodens regimenter og bataljoner var under kommando af officerer, der kunne være udnævnt op til to grader over deres ‘Peter-niveau’.

Et andet forhold fik imidlertid en afgørende negativ langtidsvirkning. Det blev ikke de diskuterende, professionelt interesserede officerer som Denker og Havning, der kom til at præge hærens udvikling i de næste år. Nøglepersonerne søgte og fik karriere via tjeneste i den altid mest magtfulde del af et hvilket som helst militært bureaukrati, personelforvaltningen af officerer. At dette kunne ske var et decideret uprofessionelt ledelsessvigt fra hærchefernes side i 1960’erne og 1970’erne.

Under besættelsen var der blevet etableret en tæt forståelse med arbejderbevægelsen, der levede videre i de efterfølgende årtier i organisationen ‘Folk og Værn‘. Det betød en afslutning på officerskorpsets isolation fra meget store dele af det danske samfund.

Den mængde nyt materiel, der fulgte med Våbenhjælpen gjorde det muligt at opbygge værnene og gav et højt aktivitetsniveau og gode karrieremuligheder.

Det var i begyndelsen af betydning, at en væsentlig del af de officerer, der herefter kom til at stå for genopbygningen af hæren, havde gjort tjeneste i Den Danske Brigade i Sverige. Denne tjeneste havde været særdeles krævende og derfor lærerig, fordi brigaden som den eneste større enhed i den danske hær i det 20. århundrede på enhver måde blev professionelt forberedt til krig. I modsætning til de officerer fra hæren, der gjorde allieret krigstjeneste, var brigadens officerer i stor udstrækning karriereofficerer af linien.

Erfaringerne fra først 2. Verdenskrig og derefter Korea-krigen var indlysende relevante og blev studeret og diskuteret aktivt af officerskorpsene og blev opfattet at alle som en væsentlig del af professionens fundament.

Det var naturligt, at de bedste officerer havde en periode som lærer. Otto Lind, der endte som Forsvarschef, virkede i en periode i efterkrigstiden som leder af et reserveofficerskursus. Kroon, som jeg startede med at citere, var ganske vist ikke typisk i sin respektløse holdning til dogmer, men han var dengang og er stadig set som et professionelt, inspirerende lyspunkt af kolleger og elever. Han var min krigshistorielærer fra 1965 til 68.

Imidlertid indeholdt perioden også starten af en stærk påvirkning, der senere var med til at svække selvstændig tankevirksomhed i hærens officerskorps. I 1952-53 tvang Europakommandoens næstkommanderende, Marskal Montgomery, Danmark til at hæve tjenestetiden for værnepligtige fra 12 til 18 måneder samt gennemføre omfattende kasernebyggerier for at få plads til den ekstra styrke. Udgangspunktet for kravet var påstanden om, at Sovjetunionen ville og kunne angribe uden varsel, så der ville ikke blive tid til mobilisering.

For det første kortsluttede denne udvikling den eksisterende hærmodel, der havde været fokuseret på at kombinere fredsstyrkens kupberedskab med dens indsats for at uddanne en god, stor mobiliseringshær.
For det andet førte det til protestmytterier i tjenstgørende enheder, der skulle være inde længere.
For det tredje betød den længere tjenestetid, at der blev disciplinproblemer, fordi man ikke kunne anvende den ekstra tid på en måde, der blev opfattet som meningsfuld af de værnepligtige og befolkningen.

Denne eftergivenhed overfor alliancens krav førte til den politiske strid om tjenestetidens længde, der blev et centralt og stærkt negativt element i forsvarsdebatten i de efterfølgende godt 25 år. Officerskorpset brugte de næste 20 år sin energi på at forsvare virkningerne af diktatet på trods af, at det ikke havde været eller var bygget på en holbar opfattelse af Danmarks strategiske situation og muligheder.

Det var ikke den eneste problematiske følge af angelsaksisk militært modepres. Fra midten af 1950’erne blev de europæiske NATO-lande udsat for et stærk amerikansk-britisk pres. Da begge lande skulle have plads til opbygningen af deres strategiske kernevåbenstyrker indenfor et kontrolleret forsvarsbudget, skulle de mindre, taktiske kernevåben gives en integreret og central rolle i forsvarskampen på landjorden.

Dette fik direkte indflydelse på hærens taktiske udvikling i 1960?erne. Man kan sige, at hærens kampdoktrin og organisation blev bygget op om anvendelsen af taktiske kernevåben. Atomvåben skulle kompensere for strukturens lave materielstyrke.

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at allerede før denne danske udvikling blev begyndt, havde den amerikanske hær erkendt det umulige i at integrere anvendelsen af taktiske kernevåben med normale hærstyrkers indsættelse, og de tyske styrker, vi skulle kæmpe sammen med, havde åbent afvist det rimelige i et forsøge.

Dansk landmilitær professionalisme var for mange år derefter knyttet sammen med et projekt, der kan karakteriseres som taktikkens ‘cirklens kvadratur‘. En yderligere virkning blev, at kernevåbnenes centrale rolle gjorde det stadig lettere at påstå, at alle krigshistoriske erfaringer var irrelevante i den nye tid.

Det blev desværre ikke sidste gang, at lagrede fikse ideer og militære moderetninger fra USA kom til at afløse en erfaringsbaseret professionel udvikling i den danske hær.

1968-1988
Med Ungdomsdomsoprøret og Vietnambevægelsen fulgte en kritisk holdning til NATO og til dansk forsvar. Forsvarets svigtende evne til at motivere de værnepligtige havde allerede i en årrække været et problem. Som i mellemkrigstiden blev officerer i store dele af befolkningen opfattet som risikable ‘militarister‘.

Under periodens afspænding mellem Øst og Vest i Europa blev realismen i en hærdoktrin, der var bygget omkring anvendelse af taktiske kernevåben på egen jord mere og mere tvivlsom.

I begyndelsen af 1970 blev Forsvarets rolle, ikke mindst blandt politikerne, set som at afskrække et i øvrigt helt usandsynligt angreb og så i øvrigt bidrage til at ‘styre’ ved at signalere en pæn blanding af tilbageholdenhed og beslutsomhed, hvis der trods alt skulle komme en alvorlig krise imellem Øst og Vest i Europa. Danmark skulle med vor tilbageholdenhed bidrage til Den nordiske Balance, der havde gjort Nordeuropa til et lavspændingsområde. Forsvaret skulle være et symbol og et signal, roller som ikke just nødvendiggør eller nærer en professionel debat og udvikling.

Forsvarets reaktion blev, opmuntret af politikerne, at tilnærme livet i Forsvaret til livet udenfor Forsvaret. Det var blot en anden virksomhed. Der blev gennemført voldsomme reduktioner i indsatsberedskabet. Soldaterne kunne overnatte hjemme. Alt fast- og kontraktansat personel blev underlagt arbejdstidsregler, dvs. en fast ugentlig arbejdstid.

Man glemte eller ignorerede, at en yngre officers tjeneste (som en læges) også har til formål at uddanne ham professionelt. Man forudsatte arbitrært, at man var i stand til at holde sig selv professionelt ajour inden for 40 senere 37 timer om ugen. Dette var nødvendiggjort af ‘den samfundsskabte virkelig‘. Det var det begreb, som man i Forsvaret herefter anvendte til at begrunde og retfærdiggøre, at man glemte eller bevidst forlod velbegrundet professionel praksis.

I periodens start ændrede man uddannelsessystemet fra at være målstyret med metodefrihed til i høj grad at blive en afvikling af standardlektioner. Da dette stillede langt mindre krav til officerskorpsets kreativitet og dygtighed, medvirkede det nye system til, at hæren til en vis grad flyttede opmærksomheden fra uddannelsens resultater og substans til undervisningsprocessen. Nu var det muligt at koncentrere sig om, hvorvidt soldaterne havde modtaget alle lektionerne. Mange så udviklingen som en fordel, fordi de uddannende officerer ikke længere i så høj grad skulle tænke selv. Man må gå ud fra, at motivet var at hjælpe de svage, der reelt burde være blevet henvist til anden anvendelse end uddannelsen. Resultatet blev lidt efter lidt, at flere følte sig fritaget fra professionel prioritering og metodevalg.

Hærens professionelle udvikling blev fra 1970’erne også negativt påvirket af, den for entydigt prioriterede sine pansrede enheder. Bortset fra på Bornholm, hvor der ikke var placeret panserinfanteri, og delvis i Livgarden, hvor man også måtte prioritere den ‘Blå Vagt‘, var der ikke længere prestige knyttet tjeneste i ikke-pansrede infanterienheder. Dette betød, at det ‘motoriserede’ infanteri blev i stedbarn med hensyn til udvikling, materiel, udrustning, kadrer og uddannelse. Da gode afsiddede infanterirutiner ikke alene er afgørende for våbenarten selv, men for alle andre dele af hæren, påvirkede dette ‘pansersnobberi‘ hele hærens professionalisme. For mange fik en mildest talt overfladisk og arrogant holdning til anvendelse af terrænet. Vi er ikke begyndt endnu at gøre op med noget, der allerede dengang var uprofessionelt.

Pensionsalderen for alle officerer blev sat til 60 år. Dette betød ikke alene, at mindst 40 % af korpset var for gammelt til at yde nogen meningsfuld indsats i krigsstyrken. Det betød også, at samme procent var uden nogen ajourført, praktisk professionel militær erfaring, der kunne danne grundlag for deres indsats som planlæggere, forvaltere eller uddannere.

Officerer med videregående militær uddannelse skulle indtil midten af 1980’erne bevise som chefer på det laveste niveau, at de på trods af stabstjenesten som forvaltere havde bevaret evnen til at føre og inspirere soldater. Det var en forudsætning for forfremmelse til oberstløjtnant, at man kort tid før havde demonstreret gode evner til at lede og føre et kompagni eller tilsvarende. Denne ordning blev droppet som forvaltningsmæssig ubekvem, men reelt uden saglige argumenter. Det var 125 års international professionel erfaring, man dermed forkastede af bekvemmelighed, hele ideen om at karriereofficeren aldrig måtte glemme, at professionens kerne måtte være praktikken.

Fra midten af 1970’erne blev resten af Vestens militære organisationer påvirket og inspireret af den professionelle renæssance, der begyndte i den amerikanske hær efter Vietnam-krigen. I Danmark blev resultatet i første omgang, at vi efter bedste evne nærmede os den tyske hærs taktiske reglement fra 1973, kopierede svenske ideer om kystforsvar og planlagde for modtagelsen af de forstærkninger, som de allierede nu øremærkede til vort område.

Den intellektuelle professionelle renæssance, der var et centralt element i udviklingen i udlandet – i både Øst og Vest – kunne i Danmark kun ses på udgivelsen af Carl von Clausewitz’ ‘Om Krig‘ i 1986 og den kinesiske klassiker ‘Krigskunsten‘ i 1989. Desværre synes ingen ansvarlige i Forsvaret at have læst, forstået eller accepteret Clausewitz’ indsigt i den nødvendige karakter af den politisk-militære dialog og om det kritiske studium af erfaring som det eneste sunde fundament for militær teori og udvikling.

Artikelforfatteren oplevede som referent på Forsvarsstabens interne månedlige generalsmøder i en toårsperiode omkring 1980 ikke en eneste diskussion af forsvarspolitisk eller professionel substans. Dette på trods af, at det var i den periode, at F-16 blev anskaffet, hvilket mere eller mindre nulstillede de to andre værns materielinvesteringer.

Forsvaret lå i 1980’erne underdrejet den generelle sikkerhedspolitiske strid, og var derfor frit bytte for fikse strukturideer fra de militære fagforeninger og officerer, hvis professionelle rodnet var overfladisk. Det hele var jo for nogle officerer for sjov, russerne ville jo aldrig komme, der var fort dem god grund og tid til at forbedre sit golfhandicap, medens man afspadserede overarbejdet og afventede pensionen.

De taktiske feltøvelser blev i periodens sidste år stadig mere stive, drejebogsstyrede, forudseelige. Det skete ikke liniært, og ikke samtidig øst og vest for Storebælt. I hele perioden kunne viljestærke chefer med praktisk sindelag sikre, at øvelserne gav et rimeligt udbytte. Det var de officerer, der i 1960’ernes afslutning som majorer og unge oberstløjtnanter havde fornyet hæren, der i disse år stadig fastholdt deres meget høje standard som generaler og oberster. I Jylland bidrog også den internationale, dansk-tyske, ramme til at stabilisere udviklingen. Men de eksterne tids- og resursemæssige begrænsninger kunne ikke varigt undgå at undergrave udbyttet.

I modsætning til i udlandets sammenknytning af uddannelse, øvelser og doktrinudvikling forsøgte man ikke systematisk at lade uddannelsen bygge på og nære af erfaringer. Det ville have krævet systematiske og kritiske studier af de seneste krigshistoriske erfaringer, fulgt af en bred, professionel debat om relevansen af konklusionerne. Det er ret utænkeligt i den danske hær, der i bedste fald så og ser krigshistorien som almen dannelse, illustrationer af den foretrukne metode eller som hobby.

Tværtimod søgte man netop at standardisere feltøvelsernes elementer, så man kunne beregne omkostningerne på alle områder, som derefter kunne indarbejdes i det nu voksende og stadig mere finmaskede resursestyringsprojekt. Om drejebogsstyrede standardiserede øvelser reelt bidrog til officerernes professionelle udvikling var mod slutningen af perioden desværre ikke et centralt spørgsmål. Øvelserne blev efterhånden flere og flere steder rutinemæssigt ‘afviklet‘.

Enhedernes hovedkvarterer blev mod periodens slutning i stigende grad anvendt til at lede øvelserne, dvs. at de og deres chefer ikke selv blev øvet. Der var sjældent mulighed for at lade en øvelsesfase gentage, så man kunne lære ved straks at rette alvorlige fejl. Der blev i stedet til sidst indlagt pauser, så hverken enheder, stabe eller førere blev presset så meget, at de kunne lære af erfaringer. Til tider godkendte man uden kritik taktik, såsom fremrykning i skyttelinier i totalt åbent terræn, der i 1914-16 var endt i massive tab.

Den professionelle ‘rygrads og -marvsvirkning‘, som de bedste af de unge officerer fra begyndelsen af 1950’erne havde på hæren under hele deres tjenesteforløb, forsvandt, da de blev pensionerede i sidste halvdel af 1980’erne.

En væsentlig det af uddannelsen af hærens førere fandt sted på ‘stabs- og signaløvelser’, der sparede resurser ved kun at omfatte øve førerne samt deres stabe eller hjælpere og signalenhederne. Også disse blev som oftest ret bevidstløst ‘afviklet‘ efter en drejebog, på trods af at øvelseslederne netop her uden væsentlige omkostninger kunne gribe fleksibelt ind, således at hensigtsmæssig optræden blev belønnet med succes, og dårlige reaktioner førte til en erfaring, som officeren ville kunne huske i resten af sin tjenestetid.

I stigende grad blev disse ‘papir’-øvelser placeret i ‘taktiske trænere’, der i virkeligheden var organiseret som en traditionel krigsspilorganisation, hvor øvelsesenhedernes underførere var placeret om et kortbord, hvorfra ‘kampdømningen’ blev meldt tilbage til øvelseshederne. Her ville det have været endnu lettere og billigere at gennemføre øvelserne som ‘fri føring’ mellem to partier, som reagerer overfor hinandens handlinger. Desværre erkendte man slet ikke, at det var en krigsspilsorganisation og anvendte kun trænerne til taktisk inddoktrinering, såkaldte ‘procedureøvelser’.

Man søgte til tider at standardisere enheders optræden, selv hvor dette var meningsløst og undergravede deres mulighed for at løse opgaverne. Ensartethed søgtes til tider på tværs af grundforskellige enhedstyper, og uanset om enhederne skulle anvendes i så fundamentalt forskellige opgaver som i Holsten, på Sjælland og på Bornholm. Man glemte lidt efter lidt, hvorfor man oprindeligt, for én type enhed i én type opgave havde valgt, som man gjorde.

Taktisk optræden under øvelser blev for ofte styret af meget forenklede og formalistiske standardopfattelser og slagord om, hvordan en type enhed skulle anvendes: artilleri i masse og med brisant, kampvogne i masse og i åbent terræn, infanteri som efter reglementet. Dette uanset den konkrete opgave, uanset om enheden eller føreren ikke var tilstrækkeligt uddannet eller egnet, uanset de rådige våbens konkrete svagheder eller karakteristika. Dvs. i direkte modsætning til den Kroonske anbefaling af åben og selvstændig tanke og handling.

En kilde til det gradvise henfald i den taktiske forståelse var, at man under al teoretisk uddannelse og alle stabs- og signaløvelser samt øvelser i taktisk træner arbejdede med forenklede idealtilstande. Alle vore egne enheder forudsattes fuldt bemandede med godt uddannet og motiveret mandstab, alle førere dygtige og selvstændige og alt materiel tilstede og i virksom tilstand. Selv våben, der reelt var forældede eller uden kampkraft, forudsattes ofte virksomme. Dette gjorde, at det var alt for let at glemme, at professionel føring forudsætter et nøje kendskab til styrke og svagheder i ens eget ‘instrument‘. Det hjalp ikke heller, at fjenden forudsattes at optræde helt skabelonartigt, uanset de aktuelle terrænvilkår m.m. Man hjalp ikke officererne ved at tvinge dem til altid at tænke.

I slutningen af perioden begyndte hæren at ombygge og modernisere ældre materiel. Projekterne blev imidlertid som oftest præget af en så svækket professionel indsigt og så dårlig styring, at de endte som diskret undertrykte skandaler. Nyanskaffet materiel var til tider kun begrænset anvendeligt på grund af den kun overfladiske forståelse for centrale praktiske brugerbehov.

Man var i slutfirserne så langt fra professionel forståelse, at mange officerer oprigtigt troede, at en enhed var andet en tom facade, når den 48 timer efter mobilisering ankom til sit område i Slesvig-Holsten.

