Author: Michael Clemmesen

Det er klart, at Forsvarsledelsen er helt lammet på de områder, som ministeriet og politikerne fokuserer på. Derfor er disse småting, der ligger langt under deres fokus, helt vitale som kravlegårs-øvelser, der kan genlære nødvendige færdigheder og samtidig motivere de stakkels ansatte.

Grundlag
Mit gamle grundlag som aktivistisk veteran får mit til at tro på, at det stadig er muligt at nå at forbedre en ret håbløs situation. Dette på trods af, at forsvaret med specielt Hæren er hensygnet så smerteligt dybt (også efter min pensionering for mange år siden).

Men mine møder og andet samspil med unge og yngre officerer, befalingsmænd af sergentgruppen og menigt stampersonel igennem de sidste 25 år giver grundlag for optimisme. Disse kontakter har overbevist mig om manges motivation, grundlæggende dygtighed og vilje til at lære nyt, samt om mange af disse folks uudnyttede potentiale.

Det er denne motivation og dette potentiale, som disse projektforslag er bygget på.

Hvor hurtigt, det er muligt at opnå fokuserede resultater, har jeg også lært af mit historiske gravearbejde, herunder i dem danske hærs moderniseringsindsats i sidste halvdel af 1930’erne.

En hurtig udbygning af europæisk forsvar – og herunder også lille Danmarks – er nødvendig pga. situationen med krig i verdensdelen, som kan forudses udvidet mod vest senest efter ophør af intensiv kamp i Ukraine.

Opbygningen af det militære forsvar kan forventes at ske i faser, et element er lige nu skabt længere mod syd ved truslen mod Moldova via Transniestr.

Udgangspunktet for denne prognose er Ruslands ultimatum af 17.12.21, der understreger truslen mod NATOs frontlinje-medlemsstater (her er primært Baltikum og Polen relevante).

Jf. Wikipedias referat omfattede dette ultimatum bl.a.:
*… a withdrawal of NATO’s infrastructure and capabilities from the territories of the former Soviet Union.
* A recognition of Russia’s special interests and role in ensuring security and stability in the post-Soviet space, and a respect for its sovereignty and territorial integrity, …

Truslen for at opnå den krævede ændrede sikkerhedsordning i Europa er pga. Ruslands kapaciteter dobbelt:

I. trusler om og gennemførelse af Invasionsoperationer mod frontlinjestaterne samt

II. missiltrusler (konventionelle og kernevåben) med andre medlemslande, det sidste med nedtoning af angreb mod kernevåbenmagterne Storbritannien og Frankrig.

De styrkemål, Danmark har lovet NATO, herunder ”én tung brigade”, er irrelevante i forhold til situationen herefter.

Løftet om brigaden kan sammenlignes med, at vi har lovet at skabe et lille standardbyggeri på en fredelig sidevej, hvor det nu nødvendige er at bidrage til løsning af problemerne i et uoverskuelig stort, stadig mere aktivt jordskælvsområde.

De her beskrevne projekter foregriber ikke hvilke opgaver, danske landstyrker skal løse, når spørgsmålet er blevet afgjort i en dialog mellem Alliancen, partnerne, regeringen og Forsvarsledelsen. Heller ikke styrken skitseres.

Det eneste, der her søges, er at den danske hærstyrkers evne til at kunne kæmpe i en krig mod en konventionel og lige modstander, markant vil være forbedret efter tre år.

Større materielanskaffelser kan ikke forventes at ankomme hurtigt, i første omgang pga. Ukraines behov, derefter pga. af sælgers marked, hvor producenterne prioriterer eget lands opbygningsbehov.

Overvindelsen af manglende erfaring med at forberede symmetrisk krig hos de danske ældre uniformerede kadrer skaber sammen med accepten af den centraliserede og forvaltningsvanedrevne beslutnings-, myndigheds- og ansvarsstruktur meget vanskelige hindringer.

Uanset den nyligt afsluttede samarbejdsaftale med USA, kan Danmark ikke regne med hjælp fra amerikanske styrker, specielt ikke landstyrker. USA i stigende grad isolationistiske linje må ses som en central del af forudsætningerne og problemerne, dette selv om Trump ikke bliver valgt i november 2024.

Et centralt element under genopbygningen af også danske styrker er i øvrigt erfaringer fra krigen i Ukraine.

Det afgørende er bl.a. at skabe og videreudvikle en konstant og tæt integreret indsættelse af droner i masse i alle operationer.

Teksten er rettet efter meddelelsen om, at politikerne har besluttet, at man vil tage 5.000 værnepligtige ind årligt til 11 måneders uddannelse.

Tre parallelle akutte projektaktiviteter
Det er klart for tidligt at indrette Forsvaret og herunder Hæren uden en grundlæggende fastlæggelse af hvilke opgaver, landstyrker skal løse.
Det vil derefter tage tid at få nødvendigt nyt materiel indkøbt og på plads i enhederne: Det gør, at der er nogle år, hvor andre nødvendige projekter kan gennemføres for at genlære nødvendige ting.

Våben og andet materiel, der er under anskaffelse for at leve op til eksisterende styrkemål, såsom luftværn, kan dog med sikkerhed også bidrage efter en klarlæggelse af nødvendige bidrag og den efterfølgende justering af mål.

Den første af disse opgaver er med stor sikkerhed at genskabe evnen til at uddanne og kunne mobilisere enheder af værnepligtige og enheder, der ud over stampersonel til tjeneste og af reserven også indeholder værnepligtige.

Hvor omfattende behovet bliver, afhænger af Hærens opgaver.

Værnepligten har to fordele, som ikke kan opnås på anden måde.

For det første tilføres Hærens mobiliserede styrke via værnepligt for én årsløn over tid et antal soldater. Hvor mange, afhænger af det antal år, den værnepligtige forbliver i reservestyrken.

For det andet giver værnepligten adgang til folk med civile uddannelser (bl.a. læger, sygeplejersker, ingeniører, IT-folk og håndværkere) og folk med erfaringer, som Forsvaret kan få brug for igen i stort antal som fra 1950 til 1990.

Det er indlysende, at det er Hærens tjenestesteder, der må lede dette projekt og dermed genopbygge viden, metoder og eventuel infrastruktur. Opgaven vil blive diskuteret i større detalje nedenfor.

Den anden opgave er at genlære krigsplanlægning samt operativ og logistisk forberedelse af landstyrkers krigsindsats. Det er logisk, at dette læringsprojekt ledes af den multinationale divisions og de to brigaders stabe. Det er dem, der skal anvende læringen.

Det tredje projekt er at re-fokusere uddannelsen af Hærens tjenstgørende samt dens reserves officerer og befalingsmænd til opgaver under symmetrisk storkrig med fuld inddragelse af erfaringerne fra Ukraine. Som organisationen er nu, kan denne kun placeres i Forsvarsakademiets forskellige skoler for uddannelse af Hærens kadrer.
Forsvarets styrelser og Hærens centrale elementer har kun til opgave facilitere, støtte, monitere projekternes gennemførelse og udsprede den læring, der finder sted i dem.

1. Tjenestestedsprojekter
Den definerende opgave for hvert større tjenestested i Hæren (garnisoner) kan standardiseres til at årligt uddanne en bataljon (afdeling) af den pågældende våbenart (infanteri/ingeniører, o.a.) i princippet med alle bataljonens specialer.

De 5000 til 11 måneders uddannelse, der nu er besluttet, vurderes som det absolut maksimale, som den nuværende hær med de eksisterende faciliteter kan klare.

Derefter udvikles praktiske muligheder for at kunne mønstre de uddannede enheder fra et år efter afsluttet uddannelse. Uddannelsen bør også omfatte gennemførelse af forsøg med anvendelse af egne droner og modmidler mod droner til løsningen af våbenartens opgaver, under maksimal inspiration fra erfaringer fra Ukrainekrigen.

Der er et antal store udfordringerne i løsningen af denne opgave. En central opgave er at finde de officerer, der er villige og egnede til som bemyndiget chef til at tage personligt ansvar for at gennemføre projektet i garnisonerne i en åben proces, der under fuld udnyttelse af medierne ”opmuntrer” og fastholder de støttende styrelser, m.m. til at levere den nødvendige støtte efter den opstillede projekttidsplan.

Uanset, at dette vil være konfliktskabende og upopulært, er jeg ikke i tvivl om, at sådanne officerer findes.

For at udnytte viden og kreativitet, må udførelsen af udvikling og gennemførelsen af uddannelsen fra tjenestestedschefen delegeres ned til laveste chefsniveau, dvs. til underafdelingen (kompagniet).

Projektet må gennemføres med det eksisterende hovedmateriel og med det på tjenestestedet værende personel, herunder ikke mindst egnet, nu menigt stampersonel, herefter korporaler.

Disse kadrer forberedes hurtigt til at kunne virke som instruktører ved makkeruddannelse og korte kurser. Andre kontraktansatte anvendes som støttepersonel (herunder kørere, indtil værnepligtige er uddannet).

De officerer og det stampersonel, der findes egnet som kadrer og instruktører o.a. gives en attraktiv kontrakt, der sikrer, at de uden arbejdstidsbegrænsninger er til fuld rådighed under hele uddannelsesperioden.

Om nødvendigt lejes civilt materiel eller udenlandsk militært materiel til opgaven.

For så vidt angår de værnepligtige, søges svenske, norske og Den Kongelige Livgardes erfaringer for de nødvendige krav og vilkår samt for den bedste uddannelsestakt for den generation af unge mennesker, der skal uddannes.

Uddannelsens længe bestemmes af to forhold. For det første den nødvendige tid til at opnå uddannelsesmålene for den enkelte og enheden, for det andet evnen til at fylde tiden med motiverende aktiviteter og endelig de tjeneste- og fritidsvilkår, værnepligtige har i de danske by-garnisoner (i forhold til tjenestesteder i de andre, langt større, nordiske lande).

I øvrigt kan uddannelsesplaner og -mål tilpasses efter eksisterende planer fra uddannelsen af stampersonel, så man er ikke uden grundlag.

Om nødvendigt skal tjenestestederne sikre egnet indkvartering, m.m. ved etablering af midlertidige (herunder containerbaserede) faciliteter i tilslutning til kasernen, mens dennes bygninger renoveres. Hermed nyttiggøres erfaringer fra de tidligere fjerne missionsområder.

Ud fra egen erfaring med start af krævende uddannelsesprojekter (og under hensyn til presset fra den kritiske internationale situation) kan og bør uddannelsen starte seks måneder efter, at beslutningen er taget og chefer er valgt.

Forberedelserne kan fortsættes parallelt med, at den almene grunduddannelse af de værnepligtige indledes. Tidskravet for hurtigt at aflære “selvlært hjælpeløshed”. En sådan kort lunte vil selvfølgelig i høj grad og gavnligt presse de støttende styrelser til at arbejde både hurtigt og effektivt og fremme de udpegede chefers tilbøjelighed til at delegere.

Under hele projektet er det nødvendigt, at der opretholdes et tæt, åbent og direkte netværk mellem tjenestestederne, herunder for at udvikle erfaringer, der også omfatter idéer om, hvorledes man sikrer rettidig støtte fra tøvende danske myndigheder og bedst udnytter udenlandsk rådgivning og erfaring under de danske vilkår.

2. De operative stabes projekt
Dette projekt er hæmmet af to forhold.

For det første, at ingen tjenstgørende danske hærofficerer har erfaring med krigsplanlægning for højintensiv forsvarskamp på dette niveau af våbensamvirke (brigade og division) og med de efterfølgende praktiske forberedelser, herunder bl.a. og ikke mindst krigstidslogistik samt kadreuddannelse.

For det andet, at stabenes stabsenheder/kampføringsstøtteenheder ikke eksisterer eller i bedste fald er under opbygning.

Ikke mindst brigadestabene er nu i forhold til tidligere meget (reelt sygt) store, 1. brigades er over 100 personer, 4-5 gange større end en 1990-brigades krigstidsbemanding. Det skyldes kombinationen af arven fra nullernes interventionsoperationer og deres aktuelle forvaltningsopgaver.

Brigadestabene (og den daværende Jyske Divisions stab) havde under den tidligere Kolde Krigs periode kun opgaver i forberedelserne og ledelse af krigsopgaver, og havde derfor kun en bemanding i den “egentlige stab” på ti-tolv til tjeneste og det dobbelte efter modtagelse af supplement af reservepersonel.

Her er det kun stabenes ikke-forvaltningspersonel, dvs. personel med nøgleopgaver i føring og logistik, der involveres i dette læringsprojekt. Resten vil hindre eller hæmme relevant læring.

Her foreslås, at opgaverne fordeles mellem stabene, således at 1. Brigades stab fokuserer på mulige opgaver ved de baltiske landes grænser til Rusland og Belarus, mens 2. Brigades stab koncentrerer sig om løsningen på mulige opgaver i Danmark (Bornholm og resten af landet).

Divisionsstaben følger og støtter begge, herunder med styrende trusselsscenarier.

Efter valg af en teoretisk mulig opgave i et afgrænset terræn gennemføres kortstudie fulgt af dronestøttet rekognoscering laves en foreløbig plan.

Derefter rekognosceres i terrænet sammen med førere fra brigadens enheder (eller officerer, der gives denne rolle). Alle enheders placering, kunstige hindringers placering fastlægges og den endelige plan udarbejdes.

Så afprøves planen i et krigsspil i en taktisk træner og eventuelt med computerstøtte, hvor divisionen med ekstern støtte af udenlandske eksperter i russiske enheders taktik, våben og metoder. Derefter tilpasses planen for at mindske erkendte svagheder i muligt omfang.

Dette forløb gentages i et andre områder nogle gange for at skabe rutine, hvor krav øges ved at forlænge spils varighed til at dække ugers forløb, øge friktion, inddrage fysiske og andre angreb på brigadens føringsstøtte samt et langvarigt komplekst logistisk pres.

Divisionen har ansvar for at kommunikere erfaringer til både allierede partnere og til anvendelse i de to andre projekter.

3. Forsvarsakademiets projekt
Forsvarsakademiet (med dets skoler) har fra starten en afgørende rolle.

Der skaffes og uddybes et vidensgrundlag for de andre projekter. Det ville være naturligt straks at inddrage al viden, der kan skaffes fra Ukraine om de russiske og ukrainske operationer.

Herunder gennemføres målrettede studieperioder med udenlandske eksperter (herunder fra britiske R.U.S.I.).

Naturlige prioriterede emner ville være læring om integrationen af droner i våbenarternes opgaveløsning, løsning af føringsopgaver og gennemførelse af planlægning for bataljon, brigade og højere niveau på en sådan måde, at sårbarheden mindskes maksimalt. Er andet centralt område er at afklare, hvorledes man dækker de dele af fronten, der må dækkes af andet end brigader.

Skolerne skal reelt standse deres aktuelle akademiseringsprojekter og satse alle resurser på professionsskoling til intensiv krig på de forskellige niveauer. For at påvirke bredest muligt skal kurser være korte, i maksimal udstrækning anvende fjernundervisning, dog med kontrol af læring under tilstedeværelse (med kontante krav for at bestå og opnå fordele af dette).

Umiddelbart skal de forskellige uddannelser støtte tjenestestedernes nu retablerede våbenskoler i uddannelsen af menigt stampersonel til instruktører for værnepligtsenhedernes uddannelser.

Hos alle faste officerer og befalingsmænd samt officerer og befalingsmænd med reservestatus, der ønsker en fortsat rolle i Hæren, udvikles den generelle viden og de færdigheder, der er en forudsætning for anvendelighed i en højintensiv krig. Denne uddannelse suppleres ved tjenestestedet med våbenartsspecifik viden og færdigheder.

Som tidligere i Hærens historie gives de i praksis demonstreret klart dygtigste et kursus i føring og planlægning til krig og under krigsforhold. Selvstændig tænkning og evnen til at arbejde i længere tid under hårdt pres er en forudsætning for at bestå.

Det fjerde, helt selvstændigt projekt for hele Forsvaret: At genskabe en robust evne til at holde krigsmateriellet operativt

I vel 25 år har Forsvarets materielvedligeholdelse og -reparationer været styret af to hensyn: New Public Managements fokus på ikke at gøre noget, før dette var akut nødvendigt samt det politisk fastholdte krav om, at opgaver skulle udliciteres til ikke-offentlige virksomheder.

Begge hensyn er i direkte modsætning til hensynet om til stadig at kunne holde mest muligt i operativ tilstand. Dvs. til stadighed at kunne have ren spredt og robust evne til at kunne reparere og forbedre materiellet (selv væk fra fabrikker i baglandet).

Det kræver flere oplægninger af nødvendige reservedele; opretholdelse af Forsvarets egne hold af teknikere/mekanikere med godt kendskab til materiellet; faciliteter, heraf nogle mobile, til ar støtte arbejdet samt opretholdelse af et højt beredskab til stadig at kunne gennemføre reparations- og klargøringsindsats.

FORESTIL DIG DIN FREMTID MED ET SAMFUND – EFTER ET TRUMP-GENVALG, UKRAINES NEDERLAG OG NATOs KOLLAPS: EFTER TRYGLENDE BENÆGTELSE SIDEN 2012 AF DEN KOLDE KRIGS GENVIRKELIGHED OG KRAV:

Det er ikke fremtiden i områder under direkte russisk kontrol som Belarus og det genunderlagte Ukraine, men efter tilpasning til Ruslands krav og forventninger under respekten for russisk magt (som respekten for den dominerende Mafia-boss i Syditalien). Dette er, hvad russerne igen har lært at opfatte som en naturlig tilstand:

> hvor al politik og magtsøgen er kynisk drevet af søgen efter personlig rigdom
> hvor alle indtægtsgivende stillinger besættes ved kombinationen af nepotisme og bestikkelse
> hvor politi, domstole og fængselsvæsen direkte tjener magten
> hvor valghandlinger frit manipuleres
> hvor alle massemedier er i magthavernes hænder
> hvor magtmisbrug og uretfærdighed kun straffes, hvis det er i magthaverens interesse
> hvor magten i sidste instans ligger i en fremmed hovedstad

Dvs. samfund med endnu mindre frihed end under den sidste og værste del af Besættelsen af Danmark, et samfund hvor medmenneskelige forhold og tillid med god grund forgiftes.

Så kan du forstå, hvorfor polakker og mange baltere efter deres erfaring i to menneskealdre efter 2. Verdenskrig vil kæmpe for deres frihed selv om USA og de andre europæiske lande efter manglende rettidige omhu og skulle svigte dem, efter de svigtede Ukraine.

Dette er Ruslands fremgangsmåde til at holde eget og andre folk undertrykte. Nu hjulpet af moderne overvågning.

Billedet viser, hvordan vores fremtidige politiske ledere vil optræde.

(kortet overfor af Suwalki-korridoren er fra Atlantic Council)

Senest efter et par år med Trump som genvalgt præsident (men nu sandsynligvis før) er Ukraine tvunget til fred (benævnt og reelt kun en våbenhvile) på russiske betingelser (med USAs accept=støtte). Bortset fra, at Trumps valg jo heldigvis fortsat ikke er givet, bygger scenariet, dvs. udviklingsmuligheden, på en fortsættelse af den aktuelle tendens og faktiske udmeldinger om hensigter og problemer.

Rest-Ukraine er med russisk støtte således i 2028 på vej mod det lovede EU-medlemskab. For Rusland med det formål, at EU svækkes af belastningen fra genopbygningen og den store demoraliserede ukrainske befolkning.

Nu fortsætter Rusland i forlængelse af sit 17.12.2021-ultimatum, der havde til klart formål at ødelægge NATO. Det sker med henvisning til dette. Man opmarcherer i Belarus og det vestlige Rusland mod Polen og det tyndt forsvarede Baltikum med tyngde mod Litauen.

Det sker med det udtrykte mål at få fremmede styrker ud af Østeuropa OG samtidig skabe forbindelse fra Belarus til Kaliningrad på tværs af “Suwalki-korridoren” (se kortet).

De amerikanske enheder i den USA-ledede NATO-brigade i nordøst-Polen, der skulle beskytte korridoren, er allerede ude/på vej hjem efter direkte aftale mellem Trump og Putin.

Der indledes en omfattende hybrid undergravende indsats mod resten af Baltikum fokuseret mod de ikke-baltiske mindretal i Estland og Letland. Dens karakter er som Hitlertysklands mod Sudeterland halvfems år tidligere.

Samtidig indledes og omfatter også en cyber- og fysisk sabotageoffensiv mod landenes internetinfrastruktur (som i Danmark eksempelvis NETS og Sundhedsplatformen).

Samtidig gennemføres diskret sabotage af infrastruktur på havbunden i Østersøen, Nordsøen, Kanalen og Norskehavet.

Den konventionelle opmarch bakkes eksplicit op af en kernevåbentrussel med en stort antal af jord-til-jord-præcisionsmissiler, der kan udrustes med kernevåben.

Al dette skal ses i sammenhæng med den klart demonstreret svigtende vesteuropæiske evne til hurtigt at opbygge sine forsvarskapaciteter.

Efter 2014 var der blevet placeret små, rent symbolske, allierede styrker i Baltikum. Disse “kampgrupper” var ledet af Storbritannien i Estland, Canada i Letland og Tyskland i Litauen. Efter 2022 skal de tre større lande booste styrkerne op til en lidt mindre symbolske brigaderamme.

Men det er ikke ligetil. Tysklands forsvarsminister har nu ganske vist indgået en aftale med Litauen om at ville have brigaden klar om 3-4 år. Men forsvarsbehovet er efter min gennemrekognoscering af grænseområderne på mindst seks tyske brigader ud over de tre lettere udrustede litauiske brigader: En division med tre tyske og en litauisk brigade i vest ved Kaliningrad-grænsen og kysten, en division med tre tyske og to litauiske brigader i øst op mod dem lange skovrige grænse til Belarus.

I det omfang europæerne taler om den kernevåbenafskrækkelse, der kunne afparere russisk pres, vises som altid politisk naivisme kombineret med berøringsangst varm ordluft.

Kun Frankrig (og Storbritannien) har kernevåben, og nu kun styrker, der skal afskrække et kernevåbenangreb på hjemlandet.

Som minimum er behovet at genopbygge europæiske kernevåbenstyrker til den mere varierede sammensætning, de havde i 1980’erne, med våben med kortere rækkevidde fra fly og på missiler (som det franske HADES-system).

For at gøre det sandsynligt, at de derefter anvendes til andet end afskrækkelse af ejerlandene, må frontlinjelandende på en måde gives adgang til “aftrækkeren”, enten gennem egne våben eller franske våben på deres jord, kernevåben der kan nå Sankt Petersborg.

Uden dette må vi konstatere, at Europa tabte anden halvleg i Den Kolde Krig, en konflikt, som man fornægtede eksisterede.

Efter Den Kolde Krig gjorde forsvarspolitikerne og deres civile embedsmænd klart, at “oberst Hachel-typer” ikke længere hørte hjemme i dem nye danske forsvarsledelse,

De skabte problemer i denne nye tid, fordi de tænkte og argumenterede anderledes end personer med civil baggrund. Dette havde nok været relevant i fortiden, men ikke længere efter de egentlige krige, dem mellem stater, kun var historie.

Her vil jeg kort beskrive konsekvenserne af den succes, man i Danmark har haft med harmonisere landets forsvarsledelsestyper gennem at fravælge den traditionelle faglighed samt dennes synspunkter og prioriteringer.

***

For at gøre dette, er det nødvendigt at skitsere de centrale elementer i den fravalgte faglighed.

Karakteristika ved den tabte “Hachel-type” findes i endnu renere moderniseret form hos officeren på billedet til højere, min gamle ven, den pensionerede generalløjtnant Kjeld Hillingsø, som mange af mine læsere sikkert også kender.

***

1) Det er afgørende at forstå, at mens der findes et par tusinders års teorier om militær optræden i krig og kamp, er professionen i sin kerne praktisk. Professionen bygger først og fremmest på læring af færdigheder under stadig mere krævende praksis gennem officerskarrierens formative første 15-20 år.

Dette praktiske element er uundværligt, og uden fokus på dette udvikles ingen militær faglighed, der kan forholde sig kritisk til og anvende relevante teorier eller historiske erfaringer.

Uden praktik – med en energisk søgen efter at opnå erfaringer – er uniformen ikke andet end en “stuffed shirt”, “Kejserens nye Klær”, og læringen giver kun “Erasmus Montanus”-viden.

Den uniformerede persons løn er spild af penge, og den potentielt direkte skadelig, hvis vedkommende bliver søgt anvendt som sikkerhedspolitisk eller militærfaglig rådgiver.

Ved anvendelse af en sådan officer leder af militærfaglig projektimplementering må man så forvente uduelighed (og med en lille smule selvkritisk sans hos personen må man forvente en erkendelse af bevidst selvvalgt hjælpeløshed).

Men hans politiske chefer og deres civile embedsmænd kan glæde så sig over, at officeren ikke tænker og taler som en Hachel eller den senere Hillingsø.

2) Det er centralt for officeren, at denne søger at udvikle handle- og organisationsmuligheder ud fra en prognose med hensyn til mulighederne for at løse et erkendt konkret opgave eller en mulig fremtidig, hypotetisk opgave.

Da de potentielle konsekvenser af et fejlvalg for den militære organisation eller landet kan være alvorlige til katastrofale, vil sådanne vurderinger fra en professionel officer være irriterende og uønskeligt pessimistiske.

Dette forhold er et centralt element i politikeres og civile embedsmænds dybe ønske om at undgå de besværlige Hachel-typer.

3) Et andet irriterende element kan ofte være sådanne typers beslutningsiver og ansvarssøgen.

Dette, når det for politikeren og den civile embedsmand så ofte er politisk bekvemt at vente, udskyde og ikke tage ansvar for ubehagelige og potentielt upopulære foranstaltninger.

Officeren vil komme med besværlige argumenter om, at gennemførelse af beslutninger er komplicerede og ikke alene er stærkt resursekrævende, men de tager lag tid at gennemføre, så rettidige skridt burde reelt være sket for længe siden, i 2014-15.

***

Hvis man har afvist disse karakteristika og ubekvemme egenskaber hos den militærprofessionelle fagmand, er det måske en idé at huske på, at den ikke er unik. Samme holdninger, samme optræden genfindes også i den anden teoretisk-praktiske profession, hos lægen, og er helt afgørende for dennes effektivitet.

Det er også tilfældet for den militære profession, og den bevidste undertrykkelse af denne har af politisk og karrierebegrundet bekvemmelighed sikret fastlåsningen af den arrogance og katastrofekurs, som jeg har skitseret i de to foregående indlæg.

***

Det er desværre ikke kun i Danmark, at det her beskrevne problem med manglende militær pessimisme-realisme i nærheden af politikerne har betydet, at nødvendige mobiliserings- og forsvarsforanstaltninger er sket tøvende, for begrænset og sandsynligvis for sent.

Det gælder hele Vesteuropa og i betydelig grad også lande i resten af verdensdelen.

At situationen ikke var sådan i mellemkrigstiden betød lige netop, at det ikke gik helt galt i 1939-45. Da startede man ganske vist kun modvilligt og tøvende i landene omkring aksen Tyskland-Italien-Japan (Vesteuropa og USA), men det skete med stadig større målbevidsthed og konsekvens overalt i de sidste fem år af 1930’erne.

(a Russian defence scholar) ”… off-handedly raised a theoretical situation in which a country without adequate nuclear capabilities could be forced under threat of seeing one of its cities blasted, to demilitarize even surrender part of its territories, regardless of the strength of its conventional forces. This seemed to me a ludicrously unlikely situation, not least as the aggressor would find itself an international pariah, but the matter-of-fact way he advanced it, and his surprise when I challenged it, spoke volumes about the kind of thinking held at least within his circle. And it is worth noting, he is on-and-off consulted for the Presidential Administration.” (Mark Galeotti, Putin’s Wars. From Chechnya to Ukraine, Osprey Publishing. Oxford 2022, s. 307)

Situationen nu, fordi USA stadig sikrer os

“The strategy in the new warfare consists primarily of intimidation. They want the politicians, the journalists, the diplomats, the military to fear that Russia is ready for a military conflict with NATO, if a third world war is required. The military provocations along NATO’s eastern border should demonstrate Russia’s threatening risk-taking propensity. The daring high-stakes game of exterminating all human life on the planet is a test with a fairly predictable outcome: the West will never be prepared to start a nuclear war. The Kremlin knows that the willingness to sacrifice something for Donetsk is quite low, for example in Germany. The specter of death can go on forever, the democratic countries will have to back down again and again and have to accept whatever the Moscow ulus does. ….In this blackmail game the democracies don’t stand a chance… Fear is a weapon. Fear shackles the victim. In nuclear poker, you can always double the stakes. It is not the strongest who wins, but the one who is prepared to run the rope. That is the unwritten rule in Russian prisons. Now the whole world is forced to live according to this law. …The West is simply not prepared for the new war and is reacting as in the “good” old days, when there were still fixed rules of the game.” (Mikhail Shishkin, My Russia: War or Peace? Quercus Publishing, 2023, p. 143).

NATO indtil 1960

Fra Atlantpagtens underskrivelse og igennem de efterfølgende ti år var kernen i sikkerhedsgarantien til Vesteuropa det amerikanske kernevåbenmonopol og derefter overlegenheden.

Våbnene skulle anvendes mod militære og økonomiske mål Sovjetunionen i en ”kernevåbenmodoffensiv” med fly straks efter et sovjetisk angreb mod Vesteuropa.

Senere undersøgte amerikanerne forgæves veje til at anvende våbnene på kamppladsen for at kompensere for den sovjetiske overlegenhed i landstyrker.

Efter Koreakrigens afslutning søgte man nemlig en billigere løsning end at opbygge store konventionelle forsvarsstyrker.

NATO fra 1962 til 1977

Efter, at Sovjetunionen ved en kraftanstrengelse havde opbygget sine kernevåbenstyrker på alle områder og niveauer, nærmede man sig en situation, hvor den totale ødelæggelse ville kunne blive gensidig, og efter forskrækkelsen ved Cubakrisen i efteråret 1962 indledtes et forhandlingsforløb, der både skulle standse forsøg, kontrollere våbnenes antal og sikre en så stabil og overskuelig situation som mulig.

I slutningen af 1960’erne lykkedes det at inddæmme risikoen for spredning ved at få de fleste af verdens lande til at forpligte sig til ikke at anskaffe kernevåben. Kun et land, Nordkorea, har indtil nu trukket sig ud af traktatforpligtelserne i kernevåbenspredningstraktaten (NPT).

Vesten fra 1977 til 1987

Da Sovjetunionen i en modernisering af ældre mellemdistancemissiler fra 1975 indførte de nye mobile SS-20-missiler, opfattede man i Europa dette som et forsøg på at undergrave forbindelsen til de interkontinentale amerikanske missiler og dermed troværdigheden af NATO-afskrækkelsen.

På trods af en voldsom folkelig modstand, der også blev næret af Sovjetunionen, besluttede NATO-medlemmerne at opstille nye amerikanske missiler (de såkaldte INF-våben) af to typer i forskellige medlemslande, hvis Sovjetunionen ikke opgav SS-20.

Det lykkedes i slutningen af 1987 at blive enige om at begge siders missiler af denne type skulle skrottes efter det politiske skift i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov.

De neutrale europæiske lande, der havde egne kernevåbenprogrammer, herunder Schweiz og Sverige, standsede disse og undertegnede ikke-spredningsaftalen. Man markerede sin satsning på, at den grimme del af historien var slut.

NATO 1992 til 2011

Fra afslutningen af den oprindelige Kolde Krig opfattedes kernevåben derfor som et anakronistisk levn.

I alt væsentligt bevarede de vestlige kernevåbenmagter kun kernevåbenstyrker, der skulle afskrække kernevåbenangreb på hjemlandet. I de efterfølgende år skete der drastiske reduktioner i de endnu kortere rækkende systemer. Frankrig opløste deres enheder med taktiske Hadés-missiler i 1995-96. Storbritannien trak deres kernevåben-flybombe WE-177 tilbage fra enhederne i 1998.

Kun USA bevarede også resterne af de tidligere styrker i form af en håndfuld gamle atomflybomber fordelt på baser i Vesteuropa.

I Vesteuropa var der absolut ingen bevidsthed om, at vore sikkerhed og frie politiske fremtid stadig hvilede på den amerikanske kernevåbenparaply.

2011 til 2021

Som Mark Galeotti gør klart i den indledningsvis citerede 2022-bog om den russiske militære udvikling i de seneste årtier, blev kernevåbenstyrkerne givet den højeste prioritet i reformer og genopbygningen af de russiske væbnede styrker.

I NATO skete der imidlertid ingen genopbygning af kernevåbenstyrker i denne periode, uanset hvad der skete i Rusland og andre, fjendtligsindede lande.

Der var bortset fra i Finland, De Baltiske Lande og Polen ingen vilje til at se, at Rusland åbent fra 2014 havde indledt en ny kold krig mod Vesten, der var åben i Donbass.

Den 17.12.2021 blev der (uden at dette blev taget seriøst) fra Moskva sent et ultimatum til Vesten med krav om:

En juridisk bindende garanti for, at NATO ikke ville optage nye medlemmer, specielt Ukraine og Georgien, og at man ikke ville sende ekstra tropper eller våben til de eksisterende medlemslande.

En revision af ”NATO–Russia Founding Act” fra 1997, som regulerer militære aktiviteter og samarbejde mellem NATO og Rusland, samt en tilbagetrækning af NATOs infrastruktur og styrker fra tidligere sovjetisk område og andre områder optaget efter 1997 (dvs. reelt ophæve resultaterne af Baltikum, Polens og balkanlandes NATO-medlemskab).

En anerkendelse af Ruslands særlige interesser og rolle i at opretholde sikkerhed og stabilitet i det post-sovjetiske rum, og en respekt for dets suverænitet og territoriale integritet, herunder over Krim og Donbass (dvs. anerkendelse af Ruslands særlige interessesfære).

Et forbud mod ny deployering af mellemdistance- og kortere rækkevidde missiler i Europa, kombineret med en dialog om stabilitet og våbenkontrol (dvs. blokere for en ny ”Dobbeltbeslutning”).

En reform af OSCE for at gøre organisationen til et effektivt forum for at håndtere sikkerhedsudfordringer og konflikter i Europa (dvs. give Rusland veto).

Selv dette ultimatum skabte ingen bevidsthed om, at muligheden for at trække på skuldrene af dette helt afhang af de amerikanske kernevåbens afskrækkende virkning.

2021 til 2025

Denne virkning er imidlertid ved at være historie: Den efterfølgende analyse og prognose bygger på den stadig mere sandsynlige forudsætning, at Donald Trump bliver genvalgt i november, og at hans politik i forhold til NATO, Europa og Ukrainekrigen bliver som meddelt gentagne gange og som allerede blev signaleret i hans første præsidentperiode. 

Om blokeringen af formel udmelding af NATO kan finde sted, afhænger af sammensætningen af Senatet fra næste år, men opretholdelsen af den amerikanske vilje til at leve op til Atlantpagtens Artikel 5 afhænger af den siddende præsident.

I 2022 kunne Galeotti som citeret beskrive en russisk militæranalytikers opfattelse som noget eksotisk. Siden har krigen gjort kravene om anvendelse af kernevåben mod Ukraine og Vesten blevet til et fast tema i højtstående russiske politikeres og mediefolks repertoire. Respekt for de amerikanske kernevåbenstyrker (med deres i russiske øjnes overlegne teknologi) har imidlertid indtil nu forhindret, at russerens billede med muligheden for anvendelse af kernevåbentrusler og egentlig våbenbrug reelt var risikofri.

Men det kan nu forventes at ændre sig fundamentalt med et genvalg af Trump. Herefter bliver den russiske analytikers situation en realitet. Man kan uden risiko for andet end forfærdet politisk forargelse anvende kernevåben i Ukraine til at fremtvinge en afgørelse og samtidig signalere den helt nye situation til europæerne, en situation hvor 2021-kravene kan presses igennem.

Der er reelt allerede nu behov for, at de europæiske lande trækker sig ud af kernevåbenspredningstraktaten (NPT), og at kernevåbenmagterne Frankrig og Storbritannien samt Tyskland teknisk hjælper andre lande, herunder Polen, med hurtigt at opbygge en mindre kernevåbenafskrækkelsesstyrke, der kan hjælpe europæiske regeringer i at modstå det snart kommende russiske pres.

Desværre tror jeg ikke på, at de ansvarlige politiske ledere (og deres for kløgtig efterargumentation valgte rådgivere) er i stand til at konfrontere virkeligheden og tage rettidige beslutninger af så drastisk og kontroversiel karakter.

Tilsidst er det rimeligt at citere indledningen af den nye analyse af problemet i William Alberques januar 2024-analyse til den højt anerkendte London-tænketank The Internation Institute for Strategic Studies (IISS): “Russian Military Thought and Doctrine Related to Non-Strategic Nuclear Weapons: Change and Continuity“:

“In June 2023, in the shadow of Russia’s war in Ukraine, Sergei Karaganov, the head of Russia’s Council on Foreign and Defense Policy and one of the more influential
advisers to the Russian political leadership, wrote an article calling for a pre-emptive nuclear strike against an ally of the US in Europe directly supporting Ukraine. He theorised that such a strike would help curb US actions against Russian interests and
allow Russia to prevail in what he sees as a global conflict between the East and West. This view was condemned by some in Russia, but it was also praised by
respected theorists such as Dmitry Trenin of the Russian International Affairs Council. The scope and scale of debate surprised many in the West and further heightened already-growing fears across the globe of Russian NSNW use in its war against Ukraine.”

På grundlag af IISS-analysen konstaterede Mark Trevelyan fra Reuters den 22. januar, at: “The war in Ukraine has dented Russia’s confidence in its conventional forces and increased the importance to Moscow of non-strategic nuclear weapons (NSNWs) as a means of deterring and defeating NATO in a potential future conflict …”

Karaganov eller Trenin kan have været Galeottis anonyme samtalepartner.

Men i fremtiden kan vi forvente en situation, hvor russerne ikke længere skal kunne tage hensyn til USA som allieret af det land, man vil true til tilpasning.

Katastrofen er med stor sandsynlighed på vej

Lige nu, er vi to eller tre dårlige valg fra NATOs endeligt, afslutningen på Den Europæiske Union og måske afslutningen på den liberale verdensorden, som vi kender den (Anna Applebaum, november 2016 (citeret i Weekendavisen 29-12-2023)) Det første valg var netop i 2016, det andet er i 2024. Det tredje bliver ikke nødvendigt.

Ukraine er hårdt presset, Trump kan vende tilbage, og Europa mangler en plan: »Vores strategi er håb« (overskrift i Information 30-12-2023).

Dette indlæg følger og diskuterer, hvordan vi søvngængeragtigt kom dertil og intet gjorde rettidigt.

Vi forsøgte ikke engang at beskrive og konfrontere problemet, hvilket ville være det lillebitte første skridt i et forsøg på at håndtere det.

At vi blot spinnede Kejserens nye klær, tager ingen ansvaret for.

Pga. total uansvarlig amatørisme har vi nu ikke tid til at gennemføre skridt, der kan afværge eller inddæmme den ødelæggelse, Applebaum forudså.

Jeg vil her undlade at komme ind på det allermest kritiske problem: det nu sandsynlige tab af det i hele NATOs eksistensperiode allermest centrale amerikanske bidrag til Europas sikkerhed: De amerikanske kernevåben.

***

Søvngængeriet

For det går jo nok fortsat fint.

Afghanistan gik fint, indtil det pludselig kollapsede. Helt uforudseeligt!?

Ukraine. Bortset fra nogle gale amerikanske efterretningsfolk var alle for to år siden enige i, at Rusland ikke ville angribe. Alt andet var da uforudseeligt?!

For et år siden var man nervøs for, om Ukraine ville være i stand til at administrere sin snarlige sikre militære sejr klogt. For det var helt sikkert, at forårsoffensiven ville vælte de stakkels uduelige russere. Helt sikkert!?

Nu forventer man, at de nuværende fastlåste fronter vil fortsætte som i 1. Verdenskrig. Alt andet er da helt uforudseeligt og utænkeligt!?

“Fastlåsningen” skal udnyttes til at opnå en forhandlet kompromisfred med Rusland, for uanset, hvad dette land siger og gør, er det da for almindelige mennesker helt utænkeligt og uforudseeligt, at russerne ikke også længes efter fred.

Man ignorerer, at fronterne dengang ikke fortsatte med at være fastlåste, for den ene part vandt – efter logikken i nedslidningskamp – pga. talmæssig og materiel overlegenhed.

Russerne står jo på den anden side af Ukraine over for det NATO, som er overvældende meget stærkere end dem … insisterer man.

Man ignorerer ignorerer imidlertid helt, at NATOs militære styrke og afskrækning af Rusland helt hviler på USAs militær. Vesteuropa har ikke vekslet ret meget af sin økonomiske styrke til militær magt og er slet ikke startet med at gøre sig umage.

I den manglende militære indsats er Danmark absolut førende.

Nu er i første omgang den amerikanske støtte til Ukraine er kollapset på grund af blandingen af kujoneri, højreradikalisme og opportunisme hos Republikanerne.

USAs fortsatte dominerende rolle i Europas sikkerhed er akut og alvorligt truet.

I bedste fald snart vil den hurtigt blive drastisk mindsket for at støtte inddæmningen af Kina. I værste fald vil det ske som en punkteret ballon fra begyndelsen af 2025.

Det ignoreres på strudsevis og som af de tre aber.

Noget sådant anses på trods af en entydig tendens som helt utænkeligt, fordi det, hvis det sker, vil være så forfærdeligt, forfærdeligt krævende på alle tænkelige områder.

Så vores politiske ledere har valgt i nu tyve år at nøjes med en selvtilfreds, uanalytisk og ukritisk sikkerhedspolitisk rådgivning.

De formelt ansvarlige rådgivere finder dette udmærket.

Alternativet er ikke faldet dem ind:

Det som fortsat burde være sket på de sikkerhedspolitiske områder, er, at de relevante statsinstitutioner, herunder efterretningstjenester og relevante ministerier jævnligt havde udviklet prognoser for alle de mulige hovedforløb.

Det skulle som minimum været sket, når et aktuelt eller fremtidig sikkerhedspolitisk problem trængte sig på eller overraskende opstod.

Det skulle så naturligvis ske under inddragelse af specialister med den nødvendige ekspertise (i sikkerhedspolitikken økonomisk, militær, regionalpolitisk og -historisk for pågældende land og region).

Under hvert muligt hovedforløb måtte de sandsynlige konsekvenser for Danmark og allierede skitseres, også det mest uønskede/ubehagelige forløb.

At vores land er lille, fjerner ikke ansvaret for at tænke selv over for befolkningen og dens fremtid. Landets i omfang begrænsede analysebureaukratier gør ikke evnen til at se og konkludere klart mindre …

På dette grundlag måtte de mulige/nødvendige reaktioner på forskellige områder identificeres, der kunne at mindske skader og risici.

Det var gældende for Irak, for Afghanistan og for Ukraine. Man valgte uselvstændigt og ukritisk at lægge sig i halen på en indlysende fejlagtig analyse og afledt dybt strategi, der blev dybt risikabel ved en klart manglende sammenhæng mellem mål og midler.

Den indenrigspolitiske fordel for de ansvarlige embedsmænd og deres formelt ansvarlige politikere, var, at man kunne fralægge sig ethvert ansvar for nederlaget, uanset at dette i tilfældet Ukraine med stor sikkerhed vil føre til en katastrofe for andre end ukrainerne.

I tilfældet Ukraine kan enhver med kendskab til Rusland fortælle, at krigen kun var midlet til at fjerne USA militært fra Europa og derigennem underlægge os alle kravet om tilpasning til ethvert russisk behov og krav.

At det går den vej er tydeligt for selv de tre aber i det japanske tempel, der regerer som danske sikkerhedspolitiske rådgivere.

Der skulle ikke på forhånd defineres et mere “sandsynligt” forløb, fordi dette vil fjerne opmærksomheden og ansvaret for beslutninger, der ville være nødvendige, hvis forløbet bliver anderledes og eventuelt mere krævende end det bekvemt sandsynlige.

Når det faktiske forløb blev klarere, skulle myndighederne løbende fastlægge, hvilke fejlvurderinger, der var opstået i prognosearbejdet.

Dette skulle ske for at lære, rettidigt.

***

Den sikkerhedspolitisk centale rådgivningsmyndighed var tidligere og er fortsat Forsvarets Efterretningstjeneste.

Indtil tjenesten i 2010 som et brud med efterkrigstidens rolle fik civil chef (Thomas Ahrenkiel fra Udenrigsministeriet) havde den siden sin etablering 60 år tidligere ikke (som derefter) været et hjælpsomt politiserende embedsmandsapparat. At det varede næsten tyve år efter 1990, før råddenskaben satte ind, kan bl.a. have været en funktion af, at tjenesten i perioden skulle varsle om trusler mod udsendte danske soldater. Men det kan også skyldes, at chefen, til slut Finn Hansen, havde officersbaggrund.

Før 1991 havde dens hovedopgave være at varsle om krigsrisiko og om militære trusler mod Danmark.

I 2010 havde man endnu ikke reelt befriet regeringen for ansvaret for at lede og tage vanskelige og upopulære beslutninger rettidigt.

Det skete derefter ved at tjenesten fast konkluderede, at politisk ubehagelige, hypotetiske udviklinger var mindre sandsynlige.

FE var dog selv under Den Kolde Krig selvvalgt delvis blindet af, at man undlod at inddrage egen side i analysen, hvorfor man systematisk “overså” de svagheder, som kunne være centrale for at tolke mulige fjenders angrebsforberedelser.

Ansvaret for denne sammenholdende analyse var Forsvarsledelsens ansvar, og derfor var Forsvarschefen dengang FEs øverste chef.

Men i 2010 var der jo ikke længere farlige militære trusler mod Danmark, som krævede ikke-politiserende, faglig analyse.

(Illustration: De tre aber fra Tōshō-gū helligdommen i Nikkō, Japan, fra flickr.com)

Podcast: https://web.24syv.dk//audio_clips/330930

Den væsentlige årsag til at skrive har nu i et årtier kun været ikke at kunne blive medskyldig i den forudseelige katastrofe.

Her vil jeg også ved starten af det sidste år, før jeg bliver 80, dvs. olding, behandle, hvad der skulle og kunne ske, hvis Danmark ved at genopbygge Hæren skulle bidrage til at forebygge det kommende.

Jeg vil starte med at videregive oplysningen om, at Forsvarets Efterretningstjeneste er på vej med en vurdering af forløbet efter det nu truende ukrainske nederlag, hvor man åbenbart (igen naivt) forestiller sig, at krigen nu er ved blive afsluttet med en aftale, som Rusland vil acceptere som endelig.

Dette på trods af, at landet for to år siden gjorde helt klart, at krigen mod Ukraine kun var et middel til at smadre den internationale ordning i Europa.

På trods af, at aftalen vil få samme virkning, som München-aftalen i efteråret 1938.

Efter denne aftale vurderer FE angiveligt, at det vil vare 3-5 år, før de russiske konventionelle styrker vil være genopbygget til et sådant niveau, at de kan skabe en alvorlig militær trussel mod bl.a. Baltikum.

Men selvfølgelig mener FE ikke, at Rusland vil angribe et eller flere NATO-medlemmer derefter, for som med hensyn til Afghanistan i 2021 og Ukraine et halvt år senere er man sikker på, at alt går godt. Rusland vil uanset, hvad de har meddelt og gjort, ikke angribe igen, for man har jo ikke flere territoriale krav (for at citere Putins rollemodel Hitler).

Ved at vurdere således gør FE (der i modsætning til under Den Kolde Krig aldrig føler eller bliver pålagt ansvar) reelt politikerne ansvarsløse, hvis man som i 2021 og 2022 igen fejlvurderer, og her med katastrofalt resultat for land og befolkning. Dette opfatter jeg som et kriminelt svigt, fordi det ignorerer den indlysende realitet, at politikere selvfølgelig ikke vil tage vanskelige, kostbare og upopulære beslutninger for at imødegår en ubehagelig, kun hypotetisk mulighed.

Den grundlæggende totalt uholdbare præmis i FE’s vurdering af Ruslands optræden om nogle få år er, at man forudsætter, at NATO (i russernes øjne korrekt set som militært lig med USA) forbliver Rusland militært overlegen med en central og troværdig rolle i afskrækningen af trusler mod de europæiske NATO-lande.

Man kan mene, at det at skrive andet ville være fornærmende mod USA, men det gør med den sandsynlige udvikling FEs vurdering både uholdbar og misvisende.

Fremtiden ligger mellem Trumps varslede amerikanske direkte udmeldelse af alliancen til Bidens skift af fokus til Stillehavet og overladelse af forsvaret mod Rusland til de europæiske medlemmer efter Ukrainekrigen.

Men til Hæren, hvor der reelt intet sker, fordi man mangler klare ansvar, er tillært hjælpeløse og ikke bliver udsat for det nødvendige politiske og faglige pres.

Det første, jeg ville gøre, hvis denne snart-olding pludselig fik myndighed og ansvar for hurtigt at klargøre Hæren til at kunne bidrage til en inddæmning af Rusland, ville være at ansætte en projekttroika bestående tre udenlandske, lige pensionerede seniorofficerer på en treårskontrakt, en finsk, en USMC og en ukrainsk (nok krigsinvalideret) oberst-generalmajor. Gruppen skulle gives et lille sekretariat af danske officerer.

Projektgruppens første opgave skulle være at udpege ny dynamisk officer på 35-40 til hvert regiment som chef på en treårskontrakt. Derefter var det gruppens opgave at inspicere, vejlede og eventuelt og have fuld myndighed til gribe ind. Hvert regiment skulle hvert at de næste tre år uddanne en fuld krigsstærk, i princippet værnepligtsbaseret bataljon/afdeling inden for pågældende våben/speciale.

At det er muligt ved fortidens officerer af min generation. Men med den tabte praktiske faglighed vil den være nødvendigt at knytte “best-practice” fagkundskab, ved logistikregimentet finske og ukrainske befalingsmænd fra sanitetsenheder, vedligeholds- og bjærgningselementer, forsyningsenheder og militærpoliti.

De danske tjenesteders instruktører/befalingsmænd må hentes/udvælges blandt egnede frivillige fra stampersonel- og officersgrupperne, alle med en ny kontrakt, hvor lønnen var tilpasset, at arbejdstiden blev bestemt af tilstedeværelsesbehovet.

Kadrerne skal samtidig gives ansvar for at eksperimentere med integrationen af nyt materiel såsom droner.

De nye under tjenestestedschefer må gives totalt helhedsansvar og -myndighed for at kunne løse deres opgave, og alle Forsvarets andre myndigheder var ansvarlige for uden forsinkelse at levere den nødvendige støtte.

Egnede kasernefaciliteter skulle hvor nødvendigt skabes med midlertidige, eksempelvis skibscontainerbaserede, faciliteter. Manglende krigsmaterielmateriel til uddannelsen og simulatorer kunne om nødvendigt lejes, også i udlandet.

Mens uddannelsen af enhederne ved kamptropsregimenterne vil være simpel, vil produktionen ved specielt ingeniør-, logistik- og signalregimenterne senest fra andet år blive bestemt af de valgte opgaver for Hæren og den derefter fastlagte krigsorganisation.

Parallelt med denne uddannelse enheder af skulle reserveofficers- og befalingsmandsuddannelsen accelereres, fokuseret på behovet for at levere kadrer til de nye værnepligtsuddannede enheder.

En ting er enheds-“produktionen”, en anden ting er bevæbningen og ammunitionsproduktionen. Den eneste mulige vil til hurtigt at kunne producere og udvikle moderne ammunition og måske også våbentyper i Danmark ville være at lave en kontrakt med en udenlandsk producent som Bofors/BAE om at etablere produktionslinjer i Danmark med dansk finansieringsgaranti, hvor det blev særdeles lønnende at overstige de aftalte produktionstal.

(fotografiet er fra uddannelsen af den finske hærs beredskabsenheder)

Europas erfaring med sine krige førte til fire årtiers international indsats fra midten af 1800-tallet for at begrænse lidelserne i fremtidige krige. Efter Første Verdenskrig og ikke mindst efter den Anden Verdenskrigs erfaringer i sin fulde periode fra sin start i Kina 1931 til afslutningen i 1945 var det klart, at de eksisterende traktater måtte skærpes og udbygges. Det var et arbejde der i første omgang blev afsluttet i 1949 i Geneve, men blev fortsat i de efterfølgende årtier for at klargøre regler under interne konflikter og forbyde våben, man vælger at se som specielt og unødvendigt lidelsesskabende.

Derefter gik udviklingen desværre den modsatte vej. Man er nu på en hurtig glidetur mod barbariet.

I første omgang blev denne udvikling drevet af chokket og vreden efter angrebene mod USA den 11. september 2001. I “Krigen mod terror” var fjenden ikke kun bevæbnede repræsentanter for en fjendtlig fremmed stat, der skulle behandles som kombattanter efter konventionerne, og egne statsborgere, der kunne drages til ansvar indenfor eget retsvæsen. Der var tale om internationale forbrydere, som USA valgte at behandle som ikke dækket af de to kategorier, i hvert fald indtil de kunne overdrages til straf i den stat, som vedkommende kom fra, og hvis retsvæsen amerikanerne havde tillid til.

På trods af, at krigsforbrydelserne fandt sted under borgerkrige, var det internationale samfund tilstrækkeligt enigt og stærkt til at reagere efter krigsforbrydelserne under krigene i 1990’erne under opløsningen af Jugoslavien og den etniske borgerkrig i Rwanda, men derefter gik forfaldet hurtigt.

Meget naturligt fik problemerne arnested i området fra Mellemøsten til Centralasien, fra Levanten og Den Arabiske Halvø til Afghanistan, hvor krigsførelsen kunne være dobbelt asymmetrisk. Det var det ofte i den forstand, at den ene side var en militær stormagt, mens den anden side var henvist til guerilla og terror. Derudover kunne nogle af konflikterne også være asymmetriske i den forstand, at kun den ene side kæmpede hæmmet af traktatmæssige begrænsninger.

Denne sidste asymmetri kom i meget høj grad til at styre den vestlige opinions indsats i Irak og Afghanistan såvel om forventningen om lawfare, stramt folkeretligt tilbageholdende krigsindsats, som efter Irakkrigen specielt ramte de vesteuropæiske hærofficerskorps.

Det er centralt at notere sig, at en tilsvarende tilbageholdenhed ikke blev set eller forventet fra den syriske regerings side samt under indsatsen fra russisk, iransk eller Hizbollahs siden under Den Syriske Borgerkrigs mest intensive fase fra 2012 til 2017.

Her anvendes den asymmetriske militære magt fuldt ud for at terrorisere og nedkæmpe modparten. Det skete bl.a. med bevidste terrorangreb på civilbefolkningen og hospitaler.

At der findes eksempler på tilsvarende russiske angreb i Ukraine var forventeligt.

I den pulserende krig ved Israels grænser i de sidste tyve år i sydvest mod Hamas og i nord mod Hizbollah har den centrale tekst for reguleringen af krigen fra “Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War, Geneva, 12 August 1949, Article 28 – Treatment II. Danger zones”:

The presence of a protected person may not be used to render certain points or areas immune from military operations.

Det vil sige, at det er eksplicit forbudt at anvende civilbefolkningen og specielt nævnt hospitaler som en bevidst integreret del af forsvaret.

Dette er helt centralt for at nå målet at undgå, at civilbefolkningen rammes.

Det har imidlertid været en helt central del af Hizbollahs og specielt Hamas strategi netop at indrette forsvaret, så Israel ikke kan undgå at ramme netop den palæstinensiske civilbefolkning hårdt og synligt, for jo flere dræbte, jo mere og mere synlig lidelse, jo bedre.

Det er i dette lys, som konflikten i Gaza skal ske. Hamas har igennem mange år udbygget det nu fuldt dækkende tunnel- og bunkersystem under enklaven med fuld udnyttelse af specielt folkeretsbeskyttede faciliteter som hospitaler. Gennem terrorhandlingerne 7. oktober og disses omfattende og overraskende karakter tvang man Israel til at reagere som det skete.

Ved at tage mange gidsler og anbringe dem i tunnelerne lukkede man israelernes mulighed for at løse problemet forholdsvis diskret ved at oversvømme med vand fra Middelhavet.

Kun bombardement med store bomber med minevirkning kunne tunnelsystemets anvendelse under Hamas kamp begrænses, men da Israel ikke kunne skaffe sig efterretninger om placering, blev præcisionsbombning umulig.

Som nævnt ovenfor forventer den vestlige opinion kun en folkeretlig ren optræden fra egen side, så det blev ikke Hamas usynlige folkeretsbrud, der blev fordømt, for organisationen kunne jo ikke gøre andet, vel?

Det var derfor Israels pavlovske krigsførelse, som reelt generelt er uden praktisk militært alternativ, der mobiliserede opinionen, for Israel kunne jo bare, som Vesten gør hele tiden, opgive og acceptere nederlag, når situationen bliver for vanskelig og upopulær.

Jøderne kunne jo bare opgive Israel-projektet, trække sig ud og forsvinde ud af Mellemøsten og historien, ikke?

Det er mange enige om. Den vestlige opinion er pavlovsk tankeløs. Med de sociale medier som ukritisk accelerator fremmer den samtidig den igangværende ødelæggelse af folkerettens forsøg på at inddæmme fremtidig krigsførelse mest muligt. En ødelæggelse, der allerede var i gang.

Dette viser en kollektivt tabt snøvs.

I går, den 10. december, deltog jeg i Clement Kjærsgaards P1-program “Akkurat”. Mine bidrag knyttede sig primært til situationen i Ukraine, hvor jeg dels understregede dennes alvor og konstaterede, at som Rusland havde gjort klart for to år siden, var en sejr over Ukraine ikke et mål i sig selv. Det var et middel til at opnå en ny strategisk situation, hvor USA var væk og hvert europæisk land var tvunget til at tilpasse sig russisk magt.

Jeg konstaterede ved afslutningen af min deltagelse, at næste fase var indledt, idet Rusland havde stillet krav til Letland om at forbedre landets russiske minoritets status.

Det fik en anden deltager, den tidligere direktør i Udenrigsministeriet, ambassadør Friis Arne Petersen, til at påpege, at Letland som de andre baltiske lande i modsætning til Ukraine var sikret af deres NATO-medlemskab. Alliancens styrke ville effektivt sikre dem.

Han syntes derfor ikke at forstå, at det eneste medlemsland, der har militære styrker, der kan sikre russisk respekt for NATO, er USA. Andre, derunder Danmark, har på alt andet end det symbolske niveau kørt på frihjul i tyve år.

De vesteuropæiske medlemslandes støttemuligheder over for russisk militært pres og et konventionelt angreb er igennem de sidste tre årtier sparet og rådnet væk, og i modsætning i frontlinjestaterne fra Sverige og Finland mod syd, der siden 2014 har forsøgt at lukke de værste huller, er USA’s militær nu endnu mere dominerende end under Den Kolde Krig.

Rusland ser grundlæggende ret, når man opfatter USA som lig med NATO.

At USA nu er på vej til at opgive Ukraine, fordi Trump-støttende Republikanerne blokerer en fortsættelse og samarbejder med Putins agent, Ungarns Viktor Orban, om at sabotere økonomisk støtte fra EU til Ukraine.

Dette undergraver med god grund frontlinjestaternes tillid til USAs og derigennem alliancens muligheder.

Mens ambassadøren forklarede, hvordan USA måtte bede europæerne om at bære mere at eget konventionelt forsvar af Europa, var en anden deltager i udsendelsen, Danmarksdemokraternes Søren Espersen uden argumenter af den sikre opfattelse, at USA ikke ville tillade et ukrainsk nederlag.

Kort sagt viste udsendelsen klart og akkurat, at man slet ikke forstår den dramatiske ændring af Europas situation som er på vej som følge af Vestens amatørisme og svigt i at inddæmme Ruslands offensiv mod vores fremtid.

You should feel proud of the long Western legacy of breaking with a past where we did as earlier empires.

We thereafter sought less suffering, more equality, more freedom and more justice for all or most, even if the situation was often difficult and complex.

But instead you hate your world and its achievements and follow the Pied Piper with no knowledge/understanding driven by unthinking and manipulated emotions in your social media echo chambers.

You deserve what you will get, but I feel sorry for my gransons.

Russia invaded Ukraine starting a war that most in the West saw as a conflict between good and evil. A war between democratic aspirations and autocratic and imperial regression.

However, it soon became clear that the Global South remained neutral and it exploited the situation as much as possible. The Russians had again succeeded in making the former colonies of Western European empires ignore that the only old European empire still there and aggressively active is Russia. The only people remembering this is China, but Beijing wanted Moscow as an ally.

Through 2023 it became ever more clear that the relatively united Western front was fragmenting, as right-wing, populist political forces in both the U.S. and Europe sought a regression from democracy and rule of law. Historically aware people may recognise that this is a replay of what had happened in the Interwar Period.

After the start of the Hamas-Israeli War on 7 October the support for Ukraine has come under serious pressure from three independent forces.

The first one were the right-wing, Ukraine hostile, Trumpist forces in the U.S. It adopted an uncritical pro-Israeli line to further undermine support for Ukraine.

The second were the large – and now clearly not politically integrated – Muslim population groups of the West that fully identified with the Palestinian (in reality Hamas) position in the new conflict. In reality they acted as a radicalised extension of the Global South‘s position of neutrality in the Ukraine War.

The third was what must be called the young and largely Anarchist left that was and is nourished by years of Woke hatred and disgust of the West and their democratic governments. The West – their own countries – had been colonialist exploiters and racist slave owners, and their elites were still considered to be “structurally” racist and supporting inequality.

And their democratic states’ politicians had clearly been ineffective in meeting the main problem of our time, climate collapse. Therefore chaos with human extinction is approaching fast and uncontained.

As their equally tunnel-visioned grand-parents uncritically marched for Vietnamese Communist Party dictatorship in all Vietnam and their parents marched for unilateral Western nuclear disarmament, the young Left activists now march for a Palestine from the Mediterranean Sea to the Jordan River. They feel good doing so, so everything will end all right. Ukraine’s future is clearly a minor issue not relevant to them.

I shall not use text here to consider how it is possible for in principle intelligent, young people that have grown-up and benefitted from the rule of law and attempted social justice in Western Europe to put these unique benefits at risk and at stake by their actions. I do not understand it now as I did not understand it meeting the many fundamentalist Marxists at University and in meetings in the 1970’ties.

However, I do understand that the insecure, but convinced, young now organise outside and in opposition to the party based parliamentary democracy. The echo rooms of social media groups of the like-minded feel much safer.

My focus here is their never aquired or lost knowledge/acceptance of how Western international behaviour has improved in a unique way over the last two and a half century. I do this even if it probably is futile to unlock and defuse the self-disgust of young activists by pointing out that they should be proud of the history of the West and embrace their inheritance.

It is true that the West, at the end mainly Anglo-Saxons and the French, build and exploited immense empires and enslaved other nations.

They behaved the same way that others had done in other periods for thousands of years and some still work hard to continue to do (such as the Russians and Han Chinese on a large scale and many others on a regional or local scale).

What they should be proud rather than ashamed of is that it was their countries of the West that past started roughly 250 years ago during the Enlightenment movement in Europa.

Gradually it became accepted by more and more of the Western elites that past behaviour was morally wrong should end. The elite and state behaviour paradigm morfed gradually into what would be familiar today. The actions necessary to expand and sustain empire became controlled in means and ways to fight until it could be completely abolished. International behaviour should be regulated by a common framework of rules.

The development towards changed behaviour and more international justice certainly did not follow a straigth line.

However, after the disastrous lapse of the extended world conflict 1931 to 1945, the complex of improvement ideas was realised at the creation of the United Nations. As this organisation was created and manned by humans, it was not perfect. However most did their best to solve the unsolvable dilemmas of the time.

One such dilemma was how to create some future for the Jewish nation after decades of intensified Russian progroms in the “Bloodlands” of the Eastern Europe followed by the German led Holocaust.

Note, dear simple-minded critics, that the intentions were the best possible, but as all other settlements and societal enginnering, the implementation brought a continuation of the conflict in the British Mandate of Palestine in the 1930’ties.

Ambitious new Arab neighbouring states actively nourished the hostilities, and the UN 1956 attempt to contain the conflict failed after ten years, bringing half a century of conflict and escalating misery.

The solution now suggested by the critics of the past well-intentioned solution will just continue the Holocaust in a more naïve clothing pretending the certain result to be just.

An indirect result of the blind support of unlimited Palestinian claims against easing the way for the return of the last European empire, the Russian, to Eastern Europe.