DANMARKS FARVEL TIL ARKTIS?

Først lidt kyniske observationer.

Jo mere spændt forholdet mellem USA og Rusland er, jo vigtigere bliver Grønland for amerikansk sikkerhed.

Jo mere Grønland ligger i et militært konfrontationsområde mellem stormagter, desto mindre kan småstaten Danmarks militære bidrag påvirke situationen.

Specielt i spændingsperioder bliver centralt for amerikanerne at kunne opnå en afgørende og direkte indflydelse i Grønland.

Jo mere spændt forholdet er mellem Rusland og USA, jo mere vil Danmark komme under pres for at bidrage til NATOs forsvarsstyrker.

Men det danske forsvarsbudgets størrelse bestemmes først og fremmest af, hvad amerikanerne vil leve med. Dette blev klart påvist af politologen Jens Ringsmose 2007-ph.d.-afhandlingen “Frihedens assurancepræmie’ – Danmark, NATO og forsvarsbudgetterne”.

Det er naturligt for Danmark at udnytte mulighederne for at hjælpe amerikanerne i Grønland til at mindske presset for at øge NATO-bidraget, men mulighederne hviler logisk på, at København har myndigheden til at kunne levere og at USA støtter denne situation. Men som Kristian Mouritzen har gjort klart for nylig i Berlingske, satser USA nu direkte på at kunne udnytte grønlandsk selvstændighed til at opnå en direkte og dominerende kontrol.

Fordelene ved den tidligere situation kan lettest illustreres ved statsminister H.C. Hansens politik i 1957. NATO var ved at definere rammen for medlemmernes styrkebidrag, og det var indlysende, at man forventede et øget dansk bidrag. Men i forsommeren valgte socialdemokratiet at optage Det Radikale Venstre og Retsforbundet i regeringen, hvilket betød et direkte brud med partiets forsvarspolitiske samarbejde med Venstre og De Konservative. Af hensyn til de nye regeringspartier måtte man reducere et kommende forsvarsforligs budgetramme. Men det klaredes ved statsministerens notat til den amerikanske ambassadør i november, hvor USA fik bemyndigelse til at anvende Thule som kernevåbenbase.

Men efter 2014 har konfrontationen mellem Rusland og USA blevet stadig mere klar, og presset for at leve op til løfterne om at øge forsvarsbudgettet til 2 % af bruttonationalproduktet. Konfrontationen har i det senere par år fået en stadig klarere arktisk dimension, og Danmark er nu ikke længere styre udviklingen.

Grønland kan vælge at udtræde af Rigsfællesskabet, og USA støtter fortsat – nu igen mere diskret end Trump – ambitionerne. Dette fordi et selvstændigt Grønland vil være totalt underlagt amerikansk vilje.

Udviklingen er blevet fanget af myten om, at Grønland blev udnyttet som en dansk koloni, hvor virkeligheden er, at øen siden 1945 har været igennem en modernisering, der krævede stadig flere danske investeringer.

Det var denne modernisering, der dengang var ønsket af alle involverede, som undergravede det traditionelle decentraliserede jægerboplads-innuitsamfund. Det var ikke den fiktive kolonitid, som den danske venstrefløj opfandt som en del af sin samfundskritik efter 1968. Min far rapporterede fra en fase af udviklingen han oplevede som lægebådsbesøgende øjenlæge i 1960’erne. “Koloniseringen” havde i de år to hoveddimensioner: Forbedring af sundhedsinfrastruktur med service og opbygning af fiskeriet.

Indtil moderniseringen var den danske hovedinteresse at kunne aftage det traditionelle samfunds produktion.

Den udvikling, der desværre nu tegner uafvendelig som en græsk tragedie, er trist for Rigsfælleskabet og Grønland, og der er god grund til, at den kommer til at belaste det danske forhold til et USA, der på ingen måde her opfører sig som ven og allieret.

Jeg håber stadig på at nøgternhed pludselig fremkalder et mirakel, således at den danske regering med klart sprog i alle retningen prøver at redde Rigsfællesskabet og betaler, hvad man har lovet sine allierede. Jeg håber, at udfaldet af valget til Landsrådet skabte tid til dette.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *