Arktis og Trumps – nu aflyste – besøg

Den 5. august skrev jeg her uden andet end en uinformeret rygmarvsfornemmelse følgende:

“En sidste ting at notere sig før besøget af en præsident, hvis politik desværre er brutalt at sætte snævre amerikanske interesser først, er nok også at forstå, at den fortsatte dansk overhøjhed over den store nord-amerikanske ø, der gør Danmark til en arktisk stat, ikke nødvendigvis automatisk, evigt og i alle situationer er i USAs interesse.”

Efter Trumps groteske købstilbud, afvisningen af dette, hans forventelige umodne fornærmelse med aflysningen af besøget (nok til HMDs utweetede lettelse) og det derefter uafklarede spørgsmål om, hvordan man kommer videre, var det relevant at opdatere denne artikel.

Nordpols-området blev til et centralt strategisk konfrontationsområde efter 2. Verdenskrig som følge af, at tunge bombefly fik “interkontinental” rækkevidde og derfor kunne nå Sovjetunionen fra Nordamerika – og omvendt – med en last af atombomber.

Denne realitet, som illustreres af kortskitsen fra 1949, fik en betydelig rolle det dansk-amerikanske forhold fra 1950erne og de næste godt tyve år frem. Syddanmark var ikke vitalt for amerikansk sikkerhed, det var derimod Grønland som reservebaseområde for atombombeflyene fra Strategic Air Command samt muligheden for at placere radarer, der kunne varsle om sovjetiske bombefly på vej over Polområdet mod Nordamerika.

Grønlands rolle blev mindre, da supermagternes kernevåbenstyrker blev udvidet til også at omfatte langtrækkende ballistiske missiler baseret på land eller placeret på atomdrevne undervandsbåde. Nu blev det først og fremmest den stadig mere kapable varslingsradar i Thules evne til at varsle om sovjetiske missilangreb, der definerede Grønlands fortsatte betydning for forsvaret af det nordamerikanske kontinent.

På den anden side af Polhavet opbyggede Sovjetunionen en kæde af varslingsradarer, luftværnssystemer og jagerflybaser, der skulle imødegå et amerikansk angreb.

Det er nu klart, at betydningen af Grønland for amerikansk sikkerhed er øget hurtigt og dramatisk med udbygningen og modernisering af det gamle sovjetiske basesystemet langs den nordrussiske kyst. Det vil efter det Trump-fremkaldte kaos i de sidste dage være særdeles ønskeligt, om Danmark-Grønland tog kontakt med USA for at fastlægge, hvad amerikanerne ser som nødvendigt for at sikre Thule og derigennem Nordamerika bedre mod angreb fra nord. Umiddelbart set er behovet opbygningen af et områdemissilforsvar af Thule med varslingsradarer, en basering af en robust jagerflystyrke med tankningsfly på en udbygget og modernisereret base i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og etablering af mulighed for at kunne operere amerikanske jagerfly fra andre grønlandske eksisterende og kommende lufthavne. USA må gives det praktiske ansvar for luftforsvaret af Grønland som man tidligere havde påtaget sig ansvaret for Islands luftforsvar.

Vi skulle nødigt komme i den situation, at Trump i en fejllæsning af Danmark handler uden en klar og eksplicit invitation, dvs. en amerikansk “Krim light”, hvor der er en geostrategi-logisk parallel mellem Sevastopol og Sortehavet på den ene side og Thule og Polhavet på den anden. Jeg ville aldrig have troet det relevant at nævne en sådan mulighed, men efter den sidste uge oplevelse af USAs leders optræden ville det være uansvarligt ikke at arbejde aktivt for at mindske den.

***

Da Sovjetunionen som USA havde fået opbygget en styrke af atomdrevne undervandsbåde med langtrækkede missiler, blev de bygget og besætningerne uddannet til at virke fra Polhavet beskyttet af havisen, hvilket på en ny måde understregede havets strategiske betydning. Andre sovjetiske flådestyrker fra Nordflåden og Stillehavsflåden skulle ud over at løse andre opgaver – såsom at angribe NATOs forbindelser over Atlanterhavet – forsvare den “bastion”, som missilundervandsbådene opererede indenfor.

I slutningen af 1970erne var de sovjetiske flådestyrker blevet så stærke, at folk i NATO tvivlede på, om man effektivt kunne sikre sine transporter over Atlanterhavet. Den derefter nyvalgte amerikanske præsident, Ronald Reagan, svarede med at indlede en massiv flådeoprustning, hvor den nye overlegenhed skulle anvendes til dominere adgangsvejene til Polhavet via farvandet mellem Grønland og Island (“The Greenland-Iceland Gap”) samt farvandet mellem Nordnorge, Island og De Britiske Øer (“The Iceland-UK Gap”). Ud over at dominere disse snævringer i Atlanterhavets nordøstlige del, skulle man optræde offensivt ind mod det sovjetiske deployeringsområde for missilundervandsbåde, så man derigennem at bandt landets flådestyrker til forsvar af “bastionen” snarere end at angribe de vestlige forbindelseslinjer på havet.

Som Reagan (som Trump gerne kopierer) satser den nuværende præsident på opbygning af flåden, og da Rusland i disse år giver prioritet til flådens undervandsbådsstyrke, må man forstå, at USAs interesse for Grønland igen også omfatter muligheden for faciliteter på øens østkyst, der kan lette en effektiv overvågning af Polhavet og en fremskudt optræden i dette. Dette indebærer muligvis et et behov for en egentlig base i Østgrønland.

***

Ruslands militære opbygning i nord synes at være drevet af kombinationen af to ønsker: For det første at konsolidere, supplere og modernisere de overlevende militære faciliteter og enheder langs Polhavet, for det andet at forberede de kommende muligheder, som den globale opvarming forventes at ville give i nord. Ikke alene vil Nordøstpassagen nok blive til rådighed for trafik og kommunikationer mellem Europa og Asien, men adgang fra havet må forventes at lette udnyttelsen af de sandsynlige her liggende, urørte olie-gas- og råstofreserver i det nuværende permafrostbælte. Det er her i nord, at Ruslands økonomiske fremtid findes.

I de senere år har der været talt meget om Danmarks rolle som arktisk stat. Herunder er der ikke blevet demonstreret nogen dybere forståelse for, at landets muligheder for at støtte ambitionerne med militær magt ud over det rent symbolske, suverænitetsmarkerende ikke eksisterer.
Hvis suveræniteten eller de dansk-grønlandske krav på territorier eller rettigheder testes eller udfordres og der bliver behov for krisestyring, må musklerne og udholdenheden leveres af USA. Vi har intet ud over et fromt håb om, at Arktisk rent faktisk er og forbliver et lavspændingsområde, hvor den militære tilstedeværelse, som vi ikke kan levere, er irrelevant.

Det blev klart under forløbet i de foregående dage, at Trumps motiv ikke primært var militærstrategisk. Han ønskede gennem købet at sikre USA fri adgang til lækkerierne under isen og at overtage de grønlandske krav på store dele af Polhavet. Det er derfor, at hans ønsker var uforenelige med den grønlandske ambition om selvstændighed baseret på et sundt økonomisk grundlag. Det er godt, at landsstyreformand Kim Kielsen under forløbet så klart har beskrevet det acceptable og ønskelige alternativ, nemlig amerikanske investeringer i erhvervslivet.

Det ville være ønskeligt, om USA viste forståelse for grønlandske økonomiske behov ved straks at give grønlandske firmaer adgang til at støtte Thulebasen. Indtil det sker, demonstrerer USA en arrogant beslutsomhed om at optræde som kolonialister. Det er mildest talt ikke tillidsvækkende.

***

Danmark skal være sig helt bevidst, at udbygningen af Grønland til en fremskudt amerikansk base for kontrol af Polhavet vil lede til forskellige typer af russiske reaktioner, nok også andetsteds geografisk og på andre felter.

One thought on “Arktis og Trumps – nu aflyste – besøg”

  1. Kære Clemme,
    Tak for det gode blogindlæg.

    Som du måske ved afholder Forsvarsakademiet en større Arktisk sikkerhedskonference i NUUK til oktober, hvor flere af dine pointer vil blive behandlet under hovedspørgsmået om hvad den ‘nye’ stormagtsrivalisering i Arktis betyder for Rigsfællesskabet og for Forsvaret. Trump besøg kommet i den henseende ret belejligt.

    Vh
    Steen Kjærgaard

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *