Det er en vel forstået ting, at når et fly eller skib havarerer, bliver sagen undersøgt af en specialiseret havarikommission. Formålet med undersøgelsen er at først og fremmest at lære, så man mindsker risikoen for, at noget tilsvarende sker i fremtiden, ikke at straffe eventuelt skyldige.
Efter eksplosionsulykken i 2002 i Kabul anbefalede lederen af undersøgelseskommissionen, at der blev etableret en tilsvarende struktur for særlige hændelser på land, organisatorisk placeret under Forsvarsstabens daværende Kontrolstab. Det skete aldrig, hvilket må ske som et meget alvorligt professionelt svigt og manglende leven op til ansvar hos den daværende forsvarsledelse. Dette også, fordi der allerede havde været situationer i ex-Jugoslavien, der viste, at man ikke havde en hensigtsmæssig måde at håndtere hændelser, hvor danske soldater blev dræbt, såret eller kom i situationer, hvor de måtte anvende deres våben.
Så kom hæren til Irak, og her var det indlysende, at der var ved at gå noget rivende galt. Jeg husker, at jeg læste en auditørrapport om en tragisk hændelse, hvor både en dansker og irakere blev dræbt, hvor det var klart, hvad der var sket. Den auditørassistent, dvs. en professionel kriminalbetjent, der havde lavet afhøringerne og skrevet rapporten, havde fået alt med. Det var derfor indlysende for en læser med en relevant landmilitær professionel baggrund, hvad der var gået galt, og hvorfor. Men det var selvfølgelig helt uigennemskueligt for person uden denne baggrund, såsom en jurist eller politiuddannet. Hermed var den kobling mellem organisationens læring og undersøgelsen af ansvar, som en kombineret struktur med både militær, juridisk og eventuel lægelig ekspertise, kunne give fortsat uopnåelig.
Auditørkorpset søgte i selvtilstrækkelig isolation fra det sted, hvor den tragiske hændelse fandt sted, og stadig mere terrieragtigt efter nogen, som man kunne rette tiltale mod. Hærens Operative Kommando og de underlagte fagskoler kunne – hvis der ikke blev gennemført undersøgelse eller rejst tiltale, fordi man var heldig, selv om noget gik galt – selv vælge, hvad og hvordan man ville lære.
Resultatet har været en række pinlige klapjagtssager, hvor Auditørkorpset har kunnet ignorere, at vilkårerne for de danske officerer, befalingsmænd og menige soldater i den kampzone, som et flertal i befolkningen har sendt dem ud i, arbejder under så krævende, farlige og tvetydige vilkår, at ligger langt på den anden side af den, som skibs- og flybesætninger opererer under, og hvor de beskyttes af det saglige element i havarikommissionsrammen.
I typisk idiotisk og elitær isolation synes man på trods film og TV-serier ikke at have gjort sig klart, hvordan man har organiseret sig i de både civiliserede og ansvarlige udland, hvor tragedier og fejltagelser også under landmilitær indsats har været en tilbagevendende erfaring. Man har typisk sikret, at de centrale undersøgere har uddannelse både som fagmilitære og jurister.
Nu har den unge danske Forsvarschef taget en meget lille og helt utilstrækkeligt skridt til at afhjælpe tyve års arrogant og usaglig tåbelighed. Dette angribes straks fra juridisk side som en forurening af det saglige. Man kan jo risikere, at man tidligt må opgive potentielle interressante klapjagter, der jo heldigvis for det meste ender i opgivelse af retssag eller frikendelse – efter ødelæggelsen af personer, som landets politikere uden personlig risiko har sendt i krig.
Det er både usagligt og dybt usympatisk – som det sker nu – at insinuere, at danske officers-jurister ikke så godt som kun-jurister vil undersøge tragiske hændelser hæderligt, sandhedssøgende og korrekt.
Men jeg kan godt se, at det ville være uhensigtsmæssigt, hvis reaktionen på tragiske hændelser fjernt fra Danmark også blev vejledt af professionel viden og ikke kun af den snævert danske retspolitiske og rent politiske virkelighed og tilbøjelighed. Så ville de udsendte jo få samme retssikkerhed som medborgere i Danmark, der undersøges som involverede i en færdselsulykke.
Godt nok en forfærdelig, afskyelig, naturstridig tanke for enhver ret- og renttænkende jurist, at saglighed skulle gives indflydelse på deres undersøgelser af de foragtelige mennesker, der fører krig for Danmark!