Det er ikke kun i et tilbageblik, at disse undergravende forhold er synlige. Jeg selv imødegik i sidste halvdel alle disse kritisable udviklinger på skrift og i tjenstlige diskussioner. Enkelte støttede kritikken, men som oftest var reaktionen et tolerant skuldertræk overfor denne urealistiske, anakronistiske småfanatiker. Mit gæt er, at det hos mange også vil være reaktionen på denne og de foregående artikler. Man er jo ikke selv skyldig i at prammen tager vand ind. Man er helt overbevist om, at det politikernes skyld. De har ikke givet penge nok til at fylde prammen yderligere med lidt flere, lidt højere lønnede fastansatte og lidt mere materiel.

Som nævnt kunne dynamiske og viljestærke chefer stadig gøre en forskel, men de mange undergravende tendenser dannede udgangspunktet for udviklingen efter den kolde krig.

1988-2007
De første år skete der reelt intet. Man skulle gennemføre et forsvarsforlig, og måske ville den kolde krigs forudsigelige situation vende tilbage.
Golfkrigen kom, og den viste, mente man, at al historisk erfaring var irrelevant, ligesom det havde været tilfældet pga. kernevåbnene 40 år tidligere. Man kunne vinde uden egne tab med smarte våben.

Hærens doktrin i 1990’erne indarbejdede de ideer fra NATO om ‘Modkoncentration‘, som ville have været relevante 10 år tidligere, og kunne blive det igen, hvis Sovjetunionen pludselig skulle genopstå og komme kørende ind på den nordtyske slette.

Reaktionen på de stadig større problemer med at gennemføre realistiske og krævende øvelser førte til, at man i stigende grad søgte at anvende computerstøttede simulationer. Disse var desværre bedst egnede til at øve den type operationer, som havde været relevante under den kolde krig, og de havde alle det problem, at det var næsten muligt at indarbejde den ‘friktion’, der adskiller virkelighedens operationer fra teoriens.

De første udsendelser til Ex-Jugoslavien var præget af, at man pludselig skulle genlære grundlæggende elementer af felthygiejne, feltmæssig logistik, håndtering af kampstress med mere.

Herefter løb man omkring som papegøjer og konverterede eller transformerede med 4-5 års mellemrum til ‘Information Dominance’, ‘Netcentric Warfare’, ‘Revolution in Military Affairs’, ‘Asymmetric Warfare‘, ‘Effect Based Operations‘, alt sammen overfladisk amerikansk strategisk ‘Newspeak‘.

Man syntes at have mistet evnet til selvstændig professionel tanke og udvikling. Det umiddelbare erfaringsgrundlag manglede, der gav drengen i ‘Kejserens nye klæder‘ sit Kroonske naive klarsyn.

Kroon nævnte reglementerne. Nu mangler et relevant grundlag for det niveau, der er blevet afgørende, netop kampbataljonen. Reglementet står som et smukt, ujusteret, rødt monument over bestemmelsesbehovet for 20 år siden. Det blev suppleret af Hærens Officersskole i 1997 med et prisværdigt reglement, der gav vejledning i den type ‘fredsstøtteoperationer‘, hæren mødte i det tidligere Jugoslavien. Men derefter … tavshed.

De yngre officerens liv kommer hurtigt og i stigende grad til at blive domineret af missionsforberedelse til og deltagelse i internationale missioner, afspadsering efter disse, tjenestedsskift på grund af organisationsændringer, og den stadig mere dominerende forvaltningsbyrde. De ældre sad og sidder solidt bag skriveborde.

Antallet af enheder – og hermed professionelle praktikpladser – blev reduceret, samtidig med at antallet af faste officerer blev bevaret. De gradvise negative virkninger af dette på den gennemsnitlige praktiske professionelle forståelse er indlysende.

Dette skal ses sammen med, at man i dansk Forsvar nu i årtier har været overbevist om, at professionelle erfaringer, hentet fra kritiske dybdestudier i relevante nyere krigshistoriske eksempler, er irrelevante. Tilsvarende opfattelser havde igen i 1990’erne præget en stor del af debatten i USA, men så ramte realiteterne amerikanerne og deres allierede i Irak efter 2003 og israelerne i 2006. Herhjemme har jeg endnu ikke set nogen væsentlig virkning.

Hvor er de dybdeborende og brede professionelle analyser af forberedelserne til og gennemførelsen af den danske og andres operationer i Kroatien, Bosnien, Kosovo, Afghanistan og Irak? Hvor er indsatsen for at lære af tidligere internationale operationer i Afrika, hvor vi snart kan ende, og hvor udviklingen desværre ikke gør analyser af andres erfaringer i Congo, Rwanda, Elfenbenskysten og Somalia irrelevante? Der er nok stof her til at inspirere uddannelsen af officerer og enheder.

Der er stadig officerer ansat som lærere i officersuddannelserne. Men hverken de selv eller deres elever lærer noget væsentligt, hvis de – i modsætning til Kroon dengang i fortiden – kun underviser ved at gennemgå let eller svært anakronistiske reglementer – og illustrere med eksempler af samme begrænsede relevans.

Andre, der ligeledes er ansatte som lærere, føler det bedre og i hvert fald mindre krævende kun at invitere og forvalte eksterne forelæsere. Det lærer han eller hun heller ikke noget af. I ingen af tilfældene er han eller hun en passende rollemodel for eleverne. I ingen af tilfældene kvalificerer han eller hun sig til en rolle i udviklingen af dele af Forsvaret.

Resultatet
Hvis man er i tvivl om virkningerne af det professionelle henfald kan man gennemlæse de senere årgange af ‘Militært Tidsskrift’. Søg blandt artikler, der faktisk handler om militære emner. Led efter de artikler, som indeholder en selvstændig kritisk analyse, dvs. som ikke kun refererer og diskuterer andres tanker og de seneste slagord. Led efter den professionelle debat i dansk forsvar om militær substans. Det er tankevækkende … eller rettere sagt burde være det.

I stedet for at søge at forstå problemerne og derefter søge at gøre noget ved disse, har Forsvaret opbygget en effektiv presse- og informationstjeneste med en stor styrke professionelle mediemedarbejdere, der skal skjule alle problemerne og indadtil ‘informere’ problemerne væk med positiv tale og artikler. ‘Salget‘ af Forsvaret som altid en success nærmer sig i modsætningsforholdet til den indre realitet hurtigt ‘Komiske Ali’s‘ niveau.

Engang kan man måske håbe, at de militære myndigheder, der besidder den formelle kompetence, også igen bliver professionelt kompetente, så de kan og gør alt det, der blev beskrevet i artiklens indledning.

Indtil, der måtte ske ændringer, kan hæren kun forsøge at løse sine opgaver gennem tilbagevendende, altid ekstraordinære kraftanstrengelser. Normalt samles ‘kontingentet’ lidt efter lidt fra hele landet af desværre utilstrækkeligt uddannede mindre led og enkeltpersoner, der ikke på forhånd kender hinanden. Det sker på trods af, at man ved, eller burde vide, at den utilstrækkelige team-building giver øget risiko for både alvorlige misforståelser og psykiske kampskader. Det er desværre nu normen, at man ikke råder over alt det materiel, der skal anvendes i missionsområdet.

Derefter forsøger de ansvarlige i bedst muligt omfang at give disse ‘blandede bolsjer’ en rimelig grundig, specialiseret, eksercermæssig, programmeret uddannelse i at løse de opgaver, man forventer at møde i missionsområdet.

Modellen svarer ganske nøje til det tidligere sovjetiske militære uddannelsessystem, og har som det den svaghed, at fleksibiliteten overfor det uforudsete er minimal. Men som Hæren nu er endt, er dette grundlæggende helt uacceptable forberedelsesniveau det bedste, der kan opnå, når man nu ikke vil eller kan gøre det rigtige. Hver gang håber man, at det går rimeligt godt på grund af befalingsmændenes og mandskabets humanisme og sunde fornuft. Vi håber, at vi ikke bliver ramt af en katastrofe, der vælter læsset på den ene eller anden måde. Men det er grundlæggende uansvarligt og uprofessionelt at bygge på heldet.

La Traviata’s‘ svindsot endte hurtigt i sygdommens terminalstadie på grund af, at hun ignorerede sin sygdom, og på grund af omverdenens manglende støtte. For den her beskrevne svindsotpatient er sidste akt startet, men tragediens slutning bliver ikke smuk, men patetisk pinlig.

Artikel IV: Teoretiske bureaukrater i jakkessæt eller uniform? Lige skidt! (Ver. 18-04-2007)

I Danmark var det tidligere det normale, at det var de professionelle, der leverede lederne på de forskellige niveauer inden for de forskellige dele af den offentlige sektor. Det var tilfældet for læger, forskere, ingeniører og officerer. De ledede sygehusene og disses afdelinger, undervisningsinstitutionerne, den offentlige infrastruktur og forsvarets forskellige dele.

I udlandet er denne traditionelle situation stadig den normale. Herhjemme har situationen igennem de sidste årtier været så stabil som Møns Klint i kraftigt regnvejr.

Offentlig ledelse ved generalister
Det startede i sygehusvæsenet og er nu hurtigt på vej på universiteterne. Drevet af en stadig tungere forvaltningsbyrde har man valgt ikke alene at anvende forvaltningsspecialister – jurister og økonomer – på forskelligere områder i organisationens støttefunktioner. Man har valgt at opfatte dem som generalister og give dem en stadig større rolle i ledelsen af den offentlige sektor.

Det er i ’management’- debatten blevet en stadig bredere og mere udbredt accepteret opfattelse, at ledelses- og faglighedslinierne skal holdes adskilte, som to forskellige karriereforløb.

Der er umiddelbare fordele ved denne løsning. De professionelle – læger og nu forskere – frigøres fra den stadig mere tidskrævende forvaltning af den danske bureaukratismes åbenbart naturlovgivne vækst. Lægerne får mere tid til at helbrede og forske. Universitetsfolkene, der erkendte, at man jo ikke længere kunne holde administrationstiden på 10%, håber på at kunne koncentrere sig om undervisning og specielt forskning.

Der er imidlertid meget alvorlige problemer ved denne løsning, problemer, der hurtigt vil vise sig. Den første triste del af virkeligheden er, at flere dele af den offentlige sektor ikke kan underlægges markedskorrektion.

Succeskriteriet er ikke kun store sorte tal på bundlinien. Udviklingen af organisationen kan kun målrettes efter de ydre behov og kundernes – borgernes – forventninger i en effektiv, direkte dialog mellem de ansvarlige politikere og de personer, der kombinerer følelsen af ansvar med et både dybtgående og bredt kendskab til områdets substans.

Nu skydes et ekstra lag ind mellem sagkundskaben og de politikere, der er borgernes generalistiske repræsentanter. Det nye lag kan ligesom politikerne maksimalt have et overfladisk kendskab til områdets substans. Laget fokuserer derfor på bundlinien og forskellige synlige eller målbare dele af forvaltningsprocesserne. Laget vanskeliggør eller hindrer en effektiv dialog mellem de beslutningsansvarlige og de kvalitetsansvarlige.

Den svigtende direkte dialog fører til, at ingen del af sagkundskaben søger forståelse eller opbygger ansvarsfølelse for helheden. De professionelle kan frit og opportunistisk kæmpe for egen lille Hassan. Tilpasning under økonomisk pres må herefter ske efter ’grønthøstermetoden’ eller i bedste fald på grundlag af en groft overfladisk forståelse for substansen. Opprioritering af et område sker ved at tilføre dette område, eksempelvis kræftoperationer, ekstra midler kombineret med enten stagnation eller grønthøstning af resten.

Denne løsning på den stigende forvaltningsbelastning af de professionelle er endvidere ’faustiansk’. Når generalisterne får ansvaret for ledelsen, må de naturligvis sikre sig ledelses- og styringsinstrumenter, som de forstår. Disse kan kun være af kvantitativ art, hvilket leder til et stadigt pres for at indsamle alt, hvad der kan måles eller tælles, dvs. input i form af tidsforbrug og penge, og output i form af eksempelvis overlevende opererede eller antallet af lærertimer, af godt underholdte studerende, af forskningsrapporter, som industrien direkte kan anvende, af kandidater, der er tilfredse pga. høje karakterer og af et stort antal ph.d.-afhandlinger. Da arbejdspresset fra at skabe dette kontrolgrundlag tager de professionelles tid og virker demoraliserende på de kreative bedste, vil både kvalitet og kvantitet af produktionen falde, hvilket derefter fører til yderligere forvaltningskrævende kontroltiltag.

Offentlig ledelse ved professionelle – det danske forsvar nu
Officerens dagligdag er domineret af netop af de funktioner, som den generalistiske manager ser som sit specielle område, nemlig planlægning af resurseanvendelse samt ledelse af forskellige specialister. Forsvaret har i ca. 150 år sikret, at man gennem videregående uddannelser udviklede den nødvendige helhedsforståelse hos de demonstreret bedste officerer.

Det er derfor naturligt, at Forsvaret ikke har følt behovet for at ansætte at lag af eksterne generalister til at lede organisationen.

Det forhold, at en så stor del af personalet, de værnepligtige, var tvunget ind i organisationen, førte endvidere til så betydelige holdningsproblemer i 1960’erne, at Forsvaret i sin nødvendige reaktion tilpassede ledelsesmetoderne, så man blev absolut førende i Danmark på netop et af de områder, som de generalistiske managers ser som deres speciale.

Det forhold, at man bevarede den professionelle ledelse af organisationen blev desværre ikke et effektivt værn mod netop de problemer, som er følgen af at overlade ansvaret til generalister udefra.

Lad mig forklare, hvordan dette kunne blive tilfældet med et citat fra vor tids største militærhistoriker, englænderen Michael Howard: ”… the complex problem of running an army at all is liable to occupy his (the future commander’s) mind and skill so completely that it is very easy to forget what it is being run for. The difficulties encountered in the administration, discipline, maintenance, and supply of an organization the size of a fair-sized town are enough to occupy the senior officer to the exclusion of any thinking about his real business: the conduct of war.” Fra “The use and abuse of military history” i “R.U.S.I. Journal” 1962

Den danske officers dagligdag var, specielt under den Kolde Krig, helt domineret af forvaltning, af forvaltning af stadig mere utilstrækkelige resurser. Man arbejdede for politikere, som var overbevist om, at den danske militære indsats kun havde en symbolsk betydning for landets sikkerhed. Flere og flere officerer søgte deres tilfredsstillelse i forsøg på at raffinere forvaltningsprocessen. Færre og færre fortsatte deres professionelle studier gennem hele tjenesten. Det var jo også reelt håbløst at forsøge at udmønte en erhvervet klar professionel indsigt i uddannelsen af enhederne. Selv mindre øvelser blev efterhånden drejebogsstyrede og forudseelige som en kinesisk ballet under Kulturrevolutionen.

Under atomparaplyen syntes der ikke at være behov for at holde den militære professionalisme i live. Der fandtes også en – meget dansk – udbredt fornemmelse af, at det at søge ajourført og bred militær professionalisme, at tage denne alvorligt, var lidt latterligt, halvfanatisk. Det gav ikke anseelse, det var lidt anakronistisk. Alt for mange danske officerer snobbede og snobber stadig overfor alle andre typer karrierelinier, alle andre typer professionel indsigt end den militære. Så der skulle ikke et hårdt pres fra finansdepartementets side, før man resolut opportunistisk omfavnede management newspeak. Dette gør det lidt vanskeligt nu at sikre, at de enheder, vi nu sender ud i verdens konflikter, har den størrelse, de rammer og den kvalitet, som de burde have.

Fra 1970’erne blev Forsvarets forvaltning i stigende grad placeret i rammen af kvantitative styringssystemer, som kopierede og derefter videreudviklede det planlægnings- og styringssystem, af PPBS-systemet, som Robert McNamara havde med til Pentagon fra Ford, og som bl.a. førte til, at succeskriteriet i Vietnamkrigen blev kvantitativt: antallet af døde vietnamesere. Dette system er ’moderen’ til alle de senere stadig mere detaljerede og krævende forsvarsplanlægnings- og forvaltningssystemer, herunder det hjemlige DeMap/DeMars.

Selv i sin grundlæggende form gav systemet anledning til problemer. John F. Guilmartin, Jr. skrev om implementeringen af PPBS-systemet i Pentagon:
The bureaucracies that blossomed throughout the defense establishment were managed by military accountants who, in addition to confusing efficiency with effectiveness, also inhibited imagination and innovation”. Fra artiklen ”Technology and Strategy: What are the limits?” i publikationen “Two Historians in Technology and War” from U.S. Army War College Strategic Studies Institutes, 1994

Grundlaget for det danske forsvarsplanlægningssystem kom fra Ford Motor Company. Udviklingen dér i de efterfølgende år viste netop, hvordan kvantitative styringssystemer hæmmer fantasi og fornyelse. Det blev hurtigt synligt, fordi man sammen med resten af den amerikanske automobilindustri hurtigt ramte en effektiv markedskorrektion. Hvad med Forsvaret og resten af den danske offentlige sektor? Hvornår bliver den ramt af en korrektion sammensat af simpel sund fornuft, sagkundskab og ansvarlighed?

Afsluttende bemærkninger
Når generalister leder, vil de sandsynligvis stække sagligheden ved at presse dens udøvere – læger, forskere o.a. – ind i små kasser, som kan forstås af generalister. Når professionelle leder, er der, som det nuværende danske forsvars udvikling desværre demonstrerer, en risiko for, at de tidligere professionelle, nu glade og frelste generalistiske ledere, helt glemmer og udsulter den profession, der er organisationens berettigelse. De tiloversblevne professionelle presses ikke alene ned i kasser, som de konverterede professionelle, nu selvtilfredse generalister kan forstå. Professionalismen reduceres til form uden substans, og der skal en eksternt støttet renæssance til for at redde den.

Lad mig med en svag karrikatur fra det maritime miljø karakterisere udviklingen i Forsvaret i dag. På et skib har man navigatørerne, teknikerne og officerer ansvarlige for penge og mad. De sidste har man lidet flatterende givet benævnelsen ‘fedtører‘ i den danske krigsmarine. Det er nu den sidste gruppe, man har adopteret som ledermodellen. Ville du være tryg med en intendant som kaptajn på skibet under sejlads på det åbne hav?