Kopier af to Facebook-indlæg om Trumps angreb på Rigsfællesskabet, den danske reaktion og fremtiden

Det er simpelthen utroligt.

Vores nye statsminister (som ikke kommer fra det parti, jeg har stemt på igennem hele mit liv) klarede en alvorlig Trump-krise med UG med kryds og slange (et niveau, der senere fik karakteren 13), men angribes, fordi hun reagerer med det i denne forbindelse svage, nøjagtigt beskrivende tillægsord “absurd”.

Reaktionen kom på, hvad der er den største udfordring af dansk suverænitet siden tyskerne kom på et længere betalt ophold i sidste århundrede.

For grønlænderne var kernen i sagen risikoen for at skulle opgive ethvert håb om uafhængighed og se muligheden af nationens sproglige og kulturelle udslettelse i øjnene. De havde brug for statsministerens klare markering og fik den.

Udenlandske kommentatorer uden for Trumps ekkokammer ser med forståelse på den danske reaktion, men de Trump-“Verstehern”, der havde vist en sjælden tavshed i de foregående dage, kom ud af deres forskellige huller og angreb Mette Frederiksen for hendes majestætsfornærmende opførsel.

Men man må jo også konstatere, at disse kommentatorer handler på et godt dansk historisk grundlag fra årene mellem 1933 og 1940, hvor nøgterne observationer af karakteren af Tysklands nye leder blev undertrykt med nogenlunde samme motiver og manglende civilcourage, som nu nærer kritikken af statsministeren.

Tak til statsministeren for rettidig og klar indsats.

Men efter denne følger nødvendigheden af en energisk krisehåndtering, der nu heldigvis kan bygge på en nøgtern men klar kommentar til det fælles dansk-grønlandsk-amerikanske problem; den fortsatte tilstedeværelse af en løs tweet-maskinkanon i Det Hvide Hus.

********

Kommentar på grundlag af det rekonstruerede forløb (fra 24.8.2019):

Siden efteråret 2018 er Trump åbenbart blevet udsat for en stadig belæring om, hvordan Arktis er af stigende betydning, bl.a. på grund af den russiske opbygning af baser og evnen til arktisk krigsførelse.

Da alt andet end penge og personlig magtopbygning synes uden for præsidentens fatteevne, skete der intet før han hørte om de store ressourcer, der nok vil blive tilgængelige, når indlandsisen forsvandt fra Grønland og havisen var smeltet bort fra Det Arktiske Hav.

Trump forstod åbenbart mulighederne her til sommer, og han præsenteres så på et tidspunkt for senator Tom Cottons idé om at løse alle problemerne ved at købe øen.

Trump havde sagt ja til at besøge Polen i begyndelsen af september, et land, der bruger de ønskede 2 % på Forsvaret og som har en nationalistisk-autoritær, EU-fjendtlig regering, som svarer til præsidentens verdensopfattelse. Han fik så den brilliante idé at tage til det nærtliggende København for her at fremføre sit generøse tilbud om at befri Danmark for de store udgifter til Grønland. Han inviterede derefter sig selv.

Det skal her anføres, at meningsfulde statsbesøg forberedes gennem omhyggeligt forarbejde om emner og fælles beslutninger. Her blev hverken Danmark eller hans eget embedsmandskorps i Pentagon og State Department orienteret om andet, end at han ville diskutere Arktis, hvilket ikke var overraskende for nogen.

Men hans geniale idé med et køb, der vil løse alle problemer, holdt han for sig selv, da der jo så var ham, der ville løbe med de politiske roser.

Imidlertid lækkede så rygter om planerne til Wall Street Journal, nok fordi enten Trump selv eller hans nærmeste hjælpere var så stolte, at de ikke kunne holde kæft.

Rygtet fik heldigvis Mette Frederiksen til straks at rejse Grønland for at sikre en fælles grønlandsk-dansk front, så Trump ikke fik mulighed for at spille de to samtalepartnere ud mod hinanden.

Afvisningen af Trumps ønske blev gjort så entydigt og endeligt, at han tabte ansigt og heldigvis reagerede forudseeligt som den narcissist, han er, og aflyste det uforberedte besøg, han selv havde inviteret sig til. Som også Berlingskes tegner for et par dage siden mente, må bl.a. Dronningen have reageret med et “PyHa!”. Et gennemført møde ville i bedste fald have været spild at tid af penge og et presset politikorps’ arbejdstid.

Derefter kunne man begynde på de forhandlinger, der skulle være sket tidligere og under forberedelsen af forsøget, og det er bemærkelsesværdigt, mildest talt, at de indledtes med den amerikanske udenrigsministers opringning til den danske samme aften, som Trump afløste besøget. Den derefter gennemførte telefonsamtale mellem den “nasty” Frederiksen og præsidenten er en klar sejr for hendes indsats, uanset at den sandsynligvis kun skulle inddæmme konflikten gennem generelle venligheder og et undskyld for udtrykket “absurd”, så det sårede ego kunne blive helet.

Man må gætte, at det var den danske statsminister, der ringede til Trump, og at det skete på opfordring fra den amerikanske udenrigsminister dagen før.

Det ville have været potentielt dramatisk skadeligt, hvis Trump og hans hjælpere havde holdt displineret kæft, indtil han præsenterede sin fremragende idé for den danske regering eller endnu værre Dronningen under besøget.

I modsætningen til Eisenhowers stille spørgsmål til Frederik 9 i 1950’erne om Grønland var til salg for at markere den amerikanske sikkerhedsinteresse, ville et forslag fra den kolerisk impulsive og selvoptagne Trump måtte opfattes som et ultimatum, der i forfærdelse måtte afvises.

Nu endte det foreløbigt så godt, som det kunne, og der er skabt tid til forhandlinger, om hvad der skal ske for at varetage amerikanske interesser på en balanceret måde.

Der er dog to udfordinger. For det første vil jeg citere afslutningen af en frisk artikel på “townhall.com” om sagen af den ultrakonservative magtfanatiker Pat Buchanan, der var Richard Nixons tro væbner under forsøget på at sabotere Watergateopklaringen:

“While Trump’s diplomacy in the Greenland matter was not as deft as Seward’s in acquiring Alaska, the attitude exhibited would not be unfamiliar to many of the great men in our history.

And the cancellation of Trump’s state visit to Copenhagen aside, this issue of Greenland’s future has been tabled. It is not going away.

After all, China, the aspiring superpower of the 21st century, has exhibited an interest in this largest island on Earth, strategically located between Europe and America, amid the Arctic and Atlantic oceans.

Methinks the Danes are headed for interesting times.”

Den anden udfordring er den igangværende politiske udvikling på Grønland. Presset for at opnå grønlandsk selvstændig er drevet af alt andet end nøgtern analyse, og hvis den pludselig syntes at blive økonomisk realistisk, vil det næppe være tilstrækkeligt at inddæmme presset med kold logik bygget på noget så uønsket og upassende som argumenter om, at de håbefulde statsledere med selvstændighed fra Danmark vil miste, ikke få magt over egen fremtid.

Man kan derfor ikke udelukke, at et grønlandsk befolkningsflertal om nogle få år vil vælge “at flygte fremad”, og jeg betragter det som utænkeligt, at nogen dansk regering vil anvende magt eller økonomisk pression for at bevare Grønland i Rigsfælleskabet.

Derefter behøver amerikanerne ikke at bruge skatteborgerpenge til at opnå fuld de facto-kontrol over denne del af Arktis. Det vil blive set som en nødvendighed – som Buchanan skriver – for at forebygge anden stormagtsindflydelse.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *