Month: April 2012

Baggrund for blogartiklen

Baggrunden er Center for Militære Studiers ”analyse” fra 20.4.2012, der kunne være skrevet af nutidig Erasmus Montanus. Den vil ikke blive gennemgået eller kommenteret direkte. Den er jo blot et ordrigt bestillingsarbejde, der sprog- og tankemæssigt upræcist forsøger at levere det, som de betalende i Forsvarsministeriet ønsker.

Da forfatterne er ahistoriske og uden den nødvendige kritiske militære indsigt, skrives uden systematisk inddragelse af operative og eller organisatoriske erfaringer og kendskab til, hvordan Forsvaret har arbejdet og planlagt i de seneste mange årtier. Andre svagheder vil indirekte fremgå af det efterfølgende.

Blogartiklen bygger på en løbende interesse for dansk militærpolitisk internationalt engagement siden begyndelsen af 1990’erne, fra militær støtte til baltisk integration i Vesten over FN-operationer til indsatsen i Afghanistan, over Libyen og i Indiske Ocean.

Artiklen skal også ses i forlængelse af de tidligere ”Romertal-artikler” her på bloggen med analyser af Forsvarets problemer.

Præmisser: Erfaringer fra dansk forsvars og danske politikeres ageren siden den Kolde Krig

En generel erfaring gælder for sÃ¥ at sige alle operationerne: Man kan ikke løse problemerne med anvendelse af militære midler – alene – og da slet ikke hurtigt. Indsatsen skal – uanset om det er organisatorisk og nationalt ubekvemt – effektivt koordineres af én ansvarlig myndighed pÃ¥ internationalt niveau, sÃ¥ efterretningsmidler, genopbygning, økonomisk hjælp, politiindsats og -opbygning, militær indsats og opbygning styres effektivt, og der skal være tid – mange Ã¥rs indsats – til, at man opnÃ¥r mÃ¥let, der aldrig kan være ”sejr”, men kun en eksternt acceptabel, lokalt bæredygtig udvikling. Dette indebærer for det første, at man – den intervenerende koalition – arbejder ud fra en realistisk helhedstrategi (eksempler: forstÃ¥elsen af, at Albanien, Kosova, Serbien og Makedonien mÃ¥tte hÃ¥ndteres parallelt/at effektiv piratbekæmpelse i rammen af international lov ikke kun kan ske pÃ¥ havet/at Afghanistan ikke kan stabiliseres, sÃ¥ længe man ikke tvinger Pakistan til at standse sin intervention). For det andet, at forudsætningen for succes er viljen til at sikre sig, at den nye politiske ledelse i ”værtslandet” er bÃ¥de internt effektiv og acceptabel i de intervenerende lande (som det med nogen succes er lykkedes pÃ¥ Balkan, men næppe i Irak og næppe i Libyen). Hvis disse krav ikke opfyldes, laver den militære indsats mere skade end gavn. Den er kun en symbolsk handling, drevet af en overfladisk døgnflueopinion i Vesten, som i bedste situation er hasardspil med fremtiden, hvor man ofrer menneskeliv i hÃ¥b om en bedre fremtid.

Alle de internationale operationer, Danmark deltog i, drejede sig grundlæggende om at bidrage til opbygning af mere acceptable statsstrukturer i forskellige lande. Det har i nogle situationer (bl.a. Jugoslavien, Afghanistan, Libyen og nu – forsigtigt – Syrien) forudsat et indledningsvis regimeskifte) og i andre (som anti-pirat operationerne) kun medført bygning af luftkasteller for en stabil stat, men dette var det reelle mål, uanset om hvilken politisk korrekt modebetegnelse (så som Fredsoperationer og Stabilitetsoperationer), man gav indsatsen.

Uanset de problemer, som militær statsbygningsstøtte indebar og indebærer, måtte og må den finde sted det sted, hvor mennesker bor og skaber problemer, dvs. på landjorden, ikke på havet og i luften. Indsatsen i de seneste tyve år gør også klart, at det ikke er holdbart at regne med, at man kan agere effektivt i sådanne operationer med alene lette, bløde, humanitære enheder. De er til grin i de machosamfund, der skal lære bedre. Effektivitet indebærer ikke, at man skal have mindre evne til at forsvare sig selv eller lægge pres på lokale bander, men at man skal have betydeligt forstærkede resurser på ingeniørområder (konstruktion og minerydning) samt på signalområdet.

