Før fregatten sejler

Det helt centrale er den politisk-strategiske ramme, som gør, at missionen er fundamentalt anderledes end alle de andre internationale operationer, vi har deltaget i.

Den europæiske eskortemission præsenteres (hyklerisk) som neutral.

Men husk sidste gang Danmark støttede sin neutrale skibsfart sammen med andre under en stormagtskonflikt for at rederne og staten kunne tjene penge. Da skete det også uden hensyn til helt forskellige virkninger på de to sider i konflikten. Dengang udløste neutralitetsbeskyttelsen som bekendt en af parternes angreb på Danmark og Slaget på Rheden. For englænderne var neutralitetsbeskyttelsen af forsyninger til Frankrig uacceptabel.

Iran er et land, hvis befolkning (som tyrkere, franskmænd, russere og englændere) er et stort, selvbevidst kulturfolk motiveret af erindringen om fortids storhed og føler sig overbevist om, at det har ret til en central rolle i regionen. Som Frankrig efter 1789 og Rusland efter 1917 betyder en revolution, at ambitionen er radikaliseret. Radikaliseringen groede fast, blev militariseret og effektiviseret i den blodige krig, som Irak påførte Iran i 1980 og som varede næsten et årti (som det revolutionære Frankrig oplevede i første koalitionskrig og Sovjetrusland i 1919-21).

Det tog ekstremt vanskelige forhandlinger at få rimeligt inddæmmet den iranske atomvåbenambition i en international inspiceret aftale, som ikke er ideel, men som virkede som forventet.

Det var USAs præsident, der mod alle nøgterne rådgivere opsagde aftalen, som jo var indgået af hans foragtede forgænger. Iran skulle nu tvinges med ødelæggende sanktioner til ikke alene underkaste sig et langt mere effektivt kontrolregime (hvilket må vurderes som opnåeligt), men reelt opgive alle de centrale elementer og ambitioner knyttet til landets regionale magtpolitik. Dvs. at man kræver af Iran, at landet skal overgive sig til USAs regionale allierede Israel og Saudiarabien, der efter, at Irak er blevet gjort tamt, er hovedfjenden. Det er ikke mærkeligt, at den tidligere splittede iranske befolkning nu efter alle rapporter at dømme nu står samlede bag regeringen, på trods af, at det netop er den, der rammes af sanktionerne.

Det, som vi ser, er en parallel til de sanktioner, som USA i 1941 rettede mod Japan for at tvinge landet til at opgive sine ambitioner i Asien. Forståeligt, men som blev demonstreret i begyndelsen af december samme år, også ekstremt farligt.

Mens iranske udspil tyder på, at det nok var muligt at opnå en opstramning af atomaftalen, er det derfor mildest talt usandsynligt at Perserrigets arvinger, hvis antal for længst har passeret antallet af briter, vil opgive deres regionale ambitioner, og jo mere de presses, jo mere desperat må man forvente, at de handler.

De har umiddelbart tre instrumenter ud over demonstrative missilaffyringer. De kan for det første anvende deres særdeles kompentente hjælpehær Hezbollah mod amerikanske og allierede interesser i Levanten, de kan for det andet ramme amerikanske interesser i Irak hårdt, og de kan for det tredje øge presset på verdenssamfundet og herunder ikke mindst Europa (samt Japan og Kina) ved at ramme trafikken igennem Hormuz-strædet.

Ved at gøre som Trump bad om og løse den kun teoretisk set neutrale opgave at eskortere vores skibe og beskytte dem mod iranske angreb sker der det samme, som dengang under Napoleonskrigene skete gennem vores neutralitetskonvojer mod al, dvs. engelsk, indgriben … i fransk interesse.

Dengang fik briterne neutralitetsforbundet til at falde sammen ved at angribe dets svageste led, Danmark, først.

I den kommende europæiske eskortemission i Den Persiske Golf og ved Hormuz, der de facto støtter de amerikanske sanktioner, som også Danmark på det taknemmelige papir er imod, må de europæiske skibe ses som mindre risikable at angribe end enheder fra USNAVY. Dette både fordi deres evne til at besvare angrebet selv er stærkt begrænset, og fordi de netop ikke er amerikanske.

Det ville i hvert fald være betryggende, hvis også japanske og specielt kinesiske fregatter deltog.

Så denne mission må siges at bliver meget forskellig fra alle foregående, og det vil være en god idé ikke blot at være ekstremt opmærksom på risikoen for den danske flådes fremtid, hvis det går galt. Afghanistan fik politikerne til at skabe en så lille hær, at fremtidige regeringer ikke kunne blive fristet til at gentage en sådan udsendelse

Når det er gået godt i en tid pga. dygtighed og held kan man glemme, at hver situation er ny og at krig føres af mindst to uafhængige viljer.

2 thoughts on “Før fregatten sejler”

  1. Jeg er enig i denne analyse af en eventuel dansk deltagelse i en mission til Hormuz strædet. Den vil af Iran blive set som en fjendtlig handling vendt imod Iran og som en støtte til Trump-regeringens unilaterale opsigelse af “atomaftalen” – en aftale som dens europæiske underskrivere ønsker bevaret. En paradoksal situation.
    De historiske paralleller og specielt den amerikanske behandling af Japan i 1941, som førte til Pearl Harbor, er isnende. En stor tak til Michael C. for at sige tingene så klart.

  2. Efter modtagne kommentarer på Facebook, hvor indlægget oprindeligt blev lagt op, og hvor det fik betegnelsen: “historisk” (og derfor nok ikke aktuelt relevant), supplerede jeg med følgende:

    Det eneste man kan “lære” af historien (og kun dér) er for det første hjælp til at se og forstå udviklingen i nogenlunde sammenlignelig kontekst samt for det andet menneskers, gruppers, bureakratiers og staters ledergrupper tilbøjeligheder under pres. For at kunne gå fra tilbøjeligheder til at tale om sandsynlig optræden skal man kunne støtte sig på kritisk analyse af aktuel information. Og dette sidste har vi i den grad i form af iransk optræden og risikovillighed igennem 35 år. Dette specielt når politikken som nu domineres af Revolutionsgarden. Det er også hjælpsomt for forståelsen at gøre sig en indsats for sætte sig i deres sted med udgangspunkt i landets normaloptræden under tidligere kriser og konflikter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *