Denne sammenfattende kommentar er politisk i den forstand, at det i sidste instans må være et politisk ansvar at sikre, at anvendelsen af resurser bedst muligt sikrer opnåelsen af Arkivlovens formål.
Rigsarkivarens reaktion siden mit artikel den 19. marts, der advarede mod virkningen af Statens Arkivers bestemmelser for kassation af værnenes myndigheders arkiver, har været positiv i den forstand, at bestemmelserne prioriterings- og vidensgrundlag herefter står klart. Det er blevet synliggjort, at der har været alvorlige brist i hans rådgiveres viden om Forsvaret under den kolde krig. For en historiker, der kombinerer personlige erfaringer som krigsplanlægger på forskellige niveauer under den kolde krig med forskning i alle perioder af det 20. Århundredes danske militærhistorie, står mange af bestemmelsernes valg som uforståelige.
Bestemmelsernes opfattelse af virkeligheden afspejler situationen før NATO-medlemskabet, dvs. at den på nogle områder er anakronistisk. Dengang havde de øverste myndigheder direkte indflydelse på og ansvar for alt, hvorfor det var rimeligt at prioritere bevarelsen af de øverste myndighedsniveauers arkiver langt højere end resten. Efter 1949 blev de centrale danske myndigheders primære opgaver hurtigt koncentreret om at opstille, klargøre og derefter kun støtte de tre værns enheder. Fra 1960 gav forsvars- og værnsledelserne kun de politiske og helt overordnede rammer for styrkernes anvendelse. De operative krigsplaner, der bestemte myndigheders og enheders forskellige forsvarsforberedelser, fandtes ikke her, men blev udviklet i et netværk af myndigheder og enheder . Den dominerende kraft i netværket blev i stigende grad påvirkningen fra de tætteste og dominerende allierede, USA, Tyskland og England, en påvirkning, som de danske myndigheder og enheder herefter tilpassede til de begrænsede nationale muligheder. NATO-kommandoerne kommanderede ikke i fredstid, de dannede samarbejdets ramme. Det er derfor først og fremmest i de lavere myndigheders og enheders arkiver, man kan følge udviklingen af fremgangsmåder og planer.
Mulighederne for at rekonstruerede udviklingen ud fra de højeste myndigheders arkiver – som bestemmelserne forudsætter – bliver ogsÃ¥ undergravet af, at arbejdet i den centrale myndighed – Forsvarstaben – i mange Ã¥r bl.a. pÃ¥ grund af arbejds- og papirpres samt løbende reorganiseringer, var præget af dÃ¥rlige arkivprocedurer og tilsvarende arkivdisciplin. Betydelige mængder nøglearkivalier blev. Det sÃ¥kaldte Henlagte Arkivs indhold blev tilfældigt og hæmmet af resurse- og pladsmangel. Det betyder, at en rekonstruktion af de centrale forløb, nÃ¥r overhovedet mulig, stiller krav om rÃ¥dighed over intakte arkiver fra alle samarbejdende myndigheder.
Rådigheden over et bredt spektrum af arkiver er også nødvendigt på grund af en anden forskel i forhold til tidligere. Dengang bevarede man også som standard myndighedens og dens stabselementers ’indkommende sager’, dvs. skrivelse fra andre myndigheder, ofte med stabens marginnotater. Sammen med myndighedens egne skrivelser gjorde de ’indkomne sager’ det muligt kan danne sig et første billede af myndighedens rolle på grundlag af dens eget arkiv. Nu bevarer man i princippet kun egne skrivelser, hvilket gør, at selv den indledningsvise rekonstruktion må ske under inddragelse af alle centrale samspilspartneres arkiver.
Rigsarkivarens fokus på de højeste myndigheders arkiver nedtoner, at det centrale i historien ikke er hensigten, planerne, men hvad reelt skete, dvs. om og hvordan planer og hensigt blev ført ud i livet ved regimenter, raketeskadriller, flyvestationer, undervandsbådseskadren, specialskoler, flyvetjenesterne, parkområder, m.m., alle de myndigheder, hvis arkiver er dømt til kassation. Inspektionsrapporter i høje nationale og NATO-myndigheders arkiver giver kun et meget begrænset og stikprøvevist billede af realiterne, også fordi deres formål ikke kun var at beskrive disse.
Rådgivningen af Rigsarkivaren har ikke alene været mangelfuld ved ikke at afspejle periodens ansvarsfordeling og demonstrere utilstrækkelig indsigt i, hvordan militære operationer og logistik er blevet organiseret i de seneste mange årtier. Den synes generelt præget af historiske perioder, hvor danske militære styrker, som eksempelvis vore flådestyrker indtil NATO-perioden, blev indsat samlet, støttet fra én veldefineret base, uden væsentligt samspil med befolkningen, da den jo ikke bor på havet. Under den kolde krig blev styrkerne som oftest forberedt indsat spredt, med vidt forskellige opgaver, i tæt koordination med allierede i NATO-ramme og, når i Danmark, selv med flådestyrker i et tæt samspil med totalforsvarets øvrige elementer i det regionale forsvar. Bestemmelserne bygger eksempelvis på den misforståelse, at man kan rekonstruere hærens logistik ved anvendelse Hærens Materielkommandos arkiv, og Søværnets uden at inddrage flådestationernes. Hærens logistiske indsats kan reelt kun rekonstrueres med fuld inddragelse af materielkommandoens parkområders arkiver, der var dømt til kassation.
Det forhold, at Statens Arkivers bestemmelser som et hovedprincip kasserer arkiver fra myndigheder, der er blevet nedlagt, betyder, at man lader sig styre mere af arkivernes forvaltningsmæssige og retlige end af deres historiske værdi. Ellers var arkiver fra myndigheder som undervandsbådseskadren, missilluftforsvaret samt hærens og søværnets flyvetjenester blevet bestemt til bevarelse.
Vi har endnu kun en pletvis, helt utilstrækkelig viden om den faktiske situation med hensyn til kassationsforløbet. Der er behov for et øjeblikkeligt stop, medens man med udgangspunkt i ny rådgivning efter Nikolaj Petersens forslag justerer bestemmelserne på et mere korrekt og komplet grundlag af viden. Vi skal kassere langt hovedparten af de mængder papir, der blev skabt mellem 1957 og 1989, men ikke på det eksisterende bestemmelsesgrundlag.