Danmark er en smÃ¥stat, der i bedste fald – en lille smule – kan pÃ¥virke, hvad der sker og dette, kun hvis vi bÃ¥de kan tilbyde, hvad de større ser som en værdifuldt bidrag, og hvis vi sÃ¥ pÃ¥ grundlag af selvstændig analyse af muligheder og behov stiller betingelser for vores deltagelse. Det sidste har vi ikke gjort, ogsÃ¥ fordi normalt ikke forsøgte at gennemføre en selvstændig analyse. Danmark kan som smÃ¥stat ikke have en generelt anvendelig ”militærstrategi”, det er varm luft fra managementkurser. I begyndelsen af 2000-tallet besluttede dansk politisk-militær ledelse, at Forsvaret skulle opbygges som en værktøjskasse med et antal moduler, som kunne komme med ”først ind og først ud”. Der var intet krav om selvstændig analyse af den mulige mission og betingelser for deltagelse. Man leverede derfor kun kanonføde, og missionerne blev udstrakte, fordi statsbygning og genopbygning altid tager tid.

Udviklingen har været hÃ¥rdt ramt af afprofessionaliseringen af ikke mindst hærens officerskorps siden den intensive praktiske kadreuddannelse i enhedsramme, der fandt sted under den Kolde Krig. I stedet for at udvikle sin professionalisme, sÃ¥ den passede til den nye situations krav, og derefter kunne give relevant professionel rÃ¥dgivning til den politiske ledelse, fokuserede man pÃ¥ at lære og agere efter ”New Public Managements” pseudosprog, og man lærte fra de militære embedsmænd i Forsvarsministeriet helt ned til oberstløjtnantsniveau i Afghanistan først og fremmest at tænke politisk, dvs. forhÃ¥ndsindarbejde politiske ønsker, før de blev udtrykt. Fordi, man ikke havde fulgt og forstÃ¥et den amerikanske-britiske doktrinudvikling siden 2006, kom man i baghÃ¥nd i Armadillo-sagen. Denne sag viser – som debatten om antal tilbageholdte – i øvrigt i pinlig grad officerskorpsets tilbøjelighed til at forhÃ¥ndspolitisere. Hvor langt man er kommet ud pÃ¥ dette skrÃ¥plan, og hvor uacceptabel denne udvikling er, demonstreres af de 52 unge officers mistillidserklæring til deres militære foresatte, men Hommelsagen demonstrerede tidligt forsvarsledelsens totalt manglende forstÃ¥else af ansvarlighed over for de udsendte.

Det er imidlertid følgende uudtalte erfaring fra de sidste ti år, der ud over presset fra finansministeriet om at spare og effektivisere driver den nuværende forsvarsudvikling. Man – dvs. politikerne bredt fordelt over det politiske spektrum – er blevet dybt chokeret over omkostningerne over operationerne i Afghanistan, herunder først og fremmest de dræbte, invaliderne, de psykisk kampskadede og risikoen for lokale dræbte og skandaler med indenrigspolitiske virkninger. Man ved eller forstår ikke, at nogle af disse problemer blev forværret af det forhold, at hæren ikke var og er organiseret og udrustet til at gennemføre og fortsætte så krævende og langvarige operationer, og at den nævnte udvandede professionalisme øgede problemerne. Derfor valgte man fra regeringens side her i vinter at lægge op til en så dramatisk reduktion af hæren, at det ikke skal være muligt at deltage i sådanne operationer i fremtiden. Det er baggrunden for de diffust indpakkede anbefalinger i Center for Militære Studiers analysepapir. Man ignorerer herved, at den internationale indsats har haft og fortsat vil have til formål at levere et relevant bidrag til de operationer, som vore store partnere finder relevant. Det er næsten sikkert, at den eneste virkning bliver, at de resterende dele af hæren bliver endnu mere belastet, dvs. at de bliver straffet for deres indsats for Danmark i de sidste ti år gennem ekstra belastning af færre. Danmark kan som nævnt som småstat med markeringsønske ikke gardere sig ved at lave en national ”Militærstrategi”.

Udfordingerne

Lad os se på udfordringerne kompasset rundt:

Mod vest tillader USA økonomiske situation ikke, at landet opretholder sin massive interventionskapacitet. Dette uanset om Demokraterne eller Republikanerne vinder valget. Det er allerede klart, at Demokraterne med de resterende styrker vil koncentrere sig i Stillehavet i et forsøg støtte allierede her mod eventuelle pressionsforsøg fra de hurtigt voksende kinesiske styrker.

Mod nord betyder den sandsynlige bortsmeltning af polarisen, at der bliver behov for at hævde dansk suverænitet og resurseinteresser indtil det tidspunkt, hvor grønlænderne måtte vælge en anden beskyttelsesmagt.

Det russiske politiske system er indtil videre ikke på vej i en retning der gør, at man kan udelukke, at intern magtkamp igen – som i 2008 over for Georgien – kan føre til militært tryk på et naboland fra det tidligere Sovjetunionen, hvis dette gennem en fremprovokeret krise i nabolandet kan ske uden risiko for optrapning. Det er stadig populært at fremkalde ”respekt” og ydmyghed (forstået som i mafiasammenhæng) i små nabolande, der i den russiske befolknings flertal geostrategisk hører sammen med Rusland. Det er ikke tilfældigt, at et pragmatisk og modent naboland som Finland – med rødder i forståelse naboen, der er langt større og dybere end bl.a. vores – opretholder et stærkt territorialforsvar bygget på værnepligt. Bortset fra Finland er Ruslands vestlige naboer medlemmer af NATO.

Umiddelbart mod sydøst og syd betyder den dynamik, der er fulgt af det arabiske forår og magthavernes modstand, at det eneste, der er sikkert, er, at alvorlige sikkerhedspolitiske og visuelt og humanistisk set ubehagelige udfordringer af enhver type er mulige nu er mere sandsynlige. De kan variere fra begrænsede grænsekrige, herunder eventuelt med inddragelse af NATO-medlemmet Tyrkiet, over politisk-ideologiske borgerkrige til territorial- og resursekonflikter mellem de nye stater, der opstår ved sammenbruddet af stater som Libyen og Syrien, som det har været og er tilfældet i Sudan. Syd for Sahara synes konflikter nu først og fremmest at være drevet af muslimske befolkningsgrupper forsøg på at presse Sharia-lovgivning over hele eller dele af stater. Alle konflikter mod syd øger immigrant- og flygningepresset mod Europa og de interne konflikter, der følger heraf.

Nationale interesser og affødte opgaver

De eneste opgaver, som Danmark kan løse med egne militære midler, er suverænitetshævdelsen og forsvaret af det syddanske område, og det skyldes alene, at der ikke eksisterer reelle trusler om militær invasion eller fjernangreb mod territoriet i en overskuelig fremtid.

Mod nord kan vi opbygge en kapacitet til at konstatere krænkelse af grønlandsk territorium og økonomiske interesser, og vi kan og bør opretholde dem, så længe grønlænderne ønsker det, og indtil der opstår en reel udfordring fra et større konkurrende land. Hvis det sidste sker, betyder det forhold, at vi er en småstat, at vi eller grønlænderne selv må søge støtte fra en stormagts magtmidler.

Som europæisk småstat er det en potentielt vital interesse, at ikke alene det praktiske samarbejde i NATO fortsætter, men at Atlantpagtens Artikel V fortsætter med at give en troværdig dækning af alliancens periferilande i øst og sydøst. Dette er mindst nødvendigt, fordi alliancen i sin satsning på interventionsstyrker har presset de små østeuropæiske lande til at nedlægge de små territorialforsvar, de havde. Hvis deres territorium først er krænket militært udefra, er det for sent at håndtere situationen. Det er derfor af central interesse, at andre NATO-landes styrker gennem rutinemæssig øvelsestilstedeværelse og organisatoriske tilknytningsforhold (som mellem danske og baltiske landmilitære hovedkvarterer), understreger Artikel V’s troværdighed. På nuværende tidspunkt er det ikke mindst USA, der sikrer denne markering, men det er langt fra sikkert, at dette vil fortsætte, og de affødte problemer er først og fremmest europæiske.

I de sidste tyve år har Danmark lagt vægt på at kunne bidrage meningsfuldt til næsten alle de internationale operationer, som vores primære store allierede USA og Storbritannien har ønsket vores bidrag til, og Danmark har – uanset regeringens farve – lagt vægt på ikke at trække sig ud tidligt, selv om deltagelsen gjorde ondt. Det gjorde ofte meget ondt, fordi vore styrker hverken indledningsvis havde den nødvendige uddannelse, og fordi de aldrig fik en størrelse, der kunne støtte opretholdelsen af engagementet uden at skævvride strukturen gennem konstante nødløsninger og improvisationer. At det overhovedet har været muligt under massiv kontraktopsigelse skyldtes den hurtige ”friskning” har hæren, der var en følge af de mange soldater, der tegnede korttidskontrakter i forbindelse med værnepligtstjeneste.

***************************************************
At fjerne muligheden for effektivt – dvs. også over længere tid – at bidrage til at stabilisere sammenbrudte stater, som har været den centrale opgave i dansk militær indsats i tyve år, kan man godt kalde et ændring af dansk militærstrategi. Så skal man imidlertid gøre dette klart for befolkningen og vores allierede, at det er, hvad vi har valgt i forskrækkelse over omkostningerne i de sidste ti år. Vi vil fortsat kunne støtte ved at luftbombe og gennemføre politiindsats på havet, men vi kan ikke sikkert og effektivt hjælpe inde på land, og muligheden for at støtte troværdigheden af Atlantpagtens Artikel V vil samtidig blive meget væsentligt svækket.

Dette sådan uden Erasmus Montanussprog.

Man glemmer i sin ophidselse at understrege, at besættelsen af basen var sket pÃ¥ britisk direktiv tidligere, og at beslutningen om rømningen var en følge af det ændrede koncept for oprørsbekæmpelse, som var inspireret af amerikanerne. Da der – som jeg har beskrevet i min kronik i Politiken (læs pÃ¥ www.clemmesen.org) – ikke forventes eller eksisterer en strategisk politisk-militær dialog om faglige spørgsmÃ¥l i Danmark, bestemmes alle militære dispositioner i missionsomrÃ¥derne af andre, normalt indenrigspolitiske, forhold.

Operationerne i Afghanistan var ikke drevet af indsigt eller forstÃ¥else af, hvad situationen nødvendiggjorde. Det forventede og forventer danske regeringspolitikere – og slet ikke Forsvarsministeriet – normalt ikke, at landets sagkyndige forsvarsledelse skal kunne tage ansvarlig stilling til. Man er – eventuelt – klar til at lytte til andre landes militære sagkundskab, dog nok specielt, hvis det ubekvemme skulle ske, at offentligheden fÃ¥r kendskab til dens rÃ¥dgivning.

Det overordnede udenrigspolitiske formÃ¥l er altid at sikre en høj profil, dvs. af behovet for at kunne opretholde “tilstedeværelsen foran det Hvide Hus“. Hvis rømningen af Armadillo kunne true den indenlandske støtte til at blive her, var der ikke grund til hurtigt at reagere pÃ¥ modeskiftet i anglo-amerikansk oprørsbekæmpelsestaktik, i hvert tilfælde ikke før, man havde haft mulighed for at forklare dette for befolkningen. Hvis forsinkelsen medførte tab var dette i denne forbindelse – ud fra det danske formÃ¥l med tilstedeværelsen – acceptabelt.

Forsvarsministeriet fastholdt på tilsvarende måde beslutningen om at deployere at militær radar til Afghanistan på trods af, at både NATO og Forsvarschefen i dette tilfælde fandt deployeringen sagligt irrelevant i forhold til situationen i Afghanistan.

Forløbet viser, at den nuværende regerings reaktion over for Armadillobeslutningen enten er kynisk indenrigspolitik eller blot demonstrerer samme svigtende evne til kritisk tænkning, som Politiken demonstrerer i sin behandling af sagen. I den situation var det et rent dansk forsvarspolitisk – dvs. indenrigspolitisk – behov om at anvende radaren, der blev bestemmende. Nu havde vi købt og klargjort denne radarenhed, og sÃ¥ skulle den ogsÃ¥ til Afghanistan. Det er betegnende, at selv den nuværende regering af forskellige rent danske grunde støtter denne Forsvarsministerielle beslutning.

Grundproblemet var og er det grundlæggende arrogante syn på ansvarligt dansk militærsagligt input, der i årevis har præget ministerens nærmeste rådgivere i Forsvarsministeriet, og som har har vænnet forsvarsledelsen af med at kunne generere en sådan. De manglende krav om ansvarlighed og sagkundskab medførte, som blev beskrevet i Politiken-kronikken, at den danske forsvarsledelse havde glemt kravet om professionel ajourføring (så man ikke forstod englændernes strategiskift og de efterfølgende ønsker fra de udsendte) og det forhold, at generaler i småkrige ikke mindst skal være loyale mod de udsendte og lytte til dem.

Det seneste og langt alvorligere eksempel på denne virkelighed er det ordmæssigt rige, men reelt substanstomme præmispapir, som uden om de ansvarlige eksperter i Udenrigsministerium og den professionelle forsvarsledelse er blevet produceret af ordrige teoretikere som præmispapir for den kommende ordning af forsvaret.

Regeringen arbejder diskret pÃ¥ i afgørende grad at ændre, reelt bevidst kastrere, Danmarks militære muligheder. Den har travlt, og ønsker at nÃ¥ til et nyt forlig allerede til sommer. Man har ikke tid til at vente pÃ¥ forligsperiodens udløb. PÃ¥ trods af den dramatiske karakter af de ønskede ændringer og reduktioner ønsker man ikke at gÃ¥ via diskussionerne i en bred forsvarskommission – eller andre ikke-kontrollede diskussioner.

Regeringen finder åbenbart, at man skal have en sikkerhedspolitisk ’indgangsbøn’ til de ønskede begrænsninger og ændringer, og had derfor bedt det forsvarsbudgetbetalte ’Center for Militære Studier’ på Københavns Universitet om at lave dette papir. Analysen skal præsenteres i overmorgen, fredag 20. april, ved en konference på universitetet.

Forsvarsministeriet annoncerede i går konferencen således: ’Op til afholdelsen af konferencen har Center for Militære Studier (CMS), Københavns Universitet, udarbejdet en analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik. Analysen er udarbejdet på centrets ansvar, som en forskningsinstitutions frie og uafhængige betjening af forsvarsforligskredsen (min fremhævning) i overensstemmelse med den overordnede rammeaftale om CMS indgået mellem Forsvarsministeriet og Københavns Universitet i 2010.’

Jeg skal i denne korte blognotits ikke komme ind i en analyse af centrets arbejde. Det er jeg bundet til at vente med til efter fremlæggelsen fredag.

Her skal blot konstateres, at der overhovedet ikke er tale om et uafhængigt arbejde, som man påstår i den citerede meddelelse.

Regeringen er allerede – uden reelt at inddrage forligspartierne – dybt inde i struktureringen af det fremtidige forsvar.

Forsvarsministeriet har under ’konsultationer’ med centret, der jo netop blev flyttet fra placeringen på Forsvarsakademiet for at sikre dets selvstændighed, sikret sig, at analysen kom til at støtte de allerede tagne strukturbeslutninger.

Dette gør, at den påståede uafhængige analyse bliver en ren efterargumentation for de allerede iværksatte strukturvalg, en argumentation, der med ahistorisk substanssvagt politologisk frasefyld skal manipulere opinion og de politikere, der er skeptiske eller kritiske over for den vej, regeringen vil presse Forsvaret gennem reduktionerne.