Kommentarer til Benjamin Carter Hett “The Death of Democracy: Hitler’s Rise to Power and the Downfall of the Weimar Republic”

Historien gentager sig ikke, men man får alligevel en uhyggelig følelse af genkendelse ved læsningen af den ikke for lange, velskrevne historie om Tyskland i slutningen af 1920’erne og begyndelse af 1930’erne. Det er den meget lignende opfattelse af de afgørende politiske problemer og forhold i den stadig større og mere utilfredse, efterladte del af befolkningen, herunder

1) tab af velstand og arbejdspladser både på landet og blandt “blue collar” arbejdere, dvs. den faglærte middelstand, samt den håbløse situation i byproletariatet, nu dramatisk forværret af misbrugskrisen;
2) kulturkløften mellem byeliten (dengang symboliseret ved “Babylon Berlin”) og folket, hvor den brede masser reelt er koblet af som nu irrelevant og politisk ukorrekt;
3) erhvervslivets åbne samt skjulte sabotage og forgiftning af det parlamentariske demokratis forsøg på at begrænse de negative virkninger af kapitalisme (for den nutidige situation se den friske dokumentarfilm “Dark money” fra situationen i delstaten Montana om anvendelse af den amerikanske højesterets nu forstærkede flertal til dette formål);
4) frygten for udviklingen med truende tab af magt, dengang i det tyske protestantiske flertal, nu i den hvide mandlige amerikanske befolkning;
5) rollen som fremmed immigration har og gives, dengang jøder, nu latinoer.

Det er også den direkte sammenlignelige og effektfulde anvendelse af afvisning af “systemets” fakta som uacceptabelt for folket.

Det er den aggressive fremgangsmåde og narcissistiske profil hos den person, som leder oprøret, på et fundament af simple og totalt fastlåste idéer, og det er det propagandistiske talent hos lederen, hvor Trump kombinerer Hitlers evner som taler med Goebbels geniale kommunikationsformel.

Det er endvidere normale, moderate menneskers evne til at parkere samvittighed, selvstændighed og tvivl – og i opportunisme eller blot for ikke at skulle tænke selv – at underordne sig førerens radikale form og politik.

Det er herunder viljen til at se og forklare en stigende voldskurve som modstanderens ansvar. USA i 2019 er ikke Tyskland i 1932, USAs demokrati nu er langt mere solidt end Tysklands i 1932 (i hvert fald, hvis vi undgår eller inddæmmer næste økonomiske sammenbrud), autokraten, den dovne leder, narcissistiske Trump, er anderledes end den dovne og narcissiske Hitler … så forløb og resultat vil blive anderledes … men sandsynligvis ikke godt.

I december 1932 frygtede den tyske ledelse akut borgerkrigen. Den undgik man, ved at Hitler fik magt som agt to måneder senere.

Bogen beskriver, hvordan katolske nationalkonservative i perioden fra Hitlers magtovertagelse til den brutale udrensning i sommeren 1934 fra den vicekanslerens kontor forsøgte at sabotere udviklingen mod Hitlers totale kontrol. Von Papers folk var som de traditionelle republikanere omkring vicepræsident Pence nu en trussel mod lederens systemødelæggende projekt. Men i vores mere milde tid ved vi, at man ikke behøver at slå folk ihjel for at kvæle dem politisk eller anvende massiv undertrykkelse for overvåge, manipulere og kontrollere et folk. Som vi ser i Rusland, Kina og Tyrkiet giver moderne overvågning og medier de muligheder, som Orwell beskrev i “1984”, hvis viljen til at anvende dem er tilstede.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *